To af de senere års største sneakersucceser mødes, når adidas i det nye år lancerer deres ikoniske Stan Smith med en ny sål, der inkorporerer den tyske sportsgigants innovative Boost-teknologi.

Den ekstremt lette sål, der giver ekstra affjedring og komfort kendes i forvejen fra populære modeller som Ultra Boost og den måske mest populære sneaker i år, NMD.

Stan Smith er uden tvivl adidas' største succes i nyere tid, og siden den populære tennissko blev relanceret i starten af 2014, har den domineret gadebilledet og er udkommet i så mange forskellige versioner, materialer og farver, at det efterhånden er umuligt at holde styr på.

Det er dog første gang, at adidas rent faktisk udvikler modellen i en ny retning og introducerer moderne teknologi til en sko, der mere eller mindre har lignet sig selv, siden den udkom første gang i 1971.

Ifølge den tyske mode- og livsstilsblog Highsnobiety forventes også adidas' Superstar-model at få en Boost-overhaling, men der er endnu ikke sluppet nogen billeder ud, der viser, hvordan sådan en kombination kan komme til at se ud.

Den nye Stan Smith med Boost-sål lander hos forhandlerne i februar 2017.