Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Nik & Jay: Ekstrem succes, ekstrem nedtur, ekstrem erkendelse

Foto: Ricky John Molloy

Nik & Jay: Ekstrem succes, ekstrem nedtur, ekstrem erkendelse

Alle troede, det var en vittighed, undtagen Nik og Jay. Den utrolige historie om to forstadsdrenge, der så sig selv som rockstjerner, inden de var det, og erobrede scenen på sjusser, opsving og selvtillid. Men hvor gik de to venner hen, da festen var slut?

DET VAR EN af de lange nætter i august, hvor luften havde fået noget skarpt og køligt og klart over sig og mindede om, at noget andet var på vej. Det var lørdag, klokken var halv to, måske lidt mere, men ikke meget, og som så mange andre lørdag nætter i så mange andre byer, hvor unge mennesker mødes og driver rundt med kroppen fuld af elektriske perler og venter på, at noget skal ske, så var der også noget særligt i vente denne nat i Skanderborg.

Efter koncerten spredtes skikkelserne videre ud til de små boder, barer og scener inde mellem træerne, mens andre søgte tilbage til teltene. De to mænd var trukket ud bag scenen, hvor kun bandmedlemmer, familie og venner havde adgang, men der var ikke andre end de to. De stod op ad væggen, halvt sammensunkne ved siden af hinanden, udmattede, gennemsvedte, tavse. Niclas med de firkantede kæber, som pigerne elsker, og som fra en særlig vinkel får ham til at ligne en skuespiller fra en af de soap-serier, der kører om formiddagen på amerikansk tv. Hans lange hår klistrer i panden, når han sveder. Jannik med de blå øjne og det korte, maskinklippede hår er den mere tilbageholdende fyr på scenen. Ham den søde. Jannik kan udpege sig en pige blandt publikum, holde øjenkontakten og synge kun for hende og mene hvert et ord. Når Niclas bliver fanget af øjeblikket, kan han lægge sig på scenen, dybt berørt af sangen, publikum og sig selv.

Ude bagved siger hverken Niclas eller Jannik noget. På det lange bord foran dem er det hele sat frem på den hvide dug. Champagne, vodka, whisky, Red Bull, frugt og chokolade. Der skal ikke mangle noget på drengenes store aften. Efter flere års venten har Nik og Jay, Danmarks vel nok største popfænomen i nyere tid, fået den eftertragtede lukketid, mørketiden, som afslutter lørdagens festivalprogram i 2009 med et kæmpemæssigt show. De er blevet forfremmet fra de familievenlige eftermiddagskoncerter i dagslys til voksenfesten sent om natten. ”Tillykke, drenge. Fandeme godt gået!” Jakob Sørensen er den første ude bag scenen. Han har set koncerten med sin kollega fra pladeselskabet, Christian Backman og hans kæreste. De to kolleger har fulgt Nik og Jay, siden de troppede op på kontoret med to producer-venner og præsenterede sig som et boyband fra Værløse. Det er næsten ti år siden. I aften er det hele holdets aften. At Politikens anmelder så aldrig vil lære at elske dem, er ikke deres problem. Man skal være blind og døv, hvis man ikke kan se, når 30.000 mennesker holder fest. Men i rummet bag scenen finder Jakob Sørensen ikke, hvad han har regnet med. Synet fylder ham med ubehag. For enden af buffeten står Nik og Jay og kigger tomt ud i luften. En af dem siger, at de ikke kan mærke noget. Jakob Sørensen er beruset og i festhumør, og nu er han også forvirret. Ikke mærke noget? Hvordan kan de ikke mærke bare en lille bitte form for glæde efter sådan en aften, efter alt det, de har været igennem? Det er på det tidspunkt, Jakob Sørensen indser, at Niclas og Jannik står med noget, de kun selv forstår, hvad handler om. Muligvis har de ikke engang selv forstået det endnu.

Den aften gør Niclas og Jannik noget, de aldrig har gjort før. De tager hjem.

NICLAS GENCKEL PETERSEN sidder på en trappesten i solen i korte bukser, T-shirt og bare tæer. Han kigger på et usynligt punkt et sted over hækken. Hans øjne fokuserer. Han ligner en mand, der prøver at orientere sig i en bygning, der alt for hurtigt er blevet fyldt med røg. Han ryster på hovedet. Det er væk. Der er 20 grader i skyggen denne formiddag i Los Angeles i februar 2011. Udenfor kører en brandbil forbi, den har sirener på. Snart efter er der stille igen på villavejen. På bunden af poolen er en blå og hvid robot på to hjul ved at støvsuge for alger. Den tager en bane ad gangen, vender om, starter forfra. Det er halvandet år siden, at Niclas Genckel Petersen og Jannik Brandt Thomsen, bedre kendt som Nik og Jay, på smertefuld vis forstod, at festen var slut, uden helt at vide, hvad der ville komme i stedet. Det hele kulminerede den lørdag på Skanderborg. Aftenen står sløret for dem begge, akkurat som årene inden, hvor de første symptomer meldte sig. Niclas og Jannik blev ramt samtidig, men på hver sin måde, og i en periode så det ud, som om en særlig gren af den danske underholdningsbranche var på vej til at lukke. På under ti år havde Niclas og Jannik opnået, hvad kun få musikere opnår i løbet af en hel karriere. De var blevet billedet på en generation af unge. En generation af før-finanskraks-teenagere, der gik i byen på en cocktail af vodkabamser, lommepenge, forældrekøb og en udvidet form for selvtillid, som hovedpersoner i deres eget realityshow. Ældre generationer så forbløffet til.

