Forfatter Morten Pape
Foto: Rasmus B Lind

Forfatter Morten Pape

Morten Papes fem yndlingsbøger: "Vold fortæller os alt om det i mennesket, vi helst vil benægte"

Morten Pape debuterede i 2015 med den autofiktive roman ’Planen’ om sin opvækst i en ghetto på Amager. Her udvælger han fem af sine yndlingsbøger.

1. Karl Ove Knausgard: ’Min Kamp – bind 1’ (2010)

”Hvis ikke jeg havde læst den roman, havde jeg aldrig fundet modet til at skrive om mig selv, som jeg gjorde i ’Planen’. ’Min kamp’ lærte mig, at den personlige fortælling, uanset hvor triviel den er, har sin berettigelse. Jeg blev grebet af hans beskrivelser af barndommen, forældrenes skilsmisse og især forholdet til faderen – løsrivelsen fra faderens skygge kunne jeg genkende.

Den er præcis i sine betragtninger og til tider patetisk i sin dagligdagsprosa og provokerende, når det kammer over med essays om alt muligt. Knausgård kan tage en triviel begivenhed som at skide eller skænke kaffe, og så strækker han tiden helt naturstridigt, så man ser og sanser noget nyt. Jeg tror, han vil blive husket som en af de største forfattere i det 21. århundrede.”

Morten Pape

er uddannet manuskriptforfatter fra filmskolen Super16. Vandt BogForums Debutantpris i 2015 for sin roman ’Planen’, der skildrer Papes opvækst i det belastede boligområde Urbanplanen på Amager. I øjeblikket arbejder han på et manuskript til et tv-drama til DR.

2. Kim Leine: ’Kalak’ (2007)

”Hvor Knausgård gjorde, at jeg turde skrive om mit eget liv, var Kim Leine ved at få mig til at droppe det hele igen. Inden jeg skulle til at skrive min debutroman, købte jeg ’Kalak’, som er en fortælling om Leines liv som incestoffer, sexgal, narkoman og sygeplejerske i det mest barske og nådesløse Grønland.

Jeg havde netop fået min forlagskontrakt og ville gerne læse en masse for at finde inspiration. Men efter at have læst første kapitel smed jeg bogen i afmagt, trak vejret uroligt og mærkede panikken. Jeg var tæt på at ringe til forlaget og aflyse hele lortet.

Jeg tænkte: ’Hvordan skulle jeg nogensinde komme til at skrive noget, som var bare halvt så godt?’ Heldigvis besindede jeg mig og kom til at lære meget af, hvordan Leine, uden et gran af sentimentalitet, men i et nøgternt og koldt sprog mestrede fortællingen om sit eget liv så overlegent, at det blev målestokken for mig.”

3. Cormac McCarthy: ’Blood Meridian’ (1985)

”Vold fortæller os alt om det i mennesket, vi helst vil benægte. Jeg elsker vold i fiktion, film, musik, litteratur og malerier – men ikke i virkeligheden. Jeg elsker blod, skalperede hoveder, kvaste lemmer, ødelagte organer, lemlæstede børn, og ’Blood Meridian’ har det hele.

Den handler om en forældreløs dreng, der ved et tilfælde havner i en gruppe af hvide mænd, som ledes af en mystisk, tårnhøj og pilskaldet mand, der kaldes ’Dommeren’. Gruppen har ét formål: at rejse rundt på hesteryg på jagt efter indianere for at slå dem ihjel.

De er på blodtogt. Men det er ikke bare en rejse mod et bestemt mål i et menneskefjendsk landskab, men også en rejse ind i menneskets inderste og mest blodtørstige mørke.”

Foto: Philip Ørneborg

4. Tom Kristensen: ’Hærværk’ (1934)

”Den har et fantastisk drive, selv om den er meget stillestående, den er næsten lige så slumrende som hovedpersonen Ole Jastrau. Han er et menneske, som ophører med at være et menneske, han går i druk, i deroute, og det er en fascinerende skildring af menneskeligt forfald. Den indeholder nostalgi og melankoli, og netop de to følelser har jeg personligt lettest ved at blive draget imod.”

5. John Williams: ’Stoner’ (1965)

”Det er på mange måder den mest perfekte roman, jeg har læst. Den udkom i 1965 og fik stort set ingen opmærksomhed. Men så pludselig i begyndelsen af 10’erne fik flere store forfattere øjnene op for den og hypede den. Normalt tænder jeg af på ting, som alle andre kaster sig over, men jeg var grebet fra første side.

Og det er paradoksalt, for første side er hovedpersonens nekrolog. Den fortæller, at han levede et normalt liv, uden at have begået noget særligt eller skelsættende, og det er jo et selvmål i alle dramaturgiske henseender. Men for mig var det den mest pirrende page-turner, jeg nogensinde havde oplevet.

Begivenhederne i ’Stoner’ er så små sammenlignet med andre romaner, men de bliver beskrevet så klart og perfekt, at de bliver større end selve livet. Der er nogle passager i bogen, som jeg aldrig vil glemme. Passager om, hvordan man forstår kærligheden og menneskets skrøbelige civilisation."

LÆS OGSÅ: Jonas Breum sætter musik til dødsfangers sidste ord

LÆS OGSÅ: Bogliste-svindel: Sådan bliver du bestsellerforfatter på mindre end en dag

LÆS OGSÅ: 21-årige Thomas Korsgaard om sin romandebut: “Det er en kæmpe fuckfinger til dem, der ikke gad at høre på mig”