Den blev ikke helt så god som Manchester City drømte om. Alligevel blev den helt OK. Sæsonen altså. Glemt er det, at man røg ud af Champions League, nu gælder det om at fokusere på årets engelske mesterskab, der allerede er i hus, det første siden 2014.

I den anledning har City fået produceret en særlig trøje, som spillerne skal bære under opvarmningen, inden de på søndag spiller mod West Ham, og som fans af klubben kan have på, så tosset de vil.

Skærfet over brystet forener farverne fra holdets ude- og hjemmebanetrøjer og er samtidig en reference til en historisk udebanetrøje, som City brugte i 1970’erne. Den gang var striberne røde og svenskblå. Siden har diagonalstriberne været tilbage i sort og rød version på sæsonen 2009/10’s tredje trøje.

Grunden til, at det æstetisk set behagelige skærf-motiv er en relativt sjælden gæst på fodboldspilleres bryst, kan være, at det nogle gange støder sammen med sponsornavne på en måde, der gør dem vanskelige at afkode.

I dette tilfælde har Nikes designere løst problemet ved at give ordet Cityzens (tilnavnet for betalende Manchester City-medlemmer) en diskret hvid ramme.

Trøjen kommer i handelen fra 30. april og kan forudbestilles her

LÆS OGSÅ: Vild med velour? Supreme og Lacoste hylder 90’erne i nyt collab

LÆS OGSÅ: 12 eksempler: Sådan skal dine shorts se ud til sommer

LÆS OGSÅ: Nettet elsker Nigerias nye trøjer