Fortalt af Anker Jørgensen, 90 år, fhv. statsminister
Jeg sidder i min gamle lænestol i lejligheden på plejehjemmet, hvor jeg bor. Stolen er blevet et omdrejningspunkt i min alderdom. Her tilbringer jeg en stor del af min tid med at tænke, erindre og reflektere over livet. Stolen købte min kone i FDB’s møbelafdeling for mange år siden. Ingrid døde i 1997.
At blive gammel er følelsen af, at der gradvis bliver lukket ned for apparatet. Det noterer jeg med en vis utilfredshed. Jeg er først og fremmest præget af dårligt syn. Når jeg ser rundt i lejligheden, kan jeg genkende det hele, men det er uskarpt. Det er som at se igennem en si. Jeg er blind på det ene øje og frygter, at det andet også lukker i. Så ville jeg ikke kunne opleve, at det bliver forår igen.
Jeg er meget opmærksom på min egen indvikling, ikke udvikling, for det er jo en indvikling. Jeg går tilbage. Alt tager længere tid, også fordi jeg ikke kan farte rundt uden risiko for at falde og tabe livet på gulvet. Derfor er jeg nænsom over for mig selv. Simpelthen fordi jeg ikke vil ødelægge de oplevelser, livet endnu måtte have til mig.
LÆS OGSÅ Sådan føles det at være blind og møde en kvinde
Jeg kommer ikke så meget ud mere. Indtil for nylig stavrede jeg rundt med mine to stokke, nu er jeg nødt til at bruge en rollator. Jeg har tidligere været ivrig med at stige på en bus eller et tog og stå af et tilfældigt sted. Nu kommer jeg først og fremmest ud, når familie og venner kører mig. I går var jeg sammen med familien oppe i vores gamle sommerhus i Hundested. Børn, børnebørn osv. Det var en dejlig oplevelse til trods for besværet med at komme fra haven og ind i stuen.
’Det handler ikke om at leve, men om at opleve.’ Sådan lyder et af mine mundheld. Hvis du vil leve, må du opleve. Det er måske lidt for flot at sige, at man stadig kan opleve, når man er blevet 90 år. Og dog. Jeg kan sidde med en bog, hvor der pludselig falder et stykke papir ud. Jeg samler det op fra gulvet, og så er det et brev fra Henry Kissinger! Så kan jeg sidde og genopleve ham eller nogle af de andre personligheder, jeg har mødt. I øvrigt har jeg på det seneste haft travlt med at komme i tanke om alle øgenavnene på mine ungdomskammerater, Langberg, Dunse osv. Sådan sidder jeg og genoplever minder. Det er dejligt, også selv om de ikke er andet end afskygninger af det liv, jeg har levet.
I nat stod jeg op, og så sad jeg og bladrede i ’Udødelige tanker’, en serie bøger om nogle af de store tænkere. Voltaire, Rousseau, Machiavelli, Kierkegaard osv. Pludselig fik jeg den idé, at jeg skulle holde en foredragsrække om alle de her fantastiske filosoffer. Men så sætter realiteterne ind. Det er jeg ikke i stand til længere. Det kan jo ikke nytte noget, Jørgensen.
Man må erkende livets realiteter, også døden. Jeg ved, at døden venter forude, og det er ikke sikkert, der er langt til ’forude’. Måske venter den lige rundt om hjørnet. Folk dør jo også omkring én. Når de allernærmeste liv forsvinder, din kone fx, så river det noget fra dig. Men du kan ikke omstøde det, du må fortsætte. Man skal jo leve.
Biografien ’Anker Jørgensen og det forunderlige liv’ udkom 1. november på Lindhardt og Ringhof.
LÆS OGSÅ Taxachaufføren: "Det er det fedeste job, jeg nogensinde har haft"
