Donald Trump

Amerikanske psykolog og psykiatere mener, at Trump er mentalt ustabil

Er Trump virkelig syg?

Donald Trump lyver i snit fem gange om dagen. Amerikanske psykologer og psykiatere ser det som et af flere symptomer på, at USA’s præsident er en psykisk syg og farlig mand, og de opfordrer Kongressen til at afsætte ham. Men er Trump virkelig gal – eller er han bare virkelig ofte galt på den?   Karl Erik Stougaard tjekker ind på et psykiatrisk hospital i Baltimore for at komme nærmere på den sjældne diagnose, der er stillet for Trump.

Psykolog john gartner ruller sin kontorstol hen til reolen og fisker en tyk, blå fagbog frem. Han slår op på side 669:

”Her ser du den officielle, kliniske definition på en narcissistisk personlighedsforstyrrelse. Personen føler sig klogere og smartere end andre, han udnytter mennesker omkring sig, og han higer voldsomt efter andres beundring. Lyder det bekendt?”

Gartner bladrer lidt tilbage i bogen og slår ned på side 659, hvor han har streget flere sætninger under med kuglepen.

”Her,” siger han og peger: ”en person, der lider af antisocial personlighedsforstyrrelse, er ligeglad med andres følelser og rettigheder og lyver om alting. Lyder det bekendt?”

Flere sider bliver vendt. Nu er vi på side 649, overskriften er ’Paranoid Personality Disorder’:

”En paranoid person mistror andre uden grund og ser fjender over alt. Lyder det bekendt?”

Psykologen lukker bogen og kigger ud af vinduet.

Det er en lun efterårsdag, solen skinner fra en blå himmel, og luften står næsten stille udenfor i haven, der omgiver den psykiatriske afdeling på Sheppard Pratt Hospital i Baltimore. Patienter går til og fra afdelingen. Nogle kan gå selv. Andre er tydeligvis syge, de rokker frem og tilbage i kørestole eller bliver ledt langsomt hen ad de flisebelagte stier gennem haven med en sygeplejer eller et familiemedlem under armen.

John Gartner vender blikket tilbage og banker med en finger på bogen. Så siger han: 

”Når du tager de tre personlighedsforstyrrelser i sammenhæng – når du er diagnosticeret narcissist, antisocial og paranoid – og lægger sadisme oven i, altså nydelsen ved at skade andre verbalt eller endda fysisk, så har du definitionen på det, vi kalder for ’ondartet narcissisme’. Det er en uhyre sjælden kombination, som vi har set ved historiske storforbrydere som Hitler, Stalin og Pol Pot. Nu er vi vidner til det igen.”

Donald Trump blev indsat som USA’s 45. præsident 20. januar 2017. Stående på de hvide trapper foran den amerikanske kongresbygning i Washington talte Trump om et ruineret og kollapset Amerika, som han nu ene mand ville genrejse.

Ude på den kilometerlange plads, som udgør regeringsbyens centrale park, var der op mod en million tilskuere. Dagen efter påstod Trump, at mængden var større, tilsammen mindst halvanden million mennesker, og langt flere mennesker var kommet for at se hans indsættelse, end der var kommet for at se Obamas. Luftfotos viste, at han tog fejl, men i stedet for at trække på skuldrene, truede han parkchefen med fyring, fordi han havde offentliggjort ’manipulerede’ fotos, og han kritiserede medierne, som havde bragt billederne, for at bringe fake news. Medierne måtte lære, lød det fra hans stab, at der nu også gjaldt en ’alternativ virkelighed’, som var lige så rigtig som den egentlige virkelighed.

I dag, et år senere, er det ikke længere noget særsyn at opleve den amerikanske præsident udlægge virkeligheden anderledes, end de fleste andre ser den. Det er hverdag. Washington Post faktatjekker alle udsagn fra præsidenten, og efter hans første 298 dage i Det Hvide Hus var de nået op på 1.628 dokumenterede løgne og fejlbehæftede udtalelser. Det er i snit over fem om dagen.