Sangene, som i midten af 00’erne kunne høres på diskoteker, festivaler og i fitnesscentre, havde navne som ’Lækker’, ’Hot!’ og ’Boing!’ og var professionelt producerede popsange med rim som ”Du får mig til at falde over ordene, du får mig til at sætte flasker på bordene.” Videoerne var dyre som spillefilm, bilerne de rigtige, og penge var noget, man havde og pralede med. Uden tegn på den ellers nok så velkendte danske selvironi. Nik og Jay mente hvert et ord. Hver gang de udgav en plade, solgte den 100.000 eksemplarer, et uhørt salgstal for et dansk band. Bredere kan man ikke komme ud i Danmark, og især en sang som ’En dag tilbage’, hvor Niclas og Jannik viser en mere sentimental side af sig selv, flyttede duoen fra teenageværelset videre ud til forældre og bedsteforældre. For hvem har ikke spekuleret på, hvad de ville gøre, hvis de fik at vide, at de kun havde én dag at leve i? Personligt ville Nik og Jay enten gå eller køre en sidste tur gennem byen, nyde et glas rødvin ved stranden, samle vennerne og sige farvel og tak, spise et måltid på Taco Shop, stoppe den smukkeste pige og forføre hende, som de aldrig havde gjort før. Ideen til sangen opstod, da Niclas fandt en frokostporcelænsplatte hjemme hos sin mor med Piet Heins velkendte gruk, ”Husk at elske, mens du tør det, husk at leve, mens du gør det.” Et hit var født. Tilsyneladende også til Nik og Jays egen overraskelse. Da en journalist ringede og bad om en kommentar til, at sangen var blevet spillet ved et 18-årigt trafikoffers begravelse, vidste de to sangere ikke, hvad de skulle sige. De var stolte over, at andre kunne bruge deres musik til noget. De havde medfølelse med en familie, de ikke kendte. Begge dele lød forkert og upassende. Så de sagde ikke noget.

JERNPORTEN RULLER LANGSOMT til side. Den sorte Lexus storbyjeep glider ud på vejen, drejer til højre og sætter farten op på vej ned mod byen i et langt, glidende ryk. Nik og Jay er på vej på arbejde. De skal ud til Santa Monica for at mødes med Kelvin Chu, en talentspejder fra pladeselskabet Interscope, der hører under Universal. Han har arbejdet sammen med Lady Gaga og vil gerne møde det danske pop act, selv om han og resten af byens pladebranche har travlt i dagene op til grammyfesten. Niclas og Jannik har tænkt sig at spille fire af deres engelske sange for ham.

nik%20jay%20euroman%2011.jpg

Niclas har taget sin sorte fløjlsjakke med sølvknapper på. Om hovedet har han bundet et vintage-tørklæde i kraftige blå og grønne farver, som holder håret væk fra panden og får ham til at ligne en blanding af Jimi Hendrix, da han var på sit højeste, og Johnny Depp fra ’Pirates of the Caribbean’. Jannik har en hvid T-shirt under den åbne ternede skjorte. I hans øreflipper sad der tidligere to diamanter. I dag er der to huller. Han siger, at han er vokset fra diamanterne. Desuden gik han og tabte dem de underligste steder. En af stenene forsvandt engang på en stripklub på Sunset Boulevard. Jannik og Niclas satte to dørmænd med lommelygter til at gennemsøge stedet, men stenen dukkede aldrig op. I dag har han kun nogle få gode smykker tilbage, fx en tynd halskæde med en node af sorte og hvide diamanter. Kasketten er også droppet. ”Det er et overstået kapitel.”

Niclas og Jannik siger, at de ikke er i Los Angeles for at slå igennem. Det er ikke drømmen om the big break. At sige den slags højt plejer at hævne sig, når man lander i Kastrup uden pladekontrakt, spørg bare Kim Larsen. Nik og Jay finder inspiration i Los Angeles, de møder producere, sangere og sangskrivere, og de har skrevet en håndfuld sange på engelsk. Det var også i Los Angeles, at singlen ’Mod solnedgangen’ blev til en eftermiddag, parret sad og ventede i en bilkø, mens solen stod i støvet orange skær over byens skyline. Nik og Jay har været det hele igennem i den danske musikbranche. Alle kender alle. I Los Angeles kender ingen Nik og Jay. Det er som at starte forfra et nyt sted med flere muligheder. ”Det svarer til, at hvis du vil studere noget, så sætter du dig et sted, hvor der er mange bøger,” siger Niclas. ”Vi er i byen, vi kan godt lide at være her, så mon ikke der sker et eller andet.”

