Jeg var ret gammel, før jeg så en film, der ramte mig. I min opvækst var der mest ’Olsen-banden’ i fjernsynet. Teatret og bøgerne var det, som kunne bevæge og ryste mig.

Men en dag, da jeg var trådt ind i mine 20’ere, så jeg den svenske komedie ’Picassos eventyr’. Hovedrollen spilles af Gösta Ekman. Han digter med sin optræden, og det er stor poesi. Filmen leger med en modsætning mellem fiktion og skuespil.

For eksempel indtager de samme 11 statister alverdens roller, mens alt helt tydeligt er optaget i samme svenske højsommer, selvom handlingen foregår i Spanien, Paris eller hvor som helst. Du er bevidst om, at det her er noget, nogen leger. Det indfangede mig.

Den næste skelsættende filmoplevelse fik jeg, mens jeg var skuespil-elev ved Aarhus Teater. Til en midnatsforestilling sad jeg mutters alene i biografen Øst for Paradis og så ’Forbrydelsens element’.

Historien om en efterforsker, der ender med at afsløre sig selv i at være morderen, gjorde noget ved mig, og jeg var vild med, at Lars von Trier selv spillede portieren på hvert eneste hotel, hovedpersonen ankommer til. At Lars i hele ’Europa’-trilogien faktisk leverer eminent skuespil er lidt overset. Han er en fantastisk præcis skuespiller.

Nogle år senere rendte jeg ind i min absolutte yndlingsfilm. Jeg var ved at blive etableret. Både i film og på teatret. Jeg så britiske ’Morgan - moden til indlæggelse’ ved et tilfælde og var blæst bagover. Og underholdt på samme tid.

Det er så stærk en film, og for mig det mest lysende eksempel på, hvad film faktisk ville kunne, hvis nogen ellers ville lave film på den måde. David Warner er konstant fascinerende som en fejlslagen kunstner, der er besat af gorillaer og kommunisme. Warner fastholder en suverænitet over outsiderpositionen.

Det er noget af det sjoveste og mest sjælerystende, jeg har set, fordi filmen fastholder, at livet kan betragtes ude fra siderne og ikke bare inde på midten, hvor der i nutidens film nærmest er lammende konsensus.

Efter at have været med i ’Idioterne’ i 1998 blev jeg tilbudt et år på Volksbühne i Berlin som teaterskuespiller. Jeg flyttede dertil og fik smag for tysk film sideløbende. Især for skuespiller Henry Hübchen. Hvis man ikke har set ham i komedien ’Alles auf Zucker’, er det bare om at gøre det.

Hübchen spiller en mand, hvis liv falder fra hinanden. Alligevel føler han sig ikke nedtrykt eller forurettet. Han trækker i stedet på slapstick og har en holdning til at være i verden frem for at tude og forgå.

Det fører mig frem til ’King of Comedy’. Det bedste, der er kommet ud af Martin Scorsese og Robert De Niros samarbejde. Her er hovedpersonen i konstant modvind. Ingen kan udtale hans navn, men han omfavner det hele med højt til loftet og en kongeværdighed som bare fanden.

Det gør livet større for mig som tilskuer. Jeg har det ofte sådan, at jeg tænker, at min egen indsats i tilværelsen måske ikke er noget at råbe hurra for. Det kan man jo så tude over, eller man kan omfavne og rumme det på en uforudsigelig måde. Det gør ’King of Comedy’.

Men nu skal det ikke blive alt for komedietungt, det her. Jeg kunne have talt i timer om de belgiske Dardenne-brødre og deres metode, men jeg vil hellere nævne den seneste film, der har gjort stort indtryk på mig.

Nemlig rumænske ’4 måneder, 3 uger og 2 dage’, der vandt Guldpalmen i Cannes og handler om en abort, som skal foretages under Ceausescu-styret. Den studerende Gabita er blevet gravid og søger hjælp hos veninden Otilia.

Filmen træffer et klogt valg, fordi den fortæller fra Otilias vinkel. Vi følger altså dén, der bevidner noget, frem for at følge dramaets tilsyneladende hovedperson.

Hvad gør vi med lidelsen i verden? Hvis mørket er stort, og ingen samler os op, hvad kan vi så gøre som mennesker? Vi bliver nødt til at se hinanden, hvis vi vil have en idé om, hvad det vil sige at være menneske.

Både i film, på teater og ude i virkeligheden.