scroll-down

På en ø i Stillehavet dyrkes den oprindelige form for elastikspring

Et ældgammelt ritual for at markere mandighed og fremme høst finder sted i en af verdens fjerneste afkroge. Drenge bliver til mænd ved at springe ud fra et tårn med lianer bundet om benene – den originale form for elastikspring. I dag er ritualet blevet til en industri, hvor turister strømmer til den lille Stillehavsø.

Af Sofie Valentin
Foto: Sofie Valentin
Long Read

Høje palmetræer skyder op fra en grøn og frodig junglebund. En lang sti fører ind til en stor, åben plads, der slutter i en høj skråning. På toppen rejser et trætårn på 30 meter sig højt mod himlen.

Støvet hvirvler om bare fødder, der stamper i jorden. Bastskørter rasler og blander sig med sang og høje pift. En pind banker taktfast i jorden. Kvinder i bare bryster og bastskørter og mænd med små underdele lavet af blade, stamper fra side til side, mens de pifter, råber og synger. Nærmest messende og meget højt.

En ung, muskuløs mand ved navn Fransisco kravler op i tårnet. Der går nogle minutter, hvor lianerne bliver bundet om benene. Sangen, piftene og dansen bliver højere og mere intens. Han rækker armene mod himlen, mens han råber om kap med tilskuerne. Han kigger ud over palmetræernes top. Bag dem er havet. Så folder han armene foran brystet og springer ud fra tårnet. Tilskuerne bliver stille.

Springet er en del af en gammel tradition, som kun foregår på Stillehavsøen Pentecost. Den er en del af østaten Vanuatu, som ligger 15.000 kilometer fra Danmark. Hvis du skal hertil, indebærer det en længere flyrejse til enten Australien eller New Zealand og derefter en flyrejse mere til Vanuatu.

Fra april til juni hvert år deltager drenge og mænd i nagol: Et frygtindgydende og traditionsbundent ritual, hvor deltagerne hopper fra et tårn med lianer om benene. Jorden er det eneste sikkerhedsnet, og derfor omtales ritualet også meget passende som land diving. Formålet er at demonstrere maskulinitet og sikre en god høst af den vigtige rodfrugt yams.

Drengene på øen får lov til at hoppe første gang, når de er omkring syv år. Her bliver de først omskårede og deltager bagefter i deres første nagol. Springet markerer overgangen fra dreng til mand.

Ritualet har gået verden rundt mange gange. Britiske BBC og den legendariske David Attenborough optog ritualet for første gang som en del af dokumentarserien ’The People of Paradise’ i 1960. Det var også de optagelser, der inspirerede en gruppe unge, eventyrlystne universitetsstuderende til at lave deres egen udgave af det adrenalinfremkaldende hop.

’Oxford University Dangerous Sports Club’ udfordrede de konventionelle former for sport og var pionerer inden for ekstremsport. Iført svalehaler og tophat deltog medlemmerne i hang gliding og halsbrækkende stunts, og et af dem var verdens første elastikspring fra en bro i Bristol i 1979. Flere medlemmer af klubben hoppede ud fra broen med flettede lastsikringsstropper om benene. Hoppene var succesfulde, og en lidt mere behagelig udgave af land diving var født.

Et par år efter det første elastikspring, kom der for alvor gang i trenden. Den newzealandske eventyrer A.J Hackett opfandt det elastikreb, som bruges til elastikspring i dag. Han lavede også det spring, der for alvor satte ekstremsporten på verdenskortet.

I 1987 hoppede han (ulovligt) ud fra Eiffeltårnet, og nyheden gik verden rundt. Året efter åbnede Hackett verdens første kommercielle sted for elastikspring i New Zealand. Siden da har over 4.5 millioner mennesker kastet sig ud fra diverse høje steder i en nutidig test af modighed eller manddom.

Et højt knæk, der lyder, som om alle knoglerne i Fransiscos krop brækker, og et stort ryk i tårnet fortæller, at han har fundet landjorden sikkert igen. Flere mænd løber ud til Fransisco for at få ham på benene igen og sikre sig, at han ikke er kommet til skade.

For land diving er ikke ufarligt. Flere mænd har kastet sig i døden fra det høje trætårn, hvis tårnet ikke har været stabilt nok, eller lianerne er knækket under hoppet. Det meste omtalte dødsfald på øen havde en royal baggrund, for da dronning Elizabeth II besøgte Pentecost i 1974, blev ritualet udført tidligere, end det var meningen. Lianerne knækkede, og en mand hoppede i døden fra det høje trætårn. Det seneste dødsfald skete i 2008, da tårnet styrtede sammen under en kameramand, der ville filme hoppet fra oven.
Men Fransisco tænker ikke videre over, at hoppene kan have fatale konsekvenser for ham.

”Jeg er ikke bange, når jeg springer. Jeg føler bare glæde. Det føles som om, at jeg flyver”, siger Fransisco. Han er 27 år, og han har sprunget, siden han var barn.

Første gang han hoppede, følte han sig som en rigtig mand. Fransisco ville bevise overfor samfundet, at han ikke var bange for noget.

Jeg har, sammen med en medstuderende, modtaget et rejselegat fra Danida, og vi er på Pentecost for at lave en minidokumenter om land diving. Vi er fløjet med en 12-sæders propelflyver til øen fra hovedstaden i Vanuatu. Ved take-off er den normale forklaring om, hvor nødudgangen er, og hvordan redningsvesten skal pustes op, erstattet af en tommel op fra piloten. På turen flyver vi over aktive vulkaner og ubeboede småsøer. Vi lander på øens eneste landingsbane. Lufthavnsbygningen er bare et betonskur. Udenfor går høns rundt og pirker i jorden.

