Jesper Wung-Sung skriver 364 dage om året: ”Jeg kommer frem til tingene via hårdt arbejde”

JEG STÅR OP KLOKKEN 06.25, når min kone vågner. Som det første går jeg ud i haven og får to minutters frisk luft. Bagefter laver jeg en kop kaffe, tager den med ind på mit arbejdsværelse og tænder for en rød lampe, der signalerer, at jeg ikke må forstyrres. Klokken 06.45 går jeg i gang med at skrive. 

HELE FORMIDDAGEN SKRIVER jeg. Jeg taler hverken med min kone eller vores hjemmeboende barn. Det gjorde jeg selvfølgelig, da vores børn var små. Der tog jeg min tørn. Men det har jeg ikke gjort de sidste mange år, og det sætter jeg virkelig pris på. 

VIRKELIGHEDEN HAR DET med at gribe utroligt forstyrrende ind i fiktionen. Derfor snakker jeg ikke med nogen før sen eftermiddag, og jeg kunne ikke drømme om at kigge på min telefon eller tjekke mine mails. Hvis verden går under, ved jeg det først klokken 11. 

Derefter har jeg brug for fysisk at afreagere. Jeg træner en time i mit motionsrum, hvor jeg har løbebånd, ro- maskine og håndvægte. Og så forholder jeg mig til den virkelige verden: går i bad, spiser frokost og svarer på mails – og læser. 

Typisk læser jeg to bøger ad gangen: En ny og en, jeg har læst før. At læse er en stor del af at være forfatter. Klokken 15 skriver jeg videre i to timer, indtil jeg stopper helt. 

DET ER SVÆRT at vide, hvornår man forstyrrer en forfatter alvorligt. Der er stor forskel på, om jeg skriver på en roman, svarer på mails eller læser. Den lille røde lampe tænder jeg kun i de timer, jeg skriver på en bog. Ligesom når man optager i et lydstudie. 

OVERORDNET SET BLIVER der taget mange hensyn til mine arbejdsvilkår. Min kone og jeg har sagt nej til nogle skønne boliger, fordi jeg ikke har kunnet se, hvor jeg skulle arbejde. 

Stedet, vi bor nu, valgte vi, fordi det havde en eksisterende sidefløj med et stort arbejdsværelse og separat adgang til bad og toilet. Så da børnene var små, kunne de løbe rundt og skrige inde i stuen, uden at jeg kunne høre dem. 

ENGANG BESØGTE JEG Hemingways gamle hus i Key West. Han havde en gangbro, der forbandt bygningen med hans skrivehus, men den blev ved med at gå i stykker i de voldsomme storme, der hærger i området. 

Vejret er lidt mildere i Danmark, så jeg blev inspireret til at lave en gangbro i vores sommerhus mellem mit skriveværelse og hovedhuset. Når jeg går over broen, transformerer jeg mig fra den private Jesper til forfatteren Jesper Wung-Sung.

DET VIGTIGSTE VED mit arbejdsværelse, om det er i sommerhuset eller privaten, er, at det er et rum, ingen andre har adgang til. Og så skal der være plads til mine bøger. Jeg har 26 reoler med flere tusinde bøger. 

I EN AF MINE REOLER har jeg 30 ringbind, der indeholder mine 30 bedste idéer til bøger. Får jeg en ny del-idé, fx til personer eller dialog, skriver jeg den ned på et ni gange ni centimeter hvidt papir og putter den i ringbindet. Hver gang, jeg gør det, rykker ringbindet en plads frem i køen. Ligesom et hestevæddeløb. 

De ringbind, der står øverst til venstre, er der størst sandsynlighed for bliver til noget. Nogle af dem har jeg haft med mig i 10 år. Når jeg går i gang med en ny bog, tager jeg ringbindet ned og lægger idéerne ud på ét af skrivebordene. Jeg har tre: ét til idéerne, ét til de bøger, jeg læser, og ét, jeg skriver ved. 