Trump lyver, og han rager uklar med nærmest alt og alle. Hans regering og centraladministration er i konstant kriseberedskab, han har fyret eller mistet flere rådgivere og ministre, og han er i ordkrig med sin justitsminister og med sin udenrigsminister, som på et regeringsmøde skulle have kaldt sin chef for en ’moron’, en sinke.

Trump er på kant med både demokrater og flere af sine republikanske partifæller, med landets domstole, med erhvervsledere, med det amerikanske forbundspoliti FBI og med udenlandske regeringschefer heriblandt nogle af USA’s nærmeste allierede.

Han skændes med direktører og spillere i amerikansk fodbold, med landets største basketballstjerner og endda med enker og pårørende til faldne soldater.
Hans maniske morgen-tweets og hans kaotiske pressemøder bestyrker kun indtrykket af en mand, som synes ude af stand til at kommunikere med andre mennesker, uden at det ender i skrig og skrål. Det Hvide Hus er blevet til en ’dagpleje for voksne’, som en republikansk senator udtrykker det.

Havde han så bare haft noget at prale af, men Trump har ikke magtet at få gennemført slagnumrene på sin politiske dagsorden. Stort set intet af det, han lovede at fikse som den eneste i Amerika, er endnu blevet fikset: Der er ingen mur mellem USA og Mexico.

Der er ikke deporteret flere millioner immigranter. Obamas sygesikring er ikke lukket ned. Trump har trukket USA ud af den internationale klimaaftale, men mange amerikanske delstater satser på en stadig mere grøn energipolitik, så Trumps handling er til en vis grad kun symbolsk.

Økonomien har det godt, og aktiekurserne stiger, men opsvinget var allerede i gang inden præsidentskiftet, og de fleste økonomer giver Obamas reformer æren for at have vendt USAs økonomi efter finanskrisen i slutningen af nullerne.
Som præsident er Trump en foreløbig fiasko.

Det er de fleste amerikanere enige om: kun godt en tredjedel af dem godkender i meningsmålinger hans arbejdsindsats, det laveste tal nogensinde for en amerikansk præsident, der har siddet i så kort tid.

Sådan er virkeligheden, som de fleste ser den. Det er bare ikke den virkelighed, Trump opererer i.

Charles Street løber i en nærmest lige linje fra downtown Baltimore mod nord til forstaden Towson, der er hjemby for Sheppard Pratt Hospital. Umiddelbart inden hospitalet kommer til syne, snor vejen sig en smule – først rundt om en fodboldbane med det lokale universitetsholds logo malet på græsset, ’Towson Tigers’, og så i zig-zag gennem grønne anlæg og parkeringspladser frem mod en rødstenet bygning øverst på en bakke, allerbagerst på hospitalets område, hvor et skilt byder velkommen til ’The Gibson Building’.

I receptionen holder en yngre kvinde opsyn med patienter og gæster, men her er nu ganske roligt. En mor sidder med en lille pige, formentlig sin datter, på en bænk og forsøger at fange hendes opmærksomhed med en bog, men pigen synes at være i en anden verden og kigger ud til siden.

Receptionisten peger beklagende på et skilt, hvor der står, at hun af sikkerhedshensyn ikke må forlade sin plads, og hun forklarer i stedet den kringlede vej til John Gartners kontor.

Gartner er mangeårig psykolog fra det anerkendte Johns Hopkins University Hospital og driver nu to klinikker, den ene her på hospitalet, den anden i New York.

For nogle år siden var han fremme i de amerikanske medier, da han udgav et par nytænkende fagbøger, men han har ikke tidligere mærket en opmærksomhed som nu, og det forstår man godt. John Gartner er nemlig hovedmand bag kampagnen ’Duty to Warn’, som har støtte fra flere tusinde professionelle fagfolk – psykologer, psykiatere, socialhjælpere og andre, der arbejder med psykisk syge.

Det helt præcise antal er usikkert, men en landsdækkende kampagne har foreløbig givet 65.000 underskrifter, omend Gartner ikke kan garantere, at alle er fagfolk.

