René Fredensborg: "Der er en forbandelse i den her familie. Vi er alle nogle sjufter"

Det er dagens mindste overraskelse, da der tikker en SMS ind fra René Fredensborg. Han er forsinket. Forklaringen lyder på, at han sidder i sin gamle Volvo og ikke kan finde en parkeringsplads.

Der har været relativt stille om den ellers omstridte mediepersonlighed siden hans ’Du er sådan lidt bordello-mor i det der’-kommentar til Helle Thorning-Schmidt på den røde løber ved Zulu Awards tidligere i år. Men det er ikke det, vores interview i dag skal handle om.

Vi skal i stedet tale om kærlighed, faderskab og alternative familieformer. For med syv børn med fire forskellige kvinder må René Fredensborg da om nogen vide en ting eller to om de emner.

Fredensborg blev uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 2001 og har siden gjort sig som journalist, radiovært, tv-vært og forfatter. Han blev offentligt kendt i ’Den halve sandhed’ på DR2, et program hvor han blandt meget andet kastede sig ud i at genbesætte Christiania, og han har skrevet for medier som Urban, Nyhedsavisen og Euroman, før han i 2011 blev vært på Radio24syv i kulturprogrammet ’AK24syv’.

Ofte har der været ballade i hans kølvand. René Fredensborg blev blandt andet bortvist og siden genansat på Nyhedsavisen, efter han havde kastet med brosten i forbindelse med dækningen af Ungdomshusets rydning i 2007.

Siden, i en artikel fra 2011 i filmmagasinet Ekko, skrev han, at filmkonsulenten Jesper Jack havde tilbudt ham kokain til et professionelt arrangement – en artikel, der kostede Jesper Jack jobbet hos Det Danske Filminstitut.

I 2018 blev Fredensborg bortvist fra Radio24syv, fordi han havde smuglet hash og MDMA med til Folkemødet via Sverige i en bil kørt af en uvidende praktikant.

I dag er han journalist på Ekstra Bladet, hvor han ud over at fornærme vores tidligere statsminister senest har beskæftiget sig med alt fra papsugerørets elendighed til Københavns ringe parkeringsmuligheder.

Efter 10 minutters ventetid mødes vi i baren på Herkules Pavillonen i Kongens Have, hvor Fredensborg lader tjeneren vide, at han skal have ’den mindst økologiske bajer, I har.’ Det ender alligevel med en fairtrade pilsner, for alternativet i form af diverse craft beers er trods alt værre, vurderer vi sammenstemmende.

”Jeg gider ikke de der dyre og fancy øl,” forklarer han.

René Fredensborg, som er 49 år, både taler og trækker vejret på samme tid, og han er ikke sen til at bryde ind, da jeg som icebreaker fortæller om en af mine barndomsvenners særegne familiekonstruktion.

”Den kan jeg slå,” erklærer han med en vis begejstring i stemmen.

”Jeg er gift med min fars datter,” når han at sige, inden han selv hører det og tilføjer: ”Eller hun er en form for min fars ’adoptivdatter’.”

Hende vender vi tilbage til.

René Fredensborgs seks første børn fordeler sig ud på tre kvinder. Moren til det ældste barn var en højskolekæreste, der på tragisk vis mistede livet i en højresvingsulykke for 24 år siden, mens han fik de efterfølgende fem børn med to forskellige koner. Det seneste og syvende barn, Lily på tre år, har han fået med sin nye kone, 31-årige Maiza Shine Aberia Fredensborg.

”Det lyder fuldstændig sindssygt, når man hører, at jeg har syv børn med fire forskellige kvinder, det er jeg helt med på. Og ingen af dem var planlagte. Men fire af dem er med min ekskone Susan, og min ældste datter, Dea på 27 år, er også en del af den familie.”

Hans forhold til Susan Liebe, der løb fra 1999 til 2013, kastede børnene Sara på 24 år, Emil på 18 år og tvillingerne Sigurd og Villum på ni år af sig. Herefter blev han gift på ny med en Radio24syv-kollega, med hvem han fik et barn, som i dag er fem år, og som René Fredensborg ikke ser. Forholdet er han heller ikke meget for at tale om.

”Det gik op i hat og briller. Det var en alt for hurtig beslutning, og jeg tror, at vi begge blev forelsket i idéen om, hvordan vi kunne redde hinanden. Men jeg skulle aldrig have åbnet den dør. Nu har jeg en søn på fem år, jeg ikke ser, fordi jeg ikke kan finde ud af at tale med moren,” siger han og lukker den del af samtalen.

Det blev til endnu en skilsmisse, og Fredensborg endte tilbage på sin ekskone Susans sofa, fordi hun manglede en til at bygge et kolonihavehus på en grund bag Christiania.

