Foto: Daniel Hjorth Efter sin optræden på et diskotek i Viborg fortrækker Gustav til et hjørne i et lagerlokale mellem stabler af glas og viskestykker. Bassen dunker fra højtalerne inde ved dansegulvet.

“Det er for sindssygt," sagde jeg og rystede på hovedet. En af pigerne så på mig. “Det er jo bare underholdning.”

Skribent Thomas Korsgaard blev ansat som assistent for realitystjernen Gustav Salinas. Han arbejdede gratis mod, at han fik lov til at skrive om det for Zetland. Da Gustav ser de første udkast, begynder der at opstå konflikter, men Thomas Korsgaard vælger alligevel at tage til årets Reality Award, hvor Gustav skal være vært. Billeder af Daniel Hjorth.

Jeg havde lovet Gustav, at han måtte læse det, jeg skrev om ham, inden det blev udgivet. I januar sendte jeg den første stak kapitler til ham, og da jeg hørte tilbage fra ham, skrev han i en mail, at han havde “blandede følelser” om det, jeg havde skrevet. Han syntes, jeg var nedladende og usympatisk i teksten.

      Det største problem med teksten var imidlertid, at jeg – mente Gustav – fremstillede ham som en færdig mand.

     “Jeg er altså ikke ved at køre hjem endnu,” skrev han metaforisk.

Han påpegede, at han ikke frygtede mere for sin fremtid end alle andre, og at han var begyndt at tage en uddannelse som personlig træner.
     “Jeg er selvfølgelig nervøs, men ikke mere end jeg tænker, at jeg nok skal klare den,” indvendte han.

     Jeg svarede, at de færreste reality-stjerner kan leve af at være reality-stjerner resten af livet. Hvis nogen overhovedet.

     “Livet er en fucking roulette!” replicerede han.

Her er Thomas Korsgaard (tv) og Gustav vej til Vestjylland. “Holder pause,” skriver Gustav på Instagram. “Assistenten @tkorsgaard som ryger – jeg tager selvfølgelig et æble ;-) vi ses snart mit elskede Jylland.


     Hvad angik det, jeg havde skrevet om ham, mente han også, at jeg underdrev min egen fascination af det liv, Gustav havde introduceret mig for.

     “Den første gang jeg mødte dig, var du meget usikker og nervøs,” forklarede han til mig. “Jeg har set en Thomas, der har været rigtig ivrig og interesseret og været rigtig liderlig efter reality-verdenen, og som selv stræber efter at blive kendt.”

     Han tilføjede, at hans mor, psykologen, nok ville sige, at det hang sammen med noget i min barndom. En form for bekræftelse, jeg ikke fik.

     “Men det ved jeg jo ikke rigtig noget om,” tilføjede han.

     Jeg indvendte, at jeg troede, alle gerne vil huskes for at eller andet.

     “Ja, præcis,” svarede han. “I det her Jantelovens land er vi bare så pissebange for at sige, at vi gerne vil være kendte.”

     Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.

     “Du har jo heller ikke været min rigtige assistent,” sagde han så.

     Jeg måbede. Hvad for noget?

LÆS OGSÅ: Sunday: De største flasker, de dyreste stiletter, den lækreste krop

     Vi sagde farvel til hinanden. Men det føltes tomt. Uafsluttet. Jeg havde ikke lyst til at slippe den besynderlige, dragende og citrusduftende konfettiverden, han havde introduceret mig til. Så jeg skaffede mig en presseakkreditering til årets Reality Awards i cirkusbygningen 13. januar. Jeg vidste, at Gustav skulle være aftenens vært.
Jeg tog en pæn jakke på og cyklede af sted. Total stalkeragtig.


Inden Gustav trækker i smoking og agerer vært ved årets Reality Award i Cirkusbygningen, interviewer han iført storblomstret skjorte aftenens kendte gæster på den røde løber.

 Jeg var ikke den eneste journalist, der havde fået adgang til showet. 38 medier kom for at dække prisuddelingen. Selv ikke de kulturradikale på Politiken og Information ville gå glip af begivenheden, der ifølge arrangementsbeskrivelsen skulle blive “en perlerække af unikke øjeblikke”.

