Krydstogter er som regel for ældre velhavende mennesker, som vil se verdens skønhed, blot det ikke er for langt fra buffeten. Sådan lyder en af de hyppigst forekommende fordommene. Det er en sjældent hørt teori, at technoelskende unge fra alle dele af Europa skulle befinde sig i segmentet, men det er lige præcis dém, som krydstogtskibet The Ark vil bejle til.
Vi befinder os ved Barcelonas havn, hvor en lang stribe af krydstogtskibe ligger til kaj. Energidrikken Burn Energy har inviteret os med på det årlige technokrydstogt, The Ark, som de sponsorerer. Skibet, som skal fragte os til Sète, Ibiza og Mallorca, hedder Visions of the Seas, og udefra ligner det et helt klassisk krydstogtskib.
Det er lige indtil, man tager et kig i afgangshallen. Unge belgiere med runde solbriller og chunky sneakers spiser Lay’s chips, mens de tripper utålmodigt for at komme ombord. Flere af pigerne er iført små hotpants med kig til ballerne og mavetoppe, og de strømmer forbi med mobilen i den ene hånd og en smøg i den anden. Koncentrationen af fake Louis Vuitton-tasker er næsten på højde med et kinesisk gademarked, og i den kilometerlange kø er technofolket begyndt at stampe i gulvet i takt med DJ’ens opvarmningsbeats.
En britisk fyr bag os i køen har taget hul på den næste uges fest med en liter vodka, som han sluger i store slurke. Velkommen på technocruise.
Toppen af technocruiset.
Kurs mod Ibiza
Som et cruise, der hylder techno og Electronic Dance Music, EDM, er det klart, at The Ark lægger vejen forbi Ibiza. Den spanske ferieø har historisk været hjemstedet for netop de stilarter, særligt med udgangspunkt i den legendariske natklub, Amnesia, hvor DJ Alfredos instrumentale beats vandt terræn op gennem 1980’erne.
Først tog Storbritannien lyden til sig, og sidenhen resten af Europa. Men det var på Ibiza det hele startede, og i dag associeres øen stadig med morgenfester, glade gæster og alle de førende DJ’s. Alt det, som The Ark prøver at blive, bare i et endnu mere gyngende format.
Efter et par timer i kø finder vi endelig vej til vores kahyt. Vi skal overnatte to nætter i et ’Ocean View’ Stateroom, som er en standardkahyt med vindue ud til havet. Det er maritime blå farver, som dominerer både indenfor og udenfor vinduet. Det meste af rummet er udfyldt af en blød dobbeltseng, men der er også lige plads til en turkisblå sofa og et skrivebord. Det er fristende at smide sig på sengen og lukke øjnene, men den går ikke. Festen er allerede i gang, og vi skal med.
Sol, musik og en kold bajer.
På papiret lyder det godt. Det majestætiske skib med 4.000 gæster ombord er en flydende fest, hvor vi kan danse til DJ-musik natten lang. De festende skal hverken sulte, tørste eller kede sig. Derfor stiller skibet luksuriøse faciliteter til rådighed, mens man kan mæske sig i restauranternes buffet. Sådan lød invitationen, men indtil nu lever oplevelsen ikke helt op til løfterne, ifølge Schweiziske Didier Cosandey:
”I afgangshallen var alt lort. Køen var for lang, processen var uorganiseret, og så troede vi, at cruiset var all-inclusive. Drinks hører ikke med, og de er ovenikøbet skidedyre. Men så snart musikken spiller, er det for fedt. Techno bringer folk sammen,” siger Didier Cosandey efter de første 10 timer til søs.
Han er afsted med tre venner, og deres planer for ugen er ganske simple; feste med nye venner og at have det sjovt.