Deres ’pligt til at advare’ angår Donald Trump. Han viser så mange tegn på mental sygdom, at han er uegnet til at bestride præsidentembedet, mener de, og de anbefaler, at han afsættes. 

NU ER Amerikanerne vant til lidt at hvert, når det kommer til kritik af deres præsidenter. Ronald Reagan blev beskyldt for at være dement. Bill Clinton fik en rigsretssag på halsen for at have forsøgt at skjule et sidespring. George W. Bush blev i brede kredse stemplet som en krigsforbryder, og Barack Obama måtte gennem otte år høre på løgnen om, at han ikke er rigtig amerikaner, men født i Kenya – i øvrigt med Donald Trump som en af de mest ihærdige konspirationsteoretikere.

Men ’Duty to Warn’-kampagnen er højst usædvanlig, fordi afsenderen er en stor del af historien. Pet Shop Boys kan slippe afsted med at skrive en sang om Bush og kalde den ’Stupid’, men når anerkendte psykologer og psykiatere bruger samme ord, får det en anderledes klang.

De hvide kitler giver ordene en troværdighed, som forstærkes yderligere af, at de med deres offentlige advarsel måske bryder branchens etiske regelsæt og det hippokratiske lægeløfte, der understreger tavshedspligten.

Det, de gør, er uhørt og ikke set i amerikansk samfundsdebat siden 1.100 amerikanske psykiatere under valgkampen i 1964 advarede mod den republikanske præsidentkandidat Barry Goldwater, som de fandt mentalt uegnet til at beklæde præsidentposten.

Goldwater tabte til demokraten Lyndon B. Johnson, og lige siden har de amerikanske psykiateres brancheorganisation haft et forbud i sit etiske regelsæt mod at stille offentlige diagnoser af nationale, politiske ledere. Forbuddet bliver kaldt for ’Goldwater-reglen’. 

”Vi gør noget, som jeg ikke i min vildeste fantasi havde troet, jeg skulle være med til,” erkender John Gartner:

”Men jeg havde heller ikke i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle opleve en præsident som Trump. Som psykolog er jeg forpligtet til tavshedspligt af vores etiske regelsæt, men jeg er også forpligtet til at bryde den tavshedspligt, hvis jeg bliver bekendt med, at en patient er til fare for andre. Jeg er ikke i tvivl om, at Trump udgør en konkret trussel mod menneskeheden. Derfor er det ikke en forbrydelse at tale højt om hans sygdomstegn. Jeg har en professionel forpligtelse til det.”

Hvad mener du med, at Trump er en trussel mod menneskeheden?

”Vi så alle i valgkampen, hvordan Trump ødelagde sine modstandere ved at lyve om dem og kalde dem øgenavne, og hvordan han opildnede sine tilhængere til vold. Ingen kunne være i tvivl om, at han nød det.

Når en ondsindet narcissist kommer til magten, vil det kun forstærke hans paranoide træk, hans storhedsvanvid, hans glæde ved at ødelægge mennesker og hans impulsive vrede og irrationelle handlinger, når han ikke får sin vilje.

Trump kan på fem minutter indlede et angreb med atomvåben, og der er ingen, der kan forhindre det. Det er indlysende en faretruende situation, når vi nu ser, hvordan Trump allerede har svært ved at kontrollere sin vrede over provokationerne fra Nordkorea. Jeg betragter det som sandsynligt, at Trump vil føre os ud i en atomkrig.”

Fænomenet narcissisme – der stammer fra den græske mytologi, hvor smukke, unge Narcissus så sit eget spejlbillede i en sø og blev pladask for-elsket – er mildest talt ingen nyhed i politik.

Enhver, der ser sig selv som fremtidig amerikansk præsident, må have en grad af narcissisten i sig, hvilket der faktisk er videnskabeligt belæg for at påstå. En undersøgelse fra 2013 viser ifølge magasinet Rolling Stone, at adskillige amerikanske præsidenter gennem tiden har lidt af psykiske problemer, og at narcissisme var et kendetræk hos stort set dem alle.

