scroll-down
Juni 2018.
Branco er på toppen af sin karriere. Om det er som den ene halvdel af gaderap-duoen Mellemfingamuzik eller som en fjerdedel af gruppen Molo, kan Branco dårligt sige sit eget navn, uden at det rammer toppen af de danske hitlister. Han er ubekymret og afslappet. Pengene fordobler sig selv, og Branco rapper om at rejse til Bogotá og bestille 100 drinks ned til poolen. Men midt i al succesen er Branco ved at opleve det eneste, han mangler at opleve. Det, selv den mest hårdkogte gadedreng ikke ønsker at opleve: Døden.
Det er en sen eftermiddag, som de er flest i Albertslunds kanalkvarter. Branco triller en tur i en hvid Nissan med sin barndomsven Miklo. Der er få dage til, at Molo udgiver deres længe ventede debut-EP. Da bilen holder stille, løber en maskeret mand forbi og tømmer et Glock-magasin ind gennem siden af Nissan’en. 14 ni-millimeterpatroner knuser ruderne og flænser den forreste dør. På mirakuløs vis bliver Branco ikke ramt. Én af kuglerne rammer Miklo i låret og rikoterer videre op gennem hans mave. Da politiet ankommer, lægges Branco i håndjern og anholdes. Han har skudt tilbage mod gerningsmanden, siger de. Han løslades dagen efter.
Episoden bliver et vendepunkt for Branco. Den markerer begyndelsen på en lang kamp mod det gadeliv, der har formet ham og altid vil bo i ham.
”Min partner ligger på intensiv afdeling i kritisk tilstand. Jeg sidder i cellen og frygter, at han skal dø. Der er blevet skudt mod os før, men det var den her situation, hvor jeg sagde til mig selv, mens jeg sad i cellen, at hvis min bror klarer den nu, så er jeg 100 procent ude af alt.”
Refleksionerne danner grundlaget for Brancos første soloalbum ’Baba Business’. 16 numre om den lette vej ind på den kriminelle løbebane og den svære vej ud. Hvor han førhen har figureret i grupper, både på gaden og musikalsk, vil han nu stå på egne ben og konfrontere sine pligter som far og rollemodel:
”Jeg har to børn, som jeg vil gøre alt for. Det er vigtigt for mig, at de har noget, der er der, når jeg en dag ikke er her længere. Noget, jeg kan stå inde for. De skal ikke gå igennem de samme ting, som jeg har gjort. Med pladen prøver jeg at komme ind på en ny bane. Tiden er til det, fordi jeg også har børn, der begynder at lytte til min musik. Min dreng er tre, og min pige er syv. Min datter starter i 1. klasse efter sommerferien og kan finde på at høre min musik i skolegården.”
Derfor skal den levevis, der gjorde Branco til millionær som 17-årig, nu være et afsluttet kapitel. Risikoen er for høj. Der er for meget at miste, fortæller han:
”Jeg er træt af at leve det her liv, hvor der ikke er nogen lykke. Det er ikke fordi, livet er en fucking tegnefilm, men på et tidspunkt skal man væk fra gaden. For der er ingen rigtig lykke i gadelivet.”
”Det er første gang, jeg har lagt så meget liv og sjæl i et produkt. Der er sket så mange ting for mig de seneste to år. Mere end de fleste har oplevet i hele deres liv. Og det er samtidig med, at jeg skal være familiefar og dansk rapstjerne. Alle mine erfaringer, oplevelser og tanker er blevet komprimeret ned til 16 sange,” fortæller Branco fra forsædet af en sortlakeret Mercedes, da jeg møder ham et år efter skudattentatet.
Bag rattet sidder Miklo.
Der er godt to uger, til ’Baba Business’ udkommer. Vi skal ud til Fenar Ahmad, der har instrueret musikvideoen til nummeret ’Ingen Introduktion’. Det var også Fenar Ahmad, der gav Branco debut som skuespiller i blockbusteren ’Underverden’, hvor Branco spiller en dramatiseret variation af sig selv. Mens han på vanlig kryptisk vis fortæller, at han har planer om flere skuespilsprojekter, er det rap-karrieren, der i disse år har hans fulde fokus.
”Det har gjort mig til et bedre menneske at lave musik. Jeg har altid sagt, at mikrofonen er en slags psykolog for mig. Alt det, jeg har set, hørt og gjort, kan jeg få ud foran mikrofonen. Den energi, jeg bruger i studiet, ville jeg alternativt have brugt de forkerte steder,” fortæller han.