Jeg tog opstilling langs den røde løber sammen med en ung kvinde, der hed Stefanie og var iført et ABBA-inspireret pandebånd. Hun kom fra Realityportalen. På min anden side stod Peer, der var journalistpraktikant på Her & Nu. Så begyndte Reality-personagerne at komme defilerende og stillede sig hen til os, journalisterne, for at blive spurgt om noget. En høj mand med tonede briller tog opstilling foran mig.

     “Ja?” sagde han og kiggede på min blok.

     Jeg syntes, han så bekendt ud, men følte ikke, jeg kunne tillade mig at spørge “hvem er du?” til et menneske, der lige var blevet fotograferet af samtlige medier. BT’s udsendte trådte til og interviewede ham i stedet.


Nadialine von Bach fra Kanal 4-porgrammet ‘Mig og min mor’, har også en mormor, der af og til dukker op i programmet. Hun var også med til årets prisuddeling.

Det viste sig, at han var Michael Monetz, der havde været med i ‘Talent’ på DR og nu var ved at lancere et brilledesign i samarbejde med eks-rockeren Brian Sandberg under navnet Hardcore Brillen.

Flere reality-personer gled forbi på løberen. Knaldperlen, Stephanie Star – en Dolly Parton-kopi, der var kendt fra programmet ‘Singleliv’ – og Jim Lyngvild, forfatteren og modebøssen. Ham ville jeg gerne interviewe.
    
  “Jim!” råbte jeg på en hundsende, nærmest desperat måde.

  “Jaer?” sagde han.
 
 “Hvad synes du, reality siger om vores tid?”

     “Reality er vores tid,” sagde han. “Jeg elsker det, og jeg er her kun for at blive forarget.”

     Så forsvandt han.

     Stefanie fra Realityportalen fangede Susan K. Jeg overvejede, om hun kunne genkende mig fra Gustavs Pride-vogn.

     “Susan K., tror du det bliver en aften med skandaler?” spurgte Stefanie.

     “Når sprutten sparker ind, så ved man aldrig,” svarede hun.


To veninder og reality-fans hvisker sammen.

     Sprutten sparkede ind hos de fleste, før klokken var otte, og selve showet gik i gang. SE og HØR, der stod bag awardshowet, havde i samarbejde med Tempt, et sodavandsagtigt sprutmærke, skaffet et hold piger i kinky politiuniformer, der gik rundt og serverede kolde drikkevarer.

 Jeg fulgte efter Peer og Stefanie ind i salen og satte mig sammen med dem tæt på scenen. Hver gang en politiuniform kom forbi, tog jeg velvilligt imod en flaske med sukkerpumpede promiller. Gustav og hans medværter Sidney Lee og tv-værten Anne Kejser trådte op på scenen. Sidney Lee var i stramme læderbukser og nittebælte. Gustav havde en elegant smoking på og butterfly. Anne Kejser var i forhold til mange blandt publikum nærmest tækkelig klædt i en enkelt, sort kjole.

     “Velkommen til Reality Award 2015,” råbte hun til den hujende sal.

     “Også velkommen til alle jer, der kigger med bag skærmen,” råbte Gustav. “I ser
fabulous ud – selvfølgelig kan jeg ikke se jer, men jeg kan mærke jer.”

     Den første pris, prisen for Årets Par, skulle overrækkes af sidste års vindere Joy og Mia fra ‘Mig og Min Mor’, men da Gustav og hans to medværter kaldte dem op på scenen, kom der ingen. Gustav trådte vande. Joy og Mia viste sig stadig ikke. Senere viste det sig, at Joy var blevet uddannet pædagog samme dag og derfor først dukkede op senere på aftenen med sin mor.

De kendte fra tv er inviteret til awardshowet. Resten har købt billetter for at komme med for at se de kendte. Som pigerne her.


I stedet måtte Gustav og medværterne overrække prisen til Oddset-Janni og Karsten Ree, erhvervsmanden bag Den Blå Avis, der vandt prisen for deres nye docusoap ‘Kærlighed mod alle odds’ på Kanal 5. Karsten og Janni var heller ikke til stede, men havde sendt en video, hvor de sad foran en pejs og skålede i det, der lignede champagne.

     Resten af aftenens 16 prisoverrækkelser foregik også mere eller mindre uforudsigeligt. Da Sandy Esko fra ‘Paradise Hotel’ vandt prisen for Årets Bedste Bryster, sagde hun i sin takketale:

     “Jeg vil gerne takke mine forældre for de gode gener. Wuuuuuhuuu! Og så min kirurg.”