’SANDØS ROSE’ ER én af de idéer, jeg har haft i mange år. Den er baseret på en af de største og mest læste bøger i Danmark, ’Løgneren’ af Martin A. Hansen. Den strækker sig over de samme dage, men jeg genfortæller historien fra bipersonen Annemaris synsvinkel. 

SKAL JEG PEGE på de tre bedste kvindeskikkelser i dansk litteratur, er Annemari én af dem. De to andre er: Jakobe fra Henrik Pontoppidans ’Lykke-Per’ og Marie Grubbe fra J.P. Jacobsens ’Fru Marie Grubbe’. Der er ikke mange portrætter af kvinder, der både er smukke og kloge. Annemari er begge dele, men modsat de to andre er hendes historie ikke fuldt udfoldet, så det har jeg haft lyst til. 

I DAG HAR jeg oparbejdet en koncentration og evne til at gå ind og ud af det kreative rum, hvor jeg skriver bedst. Da jeg var en yngre, ny forfatter, skulle der utroligt lidt til at forstyrre mig, og jeg kunne ikke skrive særligt mange steder. I dag skriver jeg også, når vi er ude at rejse. Mit blik flakker altid rundt efter steder, jeg kan skrive, når vi tjekker ind på et hotel.

ALLE DAGE, ÅRET rundt, skriver jeg. Eller nej, 364 dage. Der er en årlig to-dages byfest i Svendborg, som jeg altid er med til. På andendagen, skriver jeg ikke. Men litteratur er ikke en hobby, det er en besættelse og et behov. Og så betragter jeg ikke mig selv som et større talent. Jeg kommer frem til tingene via hårdt arbejde. Ligesom de fodboldspillere, der øver hjørnespark, når de andre er i bad og på vej hjem. 

ALLEREDE, DA JEG skrev nogle af novellerne i min debut, ’To ryk og en aflevering’, kunne jeg se, at jeg havde knækket koden til kunsten at skrive. Og nu kan jeg se, at 30 års rimeligt seriøst arbejde betyder, at jeg er i stand til at skrive den type bog, som ’Sandøs rose’ er. 

Det er det tætteste, jeg kommer på en fuldgyldig roman. Ikke fuldendt, det lyder, som om jeg synes, det er et mesterværk, men fuldgyldig, hvor alt hænger sammen og har det afrundede univers, jeg selv sætter højest. 

Uddrag fra ’Sandøs rose’

’Den forbandede tåge. Det er som at løbe spidsrod gennem våde lagener. Flere steder er jorden så blød at jeg synker i, som vil den trække mig ned, udså mig. Det drypper fra tage og træer, dråber som glasblommer. Øen er et fængsel, her må alle de syge og gale bo, sådan tænker jeg af og til, og når jeg har tænkt tanken, kan jeg ikke lade være med at spekulere over, om det er mig der er ved at blive gal. Man kunne gå grassat i denne tåge uden at nogen ville opdage det!

Så klinger et råb, giver et gib i mig. Et til, derefter latter. Lyden af børneråb rammer mig nede fra stranden, jeg tænker på Tom. Jeg tænker altid på Tom. Hans far er anderledes, uagtet han selv har været ved at miste livet, han vil lære ham om havet, jeg forsøger at holde drengen væk; noget af en opgave når man bor på en lille ø. Hvis ikke tågen hang som et beskidt gardin, ville man kunne se vand i en eller anden retning. Ligger der og lokker.

Jeg overvejer om jeg burde søge ned for at se til børnene, men lader latteren lede mig tilbage på sporet.

Jo mindre man kan se, desto mere kan man bilde sig ind. Sådan forholder det sig vel med så meget, i hvert fald er luften lun, så fedfedtet af væde, at man forvandles til en våd sæl, ligegyldigt hvor meget man har stadset sig op, og det er fredag den 13. marts.’