Hos Fenar Ahmad er humøret højt, da vi første gang ser musikvideoen til ’Ingen Introduktion’.
”Du er et geni, bro,” udbryder Branco begejstret.
I videoen følger man fem situationer fra Brancos liv. Fra den spæde småkriminalitet med Miklo til føromtalte skudepisode. Det er på forbløffende vis lykkedes at finde en dreng, der som Branco har filippinske forældre, og ligner et troværdigt bud på hovedpersonen som ung. Missionen er lykkedes i studierne hos Bacon Pictures på Frederiksberg:
”Videoen er hjernedød. Vi har ikke valgt det største hit som single, vi har valgt den mest personlige sang. Jeg vil kun skyde video til de sange, der betyder mest for mig. Og der er ingen features. Jeg kunne også bare have kørt opskriften, som alle kender, og som altid ender som nummer et på Spotify.”
Branco kan med en vis retfærdighed udtale sig så selvsikkert, som han gør. Han viser en statistik, Sony tilsendte ham dagen forinden. Branco har udgivet 27 numre i forskellige konstellationer de seneste to år. 17 af dem har overnattet som nummer et på Danmarks største streamingtjeneste.
”Det har været et fint år,” konstaterer han.
Det lå ikke altid i kortene, at Branco skulle stable en musikkarriere på benene. Faktisk tænkte han ikke på musik som et reelt arbejde, da han som 15-årig første gang blev smidt foran en mikrofon. Han lyttede mest til fransk og tysk hiphop. Hvorfor skulle han selv bruge kræfter på at lave musik, når pengene var hurtigere og større i den anden ende af det moralske spektrum?
Men en dag flyttede Kimbo fra rap-kollektivet B.O.C., der også er hjemsted for kollegerne og hitmagerne Kesi, Benny Jamz, Gilli, Noah Carter med flere, ind i Brancos kvarter i Albertslund. Kimbo og Branco udviklede hurtigt en god relation, men Branco kom sjældent ind i Kimbos hus. For det meste cyklede han bare forbi og smed en pakke med hash ind gennem vinduet.
”Kimbos hus blev et samlingssted for alle os drenge. Alle var der. Mine venner, Kimbos venner fra B.O.C. De var nogle af de sejeste drenge, vi havde mødt. De kom lige fra byen til kvarteret, gik i det rigtige tøj, lavede musik, men var stadig meget ydmyge, hvilket de stadig er den dag i dag. De samme gamle drenge, bare med nye penge,” fortæller Branco, mens vi suser ned gennem Roskildevejen til lyden af den nye plade. Vi skal besøge Brancos barndomskvarter.
”Det er på eget ansvar,” bliver jeg mindet om.
Inden Branco første gang gik i terapibehandling foran en mikrofon i selskab med 16-årige udgaver af Kimbo, Kesi og Gilli, var det en af hans barndomsvenner og senere den anden halvdel af MellemFingaMuzik, Stepz, der pressede på for at få Branco til at rappe:
”Jeg hentede Stepz med en ven i en stjålet Ford Escort, da han lige var blevet løsladt. Mens Stepz var i fængsel, havde han lavet nogle sange. Jeg husker det, som var det i går. Han hev en grøn mappe frem med tekster, han havde skrevet i fængslet, og som lød hjernedødt godt. Jeg havde aldrig hørt dansk musik sådan før. Mig og Stepz var partnere på gaden. Han ville have, at vi også skulle være partnere musikalsk.”
Hvad fik dig til at sige ja?
”Jeg følte et ansvar. Vi har levet et specielt liv, hvor vi har været nederst i hierarkiet i statens øjne, men øverst i hierarkiet i gadens øjne. Hvis du kan finde ud af at formulere dig, så gør du det i musikken. Mange af mine brødre har oplevet mange sindssyge ting, men de er ikke gode til at formulere sig. Jeg kunne formulere mine følelser og erfaringer, så jeg skulle være et bindeled mellem det, folk så, og det folk hørte.”
Der var et publikum for Brancos gadefortællinger, viste det sig.
