”Jeg begyndte at spille tennis under corona. Lockdown var lige startet, og jeg sad og kedede mig derhjemme, og så faldt jeg i et YouTube-hul med Andre Agassi-videoer. Da jeg var lille, gik jeg meget op i fodbold, og jeg kunne fx Manchester Uniteds andethold udenad. Lidt senere begyndte jeg at skate, og så skulle jeg vide alt om det. Med tennis oplevede jeg den samme form for besættelse. Jeg meldte mig ind i klubben B93, skrev til nogle venner, at de skulle gøre det samme, og så købte jeg en ketcher og nogle bolde på nettet. Det var en helt ny verden, der pludseligt åbnede sig for mig med historier og kultur en masse, og det var ret vildt at få den samme følelse, som da jeg var 10 år gammel og blev forelsket i skateboarding for første gang.”
”Da jeg skulle købe udstyr til mit nye liv som engageret amatørtennisspiller, begyndte jeg at kigge på, hvad der var af muligheder på tøjfronten. Det viste sig, at man enten kun kunne købe high perfomance sportsbrands, ellers kunne man gå den nostalgiske vej og købe fra de gamle tennismærker. Men der var intet, som jeg kunne identificere mig med, og hvor jeg kunne genkende de ting, som jeg selv kan lide, i. Tennis er liret, det er en stilet sport. En æstetisk guldmine. Jeg fik lyst til at arbejde med den på en anden måde, end der er set før, og der er et kæmpe potentiale for at skabe noget sindssygt fedt i det rum, hvor vi opererer i lige nu.”
scroll-down