Små tegn viser sig de mest uventede steder. Forleden var Niclas og Jannik til træning i The Sports Club/LA i Beverly Hills, et fitnesscenter, de besøger de fleste af ugens dage, når de er i byen. De går begge op i at holde deres kroppe i form og undgår pasta, ris, kartofler og hvidt brød. Når de rejser sig fra en restaurant, er det ikke unormalt, at der ligger kartofler og to burgerboller tilbage på tallerkenen. Kun bøffen og salaten har de spist. Efter en træningssession i centret kan de finde på at gå i fitness-kiosken og købe Chocolate Muscle Milk Light, en tyk, brun drik, der giver et hurtigt tilskud på 30 g. protein. ”Bagefter har man det, som om man har spist en steak,” siger Jannik.

Den anden dag var Niclas og Jannik ved at blive instrueret af deres personlige træner, som viste dem en ny styrketræningsøvelse, da de bemærkede noget velkendt ved sangen, der blev spillet over radioen. Niclas og Jannik kiggede på hinanden, smilede bredt. Radioen spillede en engelsk version af ’Yo-Yo’, en sang, Nik og Jay har skrevet sammen med Joey Moe, en 25-årig dansk-hawaiiansk sanger tilknyttet firmaet Nexus Music, som duoen ejer sammen med producerparret Jon og Jules. Ingen af de andre motionister lod til at bemærke sangen, men Nik og Jay var glade. De stak hinanden en knyttet næve i hemmelig triumf. ”Det var superfedt,” siger Jannik. ”Det viser, at det måske kan lade sig gøre.”

LOS ANGELES ER en by, hvor intet er, hvad det giver sig ud for. Det er en by, hvor motorvejslamperne om natten tager sig ud som slørede gule, grønne og rødviolette sten, når man ser dem på afstand fra bjergene. Det er en by, hvor alle er på vej mod noget andet; hvor alle servitricer inderst inde ved, at de er født til noget større end at sætte cæsarsalat og mineralvand på hvide stofduge. Niclas og Jannik har med tiden udviklet et særligt blik for, hvornår fremmede mennesker har reelle intentioner og kan være mulige samarbejdspartnere, eller om de blot er ude på at slå mønt af duoen. En af de mænd, de stoler på, er Jess Bendixen. Han flyttede fra Aalborg til Los Angeles for 20 år siden og har skabt sig en tilværelse som succesfuld ejendomshandler. Han har lært at navigere i byen og fortæller med et uimponeret udtryk om de kendte personer, han har mødt. Når Nik og Jay er i Los Angeles, hjælper Jess Bendixen drengene, så godt han kan. Han er ikke kun deres fortrolige og en hjælpsom onkel langt væk fra Danmark, han fungerer også som talsmand for bandet i Los Angeles og en kompetent rådgiver om boligmarkedet. I det daglige er han duoens altmuligmand, fixer og chauffør. Niclas og Jannik er glade for at slippe for at skulle tænke på alt det praktiske. De skal bare sætte sig ind på bagsædet, så styrer Jess Bendixen sin jeep hurtigt og sikkert gennem trafikken.

Her i februar bor Jannik i Bendixens hus i et af byens forstadskvarterer, mens Niclas, som er af sted med sin kæreste og parrets fireårige datter, har lejet sig ind hos en jazzpianist på en sidevej til Melrose Avenue. Niclas kan øve sig på klaveret, som det passer ham, eftersom overboerne, et lesbisk pianistpar, også spiller musik på alle tider af døgnet. I begyndelsen af februar er de ved at øve på noget, der lyder som de første verselinjer af en Broadway-kabaret.

nik%20jay%20collage.jpg

Niclas og Jannik hygger sig i Jess Bendixens selskab og han i deres. Han er en mand i slutningen af fyrrerne, måske i starten af halvtredserne, det er svært at bedømme, fordi han klæder sig ungt. Niclas er 30, Jannik 29. De driller ham, kalder ham ’Onkel Gekko’. Det er kærligt ment. De er glade for hans hjælp. Han har været der for dem, siden de kom til byen første gang for nogle år siden.

Især når det gælder om at skabe kontakter, finder man ikke nogen bedre mand end Jess Bendixen. Han ser muligheder, hvor ingen andre kan, åbner døre, hvor andre holder sig tilbage af frygt for at blive pinligt berørt, trænge sig på, blive afvist. Han udnytter enhver lejlighed til at lægge et ord ind for den danske duo. En aften forrige år, nogle dage inden Michael Jacksons begravelse, fejrede Jess Bendixen og hans kone deres bryllupsdag på en italiensk restaurant, da Lionel Richie kom ind ad døren sammen med sit entourage. Danskeren sad på sin plads og fulgte Lionel Richie hele aftenen via et spejl i baren. Så tog han en serviet og skrev om de to talentfulde unge danske mænd, som r’n’b-sangeren burde møde en dag, hvis han fik tid. Da der opstod en pause i samtalen henne ved Lionel Richie, rejste Jess Bendixen sig hurtigt, gik hen til sangeren, beklagede, at han trængte sig på, lagde servietten til ham og gik tilbage til sit bord. Der gik noget tid, så tog Lionel Richie sine briller på og foldede servietten op. Jess Bendixen kiggede på fra afstand. Da sangeren senere gjorde mine til at forlade restauranten, gik hans producer hen til danskerens bord og sagde noget i retning af: ”Det var et fint nummer, du fyrede af der”, og rakte ham sit visitkort. Hverken Jess Bendixen eller Nik og Jay har siden hørt noget fra hverken Lionel Richie eller hans producer, men danskerne føler, at tiden nu er moden til selv at tage kontakt, nu hvor Nik og Jay kan præsentere fire engelske sange, de selv er tilfredse med. Hvem ved, måske sker der noget en dag. ”Det er som små ringe, der breder sig i vandet,” siger Jannik.

