Bologna. Har man sat fødderne i denne italienske perle, bliver det hurtigt indlysende, hvorfor byen har fået tilnavne som ‘den lærde’, La Dotta, og ‘den fede’, La Grassa.
Bologna er hjem for Europas ældste universitet og overalt finder man gastronomi, som kun en italiensk mamma kan lave den. Gastronomi, der blandt andet gav verden pasta ragú, der i dag bedre kendes under navnet spaghetti bolognese. Men Bologna har ageret vugge for endnu et klenodie: Automobili Lamborghini.
I dag huser hovedkontoret sammen med fabrikken, der ligger små 30 kilometer nord for Bologna i Sant’Agata Bolognese, lige under 1.000 medarbejdere. De har i mere end 50 år produceret nogle af verdens mest eftertragtede sportsvogne, der ikke er til at få fingre i for mindre end et par mio. danske kroner. Men historien starter allerede et halvt århundrede tidligere.
Den 28. april 1916 blev Ferruccio Lamborghini født i byen Cento nord for Bologna. Søn af fattige vinbønder, men med en tidlig interesse for mekanik. Snart var unge Ferruccio mere interesseret i udstyret til vinproduktion end i selve produktionen.
Efter Anden Verdenskrig begyndte han at samle traktorer fra krigens efterladenskaber. En forretning, der skulle vise sig at gøre ham til en velhavende mand. 
Illustration af Frederik Lind Laurenborg
Nogle af pengene kastede han efter biler. Fiat Topolino’en, der var Ferruccios første bil, blev skiftet ud med talrige Alfa Romeo’er, Jaguar’er, Lancia’er, Maserati’er og Ferrari’er for at nævne blot et par stykker. Ejerskabet over sidstnævnte bil skulle blive startskuddet på en evig italiensk rivalisering.
Historien beretter om en utilfreds Ferruccio Lamborghini, der efter flere problemer med koblingen i sin Ferrari henvendte sig hos virksomhedens fabrik. Her blev han affejet af en anden passioneret mekaniker og på det tidspunkt yderst respekteret herre - Enzo Ferrari - der mente, at Hr. Lamborghini ikke forstod sig på andet end traktorer.
LÆS OGSÅ: Moderedaktørens 11 drømmebiler
Ferruccio lod ikke den kommentar gå ubemærket hen. Han tog tilbage til sin traktorfabrik og indledte snart et projekt, hvis mission var at skabe fejlfrie, hurtige sportsvogne.
Ferruccio Lamborghini gik ikke ind til projektet med en ufravigelig bitterhed. Han respekterede Enzo Ferrari, hvis biler var “de bedste, jeg har kørt, efter min Mercedes 300 SL”, som Ferruccio selv har udtrykt.
Deres interesser var vidt forskellige. Enzo Ferraris store passion var ræs, og hans produktionsbiler havde kun det ene formål, at finansiere denne hobby; Ferruccio Lamborghini havde ingen interesse i ræs, men snarere i mekanik og anvendelighed.
Historien skrev sig selv derfra. I dag beskriver norditalienerne Ferrari fra Modena og Lamborghini fra Sant’Agata som fætre, der kun adskilles af Fiume Panaro-floden. Så lad os kaste et blik på bilerne, der har gjort Lamborghini til, hvad virksomheden er i dag.
1964: Lamborghini 350 GT
I 1963 blev Automobili Ferruccio Lamborghini født. Blandt andre blev designer Franco Scaglione hevet ind, og hans opgave fra Ferruccio Lamborghini var klar: “Jeg vil have en italiensk udgave af Jaguars E-type.”
Senere på året, på rekordtid, præsenterede Ferruccio og hans hold af designere og mekanikere deres 350 GTV. En prototype, der senere skulle blive til Lamborghinis første produktionsbil. 350 GT var klar til produktion året efter i 1964, og endte med at sælge 120 eksemplarer.
1966: Lamborghini Miura
Imens 350 GT var Lamborghinis første bil i produktion, var det en anden bil, der fik bilentusiaster til at tage Lamborghini seriøst som bilproducent. Den kom i 1966 og fik af Ferruccio, der var tyrefægtning-entusiast, navnet ‘Miura’.
Miura er en spansk tyreslægt, der af tyrefægtere var - og stadig er - kendt for at være særligt vanskelige at nedkæmpe grundet deres abnormt høje temperament og, endnu vigtigere, deres udspekulerethed.
LÆS OGSÅ: Test af BMW's sjette generation ministerbil: "Lækker indeni og magtfuld arrogant udvendigt"
Lamborghini Miura var ikke bare Ferruccios adgangsbillet til evig hæder. Den siges, at være verdens første superbil. Dens tilblivelse skyldes først og fremmest to unge og ambitiøse ingeniører, Gian Paolo Dallara og Paolo Stanzini. Da de præsenterede prototypen til Ferruccio, var han straks forelsket. Men i modsætningen til historiens reelle udspil, troede han ikke, at nogen ville være interesseret i at købe den.