Parallelt med at de lyssky penge blev større og større, accelererede hans musikkarriere. Branco dannede MellemFingaMuzik sammen med Stepz, blev venner og hyppig samarbejdspartner med drengene fra B.O.C., udgav det storsælgende album ’Militant Mentalitet’ og i sommeren 2015 oplevede Branco karrierens midlertidige højdepunkt, da han skuede ud over et proppet Apollo Countdown på Roskilde Festival. Han spillede her med den nyoprettede gruppe Molotov Movement, eller bare Molo, der også tæller Stepz, Benny Jamz og Gilli.
”Den koncert kickstartede det hele. Det var en varm sommer. Det var den sommer, ’C’est La Vie’ udkom, og alle gik rundt og sang: ’Har de ikke, hvad de skal bruge, er det på med elefanthuen.’ Det nummer var overalt på den festival.”
’C’est La Vie’ markerede ikke kun med sin afrobeat-inspirerede trommer en ny retning for dansk hiphop. Den lagde også kimen til en mere negativ skyggeside af den store succes:
”Det vilde var, at C’est La Vie ikke engang var udkommet, mens alle hørte den på Roskilde. Det var det nummer, der startede hele leak-kulturen i Danmark.”
Branco og hans kollegaer har længe været udfordrede af, at ufærdige numre pludselig ligger frit tilgængeligt på YouTube og SoundCloud. De er blevet lækket.
”Det er både positivt og negativ. Det gode er, at folk er desperate efter at høre vores musik. Det negative er, at hvis et nummer bliver lækket alt for tidligt, kan vi slet ikke udgive det. Så vi mister både penge og kunst på den måde.”
Er der et nummer, du var særligt irriteret over, blev lækket?
”’All In’ med mig og Gilli”, svarer Branco prompte.
“Den skulle ikke have været leaket. Selvom den havde været leaket i lang tid, skød vi video til den. Og den slog alt af pinden og gik direkte ind som nummer et. Men den var irriterende. Der er også de numre, der er blevet leakede klassikere, men aldrig er blevet udgivet rigtigt. ’Rolig’, for eksempel. Produceren, der har lavet den, spiller den stadig, når han er ude og spille shows.”
Problemet er tiltaget. Senest blev en række e-mails hacket, hvorpå der lå numre til en hel plade. 15 Branco-numre blev lækket. De skyldige er fundet, og der er nu retssag i gang.
”Pladeselskabet siger, at vi bare skal blande os udenom. De vil ikke have, vi gør noget dumt,” siger Branco og griner brummende.
Hvorfor tror du, jeres musik appellerer til så mange?
”Fordi vi ikke kan lyve foran mikrofonen. Det er meget vigtigt, at jeg kan stå inde for alt, jeg siger. Især på gaden. For hvis jeg ikke kan stå inde for det, jeg siger, hvordan skal jeg så tage mig selv seriøst? Det handler om at snakke om realiteterne. Hvis jeg en dag får en lille vovse og en kæmpe villa med fire biler på Strandvejen, kan jeg ikke lave et album, hvor jeg står og ser sur ud. Jeg laver musik så længe, der er noget at lave musik om.”
Det er rammerne om de realiteter, Branco og Miklo vil vise mig rundt i. Gaden, blokken, kvarteret. Det var her, Branco første gang stjal som otte-ni-årig. Det var her, han første gang kom i retten for at have røvet Super Brugsen tre gange som 14-årig.
”De udskød rettergangen, til jeg blev 15, så de kunne dømme mig. Jeg blev frikendt sammen med min ven, mens to andre tog faldet, fordi de havde dummet sig meget mere.”
Vi kører igennem boligkvarteret Blokland med ’Baba Business’ bragende ud ad de åbne vinduer.
”Jeg beder til Gud, at jeg aldrig bliver dit idol, men de skulle aldrig have givet mig en million. Og der er så mange ting, jeg aldrig ville kunne sige til nogen. Og hvis jeg sagde det, var det 10 år lige nu,” rapper Branco.
”Her bor min elskede bror, Sami!” råber han for at overdøve sig selv i højtalerne.
Livet i den hurtige bane skal være et afsluttet kapitel nu. De seneste to år har vendt Brancos liv på hovedet. Først blev han og Miklo forsøgt dræbt på deres egen hjemmebane. Kort efter blev deres bedste ven ’Ø’ idømt 12 års fængsel.
”De påstår, at han har distribueret 36 kilo kokain. Dommen er selvfølgelig blevet anket, fordi det ikke passer. Han er uskyldigt dømt. Han var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, så han blev dømt på indicier,” siger Branco.