DER SKER NOGET med Nik og Jay, når de slapper af. En indbygget skepsis forsvinder sammen med rynkerne i panden. Niclas virker som den mest åbne. Han er kendt for uden varsel at kunne forsvinde fra et arrangement og dukke op en time senere i selskab med fx to hjemløse, han har mødt. Hvorefter han forsvinder igen og overlader de to hjemløse til resten af selskabet. En aften for nylig faldt han i snak med en fyr fra Cameroun, der stoppede op på fortovet, da han fik øje på danskeren, der stod på gaden i downtown Hollywood med solbriller på, formummet i egne tanker i brisen. Manden ville gerne fortælle en historie. To nætter i træk var han blevet opsøgt af et spøgelse. Spøgelset havde skikkelse af en hvid mand i jakkesæt, og synet havde paralyseret ham, som han lå der i sin seng. Det eneste han kunne bevæge, var læberne. ”Åh, Gud, hjælp mig,” udbrød han, og i samme øjeblik fortrak spøgelset ud på toilettet og havde ikke vist sig igen. Manden var stærk i sin tro på Gud. I det meste af 15 minutter lyttede Niclas koncentreret til mandens historie, alt andet rundt om ham var forsvundet. Niclas tror også, der er ting, vi mennesker ikke kan se og høre, akkurat som man ikke kan se musik eller kærlighed, man kan kun se reaktionerne på dem: Folk, der danser, folk, der elsker. Hvad folk i øvrigt ellers tror på, blander han sig ikke i. ”Tak, fordi du lyttede,” sagde manden, tydeligt opløftet. Niclas nikkede. ”Folk er bange for det, de ikke forstår,” sagde han, hvorpå han tog sine solbriller af og rakte dem til manden. Han tog imod brillerne fra danskeren med et taknemmeligt, forvirret udtryk. Derpå stak Niclas hånden ned i sin jakkelomme og fandt endnu et par solbriller, tog dem på og gik over til Jannik, der stod og ventede utålmodigt.

Når Niclas indimellem lader tankerne flyve, er det Jannik, der sørger for at bringe sin kammerat videre i dagens program. Jannik er bedre til at besvare mails og vedligeholde kontakter, når Niclas har mistet interessen og mødt nye interessante mennesker. Omvendt er det Niclas, der nogle gange hiver Jannik ud i den dybe ende af bassinet, hvor han ellers ikke ville komme. Jannik kan i større selskaber indtage en mere tilbagetrukket, observerende position, mens Niclas tager ordet. Jannik siger selv, at han før i tiden var skeptisk over for fremmede, altid på vagt. Det er han ikke så meget mere. Han har åbnet sig, slapper bedre af sammen med folk, han ikke kender.

Når Niclas og Jannik af fremmede bliver spurgt, om de aldrig bliver uvenner, kigger de på hinanden, griner indforstået og svarer overbærende, at det er et åndssvagt spørgsmål, som de altid bliver stillet. Selvfølgelig bliver de uvenner, men hvornår det sker, holder de for sig selv. Der går ikke en dag, hvor de ikke er enten sammen eller taler i telefon. ”Vi er som et gammelt ægtepar,” siger Jannik.

De beskriver sig selv sådan her: Hvis de havde hver sin tourbus (hvilket de ikke har, de kører altid sammen), så ville der i Janniks være pinlig orden, hvidt og dæmpet og med Mac-udstyr og loungemusik, måske også et par diamanter hist og her, men ikke for mange. Hos Niclas ville der være tæpper på gulvet og levende lys og et rend af midaldrende og ældre skæggede mænd, der fortalte historier om livet. Før i tiden ville der også være en krydret duft af hjemmerullede cigaretter, men ikke længere.

Niclas er måske den af de to, der har de største humørmæssige udsving. Lige så sød og overstrømmende imødekommende, han kan være, lige så hård og afvisende kan han se ud, hvis han har en af de dage. ”Jeg er en dårlig pokerspiller,” siger han. Jannik kan også have dage, hvor han bare gerne vil være i fred, men han er ikke i stand til at vise det på en særlig overbevisende måde. Når Niclas kniber øjnene sammen, kan han gå ind på en McDonald’s-restaurant, hente sin cola og gå tilbage til bilen uden at skulle skrive autografer til teenagepiger. De kan se, at det er bedst at holde sig væk. Tilbage står Jannik med sin cola, omringet af piger med mobilkameraer.