Miura’en blev i første omgang præsenteret for markedsføring, indtil responsen var så overvældende positiv, at Marcello Gandini fik til opgave at forvandle prototypen til en gadelovlig superbil. Miura’en, som vi kender den i dag, var født, og var for sin tid verdens hurtigste produktionsbil med en tophastighed på 280 kilometer i timen.
Bilen blev ligeledes årsag til, at Ferruccio Lamborghini og Enzo Ferrari ikke længere var på talefod. Rivaliseringen var blevet alvor, og ingen af de to herrer ønskede at trække sig.
1968: Lamborghini Espada
I en tid, hvor Ferruccio Lamborghini fra den ene dag til den anden havde opnået enorm succes, og hvor designer Marcello Gandinis kreativitet for alvor toppede, så de to nu ud ud til at eksperimentere med nye former for biler. En af dem var Espada.
Den udstråler muligvis ikke typisk Lamborghini-skønhed, men den var ikke desto mindre revolutionerende for sin tid. Den besad en 4.0 liters V12-motor, der ydede 325 hestekræfter, og nåede 100 kilometer i timen på 6,5 sekund. Imponerende for sin tid. Espada var populær nok til at opleve en produktion, der varede 10 år, hvilket er utroligt for en bil, der levede under Ferruccio Lamborghinis vision om at skabe nye modeller hvert år.
Bilen blev i sin levetid produceret i 1.226 eksemplarer.
1970: Lamborghini Jarama
Lamborghini Jarama var hverken en publikums- eller køber-favorit. Så hvorfor fortjener den en plads på en liste over tidens mest ikoniske Lamborghini’er? Fordi den simpelthen var Ferruccio Lamborghinis egen favorit.
Ferruccio elskede Jarama for at være “den perfekte blanding mellem en ekstrovert Miura og en praktisk, stilfuld Espada”.
Filippo Perini, nuværende chefdesigner hos Lamborghini, har udtalt, at han og hans kolleger ikke tænker på kunden, når de designer biler. De skaber drømme, de bryder grænser, og de har ingen rammer at holde sig indenfor. Lamborghini handler om én mands drømme og visioner, og hans favoritbil må derfor betragtes som en stolt del af Lamborghini-slægten.
1974: Lamborghini Countach
I begyndelsen af halvfjerdserne var Ferruccios superbilseventyr slut. Økonomiske problemer tvang ham til at sælge sin aktiver fra, og han trak sig tilbage på en gård i Umbrien, hvor han i stedet gav sig til at producere vin.
Den første bil under ny ledelse fik navnet Countach, efter en journalist havde udbrudt “countach!”, der betyder noget lignende “holy s***!”, første gang han fik øje på den. Countach’en var faktisk også en af de første Lamborghini’er efter Miura’en til ikke at tage navn efter en tyre-slægt. Og netop Miura’en måtte nu vige tronen til ‘the new kid’. En ny æra var indtruffet.
Navnet var langt fra det mest specielle ved denne superbil - den højtråbende og hidtil usete udseende og dens fart var derimod nok til at sikre den en levetid på hele 16 år. Den var, da den først kom frem, verdens hurtigste gadebil med en tophastighed på over 300 kilometer i timen.
Naturligvis var den også, som en vaskeægte superbil, særdeles upraktisk. Som motorjournalist, David E. Davis, fortalte 60 Minutes i slutningen af 80’erne: “Der er ingen bagageplads overhovedet. Og den, der er, er utroligt varm. Ikke et sted, man fragter chokolade.” Alligevel mente han ikke, at prisen på 120.000 dollar var urimelig.
LÆS OGSÅ: 5 danskere der skulle have været i Formel 1
Men helt igennem upraktisk var den heller ikke. Countach var den første bil i produktion til at have de senere ikoniske saksedøre, der åbnes vertikalt. Så skulle eventuelle problemer med at komme ud af bilen ved snævre parkeringer være så godt som løst. En tidligere prototype af Lamborghini Marzal havde allerede leget med idéen om den slags døre, men Countach tager æren for den senere udbredelse.
1986: Lamborghini LM002
Lamborghini kom i firserne på noget, der vel godt kan kaldes afveje. En urolig og fejlslagen ledelsesstruktur havde resulteret i et salg af virksomheden til amerikanske Chrysler, og det gav plads til, at dette monstrum så dagens lys.
Lamborghini LM002, også kaldet ‘The Rambo Lambo’, bygger på en platform fra ‘Cheetah’ fra 1980, som var tiltænkt militært brug. Selvom TIME Magazine har kåret bilen som en af bilhistoriens 50 værste skabninger, blev den et hit i Mellemøsten. Muammar Gaddafi og Uday Hussein, søn af Saddam Hussein, ejede begge en, ligesom at den saudiarabiske hær købte 40 stykker af en samlet produktion på lige over 300.
