Susan Simonsen Sofie Amalie Klougart
Foto: Sofie Amalie Klougart

Susan Simonsen Christiansborg Venstre

Tidligere praktikant anklager Christiansborg-politikere for at skabe ’sexistisk og syg’ arbejdskultur i ny bog

Ny bog beskriver sexisme og politisk sabotage på Christiansborg.

Sexistiske chefer, medarbejdere der degraderes pga. stress, og fremtrædende politikere, der opfordrer til politisk sabotage. Det er nogle af de ting, man kan læse i debuterende forfatter Susan Simonsens nye bog ’Det underdanige og det magtfulde’.

Den handler om Simonsens to år i den politiske verden fra 2012-2014, først som praktikant i Venstre, mens partiet var i opposition, og siden som studentermedhjælper i Social- og Integrationsministeriet.

Nu, næsten tre år efter Susan Simonsen forlod sit job i ministeriet, fortæller hun om sine oplevelser fra tiden i politik. I bogen optræder både navngivne politikere og en række embedsmænd. De kritiseres for upassende og sexistisk opførsel og for at være med til at skabe en hierarkisk og topstyret politisk kultur. En politisk kultur, hvor man bliver straffet, hvis man træder uden for partilinjen.

Susan Simonsen håber, at hendes bog kan være med til at sætte kritisk fokus på det politiske miljø.

Susan Simonsen

Født 1987. Kandidat i kommunikation og dansk ved Roskilde Universitet og har gået på Forlaget Gladiators forfatterskole. Var praktikant i Venstres pressetjeneste i foråret 2012 og blev efterfølgende ansat som studentermedhjælper i Social- og Integrationsministeriet, hvor hun arbejdede frem til 2014. Underviser i dag i dansk på et sprogcenter og arbejder på sit næste bogprojekt. 'Det underdanige og det magtfulde' udkommer 9. februar på Forlaget Gladiator.

"Jeg synes, det er vigtigt, at der er nogen, der fortæller om den politiske verden set udefra, som ikke er en Christiansborg-journalist, der selv er en del af det. Jeg har oplevet nogle ting, som, jeg synes, skal ud. Både på Christiansborg og i Socialministeriet var der et usundt arbejdsmiljø og en syg kultur," siger hun.

En af episoderne i bogen omhandler en aften på den bar, hvor Susan Simonsen arbejdede for at tjene penge ved siden af den ulønnede praktik. Den aften skulle bartenderne været klædt i frække politikostumer med lårkort kjole i latex og nedringet top. Uden at Susan Simonsen var klar over det, sendte hendes kollega, der også var praktikant i Venstre, et billede af hende til deres kontorchef Mark. Kort efter dukkede han op på baren i selskab med de to Venstre-politikere ifølge bogen:

"Men pludselig kigger jeg op, og der står han. Det er min kontorchef fra Venstre, han hedder Mark, og han smiler helt vildt. Jeg bliver så flov. Føler mig pludselig så nøgen. Det er en helt forkert situation, to mennesker malplaceret lige der. Vi kender hinanden fra en professionel kontekst, og så står vi der over for hinanden. Mig, der ligner en pornomodel, og hvad gør det så ham til? [...] Mark siger, at nu skal dresscoden godt nok ændres inde på kontoret, det er stensikkert."

"Der var grænseoverskridende, at min chef mødte op på en bar for at se mig i et frækt politikostume uden for arbejdstid. Det var virkelig ubehageligt," siger Susan Simonsen. 

Hvorfor tror du, at han valgte at dukke op på baren?

"Kulturen i Venstre var meget familiær. Man var ikke bare kolleger, men kammerater og krigsfæller mod de andre partier. Så den slags ting kunne man godt tillade sig – det var jo bare for sjov. Hvis man er en del af det, er det måske sjovt, men jeg syntes, det var ekstremt pinligt, at min chef skulle se mig sådan."

Et andet sted i bogen beskriver du, hvordan Mark Thorsen under morgenmaden fortæller jer om sit kærlighedsliv, og at det er ubehageligt for dig. Hvorfor syntes du det?