Forskere taler om, at præsidenterne med deres ekstroverte charme og karisma, deres styrke og selvtillid, har haft en særlig udviklet evne til at overbevise vælgerne. For det meste er det gået godt, andre gange mindre godt.

Et af de bedste eksempler var Lyndon B. Johnson, der tog over efter mordet på John F. Kennedy i 1960’erne. På den ene side var han så overbevisende, at han trods stor modstand gennemtvang civile borgerrettigheder for USA’s sorte befolkning.

Han brugte med andre ord sin selvtillidsfulde karakter til at gennemtvinge en markant reform. På den anden side siges det om Johnson, at da en gruppe reportere spurgte ham, hvorfor han ikke ændrede kurs i USA’s katastrofale krig i Vietnam, hev han sin pik frem og sagde: ”Derfor.”

Det menes, at op mod seks procent af den amerikanske befolkning i større eller mindre grad kan diagnosticeres med en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, og når mange psykologer og psykiatere nu offentligt bedømmer Donald Trumps opførsel, er de stort set alle enige om, at han hører til de mest ekstreme tilfælde blandt de seks procent. 

”Det er det, vi kolleger snakker om over frokosten,” siger John Gartner.

Trump har siden ungdomsårene konstant haft brug for at få opmærksomhed og fremhæve sig selv. I militæret gik han så meget op i at konkurrere, at ingen ville være venner med ham, fremgår det af militærrapporter.

Da han senere arvede sin fars firma, flyttede han det fra New Yorks udkant ind på Manhattan og byggede skyskrabere, der skulle være højere end alle andre. Og han snød med etagenumrene, så folk skulle tro, at der var flere etager, end der reelt var.

Da han blev et kendt navn i New Yorks magasinpresse, ringede han ofte til redaktioner under dække af at være Trumps pressechef – under falsk navn – og lækkede saftige historier om sit sociale liv, sit sexliv og endda om sin egen skilsmisse.

Som præsident har han taget hele æren for en plan om at bygge dele af den – muligvis – kommende mur mod Mexico med solceller: ”Det er en temmelig god idé, ikke? Det er min idé.”

Doktorerne peger også på, at han har svært ved at vise empati. Som da han i efteråret skulle vise sin støtte til det oversvømmede Puerto Rico, hvis beboere er amerikanske statsborgere, men i stedet rodede sig ud i et skænderi med hovedstaden San Juans borgmester.

Eller da han ringede til enken efter en falden soldat og ikke kunne huske afdødes navn. Hun græd senere for åben skærm og fortalte om, hvordan det føltes at blive ydmyget af sin præsident.

”Storhedsvanvid, den konstante sult efter at blive beundret, mangel på forståelse for andre menneskers følelser er essensen af den narcissistiske personlighedsforstyrrelse. Alt det udfolder sig hos Trump hver eneste dag, og det behøver man ikke være psykolog for at spotte,” siger John Gartner.

Blandt hans kolleger diskuteres det, om andre diagnoser som paranoia og asocial opførsel er i spil, men John Gartner er ikke i tvivl:

”Vi er langt ude over kun at have med narcissisme at gøre. Trump viser klar paranoid adfærd med sin mistro over for andre, hans krav om blind loyalitet, og når han igen og igen viser, at han bærer nag over selv den mindste kritik.”

Naget kommer til udtryk, når Trump stadig giver valgsvindel skylden for, at Hillary Clinton fik flere stemmer end ham ved valget i 2016. Trump har også anklaget Obama for at aflytte hans kontorer i perioden mellem præsidentvalget i november 2016 og tiltrædelsen i januar 2017. Hverken valgsvindlen eller aflytningen er der fremlagt nogen som helst beviser for.

Kravet om blind loyalitet så vi, da Trump fyrede FBI-chef James Comey, fordi han nægtede at sige offentligt, at en stor efterforskning om mulige forbindelse med Trumps kampagnestab og Rusland ikke omfattede Trump personligt.