Overraskende nok, stedet taget i betragtning, bliver vi hentet ved lufthavnen af en kæmpestor, ny firehjulstrækker. Efter en halv times køretur har den fragtet os ti kilometer væk fra lufthavnen til en af landsbyerne på øen, som de lokale kalder ’Waterfall Village’.

Pentecost er frodig, bjergrig og ret ufremkommelig. Der er 60 kilometer fra nord til syd, og det er besværligt og tidskrævende at rejse hele strækningen. På grund af det har mange fra den nordlige side af øen har aldrig været på den sydlige del af Pentecost.

Efter firehjulstrækkeren har sat os af, bumler den videre ned ad en støvet jordvej. Ikke så lang tid efter følger en ny og større firehjulstrækker efter. Øens primitive tilstand taget i betragtning, så undrer de store biler os lidt. Indbyggerne er nærmest selvforsynende. De har køer, høns og så dyrker de frugt og grønt. De enkelte ting, som de ikke selv kan dyrke, bliver sejlet ind fra de større øer. Indbyggerne arbejder i deres køkkenhaver i løbet af dagen.

Når vi spørger til bilerne, så får vi svaret ’kava’. Mændene på øen tjener nemlig penge på at lave en euforiserende drik, der laves af kavarod og vand. Kava smager lidt af jord, og så prikker det på tungen, når man drikker det. Efter et par glas er man nærmest følelsesløs i munden.

Det er ikke tilfældigt, at drikken smager lidt af jord, for der er faktisk jord i drikken, finder vi ud af.
Philippe har boet på Pentecost hele sit liv, og han har nærmest drukket kava lige så længe. Han fortæller, at det er meget populært blandt mændene. Han tilføjer i en sidebemærkning, at kvinder ikke rigtig drikker det – og nogen mener, at hvis de gør, er det tegn på, at de er lesbiske.

”De mænd, der drikker meget kava, har altid tørre hænder på grund af jorden” tilføjer Phillipe, mens han gestikulerer med en knastør hånd.

Hver aften mødes mændene på stranden i deres kavabar. Et lille træskur på stranden, hvor de skiftes til at sælge kava. Stillehavsudgaven af en fyraftensøl. Kava fra Pentecost eksporteres også til de andre øer på Vanuatu, og det er altså en stor del af grunden til, at der kører lækre biler rundt mellem fritgående høns og bambushytter.

Kava er forbeholdt mændene, og det samme er nagol. Men sådan har det ikke altid været. Legenden om, hvordan ritualet startede, varierer efter fortælleren. Alle er dog enige om, at det hele startede med en kvinde.

Amon, der er høvding i et lille samfund på Pentecost, og ifølge ham startede det hele med en mand og en kvinde, der skændtes hver dag. Skænderierne var voldsomme, og manden slog kvinden. Efter endnu et skænderi bandt kvinden lianer rundt om benene og kravlede op i et palmetræ. Da manden så, at hun kravlede derop, fulgte han efter hende. Kvinden hoppede ud fra palmetræet, og manden fulgte efter. Kvinden overlevede på grund af lianerne, det gjorde manden ikke.

”På stammesprog betyder gol-gol, at en mand slår sin kone. Derfor hedder ritualet Nagol i dag, fordi det hele startede med, at en mand slog en kvinde” fortæller Amon.

Mændene begyndte selv at springe, så de kunne sikre sig, at de ikke ville lide samme skæbne som den første mand.

 

Selvom ritualets rødder ligger langt tilbage, har nutiden også fundet en måde at få tag i nagol.
Nederst på den store plads står der bænke, der har en perfekt udsigt op mod tårnet. Turisterne ser malplacerede ud med deres kameraudstyr, sneakers og kasketter. De sidder med måbende ansigter og betragter de letpåklædte indfødte, der udfører de halsbrækkende hop for øjnene af dem. Efter hvert hop bryder de ud i en anerkendende applaus.

Deni bor i landsbyen, og han har været med til at bygge tårnet, der bliver brugt til land-diving.

”Vi vidste, at de hvide mennesker ville komme, da vi byggede det. Det er en god forretning”, siger han.

En lang slange af turister bliver hver lørdag i månederne fra april til juni guidet ned ad stien mod den åbne plads. De bliver fløjet ind på øen med små propelflyvere, fragtet direkte ud til pladsen, og fløjet væk igen, når ritualet er slut.

Den sidste mand er sprunget ud fra det vakkelvorne tårn, og en af de ældre fra samfundet træder frem ved siden af tårnet. Han taler først på bislama, sproget på Pentecost, og derefter på gebrokkent engelsk. Han takker de fremmødte turister for deres bidrag til samfundet på øen. Pengene går til forbedring af forholdene i landsbyen. I dag har turisterne betalt, hvad der svarer til 30.000 danske kroner for at overvære ritualet i en time.

Nogle af de fremmødte turister finder små slikposer frem fra lommerne og deler dem ud til børnene fra landsbyen, inden de bevæger sig væk fra pladsen, mod deres ventende flyver.

Fransisco trækker en rød fodboldbluse og en flettet sivtaske over hovedet. For ham er ritualet ikke mindre vigtigt, fordi der kommer turister og ser på.

”Det har været et ritual for os i mange år, og vi har gjort det, selvom turisterne ikke vidste noget om det. Vi vil fortsætte med at gøre det - både for dem og for os,” siger han.

Se, hvad vi ellers skriver om: Ritualer og Mænd