MINE REDAKTØRER BLIVER glade, hvis jeg siger, jeg går i seng klokken 20. Men det gør jeg ikke. Den bliver faktisk hen omkring 22 eller senere end det. Pludselig er der eksplosioner på et hospital i Gaza, og så skal jeg vide alt om det. Men det kan også være i den mere kriminelle afdeling. Kort fortalt: Champions League-aften.
MIT VÆKKEUR RINGER klokken 02.30. Og der ryger jeg som en raket ud af sengen, for min telefon ligger et godt stykke væk. Jeg lever med en konstant angst for at komme for sent. Hvis man som morgenradiovært kommer for sent, er helvede jo løs. Men det har jeg faktisk aldrig prøvet at gøre.
JEG ER EN mester i temposkift, skal jeg sige dig. Fra sengen går jeg direkte i bad, og det kan jeg godt bruge lidt lang tid på. Jeg bruger også lang tid i klædeskabet, og jeg bruger lang tid foran spejlet, hvor jeg sætter mit hår. Det kan tage mange minutter. Håret skal sidde godt. Der kan være morgener, hvor håret skal være strøget helt tilbage til det punkt, hvor Al Pacino vil tænke, at den sidder lige i skabet. Andre gange skal der være en sideskilning eller en anelse top på. På mine Al Pacino-dage bruger jeg et produkt, jeg har fået af sminken i DR.
OG SÅ ER det ind i klædeskabet. Hvilket jakkesæt skal jeg have på? Skal det være dobbeltradet? Dem har jeg flere udgaver af. Skal det være mørkt eller lyst? Hvilken skjorte? Ofte prøver jeg flere forskellige sæt, og der er tempoet altså lavt.
JEG KAN ENORMT godt lide at være velklædt. Jeg kan se på gæsterne, at når jeg står der i en hvid skjorte og med mørkeblå jakke – eller måske noget i en lysere blå farve – så kigger de altså lige en ekstra gang. ’Hvad fanden er det, han har på?’ tænker de måske. Og så kommer der en eller anden form for respekt. Og det er også for at vise dem respekt.
JEG SPISER ALDRIG morgenmad. Når jeg er færdig i klædeskabet, går jeg ned og får en espresso. Den drikker jeg ude i min have, og nu er klokken blevet tre. Jeg kigger op på stjernerne, måske kommer der et lille pindsvin gående hen over græsplænen. Pindsvinet kender mig efterhånden også, for det går bare stille og roligt forbi mig.
NÅR JEG HAR drukket min espresso, laver endnu en kaffe, og så tager jeg afsted. Også det foregår i lavt tempo. Jeg har to biler. I sommerhalvåret kører jeg i en gammel veteranbil: folkevogn, 1972, sorte nummerplader. Det er en fornøjelse. Jeg lytter kun til motoren, mens jeg kører. Om vinteren kører jeg i en Mercedes. Og det er et større problem, for det eneste, jeg ser, når jeg kører ned langs Strandvejen, er politiet. I min Mercedes bliver jeg af og til hevet ind til siden, og så siger jeg: ’Nu igen? Hvad fanden er der nu galt?’ De mener, at det er sådan en slags bil, der tit bliver stjålet. Når jeg kører i veteranbilen, hilser de bare, så det er faktisk en slags etnisk profilering for biler, jeg bliver udsat for.
PÅ DET HER tidspunkt af døgnet, klokken er vel halv fire, er Danmark nærmest et lovløst samfund. Der er mange biler, der bare kører over for rødt. Der er måske en ræv, der trisser over vejen. Jeg sidder i min bil og observerer livet omkring mig. Jeg ser et par, der sidder på en trappesten, de er på vej hjem fra byen, og han skal lige til at kysse hende, og jeg kan falde helt i staver over det smukke øjeblik, selvom lyset er skiftet til grøn.
NÅR JEG MØDER ind på DR tyve minutter i fire, stopper roen. Nu er der temposkift. Jeg har to timer og en sjat til at forberede tre timers radio med min fremragende makker Julie Toft. Vi kender hinanden så godt som et ægtepar, fordi vi er i en form for skæbnefællesskab. Vi har ekstremt travlt, indtil vi går på og sender liveradio mellem klokken seks og klokken ni. Så står jeg der med Al Pacino-hår og i dobbeltradet jakkesæt og får dagen i gang.
JEG SOVER i underbukser. Det gør jeg. Mit arbejde har ødelagt min evne til at sove længe. Jeg står senest op halv syv de dage, hvor jeg ikke skal ind på arbejde. Så tager jeg ned og vinterbader og drikker kaffe med mine venner.
KLOKKEN 9 SLUTTER min dag, mens andres dag starter. Så laver jeg et nyt temposkift. Måske går jeg forbi Christiansborg og drikker en kop morgenkaffe med en fra Slotsholmen. I perioder, hvor der er ballade på Christiania, kan jeg også godt lide at gå ned i Pusher Street og få en kop kaffe. Se gaden vågne. Så står jeg i dobbeltradet jakkesæt og hvid skjorte, og pusherne kigger på mig og siger: ’Hvordan fanden er det, du ser ud?’. Men så siger jeg til dem: ’Hvordan fanden er det, du ser ud? Har du ikke andet i klædeskabet end sorte træningsbukser?’. De bliver faktisk ikke sure, for om formiddagen er de slet ikke stressede. Morgenen slutter ved, at jeg triller hjem i veteranbilen, op nordpå, hvor jeg kommer hjem, tager en bog, lægger mig i sofaen og lukker øjnene. Og det var dén morgen.
