Man kunne jo have gemt sit striktøj, sit overtøj og sine kraftige sko væk på loftet i lufttætte beholdere og armeret med mølkugler, lavendelposer og anden insektbekæmpelse.
Så ville det have været lige til at hive ned nu, hvor garderobeskabet savner genstande af en vis drøjde.
Men hvem gider gå i tøj fra sidste år – eller, gisp – året forinden?
Undskyld mig, men hvis det her var for enhver, kunne alle jo gøre det. Det er jo det, det at være cykelrytter handler om. At blive ved, selvom man tror, man ikke kan.