I skrivende stund truer præsidenten med at fyre den særlige undersøgelsesdommer, Robert Mueller, som efter fyringen af Comey overtog efterforskningen af forbindelserne mellem Trump-lejren og Rusland.

Gør Trump alvor af truslen, vil det være første gang siden den såkaldte ’Saturday Night Massacre’ i 1973, da præsident Richard Nixon fyrede en særlig undersøgelsesdommer i forbindelse med Watergate-skandalen, hvilket var medvirkende til Nixons afgang året efter.

”Det bliver ved og ved. Trumps paranoia giver ham dagligt nye problemer og fjender,” siger John Gartner.

Ud over paranoiaen genkender psykologen en antisocial personlighedsforstyrrelse, når Trump lyver, og når han snyder andre: ”Han førte studerende bag lyset med Trump University, der blev afsløret som et kæmpe fupnummer, der alene skulle hive penge ud af de unge mennesker.”

Han genkender også diagnosen, når Trump optræder aggressivt og impulsivt:

”Forretningsmanden Trump betalte ofte ikke sine ansatte og leverandører, og hvis det kom til konflikter, trak han dem i retten. Han har sagsøgt mange hundrede gange. Se også på hans brug af Twitter, som er kaldt narcissistens legeplads. Men det er for Trump også en kanal, hvor han her og nu kan få afløb for sin paranoia og ondskabsfuldhed.”

Gartner genkender det især, når Trump ikke respekterer sociale normer og andres rettigheder, for eksempel da han blev afsløret i at sige om kvinder, at han anser det som sin ret at ”tage dem på kussen”:

”Vi ved, at han som ung var kendt for at mobbe andre. Vi ved, at han opsøgte slagsmål. Vi ved, at han som voksen har pralet af sine seksuelle erobringer og overfald. Vi ved, at han har brudt normale rammer for adfærd over for kvinder, og vi ved, at han har brudt stort set alle diplomatiske regler i sin opførsel over for fremmede statsledere. Han er grænseløs.”

På væggen bag John Gartner hænger en indrammet, ældre boganmeldelse fra New York Times. I 2005 udgav han den roste bog ’The Hypomaniac’ – om sammenhængen mellem ’en lille smule galskab’ og ’en masse succes’, som bogens undertitel lyder.

For første gang blev der lavet en psykologisk profil på dem, der var drivkræfterne bag USAs eksplosive udvikling, dem, som Gartner i bogen har døbt de ’funktionelle manikere’.

De var fritænkerne, iværksætterne, de risikovillige, de ustoppelige. Folk som Christoffer Columbus, Alexander Hamilton og Andrew Carnegie. Uden deres mål, drømme og kyniske vilje til succes var USA ikke blevet verdens mægtigste land.

Den lille smule galskab er i bogstavelig forstand en integreret del af det amerikanske DNA, og i bogen argumenterer Gartner for, at USA er fuld af risikovillige ledere inden for alle områder, fordi landet er en nation af immigranter. En gruppe, som genetisk er kendetegnet ved nysgerrighed, eventyrlyst og en ’gør-det-selv-mentalitet’.

I en senere bog skrev han om en af vor tids mest synlige ’hypomaniacs’ – Bill Clinton. Bogen fik flot omtale selv i flere konservative medier, og New York Post kaldte den ’fængende’ og ’oplysende’. Der er tale om en psykologisk profilering af den tidligere præsident, og uden at skåne ham, uden at ignorere hans sexskandaler, er bogen en hyldest til en stor lederskikkelse, der skabte fremgang for det amerikanske samfund. 

”Jeg kan ikke lade være med at holde af Clinton på trods af alle hans fejl, og det er ikke kun, fordi jeg stemmer på Demokraterne, sådan har de fleste haft det med Clinton. Han har den funktionelle manikers træk: karismatisk, energisk, virketrangen – og ja, en seksualdrift som går gennem taget og aggressiviteten og kynismen til at eksekvere,” siger John Gartner.

Jeg spørger ham, om han selv kan høre, at han synes at respektere Bill Clinton for præcis de samme karaktertræk, som han ser som symptomer på en psykisk sygdom hos Trump?