”Til tider gik det okay med os. Vi flyttede endda næsten ind sammen i Flemming Møldrups gamle – og kæmpe – lejlighed med udsigt over Østre Anlæg, men hun var ikke klar, for jeg havde såret hende før i tiden, og vores ældste datter, Sara, syntes faktisk, at det var meget fedt, at vi var skilt, så jeg rykkede ud og lejede en lejlighed på hjørnet af Læssøesgade og Blegdamsvej af nogle venner.”

Du siger, at du har såret Susan før i tiden. Hvorfor vendte du så tilbage til hende?

”Grundlæggende lå der bare noget bytteøkonomisk i det: Jeg manglede en sofa, hun manglede en, der kunne bygge et kolonihavehus. Men der lå også en for mig nærmest guddommelig lavpraktisk tilgivelse i det, i og med at jeg havde giftet mig med en anden. Jeg tror egentlig ikke, Susan savnede mig som sådan, men de tre-fire måneder det tog at bygge det kolonihavehus, var en periode, der mindede os om, hvad vi elskede og ikke elskede ved hinanden.”

I en mørk stuelejlighed med en gård ud mod Blegdamsvejs fængsel sad René Fredensborg der i foråret 2017 og følte sig alene. Tvillingerne havde han kun hver anden weekend, og teenagebørnene havde travlt med alt andet end at besøge deres far.

”Der tog jeg en meget vigtig, men også vital beslutning: ’Jeg tager lige til Filippinerne og besøger min far.’”

Som forfatteren Hank Moody i tv-serien ’Californication’, ’bare grimmere’ med Fredensborgs egne ord og uden en Porsche og et hus i Venice Beach, har René Fredensborg knaldet, drukket og provokeret sig igennem tilværelsen.

”Jeg tror stadigvæk på, at de fleste mennesker bare ønsker at have sex og drikke sig fulde i ny og næ,” siger han og leder efter en reaktion hos mig.

Du virker til at være en mand, der ofte søger konfrontationen. Hvordan kan det være?

”Jeg er kun i krig med dem, der på et eller andet tidspunkt, de sikkert selv har glemt, har sagt eller skrevet noget om mig, som jeg opfatter som et svigt. Folk, jeg følte en relation til, som så vendte mig ryggen. Det hænder, at jeg selv glemmer hvorfor, og så er alt godt igen.”

René Fredensborg er, for nu at sige det endog meget mildt, en stor provokatør, og han lægger ikke selv skjul på det. I løbet af interviewet når han at erklære sig selv som skeptiker af både corona-håndteringen, MeToo og klimaforandringer. Hvorfor har han lidt svært ved at svare på.

”Ligesom min far repræsenterer jeg den sidste patriark. Jeg forstår ikke så meget af den moderne kønskamp, og jeg har levet længe nok til at være fremskridtsskeptiker.”

René Fredensborgs far, Bjarne – eller Don Bjarno, som han kaldes – er en brovtende type med Aviator-solbriller og topmave, som Fredensborg beskriver som det bedste selskab, når han er påvirket af alkohol.

Det er Don Bjarno, der er omdrejningspunktet for Fredensborgs nye bog, den selvudleverende roman ’Sjuft’, der handler om at blive svigtet og vokse op uden kærlighed fra sin egen far – og om at give det samme svigt videre til sine egne børn.

”Folk er ofte meget fascinerede af min far, fordi han er vild, pisseligeglad og normløs. Hvis han altså er fuld. Efter 10 bajere er han en rockstjerne, måske også før. Sådan nogle stjerner skal man dele med hinanden. Men det er efterhånden også gået op for mig, at jeg er en kopi af den far, jeg altid har haft det så dobbelt med. Det er en svær relation, men jeg forsøger, og han forsøger – mere end nogensinde før. Vores forhold er i bedring lige for tiden. Men han har selvfølgelig heller ikke læst bogen endnu.”

Når Don Bjarno, der oprindeligt er en VVS’er fra Vamdrup, ikke arbejder som blikkenslager på Thule Air Base i Grønland, driver han hotellet Icebear Bar & Tourist Inn på øen Bohol i den sydvestlige del af Filippinerne, hvor han har boet i mere end 20 år. Det var også her, Don Bjarno opholdt sig – sammen med sin kone og Shine – da Fredensborg besøgte ham i påsken 2017.

”Shines mor flyttede ind med Shine hos min far omkring årtusindeskiftet, da hun var 10 år. Så da jeg træder ind på Icebear Bar & Tourist Inn, sidder min far og masserer min kones tæer. Altså, hun var selvfølgelig ikke min kone på det tidspunkt. Det var mere min halvsøster,” griner René Fredensborg.

Som omvandrende klichéer på midaldrende mænd fra forliste forhold havde Fredensborg taget sin ven – og blodsbroder – Toke med til Filippinerne med løftet om, at de ikke måtte tale om kvinder. Et løfte, der ikke holdt i mange timer.

”Toke er på det her tidspunkt i gang med en coaching-uddannelse på nettet, og en af de første aftener begynder han at stille Shine spørgsmål som: ’Hvor forestiller du dig at være om 10 år?’ og ’hvad er din største udfordring lige nu?’ Jeg føler, at han flirter med hende, og det skal være løgn, tænker jeg, og kaster mig så selv ind i kampen.”

Et par dage går, René Fredensborg vipper sin flottere ven af pinden, og et år senere bliver Fredensborg og Shine gift på Filippinerne.

”Vi har det sjovt sammen, og jeg vil hele tiden bruge tid med hende, men hun tror ikke på, at jeg kan lide hende, og det forstår man egentlig godt. Jeg har været der i otte dage, og så vil jeg nærmest giftes. Jeg forcerer virkelig tingene, jeg får sågar en tatovering med hendes Facebook-navn: ’Shine Fu Fu’, og ’Fu Fu’ kan åbenbart betyde ’lort’ på filippinsk, så man kan godt sige, at der står ’skinnende lort’ på min overarm.

Jeg har sidenhen tænkt, om jeg havde fået øje på hende, hvis det ikke havde været for Toke. Hun er sød, har verdens dejligste smil, og er det mest omsorgsfulde menneske, jeg har mødt. Men det er stadigvæk absurd at begynde at flirte med sin egen halvsøster.”

Hvad sagde dine venner til, at du blev gift med Shine?

”Ingen fløj hele vejen ned til brylluppet, lad mig sige det sådan. Nu var jeg nok også vanligt sent ude med invitationerne, men de fleste advarede mig mod det og troede, det var endnu en vild og skør idé. Jeg kan jo ikke rigtig styre forelskelser, forstås.”

Brylluppet kom ikke i stand udelukkende af romantiske grunde, mener René Fredensborg. En længere tur til Danmark via et turistvisum – blot tre måneder efter de havde mødt hinanden – havde medført en graviditet, som Shine først opdagede, da hun kom tilbage til sit hjemland, der er stærkt præget af den katolske religion, hvor abort er ulovligt.

Et ægteskab var derfor nødvendigt for at søge om familiesammenføring i Danmark. Problemet var bare, at René Fredensborg og Shine havde regnet forkert og overskrevet visummet med en håndfuld dage, der betød et tre år langt indrejseforbud til Shine.

Imens havde René Fredensborg lejet et sommerhus i Hornbæk til den kommende familie, fordi stranden mindede ham om Alona Beach, en strand tæt på Don Bjarnos hotel i Filippinerne.

Hvordan så dit liv ud, da du befandt dig der, i et sommerhus i Hornbæk, og var blevet gift med Shine og var blevet far til Lily, jeres datter, som ikke måtte komme ind i landet?

”Vi sad og vinkede til hinanden fra en skærm, mens Lily tyggede i sin sok. Jeg var den eneste faste beboer i sommerhuskvarteret, og jeg lavede radio to gange om ugen og havde tvillingerne hver anden weekend. Resten af tiden var jeg skudt af på det ene, det andet og det tredje. Det var ikke kønt.”

Der skulle en dyr advokat til, før indrejseforbuddet blev ophævet, og Shine kunne tage Lily med under armen og rejse til Danmark og installere sig i Hornbæk.

”Jeg har særbørn, som det hedder på juridisk, hvilket betyder, at jeg har børn fra et tidligere ægteskab i Danmark. Derfor kan den danske stat ikke bestemme, at jeg skal bo på Filippinerne. Jeg har tit sagt til Shine, at alle mine børn var planlagte for at få hende til Danmark. Vi havde aldrig fået lov til at få familiesammenføring, hvis det ikke havde været for dem.”

På trods af at Shine var blevet gift og havde fået et barn sammen med René Fredensborg, tog det hende lang tid at overvinde sin tvivl om, at hun var landet det rette sted.

”Shine har brugt år på at opbygge den kærlighed, hun har til mig nu. I modsætning til europæiske kvinder, der måske tænker, at de da altid kan blive skilt igen, var det en beslutning for livet, da vi skulle giftes, og hun har brugt fire år på at finde ud af, om det var det rigtige. Nu er jeg så underdanig, og jeg har aldrig gået så lidt i byen, som jeg gør nu. Hun vil ikke engang lade mig gå i biografen for at se en film alene med min ven, fordi hun synes, at det er lidt homoerotisk.”

