Jeg er blevet spurgt, om jeg vil skrive en fast hiphop-klumme for Euroman.dk.
Selvfølgelig vil jeg det.
Jeg diskuterede i den forbindelse mulige emner til fremtidige klummer med en kollega og proklamerede som det første, at jeg ville skrive en klumme om, hvor meget jeg hader Anderson .Paak. Egentlig ment i spøg, nu i ramme alvor.
For jeg kan ikke lide Anderson .Paak. Jeg kan heller ikke lide hiphoppens ypperstepræst J. Cole. Og jeg føler mig kvalt i gode intentioner, når jeg lytter til Gurus (hvil i fred) Jazzmatazz-plader. Det er som sådan fint nok. Problemet her er, at jeg ikke kan forstå hvorfor.
For jeg holder meget af hiphop. Om det er N.W.A., Jay-Z eller Cardi B. Om det er amerikansk, engelsk, svensk, fransk eller dansk. Mænd eller kvinder. Jeg er med. Men med årene har jeg måtte erkende, at jeg har en øvre grænse for, hvor ”god” hiphop må være.
Anderson .Paak, en af de mest universelt anerkendte hiphop-artister, er personificeringen af denne øvre grænse. Jeg kunne have karaktermyrdet andre artister, men nu bliver det din kedelige venindes yndlingsrapper, jeg lader min frustration gå ud over.
Anderson .Paak kan rappe. Han skifter flow, som han skifter tidszone (for at citere Drake). Han bruger sin stemme diverst og velovervejet. Han kan synge. Hans tekster er poetiske og samfundskritiske. Han er en formidabel trommeslager. Han spiller trommer, mens han rapper. Han kan også spille klaver. Og guitar. Hans live-shows er ud fra objektive kriterier branchens måske allerbedste. Hiphop-mogulen Dr. Dre har for længst blåstemplet ham. Han er velklædt, charmerende og hans smil er en Colgate-reklame værdig. Desuden har han hverken slået, voldtaget eller dræbt nogen.
Med andre ord: Anderson .Paak er både talentfuld ind til benet og ukarakteristisk sympatisk for en hiphop-artist.
Derfor er det så meget desto mere utroligt, at Anderson .Paak går mig på nerverne.
Anderson .Paak kan det hele, og han vil det hele. Han begyndte at føles som din bedrevidende fætter, der er bedre til fodbold, får bedre karakterer og scorer flottere piger end dig, men som alligevel holder sin egen excellence ud i strakt arm med spandevis af falsk beskedenhed.
Det var dog først i november sidste år, jeg sprang ud som offentlig Anderson .Paak-hader. Her udgav han det, der skulle være kronværket på hans karriere: Albummet ’Oxnard’, der skulle sætte multitalentet op på hiphoppens piedestal for evig tid.
Det startede egentlig godt for os. Som de fleste andre fik jeg for alvor øjnene op for Oxnard-rapperen på Dr. Dres middelmådige comeback-album ’Compton’ fra 2015, hvor en relativt ukendt Anderson .Paak pludselig figurerede på seks sange – side om side med Eminem, Snoop Dogg og Compton-legenden selv. Han var det friske pust i det selskab (taknemmelige forhold, jovist), og således var hiphoppens messias fundet. Ingen andre nye rappere havde hele pakken, som Anderson .Paak havde det.
Her har hele selskabet fået nok af at høre om Anderson .Paaks mange talenter.
Da ’Oxnard’ udkom i november, stod de mest ihærdige aspiranter til den kreative klasse i kø for at indtjene letkøbte point på hiphop-kontoen, og proklamerede ukritisk deres kærlighed til én af 2018’s kedeligste plader. Allerede ved albummets førstesingle fik jeg .Paak galt i halsen. ’Tints’ med Kendrick Lamar må være et af de ti mest irriterende numre, siden lyd blev opfundet. Elevatormusik forklædt som to talentfulde rappere, der klapper hinanden på ryggen over en produktion, der er så påtaget groovy, at det bare virker phony.
Generelt føles ’Oxnard’ som en timelang tvangsindlæggelse til et solo-onani-show med Anderson .Paak. Produktionerne er kompromissøgende, teksterne er forudsigelige og udtrykket på pladen bliver mageligt, ufokuseret og decideret kedeligt. Helt irriterende bliver det, når .Paak i bedste J. Cole-stil føler behov for at belære den nye generation af rappere om autencitet og levering.
Dette bringer mig videre til et andet paradoks. I den eksklusive forening for Anderson .Paak-hadere bliver .Paak ofte skudt i skoene, at han mangler autencitet. At han portrætter et liv, han ikke lever. Dette er imidlertid ikke mit problem. For eksempel nød jeg meget at lytte til debutalbummet sidste år fra Bhad Bhabie, der er gået fra at være reality-stjerne til at være en bouillonterning af pladeselskabs-tænkning, og dermed må siges at være en af de mest uautentiske artister i nyere hiphop-historie.
Det er altså ikke et spørgsmål om identitet, og heller ikke et spørgsmål om isoleret talent. Jeg ville til hver en tid foretrække en artist som Cuban Doll, der i 2017 udgav singlen ’Bankrupt’, der for mig er et af de bedste numre på denne side af årtusindskiftet. Det kan synes ulogisk. Cuban Doll flower som en døv og hendes tekster er ensporede. Anderson .Paak kunne formentlig lave bedre musik end Cuban Doll, om han så havde hænderne skåret af og læberne syet sammen.
Men Cuban Doll er rå og original. Anderson .Paak er en blød mellemvare, der vil dække alle kunstens felter, men ender med at sætte baren så højt, at hans produkt bliver forceret, prætentiøst og i sidste ende røvsygt. Han repræsenterer det, jeg kalder konservatorie-rap. Sjæleløs hiphop, hvor originaliteten går tabt i jagten på det perfekte nummer.
Anderson .Paaks polerede soul-hiphop er for mig et uvelkomment opgør med den punk-æstetik, der altid har drevet hiphop-genren fremad. Måske er det derfor, jeg har udviklet en allergi overfor Anderson .Paak og hiphop, der simpelthen er for god.