”Der er en verden til forskel mellem Clinton og Trump,” siger Gartner.

”Clinton ville hjælpe folk, og han fik skabt store resultater, selv om det ikke altid var kønt undervejs. Trumps narcissisme er meget mere alvorlig, og han er kun i politik for at pleje sit eget ego.”

Kan du sige dig fri for at være styret af din politiske overbevisning? Det lyder til, at du er mere villig til at udstikke diagnoser til en republikansk præsident end til en demokratisk?

”Jeg lægger ikke skjul på, hvem jeg stemmer på. Men jeg er professionel, og ud fra et fagligt perspektiv levede jeg fint med en præsident Bush, ligesom jeg ville have det fint med en præsident Pence (Mike Pence er i dag vicepræsident og næst i rækken efter Trump, red.). De er begge konservative, og det er jeg ikke, men de er ikke mentalt uegnede til at bestride embedet, det er Trump.”

Begrebet ’ondsindet narcissisme’ er ikke en anerkendt diagnose – hverken i USA eller herhjemme – men tilstanden er velbeskrevet i den videnskabelige litteratur.

Betegnelsen dukkede første gang op i 1940’erne hos den tysk-amerikanske psykolog og sociolog Erich Fromm, som flygtede fra det nazistiske Tyskland og siden viede det meste af sin karriere til at studere psykologien hos diktatorer og befolkningers hang til under visse omstændigheder at følge autoritære ledere.

Fromm troede grundlæggende på det gode i mennesket, men ville forstå ondskabens væsen, og han anså 1930’ernes og 1940’ernes diktatorer som Hitler og Mussolini for at være narcissistiske og psykotiske. 

Fromm beskrev den ondsindede narcissist som en virkelighedsfornægtende person, som opfatter sig selv som den perfekte rollemodel – og rask. En sådan person forventer total underkastelse og lydighed, og under pres eller kritik vil vedkommende gribe til mere og mere ekstreme midler for at leve op til sit perfekte selvbillede. 

Det var en anden amerikansk psykolog, Otto Kernberg, som senere definerede ondartet narcissisme som en tilstand, hvor de fire tidligere nævnte personlighedsforstyrrelser er til stede: Narcissisme, anti-social opførsel, paranoia og sadisme.

 

I en statsleder kommer tilstanden til udtryk, når vedkommende bevidst sår frygt i en befolkning (fx for sig selv, for bestemte befolkningsgrupper eller for krig), ved ondskabsfuld omtale af politiske modstandere (fx ved at bruge øgenavne) eller ved at udvise en ligegyldighed over for menneskeliv (fx ved at ikke at reflektere over konsekvenserne af militær indgriben). 

Det er ifølge John Gartner, der har studeret under Otto Kernberg, det sadistiske element, der endegyldigt afgør, om en person kan siges at være en ondsindet narcissist, og han mener, at Trump kvalificerer til betegnelsen: 

“Dels er der alle øgenavnene. Han omtaler stadig konsekvent Hillary Clinton som ’Crooked Hillary’, og den form for forfølgelse af en politisk modstander er sigende. Dels er der ligegyldigheden over for, om hans beslutninger koster liv, som vi så i foråret, da han sendte 59 missiler mod Syrien og hellere ville tale om sin chokoladekage.”

Trump fortalte i april til CNN, at han havde truffet beslutningen om at angribe Syrien, mens han spiste et stykke ”smukkere chokoladekage, end du nogensinde har set.” 

”Det gav mig kuldegysninger,” siger John Gartner:

”Det fortalte mig, at hans tilstand er forværret siden valgkampen. Der var mange kommentatorer, der efter hans valgsejr forudså, at han nu ville opføre sig mere som en normal politiker og skrue ned for den ondsindede tone, men jeg frygtede, at det modsatte ville ske. Den konstante kritik forstærker hans selvfornægtelse, og adgangen til magt gør det lettere for ham at afreagere. I det lys er det på sin plads at trække tråde til historiske skikkelser, som led af en tilsvarende, ondsindet narcissisme, som fx Hitler og Stalin.”