     Prisen for Årets Brandert blev overrakt af Nicole Brøggler, der engang blev fyret fra Kanal 5-programmet ‘Bypige søger bonderøve’, fordi hun festede for vildt på en friaften under optagelserne. På scenen optrådte hun nøgen, bodypaintet lyseblå som My Little Pony.

     “Jeg har altså en fucking buttplug i røven,” proklamerede hun og vendte sig, så publikum kunne se den ved selvsyn. Fra proppen i hendes numse hang en lilla hestehale.

     Nicole åbnede en rød konvolut. “Og vinderen er,” deklamerede hun, “Babs!”

     Sarah ‘Babs’ Skou Christensen fra ‘Kongerne’ kom på scenen. Hun takkede for prisen og sagde, at hun håbede, alle havde det pissefedt. Gustav stak en mikrofon hen til Nicole.

     “Er du nøgen?” spurgte han. “Er det din fjabbe, jeg kan se?”


De nominerede til årest reality-awards er placeret ved borde oppe foran scenen. Især ved Paradise Hotel-bordet er der gang i den. TV3-konceptet vinder aftenens hovedpris: Årets Program.    

Nicole bekræftede, at hun ikke havde noget tøj på under den blå bodypaint og førte Gustavs hånd op til sit ene bryst, så han selv kunne mærke efter.

     Knaldperlen løb med titlen som Årets Party Person. En fyr, de kaldte Geggo, vandt for Årets Skandale. Aftenens sidste pris blev overrakt af SE og HØRs chefredaktør Niels Pinborg til ‘Paradise Hotel’ for Årets Program. Chefredaktøren røg en smøg på scenen og lod dermed forstå, hvem der var showets boss. Jeg bællede en Tempt og følte mig afmægtig. Jeg var på alle måder kedelig sammenlignet med det selskab, jeg var iblandt.
    
Jeg tænkte på de psykotiske patienter på Hvidovre, der følte sig fanget af et reality-show, de desperat ønskede at komme ud af. Det var deres mareridt, jeg stod midt i. Men her var der ingen, der ønskede at forlade showet. Heller ikke mig. I dag – i realityens tidsalder – var det ikke vanvittigt at føle sig i centrum af konstant opmærksomhed. Det var vanvittigt ikke at ønske sig det.


Langbenede kvinder i kropsnære politiuniformer serverer mængder af den parfumerede og promillerige drik Tempt. En af kvinderne har et mindre uheld.  

  Så kom finalen.

     Showets sidste indslag var en sang, der skulle fremføres af en bunke af de mest kendte reality-deltagere. Sangen ‘V.I.P. Reality’ var allerede i omløb på de sociale medier i form af en musikvideo. “Og vi topper lige din dag med et knald til aftenskagen,” lød en af dens fængende strofer.
   
 Musikken blev sat på i kulissen.

     “Kære kollegaer, kære fabulous reality-deltagere, KOM SÅ ALLE SAMMEN,” råbte Gustav. “KOM SÅÅÅÅÅ. OP PÅ SCENEN. KOM SÅÅÅÅÅÅÅÅÅ.”
     TV-kendisserne strømmede op på scenen og begyndte at skråle med: “I følger os på TV både nat og dag / fordi vi’ det som I vil ha’.”



     Sy Lee snurrede rundt om sig selv. Folk krammede. Nogen begyndte at sprøjte indholdet fra deres flasker ud over hinanden. I det øjeblik vidste jeg, at Gustav havde ret. Jeg ville også være berømt. Jeg måtte op på den scene. Jeg skubbede mig op fra stolen og hoppede op til flokken, der svajede rundt mellem hinanden i en stor, Tempt-drikkende klump. Projektørlyset fejede hen over sceneriet. Jeg fandt en at kramme.

     “Vi gør intet halvt, vi gør det kun hårdt,” lød det over højtalerne.

     Sangen modulerede. Nogen tog Babs på brysterne. Jeg modtog uberettiget publikums hæder og vuggede frem og tilbage i takt til musikken.

     Så fik jeg øjenkontakt med Sy Lee, der kiggede skuffet på mig. Det samme gjorde Gustav.