"Jeg følte, at han overskred grænsen for, hvad man kan tillade sig som chef – ligesom på baren. En chef skulle gerne være en, som man er tryg ved og kan læne sig op ad professionelt, men det følte jeg ikke, at jeg kunne, når grænsen mellem arbejde og privatliv konstant blev overskredet. Det ene øjeblik fortalte han mig, hvordan en tale skulle skrives, det næste øjeblik involverede han mig i sit kærlighedsliv."

Mark Thorsen, der i dag er særlig rådgiver for integrationsminister Inger Støjberg, er ikke enig i Susan Simonsens udlægning af de omtalte episoder, men understreger, at han ikke har haft til hensigt at støde nogen.

"Jeg kan ikke helt genkende beskrivelsen af hverken mig selv eller andre i den bog. Men hvis jeg på noget tidspunkt har fået sagt noget, der har gjort nogen kede af det eller stødt nogen, så har det ikke været tilsigtet," siger han.

Også uddannelses- og forskningsminister Søren Pind nævnes i bogen. I en passage skriver Susan Simonsen, at han kigger på hende med et ”særligt blik”, der ifølge hende er udtryk for lyst: 

”Søren Pind kigger på mig. Det sker, da jeg går ind på kontoret og to gange senere. Han kigger på mig med et særligt blik. Det blik, manden har i sine øjne, når han føler lyst. Et blik, jeg instinktivt genkender. Hans øjne stopper op, blikket hviler ved særlige detaljer, mit hår, mine kinder, min nederdel. […] Søren Pind siger også noget til de andre, da han igen kigger væk. Jeg hører ikke hvad, men instinktivt genkender jeg tonen. I denne situation siger manden ikke noget vulgært. Han siger noget helt almindeligt, en triviel konstatering såsom: 'I har fået nye praktikanter.' Det er i den underliggende tone, at det vulgære ligger, i tanken, der følger efter.

Hvordan ved du, hvad Søren Pind tænkte og følte i den situation?

”Det ved jeg jo ikke. Men som pige ved man godt, når en mand kigger på en og tjekker en ud.”

Du skriver også, at du ikke kan høre hans kommentar. Hvordan ved du så, at tonen var sexistisk?

”Jeg kunne høre tonefaldet. Men det var også en fornemmelse, jeg havde. Jeg havde lige fået elevatorblikket, og så vender han sig om og siger noget til de andre. Han kunne også bare have sagt ’hej, hvem er du?’ til mig.”

I et skriftligt svar til Euroman siger Søren Pind, at han ikke kan genkende episoden.

"Jeg kender ikke den pågældende og har ingen erindring i denne forbindelse. Hun må have kigget i mit glasøje," skriver han.

Bogen beskriver også det daglige arbejde på Venstres kontorer på Christiansborg, hvor Susan Simonsen oplevede, at der blev opfordret til politisk sabotage. Det var Inger Støjberg, der instruerede Venstres praktikanter i at gøre alt, hvad de kunne for at stikke en kæp i hjulet på regeringen. Det var sådan, de skulle vinde magten tilbage, mente hun:

"Inger Støjberg fortæller om at være minister, hun fortæller om at være i opposition. Den afgørende besked er: ’I praktikanter skal finde områder, hvor Venstre kan være uenig med regeringen. I skal skrive debatindlæg om det. I skal stille § 20-spørgsmål om det, og vi skal hive ministrene i samråd. På den måde får vi ministerierne til at arbejde, og vi forhindrer dem i at udvikle ny politik.'"

Beskeden fra Inger Støjberg chokerede Susan Simonsen, der ikke havde regnet med, at hendes vigtigste opgave skulle være at genere regeringen. Men hun tænkte også, at Inger Støjberg ofte var lidt bombastisk i sine udtalelser, og at det måske ikke skulle tages så alvorligt. Det viste sig dog at være, som det blev udlagt af den fremtrædende Venstre-politiker.

"Selvfølgelig bliver der også lavet politik på Christiansborg og i oppositionen. Men det virkede som om, at det var vigtigere at gøre livet surt for regeringen," siger hun.

Hvad blev I bedt om at gøre for at genere den siddende regering? 

"Vi skulle fx skrive debatindlæg, hvor vi bare skulle være uenige for at være uenige. Når de blev bragt, vidste vi, at ministerierne ville blive tvunget til at bruge tid på at svare på dem."