Men dog minus massegravene!

”Ja, endnu.”

Kender du udtrykket, at den, der trækker Hitler-kortet, taber diskussionen?

”Jeg er ikke enig. Trump er ikke Hitler i en 1:1-model, men jeg ser ikke desto mindre en lige linje fra Hitler til Trump. Han taler om at deportere immigranter, og han kunne ikke bekymre sig mindre om, at det kan blive nødvendigt at indsamle dem i deportationslejre, hvis hans politik skal gennemføres.

Han har beskyldt mexicanske mænd for at være voldtægtsforbrydere. Han har indført rejseforbud rettet mod muslimer. Han har sidestillet nazistiske bøller i Charlottesville med deres moddemonstranter. Han underminerer den frie presse. Han opfordrede i valgkampen til vold mod politiske modstandere. Jeg siger ikke, at vi har oplevet en ny krystalnat, men vi har set en krystalnat light.”

Der er forskel på at tegne en psykologisk profil af en præsident og erklære ham på kanten af det geniale – og at profilere en præsident og erklære ham gal. John Gartner fik ros for sin bog om Bill Clinton, men de amerikanske medier er mere skeptiske over for hans kamp mod Trump, og selv om ’Duty to Warn’-kampagnen har stor opbakning i branchen, er der også kolleger, som kritiserer Gartner og hans støtter for at gå for vidt med deres offentlige diagnose.

Nogle trækker det etiske kort og hylder ’Goldwater-reglen’ – altså forbuddet for psykiatere mod at profilere nationale ledere – men her påkalder Gartner sig reglen om force majeure i det etiske regelsæt, som giver psykologen eller psykiateren pligt til at advare, hvis mennesker er i fare.

”Goldwater-reglen må aldrig komme til at fungere som en politisk mundkurv,” siger han. 

Andre mener, at det er meningsløst at udstyre Trump med forskellige personlighedsforstyrrelser, fordi sådanne diagnoser forudsætter, at en person ikke er funktionsdygtig – og Trump har som forretningsmand og politiker vist sig ekstrem funktionsdygtig.

Til det svarer John Gartner, at adskillige personer med fx en narcissistisk personlighedsforstyrrelse og selv ondsindede narcissister kan klare sig glimrende i organisationer, i private virksomheder eller i politik, inden det kammer over. Han har selv som klinisk psykolog haft flere af dem i udredning.

”Det vil også før eller siden kamme over for Trump. Vi skal huske, at han i hele sit liv kun har haft to jobs. Han har været chef i sin egen familievirksomhed, og nu er han præsident. Begge steder har han været fredet. Ingen har kunnet fyre ham. Men forestil dig, at han var lønmodtager eller chef i en almindelig virksomhed: hvis han allerede på første dag stak en kæmpeløgn, som den om menneskemængden under hans indsættelse, og hvis han derefter var aggressiv over for alle, som sagde ham imod, og kaldte dem øgenavne, og hvis han i det hele taget nægtede at følge de regler og normer, som virksomheden har vedtaget, hvor længe ville han så holde? Han ville ryge ud med et brag.” 

Andre kritikere påpeger, at det slet ikke giver faglig mening at profilere mennesker på langdistance. Det vil altid kræve en personlig konsultation at danne sig et holdbart indtryk af en person.

Til det siger Gartner, at han i princippet er enig, men at en personlig samtale lige netop i forhold til personer med ondsindet narcissisme er meningsløs. De vil lyve, blive aggressive, og de vil afvise, at der er et problem, for de oprigtigt ikke mener, at der er et problem.

”Det vil blive et mareridt og en meget ubehagelig eftermiddag for en psykolog. I tilfældet Trump ville samtalen ikke bringe noget nyt for dagen, som vi ikke allerede havde adgang til fra tv-optagelser og på Twitter,” siger han.

Endelig er der den mere håndgribelige kritik. To gange har Gartner og folkene bag kampagnen måttet aflyse møder på politiets anbefaling, og selv modtager han nærmest dagligt anonyme dødstrusler.

