Foto: Thomas Nielsen

”At være whistleblower er noget, man kun gør én gang i livet. Bagefter er der ikke nogen, der giver én indsigt i hemmelige ting”

Med en far, der var lystløgner, er Frank Grevil blevet allergisk over for løgne. Derfor valgte han i 2004 at lække en fortrolig rapport fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) om grundlaget for Danmarksdeltagelse i Irakkrigen. Det kostede ham karrieren og en tur i fængsel.

I  sit tidligere liv var Frank Grevil kemiingeniør, den bedste fra sin årgang i 1983, medlem af Mensa, bosat på Frederiksberg og gjorde karriere inden for det danske forsvar.

Hans nye liv er henlagt til Flensborg syd for grænsen, hvor tågen hænger tæt i luften, da han en kold februardag tager imod på stationen. 

”Jamen velkommen til,” siger Frank Grevil, der med sine sorte kondisko, cowboybukser, sin hvide vindjakke og frostbidte kinder blender ind i byen, der har været hans hjem, siden han for et par år siden blev ’røvtræt’ af København.
 
Han udbreder sig fortællelystent om byen med de knap 100.000 indbyggere, om kulturhusene, floden og om et vennepar, der flyttede hertil for tre år siden, hvormed det gik op for Frank Grevil, ”at det var sgu da egentlig et udmærket sted at bo.” Han pakkede bilen, fandt en lejlighed og blev.

Flytningen har ikke noget at gøre med hans fortid som whistleblower, siger han. Det har karriereskiftet derimod. Efter at Grevil i 2004 gik til medierne med fortroligstemplede dokumenter med FE’s vurdering af Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben, var der ikke flere job til den danske kemiingeniør og sprogofficer inden for Forsvaret. I dag ernærer Frank Grevil sig derfor som oversætter og tager sig af teknisk komplicerede og juridisk tunge tekster på tysk, engelsk, svensk og hollandsk.

Det  tager en lang gåtur i havnebyen at fatte den enorme drejning, livet har taget for den 54-årige eks-major. På bænken ved spidsen af fjorden, hvor mågerne skratter, fortæller han om det, han kalder Foghs løgn i Folketinget. I indkøbscentrets café om aversionerne mod efterretningstjenesten, på vej op ad byens stejleste bakke om, hvordan det var som enkemand at lade sin datter passe, mens han selv skulle i fængsel.

Og da vi er nået frem til den store lejlighed, om alkoholen, depressionerne og selvmordstankerne, der frarøvede ham nogle år af hans liv.

Når han brød sin tavshedspligt og i FE’s øjne forrådte sin arbejdsplads, skyldtes det, at Grevil ikke tolererer løgne. Han bliver utryg, når folk ikke siger sandheden. Og han blev utryg, da Fogh fra Folketingets talerstol fortalte om grundlaget for dansk krigsdeltagelse. Her sagde den daværende statsminister, at det var FE’s opfattelse, at Irak sandsynligvis rådede over masseødelæggelsesvåben. Grevil, der havde været med til at skrive FE’s rapport, vidste, at FE var mere forsigtig i sin vurdering. Og Grevil valgte at lække den fortrolige rapport til pressen. Samtidig var det en anledning til at fortælle om en efterretningstjeneste, han havde foragtet for dens inkompetence,siden han trådte ind ad døren to et halvt år forinden. Han sukker højlydt og bruger ord som tåbelig, håbløst og for helvede, når han taler om FE.
 


Frank  Grevil er selv vokset op med løgne. Hans far, Lucien Grevil, der havde udviklet en svær grad af posttraumatisk stresssyndrom efter sin tid som kz-fange i Neuengamme under anden verdenskrig, havde et forvrænget billede af virkeligheden. Da Frank Grevil var 10 år, forsøgte faderen med en køkkenkniv at dræbe moderen, som han beskyldte for at have flirtet med en yngre mand ved en komsammen. Forældrene blev skilt, og faderen kom i fængsel i en periode. Da han kom ud igen, var Grevil ofte tvangsindlagt til at besøge sin far i Søborg, hvor faderen plantede ham ved et bord og fortalte løgnehistorier.