Gadelivet har direkte og indirekte kastet rigdom og berømmelse af sig, men sidste år var det ved at indhente både Branco og Miklo.
”Det kan godt være, du elsker gaden, men gaden elsker ikke dig,” fortæller Miklo fra bilens førersæde.
”Vi har ingen interesse i at få det her liv til at se sejt ud,” uddyber Branco.
”Vi vil ikke glorificere det. Med den her plade vil jeg forklare mine brødre og alle de unge, at der er et alternativ til et liv med kriminalitet, paranoia og store tab.”
Så du vil hive folk med dig væk fra gadelivet?
”Selvfølgelig. Hvis jeg ikke kan tage de mennesker, der betyder noget for mig, med mig, så har jeg ikke klaret den. Sådan er det bare. Jeg bliver her, til alles drømme er opfyldt. Den her plade er jo ikke bare mit projekt. Det er mange familiers projekt. Det er meget større, end at jeg skal ligge nummer et på Spotify. Det er min søns projekt, min datters projekt. Jeg er næsten gået glip af halvandet år af min søns opvækst, fordi jeg har været herude på gaden. Jeg har også lavet den her plade på grund af alt det, de er gået igennem.”
Hvorfor har du ikke givet slip på gaden før nu, når rap-karrieren har kørt de sidste mange år?
Miklo bryder ind midt i spørgsmålet:
”Du skal kæmpe for at komme ud. Det er ikke nemt. Der er rigtig mange faktorer, der spiller ind. Det kan godt være, man lever godt med musikken eller andre ting, men når man har sin loyalitet til dem, man er vokset op med, så kan man ikke bare vende de folk ryggen. Du skal være der for dem, og det er Branco.”
Der tages hul på eftermiddagens anden pakke cigaretter. Vi holder stille og kigger ud over den legeplads, der i adskillige omgange har ageret bagtæppe for centrale begivenheder i Brancos liv. Her tjente han sine første sorte penge. Her mødte han sin kone gennem 12 år, moren til sine to børn. Og her var han for et år siden én velplaceret patron fra at vinke farvel til pengene, succesen og familien.
”Skudepisoden gør mig ydmyg og taknemmelig for det, jeg har. Alt kan forsvinde på et øjeblik. Det var et wake-up-call.”
Hvorfor ville nogen dræbe jer?
”Succes har mange fjender. Sådan er det bare.”
Frygter du, at det kan ske igen?
”Alle kan få den, okay? Der er ikke noget navn på nogen kugler. I min verden kan alt ske på alle tidspunkter. Så derfor tager vi vores forholdsregler. Derfor er det vigtigt, at den energi, du sender ud i universet, er positiv. Så kan du bare håbe på at få den samme energi tilbage.”
Er du bange for at dø?
”Jeg frygter ikke døden. Men jeg er bange for at efterlade min familie og mine brødre uden noget. Og at efterlade mig selv uden noget. Vi skal alle sammen dø på et tidspunkt, men det handler om, hvad du tager med dig, når du dør.”
Alt, Branco gør, siger og tror, lader til at være motiveret af to ting. At stå side om side med folk som Miklo, folk, han har delt de værste og de bedste tider med, og frem for alt at beskytte sine børn. Jeg når dårligt at spørge, om Brancos forhold til skyggelivet på gaden risikerer at smitte af på hans søn og hans datter, inden han kontant afbryder mig:
”Mine børn kommer aldrig nogensinde til at opleve de ting, jeg har oplevet. Det har jeg sørget for. Jeg giver dem nogle helt andre rammer, end jeg selv har haft. Penge kan gøre meget, men ikke alt. Det handler ikke bare om at have den nyeste telefon eller det rigtige tøj, men også om at give dem en viden, jeg ikke selv har haft.”
Jeg spørger ind til den lille dreng fra Albertslunds kanalkvarter. Hvad hvis det var Brancos egen søn, der havde stjålet fem pakker tyggegummi?
”Min søn kommer ikke til at stjæle noget tyggegummi. For min søn har selv pengene til at købe det. Også til sine venner. Det er der, forskellen ligger. Jeg var måske lige som ham drengen, fordi vi ikke fik pengene hjemmefra. Men hvis min søn stjæler, bliver jeg rasende, selvfølgelig gør jeg det.”
Hvorfor?
”Han skal ikke i gang med småkriminalitet. Det former en hel mentalitet. Det bliver til mere end bare tyggegummi. Tro mig.”