”Det følger desværre med at stå frem i det offentlige rum i dagens USA. Jeg får dødstrusler over telefonen og antisemitiske e-mails. Jeg burde nok have involveret myndighederne mere, end jeg har gjort, men jeg er ikke særlig bekymret. Jeg vil i hvert fald ikke lade det påvirke mig.”

Hvorfor fortsætter du?

”Jeg føler en forpligtelse. Jeg har fået banket ind i hovedet fra barnsben, at jeg aldrig må glemme, hvad der skete under Holocaust. Jeg har lært, at man skal sige fra, hvis en fascistisk leder rejser sig igen.”

Flere af John Gartners kolleger på den psykiatriske afdeling er gået forbi vinduet og har vinket farvel. Den unge kvinde i receptionen er ved at lukke ned og spørger, om vores møde trækker meget længere ud. Der er ikke længere nogen patienter og besøgende at se.

På vej ud af døren spørger jeg John Gartner, om han virkelig tror, at alle hans anstrengelser gør nogen forskel? Om advarslerne mod Trump vil få Kongressen til at afsætte præsidenten? For så let er det jo ikke.

Trump kan afsættes gennem en rigsretssag, men det er der ikke optræk til. Eneste metode er derfor at afsætte ham gennem en særlig klausul i forfatningen, der giver vicepræsident Mike Pence og et flertal i regeringen beføjelse til at fjerne ham.

De skal dog først orientere lederne i Kongressen om, at han ikke er egnet til at fortsætte, og Kongressen kan derefter indsætte Pence som ny præsident. Men Trump har ret til at protestere, og så kan Pence kun vælte Trump, hvis han får opbakning fra to tredjedele af medlemmerne i begge Kongressens kamre,

Senatet og Repræsentanternes Hus. Hvis det lyder kringlet og langt ude, er det fordi, det er kringlet og langt ude. Alene af den årsag, at Republikanerne har flertal i begge kamre.

De fleste anser jeres krav for urealistisk. Hvordan kan du tro, du lykkes? Lider du af samme storhedsvanvid, som du beskylder Trump for?

Gartner griner. ”Jeg har ikke en snebolds chance i helvede for at få ham afsat. Jeg har viet mit liv til en håbløs sag.”

Det lyder rigtigt ... og så alligevel. Gartner taler nemlig ikke for døve øren: Et flertal af de amerikanske vælgere deler tilsyneladende hans sag. Ifølge en meningsmåling fra Quinnipiac-instituttet, foretaget i slutningen af september, mener 56 procent af vælgerne, at Trump er mentalt uegnet til at fortsætte som præsident.

Som alt andet i USA er der et skarpt skel mellem republikanere (14 procent) og demokrater (94 procent), men et flertal (57 %) af de uafhængige vælgere vil også have Trump afsat, så bekymringen for Trumps mentale helbred synes at handle om mere end politik.

Læg dertil, at der snart kan rejse sig andre hårde vinde imod Trump. Hvis Ruslands-undersøgelsen i de kommende måneder for alvor graver snavs op, risikerer Trump at miste sit partis beskyttelse i Kongressen.

Og om mindre end et år er der midtvejsvalg, og her tyder meget på, at Republikanerne mister magten i hvert fald i det ene af Kongressens kamre, Repræsentanternes Hus.

”Lige nu glæder jeg mig bare over, at vores budskab er trængt igennem til millioner af amerikanere,” siger John Gartner. ”Jeg tror, at mange folk er lettede over, at vi har valideret den fornemmelse, de er gået rundt med, når de har læst Trumps rablerier på Twitter eller set ham tosse rundt på tv. Vi har været med til at gøre det rimeligt at stille spørgsmålet: er manden gal?”

LÆS OGSÅ: Kan Trump alene starte en atom-krig?

LÆS OGSÅ: Uffe Ellemann-Jensen: ”Jeg savner at være ham, der slar i bordet”

LÆS OGSÅ: Naser Khader: ”Jeg erkender, at mailen ikke får topkarakter"