Nikolaj Coster-Waldau Game of Thrones
Foto: Rasmus Weng Karlsen

Nikolaj Coster-Waldau om Game of Thrones: "Lige nu ved vi, at der kun er 13 afsnit tilbage efter denne sæson. Så oddsene er gode for, at jeg bliver nakket"

Rollen som Jaime Lannister i HBO-succesen ’Game of Thrones’ har sikret Nikolaj Coster-Waldau global berømmelse. Aske Munck møder i det nye Euroman den 45-årige skuespiller. Her kan du læse et kort uddrag.

Det er svært at vide, hvad der bliver en succes. Nogle gange tænker man, at man virkelig har lavet noget godt, og så bliver det smadret af kritikerne, eller publikum bliver væk. Andre gange tænker man: ”Det var ligegodt satans, at den gik hjem, den dér. Det havde jeg ikke set.”

I det hele taget kan mange af de ting, der går godt, være lidt overraskende. Når jeg fx fortalte folk, at jeg havde fået en bærende rolle i en HBO-serie, var folk helt vilde. Når de så hørte, at det var fantasy med drager og trolddom, var de mere sådan: ”Åh, o.k. ...”



Min rolle som Jaime Lannister i ’Game of Thrones’ er ikke vanvittig sympatisk, men det er der ikke så mange, der er i den serie. Ud over Peter Dinklage (Jaimes bror, Tyrion Lannister, red.) og Stark-børnene.

I starten efter første sæson af serien skulle jeg hente min yngste datter Safina i skolen, og så råbte alle drengene i skolegården: ”Det er ham, der skubber børn ud ad vinduet.” Det havde læreren åbenbart fortalt dem. Det var lidt sjovt.

Der er nogle i serien, man får sympati for. Jeg tror, at Jaime er en af dem. Man begynder så småt at forstå, at hans motivation ikke er ren psykopati. At manden næsten var tvunget af omstændighederne til at handle, som han gjorde, og skubbe en lille dreng, som han ikke kendte, ud ad vinduet.



Ellers var han selv, hans kæreste og søster og deres børn blevet slået ihjel. Hvis det var dig selv, der stod i den situation, ville du måske også vælge som ham. Det minder lidt om ’Den tredje mand’, hvor Harry Lime (Orson Welles, red.) sidder oppe i pariserhjulet og spørger, om Holly Martins (Joseph Cotten, red.) ville være ligeglad, hvis en af de små menneskeprikker på gaden under dem faldt om.

Forskellen er selvfølgelig, at Jaime Lannister selv dræber dem. Han var 16, da han frasagde sig sine titler og sin familie for at være med i Kingsguard, så han kunne være tæt på sin søster.

Alting har handlet om at gøre hende glad. Han siger i filmen, at man ikke selv beslutter, hvem man elsker, og det er måske rigtigt. Men hvor langt ud skal det komme, for at han vågner?

Over en tredjedel af hovedpersonerne er blevet slået ihjel i løbet af serien, så mine odds er ikke favorable. Lige nu ved vi, at der kun er 13 afsnit tilbage efter denne sæson. Så oddsene er gode for, at jeg bliver nakket. Jeg er nysgerrig efter at være med til sidst, og det ville være ærgerligt at blive dræbt lige her før mållinjen. Det er et job ligesom alle andre, men et job, som har været fuldstændig fantastisk.

Mine børn ser ikke ’Game of Thrones’. Det gør min kone for resten heller ikke. Mine børn ser faktisk stort set ikke noget af det, jeg laver. Det er simpelthen for mærkeligt at se far lade, som om han er en anden.

De har selvfølgelig været med på settet og set små ting. Men de har stort set ikke set nogen af mine film. Jeg kan huske, da min yngste datter Safina så traileren til ’En chance til’, hvor jeg græder med tårerne ud af øjnene. Det kunne hun slet ikke holde ud at se. Det var for virkeligt og mærkeligt, at far var så ked af det."

Læs hele interviewet i det nye nummer af Euroman på gaden i dag.

Køb abonnement på Euroman

Se, hvad vi ellers skriver om: Game of Thrones og Nikolaj Coster-Waldau