Integrationsminister Inger Støjberg ønsker ikke at stille op til interview om Susan Simonsens bog, men i et skriftligt svar giver hun udtryk for, at hun ser det som oppositionens opgave at være kritisk over for regeringen.

"Jeg har ikke læst den pågældende bog. Men generelt kan jeg sige, at jeg altid har haft den tilgang, at man skal være en arbejdsom og kritisk opposition til regeringen og altid med fokus på det politiske indhold. Det, mener jeg, er en pligt for den til enhver tid siddende opposition – også nu, hvor det er os i den borgerlige lejr, der har regeringsmagten. Det er en tilgang, jeg også har forsøgt at videregive til alle mine medarbejdere. Men om alle medarbejdere også har forstået budskabet, det skal jeg ikke kunne sige," skriver hun.

Efter praktikken blev Susan Simonsen i 2012 ansat som studentermedhjælper i Social- og Integrationsministeriet. Her oplevede hun, hvordan alt var styret af fastlåste hierarkier, lige fra den måde de arbejdede og omgik hinanden på, til den etage i ministeriet de sad på. Øverst på fjerde sal sad ministeren, departementschefen og presseafdelingen, under dem sad fagkontorerne, IT og HR sad på første sal, og nederst, i kælderen, sad servicepersonalet, skriver hun i bogen.

Hvordan kom hierarkiet i ministeriet til udtryk til daglig?

"Der var mange, der ikke ville sige hej til mig, fordi jeg var studentermedhjælper. Men cheferne snakkede alle med, så snart det kunne komme til det. Det handlede om at komme opad."

I ministeriet var der ikke plads til svaghed og sårbarhed ifølge Susan Simonsen. En degradering af en anden chef, der var gået ned med stress, og som var en af de få medarbejdere, der tog sig af studentermedhjælperne i ministeriet, blev dråben for Susan Simonsen. Da hun blev færdig med sin kandidat på RUC, blev hun opfordret til at søge et barselsvikariat som pressemedarbejder i ministeriet. Det job, hun havde drømt om. Men hun kunne ikke længere se sig selv arbejde i det politiske miljø og endte med at takke nej til jobbet.

Når hun i dag ser tilbage på tiden i ministeriet og på Christiansborg, erkender hun, at det overraskede hende, at det politiske miljø var så hårdt og brutalt.

Det er jo blevet beskrevet mange gange, at politik er præget af topstyring, magtkampe og spin. Hvorfor kom det bag på dig, at det var sådan? 

”Inden jeg startede, havde jeg nok en forestilling om, at det ikke ville være helt så slemt, som man nogle gange kan få indtryk af i medierne. Jeg troede, at det ville være mere menneskeligt bag kulisserne.”

Var du for naiv?

”Nej, det synes jeg ikke. Jeg vidste godt, at det politiske miljø kunne være hårdt, men jeg var ikke klar over, at det ville være så grimt.”

Hvilke tanker har du gjort dig om, at de personer, du omtaler i bogen, nævnes ved navn?

"Det har jeg haft - og har stadig - moralske skrupler over. Men jeg gør det, fordi jeg ikke ville have, at der skulle stilles spørgsmålstegn ved, om mine historier er rigtige. Havde jeg dækket navnene til, ville det hele handle om, hvem hende der politikeren var."

Føler du, at du udnytter den tillid, Venstre og Socialministeriet har vist dig ved at ansætte dig som praktikant og studentermedhjælper ved at fortælle historierne?

"Jeg har i hvert fald tænkt rigtig meget over, hvad det kan have af konsekvenser, at jeg har skrevet bogen. Både for dem, der er med i den, og for mig. Jeg har jo brudt min tavshedspligt, men jeg synes, at min historie er så vigtig, at det er det værd."

LÆS OGSÅ: Manu Sareen: "Hvis jeg var medieliderlig, havde jeg sagt ja til Vild med dans"

LÆS OGSÅ: Pernille Vermund: "Martin Henriksen sveder lidt, når vi angriber ham for tiden."

LÆS OGSÅ: Daniel Carlsen fra Danskernes Parti: "Vi udøver politisk førstehjælp til Danmark"