Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Radioværtens bedste efterårssange

Foto: Rasmus Weng Karlsen

Radioværtens bedste efterårssange

"I takt med at efteråret langsomt begynder at tage over, skifter vi vores tøj, og vores musik skifter også. Det sidste er noget, der betyder noget særligt for mig. Derfor har jeg her lavet en spilleliste bestående af 13 stilfulde, mystiske og fantastiske mænd og 2 stærke kvinder, som jeg alle ser op til, og som betyder noget særligt for mig," skriver radioværten Mads Axelsen, der er vært på P3 og P6. 

Du kan lytte til numrene ovre på Spotify og læse, hvorfor han holder af dem, herunder:

Connan Mockasin – Nothing Lasts Forever (‘13)
Åbningsnummeret fra min yndlingsplade fra sidste år. Connan Mockasin er musikkens dejligste freak-of-nature, der med sin spinkle krop, sit afblegede hår og kæmpe mellemrum mellem tænderne ligner noget, der sagtens kunne have været med i en sci-fi film fra start-halvfemserne. Drømmende, narkotisk, euforiserende og blues'ede toner. En mega sexet sang, på en virkelig creepy, næsten uhyggelig måde. 

The Roches – Hammond Song (’79)
Et nummer så simpelt og rent i sit udtryk, men som alligevel er nuanceret og anderledes. Vokalerne, der svæver ind over hinanden,  gik rent ind hos mig, fra første gang jeg lyttede til dem. ”You’d be okay, if you just stay in school – don’t be a fool”.

John Cale – Dying On The Vine (’85)
Hvis jeg skulle lave en personlig top 10 over mine yndlingssange nogensinde, ville nummeret her 100% snige sig ind i den rigtig varme ende af listen. Jeg er stadigvæk, den dag i dag, vildt fascineret af det her nummer, og hvordan trommerne, synthesizeren og basgangen nærmest spiller tre forskellige melodier, men alligevel smelter sammen til et og samme nummer. Og så er teksten fantastisk. 

Lust For Youth  - Epoetin Alfa (’14)
Dansk/svenske Lust For Youth har udsendt en af de bedste plader i år. Posh Isolation- drengene har skiftet det tunge, punkede univers ud med 80’er-inspirerede synthesizere, der rammer en lige i hjertet. Hannes Norrvide, der synger i gruppen, har en dyster, doven og virkelig spændende måde at synge på, som sætter sig fast fra første gang, man hører den. 

Dean Blunt – The Pedigree (’13)
Dean Blunt havde ondt i hjertet på sit seneste album, der hedder The Redeemer. Et værk der indeholder alt fra real-lyde og dystre break-up melodier, som var mixet sammen med telefonsvarerbeskeder fra hans daværende kæreste og muse, Inga Copeland. Dean Blunt er en multikunstner og et lyd-geni, som jeg virkelig vil opfordre alle til at tjekke ud og lytte til. 

Majical Cloudz – Childhood’s End (’13)
Et nummer, min gode veninde Maria Gerhardt introducerede mig for. En virkelig flot melodi, der minder mig om hende, og som jeg synes, passer rigtig godt til det tidlige efterår. Devon Welsh har den smukkeste stemme. 

Kasper Bjørke – TNR (ft. Jaakko Eino Kalevi) (’14)
Det er næsten altid en god ting, når to af ens favoritartister slår pjalterne sammen om at lave et nummer. Det er heldigvis tilfældet på Kasper Bjørkes nye single, TNR, hvor han har teamet up med den finske kult-musiker Jaakko Eino Kalevi, der med lynets hast er blevet et af de navne, som er på alles læber. Et virkelig godt langsomt, mørkt disconummer, der minder mig om soundtracket til Nicholas Winding Refns film ”Drive”. Man kan næsten forestille sig, at man drøner igennem en mørk, mennesketom storby, kun oplyst af byens neonlys med det her nummer bragende ud af højtalerne. 

Sean Nicholas Savage – Heartless (’14)
Canadiske Sean Nicholas Savage laver skabet plastik-pop. Det lyder lidt som en fusion imellem Wham og et legetøjskeyboard. Men det er fedt, og musikken bliver aldrig fjollet eller useriøs, for Seans skingre og lyse stemme tilføjer en meget interessant kant til musikken. Queer-Pop fra Canada af allerbedste skuffe. Han spiller forresten snart på JazzHouse i København.