     Til efterfesten bagefter dansede jeg med Jette og Jessica Priscilla, der var mor og datter og kendt fra programmet ‘Mig og min mor’ på Kanal 4. De var ikke adrætte at have med at gøre, men de var søde. Jette og jeg var utilfredse med, at DJ’en ikke ville sætte Whitney Houston på.

     Jeg ledte efter Gustav, men kunne ikke finde ham. I stedet rendte jeg ind i Informations fotograf og sagde til hende, at jeg var på arbejde. Det var kun lidt løgn. Gustav ven, som jeg havde mødt på Tinder under min studentertid, kom hen til os. Han havde en Tempt i hånden.

     “Jeg kneppede med Thomas, da han blev student,” fortalte han fotografen.

     Hun smilede høfligt.

     “Han fik et lyn i huen.”

     (Senere, under faktatjekket af min historie, bekræftede fotografen, at samtalen havde fundet sted. Fyren, derimod, sagde til min redaktør, at han aldrig havde sagt sådan efter awardshowet. Han sagde også, at vi aldrig havde haft sex.)


38 medier er kommet for at dække årets Reality Award. Se og Hør, der er medarrangører af begivenheden, viser hele showet live online.

     Jeg gik hen til baren for at hente en ny Tempt. Her stødte jeg på Peer, praktikanten fra Her & Nu. Vi drak en fadøl. Jeg spurgte, om han vidste, hvor Gustav befandt sig.

     “Han tog hjem for mange timer siden,” fortalte Peer.

     “Nå, okay,” sagde jeg slukøret. “Han må have været træt.”

     Peer sagde, at han ikke kunne få det til at hænge sammen, at jeg havde været Gustavs assistent. Han fortalte, at han engang havde været ude at lave en historie om, at Gustav så på ny bil i Nordsjælland. Gustav havde haft sin egen personlige sekretær med. Det var en ung mand ved navn Chrisser.

     Jeg stirrede på Peer.

     Forvirringen var komplet. Havde Gustav både haft mig, en veninde og nu denne Chrisser som assistent samtidig?

     Jeg sagde til Peer, at jeg skulle tisse, og vendte mig. På vej mod toilettet mødte jeg Susan K.

     “Hej Susan,” sagde jeg.

     Hun smilede overfladisk til mig og vendte sig mod Stephanie Star.

     “Han er skideirriterende,” sagde hun uden at hviske.

     Jeg luskede videre og fandt handicaptoilettet for kvinder. Det var det eneste sted i Cirkusbygningen, der ikke var mennesker. Jeg så mig i spejlet. At jeg havde været assistent for Gustav, var ligeså fake som Sandy Eskos bryster, forstod jeg nu.

På sin vis var det mærkeligt, at det først så sent gik op for mig: Det meste, der foregik i realityens æra – og ikke mindst her, i realityens epicenter – var én stor flydende grænse mellem virkelighed og iscenesættelse Det var underordnet, hvad der var virkeligt, og hvad der ikke var. Det eneste, der talte, var historien, der kunne fortælles. Billederne, der kunne vises, rollen, der kunne afprøves.

LÆS OGSÅ: Bluffers guide til nattelivet lige nu

     Fandtes der en sandhed på spørgsmålet om, hvad Gustav egentlig betragtede mig som, mens jeg gik rundt og mente, jeg var hans assistent? Fandtes der en sandhed på spørgsmålet, om Gustav havde været hjemme hos sin familie i julen eller var taget med en anden end mig til sydens sol? Var det sandt, når Gustav hævdede, at han hellere ville eje ti millioner kroner end at være kongen af dansk reality? Og i så fald: Hvad var sandheden så om, hvad vi lavede her?

     Jeg følte mig dum. Måske var det naivt at tro, at noget i denne verden overhovedet kunne kaldes sandt eller falsk.

     Da jeg forlod Cirkusbygningen over midnat, stod en venindegruppe udenfor og røg. De var helt tavse.

     “Det er for sindssygt," sagde jeg og rystede på hovedet, “sindssygt.”

     En af pigerne så på mig.

     “Det er jo bare underholdning,” sagde hun.

Køb hele singlen her



LÆS OGSÅ: Rune Rk: Her er verdens bedste natklubber

LÆS OGSÅ: Se billeder: Ladyboys, gasmasker og synd på Casper Christensens nye natklub

LÆS OGSÅ: Her er kun plads til de unge, rige og smukke
LÆS OGSÅ: