Foto: Adam Simpson

Sådan føles det at være kleptoman

Hele klassen er nede i parken for at spille rundbold. Da vi kommer tilbage til skolen, hænger vi vores jakker op i gangen foran klasseværelset. Pludselig får jeg øje på en af pigernes vante. Den stikker lidt op af hendes jakke. Jeg kan ikke få blikket væk fra den.

Jeg er nødt til at tage den. De andre er gået ind i klassen, da jeg hurtigt snupper vanten og putter den ned i min taske. Jeg er teenager, men det er ikke sådan, at jeg er specielt interesseret i pigen med vanten. Hun er bare en klassekammerat. Efter timen opdager hun, at vanten er væk. Jeg engagerer mig stærkt i eftersøgningen og er meget forarget ved tanken om, at nogen måske har taget den.

”Det er simpelthen for dårligt,” siger jeg.

LÆS OGSÅ: "Under de stille passager i filmen kunne min sidemand høre mit mekaniske hjerte. I den slags situationer var jeg meget bevidst om, at jeg blev holdt kunstigt i live"

På vejen hjem fra skole er jeg tynget af skam. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg har stjålet vanten, og jeg har det virkelig dårligt over det. Men jeg tør heller ikke blive opdaget. Jeg tager vanten op af tasken og smider den fra mig.

Det er min første oplevelse som kleptoman, men dengang forstod jeg ikke, hvad der var galt. Jeg var en sød dreng med meget kærlige forældre, og på mange måder havde jeg en super privilegeret opvækst.

Jeg begynder at stjæle flere ting: en lommeregner, en blyant, en cd. Det har slet ikke nogen betydning, hvad jeg stjæler, og jeg skal ikke bruge tingene til noget. Ofte smider jeg tingene væk eller lægger dem tilbage. Som årene går, stjæler jeg mere og mere. Det starter altid med, at jeg føler ubehag i kroppen. Der findes ikke ord for den følelse, men hjertet slår, og det sitrer helt ud i tåspidserne, en meget intens form for stress.

Jeg begynder at fokusere på blyanten, som jeg bare må stjæle, og i det øjeblik får jeg nærmest tunnelsyn og er tabt for omverdenen. I tankerne planlægger jeg, hvordan jeg stjæler blyanten, og allerede den proces giver mig en form for ro. Ligesom når man opgiver sit rygestop og går ud for at købe cigaretter. På vejen ned i kiosken er man næsten lykkelig, for nu ved man, at man får præcis det, som man vil have. Man har givet sig selv lov, og nu er det bare et spørgsmål om tid.

LÆS OGSÅ: "Jeg lagde øret til hans mund og lyttede. Ingenting. Det var slut. Skikkelsen i sengen var ikke længere min far, men en krop, der langsomt blev stiv og bleg"

Sådan føles det også med blyanten, jeg er på vej til at stjæle. Når jeg endelig får fat i den og ubemærket putter den ned i min lomme, får jeg en kæmpe forløsning, en strøm af ro skyller igennem kroppen. Min stress er forsvundet, og jeg kan tænke klart igen.

Men nu kommer skammen. Jeg føler mig som et dårligt menneske. Jeg er anderledes. Jeg gør ting i det skjulte, som er forbudt, og den opfattelse har præget mig negativt fra teenageårene og helt frem til i dag. Mine omgivelser kender mig som en rar og dygtig fyr.

Jeg arbejder som selvstændig og har succes. Jeg interesserer mig for menneskerettigheder, miljø og ligestilling, men dybt inde bærer jeg på en hemmelighed om mig selv, og det har været forfærdeligt, for det er gået ud over mit selvværd og min evne til at knytte nære bånd til kærester og venner.

Jeg føler, at jeg narrer dem. De tror, at jeg er en god fyr, men det er jeg jo ikke, for jeg stjæler, og jeg kan ikke styre det. Den oplevelse gør dobbelt ondt, for når jeg føler, at mine venner og kærester ikke kender mit sande jeg, bliver relationerne heller ikke så værdifulde for mig, og så bliver det lettere for mig at kassere mennesker, der ellers er tæt på mig.

