”Masser af gange. På en måde ser man som speedwaykører døden i øjnene inden hvert grandprix. Man tegner forsikringer og opdaterer regelmæssigt sit testamente, ligesom folk, der er på vej i krig. Uden sammenligning i øvrigt.
Jeg kan særligt huske et styrt, jeg havde for et par år siden til et grandprix i Polen. Vi var tre mand, der drønede direkte ud i stakittet med mere end 100 kilometer i timen. Bang! Jeg gik ud som et lys. Min makker, der også styrtede i samme sving, dog uden at ryge helt ud i stakittet, løb over til mig. Han troede, jeg var død.
Ikke desto mindre gik det som så ofte før: Jeg slap med skrækken, en helvedes øm krop og endnu en hjernerystelse. Det har jeg haft mindst 15 gange. Jeg er efterhånden stoppet med at tælle. Og det bliver man ikke klogere af, kan jeg godt afsløre."
scroll-down