EN AFTEN FOR nogle år siden kom Casper Christensen, Danmarks største komiker gennem de seneste to årtier, gående på Østerbro i København i selskab med ti kvindelige modeller. Kvinderne medvirkede som kuffertholdere i quizprogrammet ’Deal no deal’, som Casper Christensen dengang var vært for. Gruppen havde overværet et underholdningsshow i Parken, det var nu sent om aftenen, publikum var ved at forlade bygningen, og Casper Christensen og modellerne diskuterede, om de skulle tage videre i byen, da de blev passet op af en langsomt rullende BMW. Den tonede bilrude gik ned. I bilen sad Nik og Jay og nogle andre personer og kiggede ud på selskabet. ”Er der nogen, der skal med?” lød det inde fra bilen. Der var en pause. Ingen af pigerne svarede. Bilen kørte sin vej. Selskabet gik videre. Lidt efter kom bilen tilbage, langsomt rullede den forbi. Der var en bevægelse i gruppen af kvinder. Pludselig, uden varsel, løb en af modellerne hen til bilen, steg ind, og så var den væk.

Casper Christensen kan ikke lade være med at føle en vis kollegial respekt for Nik og Jay og den selvtillid, de har lagt for dagen, selv om han nogle gange har undret sig over, at det skulle være nødvendigt at gå med solbriller inden døre.

Nogle år forinden, i vinteren 2002, var han vært ved Zulu Awards og præsenterede den dengang ukendte duo som nogle drenge, der var værd at holde øje med. Blandt flere af gæsterne, som senere henvendte sig til Casper Christensen, var der en forvirret fornemmelse af, at man havde overværet noget, der var ment som en vittighed. På scenen blev de kvindelige dansere overdænget med vand fra fire enorme brusere. Selv fejrede Nik og Jay aftenen i Tappehallerne ved at stille sig op på en balkon, åbne nogle flasker champagne og tømme dem ud over gæsterne på et lavereliggende VIP-afsnit. Ifølge vidner til episoden skulle Niclas på et tidspunkt reddes væk fra en gruppe veltrænede mænd, som havde fået champagne på tøjet. Niclas og Jannik så sig selv som rockstjerner, længe inden de var det. ”Det var nærmest det eneste, jeg kunne finde ud af at være,” siger Niclas om sine år som teenager. Han voksede op med to yngre brødre i Værløse og husker sin barndom som tryg og god, selv om forældrene senere blev skilt. Han gik til fester, sov længe om morgenen og tjente penge ved at reparere punkterede Select-læderfodbolde, som han fik tilsendt via firmaets reklamationsafdeling. Hans farmors bror var den tidligere landsholdsmålmand Eigil Nielsen, der grundlagde firmaet. Niclas sad på sit værelse og sprættede stingene op i de sekskantede læderfelter i en lugt af lim og gummiblærer, og når han havde penge nok, tog han toget ind til Nørreport og købte Nirvana-cd’er i Rock Uglen. Det var før, han begyndte at rappe og mødte Jannik på bymidten i Værløse.

Jannik voksede op som den ældste af fire brødre, samlede på fisk (cichlider) og var medlem af en akvarieklub i Gladsaxe. Han tog ud og hørte foredrag om fiskearter og købte planter til akvariet. Han læste alt, hvad han kunne finde om cichlider, der kendes for deres høje, klemte krop og den lange halefinne. ”De er mere interessante end normale selskabsfisk, der bare svømmer rundt og ser godt ud. Cichlider passer på deres unger, danner territorier, bygger huler i sandet,” siger Jannik.

Det er typisk for Jannik og Niclas, at når de finder noget, der interesserer dem, så bruger de al deres energi på at forstå alle sider af emnet. De holder det frem i lyset som en prisme, undersøger alle vinkler for at finde hemmeligheden. Indtil de finder noget andet, der interesserer dem mere. Musikken er en af de få passioner, der har hængt ved alle årene. De to kammerater tog ind til Store Robert på Valby Langgade og købte bukser og T-shirts i alt for store størrelser, inspireret af de amerikanske hiphopperes garderobe. Når Niclas og Jannik kom gående på villavejene i Værløse med hængerøv i bukserne, blev de mødt med tilråb som ”Stofmisbrugere!” og ”De har et telt om benene.” Drengene grinede bare. Det var helt efter planen. Eller som Niclas husker parrets interne slogan: ”Bare had os, det gør os endnu mere berømte.”

I slutningen af 90’erne flyttede de ind i et billigt studie i Vanløse sammen med de to jævnaldrende producere, Jon Andersson Ørom og Johannes Jules Wolfson, som de stadig er sammen med. Alle fire passede småjob ved siden af. Jannik gjorde rent om natten i en børnehave i Rødovre. Han foretrak at arbejde sent, så ingen andre så ham gøre rent. Selv ikke sin første kæreste fortalte han om jobbet. I dag griner han hovedrystende af historien. ”Vi var rockstjerner oppe i hovedet, før vi var det,” forklarer Niclas. ”Det var vi nødt til at være. Man skal kunne se det for sig, ellers sker det ikke.”

PRÆCIST HVORNÅR Niclas og Jannik også blev rockstjerner i andres øjne, er svært at sige, men fra tiden omkring Zulu Awards-showet var det ikke længere unormalt for Niclas og Jannik at stå i en bar og blive antastet af kvinder, der tog dem hårdt i hånden, hev dem med ud på toilettet, tog trusserne af, skubbede underlivet frem og sagde: ”Kan du sige nej til det her?” Når Nik og Jay spillede koncert, var der skrigende teenagepiger og Beatles-lignende tilstande, men der var også vrede unge mænd, der stod i periferien med fuckfingre eller kastede mønter og shampooflasker op mod scenen. Når Niclas og Jannik tog i byen, var det altid i selskab af 10-15 venner, bare for at have noget rygdækning, hvis der skulle ske noget. Når Niclas eller Jannik skulle på toilettet, fulgte 3-4 venner fra selskabet automatisk med. Det var en helt almindelig foranstaltning, hvis man én gang havde prøvet at stå alene ved kummen på et provinsdiskotek, i blå pels, lyserød bandana og med diamantøreringe, omringet af 7-8 berusede, optændte mandlige gæster. Tilråbene på gaden blev hverdag. En dag kom Niclas gående i Gothersgade, da forbipasserende på begge fortove stillede sig op og buhede. ”Hvis du får børn en dag, skærer jeg halsen over på dem.” ”Din mor er en fucking luder.” Niclas gik videre, ude midt på vejen.

Den slags har de begge lært at leve med. Det følger med jobbet. Hvad der imidlertid har overrasket både Niclas og Jannik, er den form for udvidet selvbevidsthed, berømmelsen nogle gange kan føre med sig. Hvad gør man fx, hvis man står på løbebåndet i et københavnsk fitnesscenter, og radioen pludselig spiller en af ens sange på anlægget?

”Har jeg lyst til at synge med på min egen musik for at vise, at jeg synes, det er totalt fedt?” spørger Niclas og svarer selv: ”Nej. Har jeg lyst til at virke ligeglad? Nej. Jeg vil gerne vise en form for glæde ved, at min musik bliver spillet. Hvis nogen kigger mig i øjnene, nikker jeg for at vise, at jeg ved, at de ved, at jeg selvfølgelig godt kan høre, at det er min egen musik. Fint nok. Hvad gør jeg så? Skal jeg stå og kigge mig i spejlet samtidig med, at sangen spiller? Nej, det er for plat. Så jeg vender ryggen til. Men hvorfor gør jeg egentlig det, for så vender jeg ryggen til mig selv på en måde. Jeg må gøre begge dele, så jeg står med siden til, så jeg kun ser ’halvdelen’ af mit spejlbillede. Det ender altid med at blive lidt besværligt.”

Niclas og Jannik siger det uden beklagelse. Det er bare sådan, det er.

I AUGUST 2009 manglede Nik og Jay nogle få koncerter af årets store sommerturné. Efter en koncert på Færøerne om torsdagen fløj de til Billund næste dag og kørte videre til Skanderborg. Nu var det lørdag midnat. Rundt om rejste publikumspladserne sig som i et amfiteater, og bag det hele stod skoven tændt i skæret fra lyskanonerne. Alle bands drømmer om at spille på Skanderborgs bøgescene. Det gjorde Nik og Jay også. Lige indtil de ikke drømte om det mere. De frygtede det.

Jannik husker aftenen som kulminationen på noget, der havde været længe undervejs. De to havde gjort det til en vane aldrig at gå på scenen uden et par sjusser i blodet. Bare for at komme i stemning. Bagefter fortsatte festen. Hvem kan tage direkte hjem til et tomt og larmende tavst hotelværelse efter at have stået på en scene foran 30.000 mennesker, der kan hver en linje af dine sange? Hvordan falder man i søvn efter sådan en fest? Svaret er: Det gør man ikke. Man bunder og tager videre til næste fest. Det giver et udmærket filter på oplevelserne.

”Når du er ædru, ser du alting klarere,” siger Jannik. ”Du ser smilene på en anden måde, du hører musikken højere, du ser fuckfingeren nede i hjørnet, du opfatter dine fejl stærkere. Du bedømmer dig selv hele tiden. Det er derfor, folk bedøver deres sanser. Der er ikke noget bedre end bare lige at være væk. Få ro. Men det kan være farligt.”

Niclas gik også til den: ”Mit problem er, at jeg ikke kan stoppe, uanset hvad jeg laver. Hvis jeg drikker, så drikker jeg igennem. Det er der ikke nogen hjerner, der kan tåle. Jeg startede med at drikke og ryge joints i skolen, og det fortsatte, i jeg ved ikke hvor mange år. En dag sagde min hjerne stop. Jeg kom hjem efter en fest, der havde varet fem døgn. Jeg kunne ikke sove. Jeg hørte stemmer. ’O.k.,’ tænkte jeg. ’Du er simpelthen blevet sindssyg. Desværre.’ Jeg måtte ind og snakke med en masse hoveddoktorer rigtig hurtigt.”