Motoren stammer fra en Countach og yder 455 hestekræfter. Men det til trods, er der ikke skrevet mange italienske operaer om LM002’eren. Heller ikke selvom Jay Leno påstår, at den lyder som netop sådan en.
Bilen, trucken, tanken - vælg selv - fortjener en plads på listen for at provokere i en tid med oliekriser og grønt oprør, men endnu vigtigere fortjener den en plads på listen for at turde. Nok ligner den ikke en superbil, men dens attitude er på mange måder i Lamborghinis ånd.
1990: Lamborghini Diablo
Fortsat under Chrysler-ledelse var det tid til at finde en afløser for Countach, der havde været i produktion længe… for længe vil flere entusiaster nok mene. Løsningen var Diablo.
Den var nok mere praktisk end sin forgænger, men visuelt ikke lige så banebrydende. Det kunne farten dog kompensere for. Diablo var den første bil i produktion til at nå over de magiske 200 mil i timen, hvilket svarer til 320 kilometer i timen.
Bilen er designet af Luigi Marmiroli, og selvom den ikke var Lamborghinis eneste kreation i 90’erne, så er den alligevel den eneste, som formåede at vinde fodfæste på et intensiveret marked. Et marked, der i Diablo’s 11 år lange levetid bød velkommen til flere nye magikere inden for superbiler: Pagani fra 1992, og samme år McLarens F1, som skulle vise sig at blive 90'ernes helt store omdrejningspunkt.
Diablo var derudover den sidste bil på vores liste, Ferruccio Lamborghini fik lov til at se rulle ud fra fabrikken, han havde bygget 30 år tidligere. Han døde af et hjertestop i 1993.
2001: Lamborghini Murciélago
Diablo takkede af i 2001, hvor dens arvtager stod klar til at bringe slægten, der startede ved Miura, videre. Murciélago var den første bil til at blive produceret under Volkswagen-ledelsen, der overtog ejerskabet i 1998. Det var begyndelsen på et mere stabilt liv for Automobili Lamborghini, men måske også et velkommen til tysk, klinisk renlighed, der hidtil lige så godt kunne have været en anden planet i Lamborghinis univers.
LÆS OGSÅ: Christian er på jagt efter en retrobil: ”Sådan en der gør en glad når man står op om morgenen”
Murciélago betyder rigtigt nok ‘flagermus’ på spansk, men bilens navn stammer, ligesom langt de fleste af dens forgængere, fra tyreslægte. Den er designet af belgiske Luc Donkerwolke, der tidligere havde ført an hos Bentley og Audi.
Den blev født med en 6.2 liters V12-motor, mens mange af os nok mere identificerer Murciélago med den 6.5 liters V12’er, den senere skulle få under bagsmækken.
2003: Lamborghini Gallardo
Den første “budgetbil” fra Lamborghini blev præsenteret i 1973 under navnet Urraco. Den blev typisk sammenlignet med en Ferrari Dino, og var designet af Marcello Gandini.
Men den “budgetbil” (det gør næsten ondt at skrive det), vi har valgt at fremhæve, blev født i 2003, og går under navnet Gallardo - udtal det med ‘J’, som italienerne gør det.
Vi fremhæver den som essentiel for Lamborghinis historie af to simple årsager: Den er Lamborghini-smuk, og den har været en vigtig brik i Lamborghinis overlevelse. Med mere end 14.000 solgte eksemplarer er denne ‘ragazzo’, om man vil, i overordentlig grad ansvarlig for at Lamborghini, der flere gange havde været truet og ramt af konkurser, igen fik skabt en økonomisk stabil grobund.
Gallardo er med sin V10-motor den eneste bil på vores liste, der ikke gemmer på en V12’er under bagsmækken.
2011: Lamborghini Aventador
I dag kan det virke fristende at erklære enhver bil, der ruller ud fra Lamborghinis fabrikker i Norditalien, for en nyfødt klassiker. Som chefdesigner, Filippo Perini, simpelt udtrykker det: “Enhver Lamborghini bliver øjeblikkeligt et designikon.”
Lamborghini Reventon eller Sesto Elemento kunne være kvalificerede bud på biler, der fortjener en plads på denne liste. Men de er med priser på henholdsvis 10 og 20 mio. danske kroner ganske enkelt for dyre til, at nogen reelt kan leve sig ind i drømmen om at eje en.
Den nyeste Lamborghini på listen hedder derfor Aventador. Præsenteret som Murciélagos efterfølger i 2011 og usandsynligt proportional - design inspireret fra jagerfly og insekter - eksklusiv og fartpotent med en tophastighed på 350 kilometer i timen. Som en sidenote kan det fortælles, at der kræves over 200 arbejdstimer alene for at male en enkelt Aventador.
Det leder os til spørgsmålet: Er Aventador sikret en plads side om side med sine 40, 30, 20 og 10 år ældre storebrødre i historiebøgerne? Det er nok for tidligt at spå om. Men det virker umiddelbart tåbeligt at gætte på andet end… ja, naturligvis.