”Techno har en særlig vibe. Det gør noget ved mennesker. Man glemmer alle problemer og giver sig selv helt hen til musikken. Det er derfor, technofester er bedst. Hip hop får folk til at slås, men techno gør folk glade,” siger han og forsvinder ind i den mørkeblå masse af laserstråler og trancelignende dansemoves.
Første nat på vej mod Sète.
Mangfoldighed, mad og musik
Tirsdag morgen byder på alt for lidt søvn, udsigten til havblåt vand så langt øjet rækker og dunkende danserytmer selv til morgenkaffen. Efter dagens første to måltider kan vi konstatere, at technofolket fester bedre, end de spiser. Morgenbuffetens varierede udvalg af pandekager er fuldstændig ligegyldigt, for de alle smager salt. Æggeblommerne i de hårdkogte æg viser tydeligt, at kogetiden har været for lang, og mælk til kaffen er UHT-behandlet og kommer i små kapsler.
Friturestegte fristelser er klart The Windjammer Cafés signatur. Tempura, kylling i forskellige udskæringer og paneret fisk bliver oliekogt i store mængder, fedtede pizzaer bliver revet væk fra buffeten, og byg-selv-burgerstanden er konstant travl.
Vegetarer og andre med forkærlighed for grøntsager bliver spist af med et salatblad og valnødder. Forholdet mellem udbud og efterspørgsel for det meste spot on til målgruppen, i hvert fald hvis man skal dømme efter, hvad der bliver konsumeret. Technofolket er her ikke for kulinariske oplevelser, de er her for at få musiske åbenbaringer. Maden skal holde dem mætte, glade og saltbalancen intakt.
Denne lille verden midt ude i internationalt farvand giver indsigt i en musikkultur, som stadig hører til nicherne i Danmark. Her er alle mulige mennesker. Muskuløse fyre med solbrun overkrop i korte shorts og piger med bambiøjenvipper og langt, kridhvidt hår. Midaldrende mænd i pæne skjorter, som bevæger sig stift og sanseligt til rytmerne, og chikke kvinder, som ser til fra sidelinjen og nyder et par smøger. Vi ser influencere, som opdaterer Instagram, edgy unge i vintagetøj og et stort antal af gæster, som er ekstremt passionerede omkring musikken og skal høre de upcoming DJ’s.
Tim Arisu er en DJ fra Belgien, som prøver at få sit helt store gennembrud. På The Ark leverede han beats til restaurantgæsterne hver aften.
Sidstnævnte karakteristiska passer perfekt på Marita Vermeulen og Marc Van Linden på hhv. 37 og 47 år. De er begge iført badetøj og slikker sol på øverste dæk med en bog ved deres side. Hendes lyse krop er blevet lige lovlig rosa i solen, mens hans olivenbrune hudtone tåler UV-strålerne bedre. De ligner et ganske almindeligt par på en romantisk getaway, og det er de også. De har bare tilsat gode technobeats til deres samvær.
”Normalt tager vi til Tomorrowland (verdens største EDM-festival, som afholdes årligt i Belgien red.), men i år fik vi desværre ikke billetter, så cruiset her er en slags kompensation. Jeg har været kaptajn på et mindre skib i 10 år, så jeg elsker havet. Det er rart at være til søs og rent faktisk kunne nyde det,” fortæller Marita Vermeulen.
Ifølge det belgiske par er det helt forkert at associere technomusik med sanseløshed og bunden af lavkultur. De mener, at musikken skal anerkendes som den kunst, det er.
”Dem, der er her for at tage stoffer og feste uden at lytte til musikken, skulle slet ikke være ombord. Man behøver kun en cocktail – eller nej, det behøver man ikke engang – for at have det sjovt. Jeg har ikke brug for noget som helst for at beundre DJ’ens produktioner, ” siger Marc Van Linden.
Kunsten at mikse.
Dans, frihed eller begge dele
I den vide technoverden af forskellige etniciteter, aldersgrupper, sociale lag og personlig smag er alle gæster enige om, hvorfor techno er noget særligt. De unge og festglade, de modne vennepar, hipstere og kendere, som har styr på artisterne, svarer alle det samme: ”It’s the vibe.” Men hvad er det?