Niclas forklarede psykologen, at han ikke kunne lukke øjnene, for så gik det helt galt. I Niclas’ hoved havde hans kæreste en dag taget form som et monster. ”Ikke et monster fra en tegnefilm, men et vaskeægte monster.” Om natten havde han en tilbagevendende drøm. ”Jeg stod og kiggede ud over en mørk afgrund. Når jeg vendte mig bagud, så jeg, at der, hvor mine hæle stod, var der også mørkt. Det mindste vindpust kunne have skubbet mig udover. Og så var jeg sikkert blevet skør. Vaskeægte skør.”

Han husker, at psykologen sagde følgende: ”Du har et valg. Hvis du vil have, at de stemmer, du har i hovedet lige nu, ikke skal være permanente, så skal du stoppe med at drikke.”

Så det gjorde Niclas. Indtil han faldt i nogle gange. Så stoppede han helt.

Der stod de så på Skanderborg Festival en lørdag midnat i august og ventede på at gå ind på scenen. For første gang uden at have alkohol i blodet. Jannik havde bedt om et par Panodiler og et glas vand. ”Det var den aften, vi havde glædet os allermest til i verden. Nu var det det sidste sted, vi havde lyst til at være.”

De to kammerater kiggede på hinanden. Ingen sagde noget. Så gik de ind.

DER GIK NOGEN tid. De havde brug for at komme væk fra det hele, væk fra hinanden. I sensommeren 2009, efter koncerten, slukkede de mobiltelefonen, lukkede mailboksen og rejste væk. Hver for sig. Jannik var også ramt. Det var også kommet snigende i årene før Skanderborg Festival, men det føltes anderledes. Han sov elendigt, kunne ikke falde i søvn, vågnede tidligt og blev ramt af angstanfald, der kunne komme og gå uden varsel. Jannik forstod ikke, hvad det handlede om, og han havde ikke lyst til at dele sine tanker med andre.

”Jeg har min stolthed, og jeg syntes ikke, det klædte min musik at sige til folk omkring mig, at jeg ikke havde lyst til at gå på scenen lige nu, fordi jeg var bange. Folk ville alligevel ikke tro mig. Sådan noget som stress og angst fandtes ikke min verden. Vores sange handlede om, at vi var kolde og lavede vand til is. Intet kunne røre mig. Jeg var uovervindelig. Indtil jeg fandt ud af, at det var jeg ikke. Jeg havde en ven, som hev mig til side og viste mig en hjemmeside med ti punkter over symptomer. Jeg nikkede til dem alle sammen. Det reddede mig. Jeg var i gang med at bekæmpe det med nogle forkerte midler.”

Jannik søgte også professionel hjælp og fik nogle redskaber til at håndtere sine angstsymptomer. ”Der var nogle helt basale ting, der skulle arbejdes med i mit hoved, før jeg kunne fungere igen, så det ikke skulle ende i en katastrofe.”

På scenen i Skanderborg leverede Nik og Jay, hvad man forventede af dem. Fest. Ingen bemærkede noget. Dagen efter gav de fleste aviser fire, fem og seks stjerner, mens Politiken noterede de ’svulstigt banale sange’. Anmelderen skrev også, at tiden syntes at være løbet fra Nik og Jay som det kulørte, selviscenesættende popfænomen fra før finanskrisen. Måske havde han ret.

Det er ikke så vigtigt for Niclas og Jannik. Det vigtige er, at de gennemførte. De gik hen, hvor frygten var størst. De gik ind.

”Vi er Nik og Jay. Vi er musikere, entertainere. Vores liv er et show. Der var ikke noget at gøre,” siger Niclas. ”Om jeg så havde pisset i bukserne og ikke havde skiftetøj, så var jeg gået derind, for jeg ved, hvilken gave det er. Og jeg ved, hvor mange mennesker der stod derude og ventede. Jeg ville have fortrudt resten af mit liv, hvis vi ikke var gået ind.”

For Niclas ventede der endnu en opgave. En af de store.

”Jeg havde aldrig været til psykolog før,” siger han om den uge, hvor det hele kæntrede. ”Da jeg om morgenen var ved at falde en lille smule til ro, talte jeg med en psykolog. ’Nu vil jeg sige noget meget skræmmende til dig. Her i en alder af 27 skal du til at finde ud af, hvem du er.’ ’Det var da noget mærkeligt noget at sige,’ svarede jeg. Danskerne har en tendens til at bedøve sig i ting, lykkepiller, bajere, snaps og tv, og hvad de ellers tror, de får det bedre af. Sådan er jeg også. Jeg fik at vide, at jeg skulle tage stilling til, hvem jeg var, blottet for alting. Hvem havde jeg været før, hvad havde jeg lavet, hvor ville jeg gerne hen?”

Så det er han ved at finde ud af. Musikken hjælper. ”Musikken fucker dig op, musikken redder dig.” Han ved godt, at det lyder som en kliché. Men sådan er det.