Straffen er hård.. Hvis man bliver opdaget
Jeg har stjålet et par gange om måneden i mere end 10 år, nogle gange oftere, alt efter mit stress-niveau. Engang stod jeg i en boghandel et sted i Mellemøsten. Pludselig sprang uroen frem i kroppen. Jeg begynder at fokusere på en bog, en bog, jeg bare må stjæle. Samtidig er jeg klar over, at Mellemøsten er et meget, meget dårligt sted at stjæle, for straffen er hård, hvis man bliver opdaget.

LÆS OGSÅ: "Jeg har altid været i opposition til kvinder, måske fordi jeg tilhører en generation, der nærmest skulle deponere deres pik og iklæde sig kjortel, langt hår og smykker"

Det lykkes mig til sidst at komme ud af boghandlen uden at stjæle bogen, men det betyder, at jeg ikke har fået min forløsning, og i de næste timer har jeg det dårligt.

Tilbage på hotelværelset har en af mine venner skrevet et postkort. Det ligger på bordet. I et ubemærket øjeblik stjæler jeg postkortet, og endelig kan jeg igen mærke roen skylle ind over mig. Jeg har fået mit release.

På den måde kan det være ret kompliceret at få forløsningen. En anden gang stjal jeg en nøgle fra en sovende mand for at låse mig ind i et tilstødende værelse, smutte igennem en branddør og ind i et andet rum, hvor der lå en saks, som jeg var nødt til at tage. Jeg gik tilbage igennem dørene og lagde nøglen på plads, men gemte saksen.

Jeg er aldrig blevet opdaget, og jeg har heller aldrig haft en plan for, hvad jeg ville sige, hvis jeg blev opdaget. Jeg tror bare, at jeg ville komme med en lang bortforklaring. Men for to år siden tog mine forældre fat i mig og sagde, at jeg burde søge hjælp. De nævnte ikke ordet kleptomani, men jeg kunne mærke, at de havde på fornemmelsen, at der var noget, jeg ikke kunne styre.

På det tidspunkt havde jeg resigneret i forhold til min trang. I mange år havde jeg forgæves sagt til mig selv, at jeg bare skulle tage mig sammen og holde op med at stjæle. Men når trangen meldte sig, kunne jeg alligevel ikke holde igen. Jeg var ulykkelig over det.

Efter et halvt år i behandling begyndte det at hjælpe, og nu er det halvandet år siden, at jeg har taget noget. Min behandler og jeg er ikke kommet frem til en egentlig årsag, og måske findes den ikke. Men vi har stor succes med at stoppe min kleptomani. Det handler om at forstå de praktiske aspekter af, hvad der foregår i mig, når trangen pludselig opstår. Vi kortlægger rækkefølgen af forløbet op til, at jeg ender med at stjæle.

Det betyder, at jeg nu ved, når følelsen er på vej, og jeg har derfor fået et vindue, hvor jeg kan slippe væk. Det kan ske helt fysisk ved at fjerne mig fra de omgivelser, der udløser trangen, eller indgå en ganske bestemt dialog med mig selv. Jeg vil nok altid være kleptoman, men nu har jeg fået værktøjer, så jeg undgår at stjæle, og i dag opnår jeg også stor tilfredsstillelse – netop ved at undgå det. Det har virkelig været en stor lettelse for mig, men det er stadig en kamp at holde sig på den rigtige side.

Jeg synes, at det er vigtigt, at folk får mere viden om kleptomani, for det er en sygdom på linje med depression, og hvis vi taler åbent om det, er sygdommen nemmere at håndtere. Det handler ikke om, at jeg egentlig ønsker at stjæle fra folk og udøve skade. Det er en forstyrrelse i sindet.

LÆS OGSÅ: Magnus Millang: "Mens min kæreste fødte, fik jeg en ankelskade. Der kom aldrig et godt tidspunkt at spørge efter noget smertestillende" 

LÆS OGSÅ: Synagogevagtens far: "Jeg har været drevet af hævn og har tænkt på drab. Heldigvis har min søn inspireret mig til at gå den anden vej, så jeg hævner mig med godhed" 

LÆS OGSÅ: Daniel Agger: ”Jeg blev nødt til at komme væk, for ellers ville jeg sprænge i luften. Jeg befandt mig i det røde felt"

Se, hvad vi ellers skriver om: Sådan føles det og Psykologi