Det er et spørgsmål for musikgrenrens største eksperter. Dem, der har overblik over alle festerne fra scenen, og som har dedikeret sit professionelle liv til at producere beats, der skaber en stemning. Årets hovednavne på dette års The Ark-cruise er de to DJs Luciano og Loco Dice, og inden aftensmad får vi mulighed for at spørge dem om, hvad gæsterne mener, når de snakker om viben.
Cruisegæsterne Karim Ben Brahim og Cristophe De Coninck fra Belgien, som også fortæller at musikkens vibe er helt speciel.
”Det er frihed. Det er helt simpelt. Du kan glemme alle problemerne og forpligtelserne. I technomusikken er der ingen informationer, du skal tage stilling til. Det er drevet af følelser og intet andet. Du giver slip. Det er det smukke ved det her,” siger Loco Dice.
Luciano har en mere konkret forklaring af fænomenet:
”Det handler om dansen. Vi har behov for at mødes om noget som mennesker, hvor vi kan interagere. Technomusik er tidsløs, og dansen er en virkelig stor del af helheden. Viben handler om, at vi kan danse sammen i timer og dage på samme sted. Intet bringer os sammen, som musik og religion gør.”
Tilbage på The Arks øverste dæk er mørket så småt ved at brede sig ud over himlen og havet. Neonblå lyskegler står ud i natten som et højteknologisk festfyrværkeri anno 2018, mens bassen pumper så tungt, at hele dækket vibrerer.
Tirsdag kl. 3.00 mens Luciano spiller.
I menneskemængden foran scenen spotter vi Alina Borza fra Rumænien, som anser sit kortklippede, lilla hår som et personligt grundelement af sin identitet. Didier Consandey og hans tre venner fra i går sender en drink min vej.
Der går ikke mange minutter, før DJ’en Tim Arisu, som spiller dagligt i fine dining-restauranten mellem klokken 17 og 20, kommer mod os. Efter at have sunget og spillet livemusik mange år føler han endelig, at techno er blevet en socialt accepteret musikgenre, som han kan praktisere uden at føle sig forkert eller set ned på.
På under 30 timer er jeg kommet på håndtegn og hangout med så mange cruisegæster, at jeg bliver mødt med ordene ’Heeey, come and party with us!’ på dansegulvet, ved restauranten, i toiletkøen og på vej mod min kahyt.
Alina Borza i dagslys.
Musik med kærlighed
The Ark er en passioneret hyldest til en musikkultur, som mange mener noget om, men få egentlig kender. Her skal du pakke alle fine fornemmelser væk. Vink farvel til dine 8 timers skønhedssøvn, og bered dig på, at det største kulinariske eventyr ombord er tag-selv softice med cociosmag. Efter midnat er pooldækket belagt af et fint lag af sukkerklister fra energidrikke, og en sød alkoholdunst rammer næseboerne. Men technorejsen er et lykkeligt helle væk fra hverdagen, hvor vi er sammen om flere ting: Dansen, festen, friheden og basarmen, som kører uafbrudt til daggry.
Ved middagstid onsdag lægger vi til kaj i Ibiza. Mens cruisegæsterne begiver sig ud for at opleve den spanske ø med det vilde ry, kører vi mod lufthavnen, mætte på dunkende rytmer og generel bølgegang, men muntre ovenpå oplevelsen af den evige fest, som Loco Dice beskriver:
”Der er så meget kærlighed og følelse i vores musik. Det er derfor, folk er så glade og ubekymrede på dansegulvet. Alt ved techno er frihed, og derfor kan festen blive ved. ”
Meget mere fest.
LÆS OGSÅ: Elementer af en superagent: Kom indenfor i det nye James Bond-museum i Østrig