Meningen var, at Niclas og Jannik skulle holde pause i et halvt år. Efter to måneder afbrød de ferien og tog tilbage i studiet i efteråret 2009. Sammen.

EN ALMINDELIG DAG passerer i Los Angeles. En mand bestiller kaffe på Melrose Avenue. En dommer fortæller Lindsay Lohan, at hun ikke er hævet over loven, at det er sidste chance. En rustvogn venter i en sidegade. Chaufføren, en mørk mand i hvid uniform, retter på bakspejlet. En tjener får drikkepenge. En kvinde lægger makeup. Solen reflekteres i et vindue.

Niclas og Jannik er på juicebar. De får grøn te, godt med antioxidanter. Mødet hos Interscope i Santa Monica gik fint. Talentspejderen ville gerne høre alle fire engelske sange. Han nikkede interesseret. Niclas gestikulerede så ivrigt under mødet, at han revnede sin sorte jakke under højre arm. Om mødet fører noget med sig, er ikke til at vide. Men manden lyttede. Det er en start.

Niclas har sin kæreste Sofie og deres fireårige datter Scarlett med på cafeen. Sofie er koreograf og scenograf og tidligere danser. De to har været sammen hele vejen. Niclas har Scarlett på sit skød, hun hygger sig og får chokoladeis. Niclas siger ikke længere noget, han sidder blot og betragter sin datter. Han har flyttet opmærksomheden fra sig selv og over til hende. Hun kræver sin fars opmærksomhed. Han kan ikke huske særlig meget fra de to første år af hendes
liv. Det må ikke ske igen.

Jannik skal også have børn og familie en dag. Han ved ikke hvornår og med hvem. Hun skal være den rigtige. Og hun skal helst synes om musikken, han laver. Han vil ikke have noget imod at møde hende et sted, hvor man ikke skal stå og råbe hinanden ind i hovedet.

EN FROSTKOLD MANDAG i februar er Nik og Jay tilbage i Danmark, solbrune og trætte. Jannik sover altid elendigt de første dage, når han kommer hjem fra USA. Han vågner midt om natten og ved ikke, om han er i Los Angeles, i København eller på et hotelværelse. Han drømmer nogle gange de mærkeligste drømme. I en af dem står han på scenen. Der kommer vand ind og dækker hans fødder. Når han kigger ud, er der ingen mennesker, kun et stort, tomt hav. Niclas har været tidligt oppe for at indtale en idé til en sang. Når han har fået en sang på hovedet, fungerer han ikke, før den er ude af kroppen, afleveret.

Den nye plade, ’Engle eller dæmoner’, er snart færdig. Så begynder det hele igen. Det er fire år siden, de sidst har udgivet en plade. Der skal tages billeder, gives interview og laves musikvideoer, og forude venter der koncerter og sommertour.

Mandag formiddag går Nik og Jay i studiet sammen på Vesterbro for at indspiller radiospots for den nye single. ”Det er jeres drenge, Nik og Jay, på Radio Horsens. I lytter til vores nye single ’Mod solnedgangen’.” ”Det er jeres boys, Nik og Jay, på Radio Viborg. Her kommer vores nye single, først på Radio Viborg.” ”Hokuspokus, Nik og Jay på Radio Globus.”

Niclas og Jannik har selv tænkt tanken. De har vendt og drejet den. Analyseret fra alle vinkler. Hvad siger publikum til Nik og Jay, når de ikke længere er Nik og Jay, som vi kender dem? Festarrangørerne. Niclas siger, at han er forberedt på, at ikke alle vil forstå det.

”Måske vil halvdelen af dem, der købte den sidste plade, forsvinde. Så er der den anden halvdel tilbage, som måske er klar til at give det en chance. Og så kommer der forhåbentlig endnu flere nye til end dem, der gik væk.”

Når en ny single bliver lagt på YouTube, og sidder de der igen, Nik og Jay. Med hånden oppe foran skærmen, så de ikke kan se, hvad folk skriver. De kan kun se videoen og antallet af visninger øverst på siden. Der plejer ikke at gå mere end tre dage, så har 100.000 danskere været inde og se en ny Nik og Jay-video. Det er en succes i sig selv. Kommentarerne prøver de begge to at undgå. ”Jeg ved, der står noget lort, det behøver jeg ikke kigge for at vide. Men jeg ved også, der står noget godt,” siger Niclas. ”Nogle af kommentarerne er sjove nok, men jeg får ikke så meget ud af at se, at nogen skriver dårligt om ens mor,” siger Jannik.

De negative vil altid være der, men man behøver jo ikke ligefrem opsøge dem. De optager unødvendig plads i hovedet, dukker op ugen efter, når man mindst har brug for dem. Så Nik og Jay skærer alt det dårlige væk, sammen med det positive. Sådan må det være. Det er ikke let, for hvem vil ikke gerne have respons på sit arbejde, høre bare et eller andet. Niclas sidder foran skærmen. Det trækker i hånden. Han mærker trangen til at rulle skærmen ned og se, hvad de skriver. Højre hånd hviler på musen. Pegefingeren dirrer. ■