Laurie Anderson – Let X=X (’82)
Hvis jeg nu kunne få lov til at købe mig adgang ind i én musikers hjerne, så tror jeg, at jeg ville vælge den legendariske musiker Laurie Anderson. Hun er så fucking weird og fuldstændig fantastisk på én og samme tid. Hun lyder som regel lidt som en, der er faldet ned fra en anden planet, og man ved aldrig helt hvor hun tager en med hen. Nummeret her slutter for eksempel mega bravt af med, at hun bare siger ”I Gotta Go”, helt til slut i nummeret, og så stopper al musikken ellers bare ud af det blå. Hendes plade Big Science fra 1984, er en af de få plader, jeg har brugt virkelig meget tid på at finde på vinyl. Det er klart, at når man laver det, jeg laver, hører man næsten musik fra morgen til aften, så derfor skal der virkelig noget særligt til, hvis jeg skal bruge en masse energi på at finde og købe plader. Og denne her, den er al tiden og energien værd. 

Billy Bragg – A Brand New England (’83)
Jeg kan huske, da jeg hørte det her nummer første gang. Jeg var 15 år gammel og sad på mit værelse i Thisted og var ret vild med at kigge på modeshows og observere, hvad der var moderne og så ellers finde den bedste kopi i den lokale genbrugsbutik. Til deres AW 08/09 kollektion brugte Burberry Prorsum Billy Bragg’s klassiker A New England, som jeg efterfølgende prøvede på at finde ud af, hvad var for et nummer. Det var før Shazam og smartphones, så det tog meeega lang tid at finde frem til nummeret, og det er jo bare så smukt. Også efter jeg er vokset op og for længst er flyttet fra teenageværelset.  

King Krule – Baby Blue (’13)
Et purungt britisk talent, som bliver herre fed at følge de næste par år. Hans debutplade ”6 Feet Beneath The Moon”, var et sandt mesterværk, og at denne her dybe betænkningsfulde stemme kommer ud af denne her lange, tynde, rødhårede starut er jo næsten ikke til at begribe. Baby Blue, synes jeg, trækker lidt på inspiration fra nummeret ovenfor, da de lidt har denne her samme simple opbygning.  

Christopher Owens – It Comes Back To You (’14)
Hvis der er en mand, der kan synge sig ind i hjertet på mig, er det Christopher Owens. Den tidligere Girls-frontmand udsender lige om lidt et nyt solo album, og nummeret her var den første single derfra. Der bliver talt med så mega store forbogstaver i det her musik, og følelserne sidder virkelig helt uden på tøjet. Men det er afbalanceret, velproduceret og storladent og lyder som noget, der sagtens kunne have været lavet for 25 år siden. En vaskeægte moderne klassiker. 

Asa-Chang & Junray – Hana (’02)
Okay, det her er måske lidt mærkeligt valgt, det ved jeg godt. Men da jeg hørte nummeret Hana, med den japanske duo Asa-Chang & Junray stod tiden virkelig helt stille. Det minder mig så sygt meget om The Black Lodge i Twins Peaks, hvor tiden går baglæns og alle snakker volapyk-sprog. Jeg synes, det er enormt følelsesfuldt og smukt, og det er helt sikkert musik, man enten kan lide eller ej. Jeg er altså ret vild med det.  

Lewis – I Thought The World Of You (’83)
Det er noget af det bedste, jeg ved, når musikere kommer før deres tid. Så vidt jeg har kunnet forstå, så blev canadiske Lewis Baloue totalt overset, da han i sin tid udsendte sine plader L’Amour og Romantic Times. Siden hen har, særligt førstnævnte, opnået sygkult-status, og de her virkelig ulykkelige melodier er virkelig noget ganske særligt, som der er svært at sætte ord på. Det er ualmindelig simpelt og enkelt i sin konstruktion, men det er hamrende rørende og virkelig musik, der passer godt til årstiden.  

Brian Eno – An Ending (’83)
Det er ikke nødvendigt at sige super meget om nummeret her. Man skal være lavet af sten for ikke at få det vildeste sug i maven af denne her melodi. Sæt det her nummer på hver aften, inden du falder i søvn, og jeg lover, at du vil sove godt.  

Du kan læse mere om Mads Axelsen i vores nye nummer af Euroman, der kommer i butikkerne fra torsdag.

Du kunne også tage og blive abonnent på vores papirpublikation. Den er god.