Der er ingen tvivl om, at det er som far, at min mandighed kan vise sig tydeligst. Det er aldrig, når jeg kaster mig ud i de ugentlige højlydte, verbale slagsmål med mine medtrafikanter ude i den københavnske morgentrafik, fordi jeg har forledt mig selv til at tro, at de er hyæner på savannen, og min 10-årige datter er et gazellekid. Det er derimod, når jeg ligger med hendes hoved på mit bryst, og vi taler sammen om dagen, der gik, og jeg kan mærke, hvor tæt på hende, jeg kan komme, med den kærlige eftertænksomhed, som efterhånden – og langt om længe – er blevet en del mit faderskab. Tænk engang, at det skulle være ’rolig’, der ville vise sig at være det ord, der for mig bedst beskriver ’en rigtig mand.’
Jeg føler mig allermest utilstrækkelig som mand, når jeg bliver bebrejdet af den kvinde, jeg elsker. Hvis hun blot skulle indikere, at jeg ikke duer som far, kæreste eller elsker, så føler jeg mig lige så foragtelig som en sæk lort. Hun skal faktisk bare antyde, at jeg ikke lykkedes med min pasta arrabiata, eller at fladskærmen, jeg satte op, hænger skævt. I det øjeblik mærker jeg en fornemmelse af fundamental maskulin inkompetence gribe mig om sjælen med en sådan kraft, at jeg tænker, at den må være steget op fra urdybet. Tidligere ville det have fået mig til at rase mod hende, men sådan er det ikke længere. I dag er utilstrækkelighedsfølelsen som et halssmykke til mit parforhold. Jeg lærte nemlig, at den hverken kan undviges, bekæmpes eller tales til fornuft, men at den mister al sin kraft, når den vises frem offentligt. Og tænk engang: Min kæreste har tilsvarende sådan en hængende på sit bryst. Hun kalder den ’utilstrækkelighed som kvinde’.