Hvordan adskiller dit forhold til Shine sig fra dine to tidligere ægteskaber?

”Shine sætter mig først på en måde, hvor jeg får lyst til at sætte hende først. Hun forstår det der med, at det, man giver, er det, man får. Uden at hun nogensinde har sat ord på det. Hun har lært mig, at kærligheden ligger mere i handling end ord, eller måske har hun manifesteret det og dermed mindet mig om, hvor jeg før fejlede.

Og så er der en hel masse lærerige kulturforskelle, men vigtigst af dem er, at Shine er katolik og slet ikke har ordet skilsmisse i sin begrebsverden. Hun har truet med at dræbe mig, men hun har vitterligt aldrig truet med at forlade mig.”

Er I lige i jeres forhold?

”Mere end folk tror, og langt mere end jeg troede. Og måske også mere end Shine troede. Heldigvis.”

Hvordan håndterer dine børn dit nye liv?

”Når man møder en ny og tager en romantisk beslutning, så er der en pris, der skal betales. Og det er gået ud over mine andre børn, som jeg virkelig har svigtet. Min datter Sara har aldrig accepteret det, og hun er træt af, at jeg giftede mig med Shine.”

Hvordan har du det med at give det svigt, du selv oplevede, videre til dine børn?

”Den præmis lyder som mine store børn, når de har været mest sure på mig. Jeg er selv oppe i en voksen alder nu, men har stadig ikke modet til at stille det spørgsmål så direkte til min egen far. Jeg skriver en bog om ham i stedet, backstabber ham og kravler for hans fødder på én gang. Så mine børn er bedre end mig, de har lært af svigtet, de udtrykker svigtet.

Og jeg synes sgu egentlig, at de skulle skrive en bog om mine dårlige sider, hvis det kan gøre nogen klogere. Jeg forsøger selv at vende mit svigt til en gave, en indsigt. Jeg prøver i hvert fald, og hvis jeg har det svært, så ryger jeg en pind og tænker på at sende dem de beskeder, jeg af og til faktisk får sendt.”

Taler du stadig med alle dine børn?

”Jeg har mistet forbindelsen ret meget til min ældste datter, Dea. Min fornemmelse er, at hun synes, at det er gået for stærkt med mig og mit liv. Hun havde brug for at tage en pause fra mig, da hun kom op i 20’erne. Sara ser jeg heller ikke så ofte, men vi mødes nogle gange inde i byen til en øl eller kaffe. Jeg tror, at min ældste søn, Emil, synes, at jeg er meget hyggelig. Men jeg har sagt til ham, at der er en forbandelse i den her familie. Vi er nogle sjufter.”

Har du lært noget af de fejl, du har begået over for dine børn?

”Jeg er blevet meget bevidst om, at man let videregiver den form for kærlighed, man selv har fået. Har du fået omsorg, så giver du omsorg, er du blevet svigtet, føler du dig let svigtet og så videre. Jeg har lært at anerkende mine børn cirka 20 år for sent. Heldigvis har jeg stadig fire små af dem. Jeg blev jo ikke selv anerkendt, så jeg troede måske, at anerkendelse var at sige: ‘Hvor er det flot’ til en tegning, men nu forstår jeg, at anerkendelse er at rumme og give plads og lytte og være nærværende. At være på deres ø, ikke min egen. Det lyder banalt, men det er så pissesvært. Selvom jeg tror, jeg forstår det, skal jeg stadig anstrenge mig for at føre det ud i livet.”

Hvor ser du dig selv om 10 år?

”Jeg bor forhåbentlig på Filippinerne i hele vinterhalvåret. Jeg har skrevet en trilogi ved navn ’Far, mor og børn’, der har solgt halvsløjt, men nok til at jeg lige kan leve af det under palmerne. Om sommeren er jeg i Danmark iført Hawaiiskjorte og lever stadig af at skrive sure Ekstra Blads-artikler om alt, der lugter af fremskridt.”

Er der noget, du fortryder?

”At jeg ikke før har kunnet regne alt det, jeg erkender i dag, ud. Men ellers har jeg opgivet at finde mening i alting. Det er jo også meningsløst at fortryde alle mulige ting. ’Past is past,’ som Shine altid siger. Så siger jeg: ’But what did we learn?’ ’Nothing,’ svarer hun. Også dér er hun klogere end mig. Vi gentager vores fortrydelser.”

En SMS lyser op på René Fredensborgs iPhone. Den er fra Shine: ’Don’t forget to load up the train card, pls.’

Vi drikker ud, men Fredensborg bestiller en mere til sig selv.

”Jeg kunne tale videre i fire timer,” siger han.