Når de tog på ferie, faldt hans far, der trods alt var en udadvendt og jovial mand, ofte i snak med de andre gæster på hotellet. Når Frankeboy, som faderen kaldte ham, kom op til de andre efter en svømmetur i havet, tænkte han altid: ’Åh nej, hvad har han nu fortalt dem?’ Faderen, der var fra en tid, hvor man skammede sig over at være blevet skilt, gav de nye bekendte søforklaringer til anledningen. Moderen var syg og var blevet hjemme, sagde han. Men forklaringen skiftede, hver gang faderen mødte nye mennesker, så Frank var tilbageholdende med at deltage i samtalen og følte sig som en idiot, fordi han ikke vidste, hvad han skulle sige, når de spurgte.

Hvad led mor mon af denne gang? Og hvor mange søskende havde han?

Faderen løj så meget, at Frank Grevil ikke mener, han nogensinde har kendt ham som menneske. Selv når han var ædru, agerede han ikke i virkelighedens verden.

”Det har givet mig en overdreven realisme. Jeg vil agere i den rigtige verden. De gange, hvor jeg har mødt folk, der lever på en livsløgn, har jeg cuttet ret hurtigt. Det er ikke til at holde ud. Hvis noget ikke har fundet sted, så har det ikke fundet sted,” siger han opgivende.

Da Grevil lækkede den fortrolige rapport til pressen, havde han en – siger han nu – naiv tro på, at det kunne klares anonymt. Men da artiklerne, hvori en ’anonym medarbejder’ i FE påstår, at efterretningstjenesten skrev sine rapporter af og ingen sikre oplysninger havde for Foghs påstand om masseødelæggelsesvåben, indledtes en klapjagt i FE. Hvem var denne medarbejder, der som den første i FE’s historie havde brudt sin tavshedspligt?

Hvis der er noget, Frank Grevil fortryder i sagsforløbet, er det hans hykleri i dagene, efter at artiklerne var blevet bragt 22. februar 2004. Mistanken var fra starten rettet mod ham, der nægtede sig skyldig og i stedet deltog i spekulationerne med kollegerne. Hvem mon det var? 

”Jeg hyklede jo. Jeg ville have haft det bedre i dag, hvis jeg ikke havde hyklet sådan. I virkeligheden skulle jeg nok have sygemeldt mig, men det havde nok bare bestyrket mistanken mod mig. Sådan er der så meget, man skulle have gjort anderledes,” siger Frank, der 18. marts 2004 tilstod, at han stod bag videregivelsen. 

Dagen efter udsendte FE en pressemeddelelse, der under overskriften ’Lækage fundet’ fortalte, at ”den pågældende medarbejder er med øjeblikkelig virkning blevet afskediget og bortvist.”

En lille måned senere stod Frank Grevil frem i Information. Den interesse, der havde været for sagen i ugerne efter artiklerne, var begyndt at tage af, og for at sagen ikke skulle dø ud, mente Grevil, at det var nødvendigt at træde frem personligt og give kritikken af FE og Foghs udsagn en tur mere. 

I tiden efter oplevede Grevil det, som om medierne udsatte ham for en kampagne, der forsøgte at mistænkeliggøre både hans person og hans motiver. Han sov ikke meget, mens sagen kørte i medierne. De ringede fra den tidlige radioavis og den sene tv-avis, og han måtte løbetræne hver morgen for at holde den kørende. 

Frank Grevil blev sigtet for at have videregivet fortrolige oplysninger og blev dømt i Københavns Byret i november 2004. Han var chokeret over straffen på seks måneders fængsel og ankede dommen til Landsretten, der i 2005 stadfæstede den, men nedsatte fængselsstraffen til fire måneder. Livet var håbløst, syntes han, og usikkerheden om fremtiden stor. Læserbreve om hans misforståede bevæggrunde for at lække dokumenterne tog han nær, og avisforsiderne var den generte whistleblower ikke skabt til.

Al energi i den ellers så energiske og effektive major forduftede, og dagene blev tilbragt i sengen. Han stod kun op for at spise og så i seng igen. I den periode kom de første selvmordstanker, og han begyndte at drikke.

Siden tog han, med sine to børn i tankerne, ansvar for situationen og opsøgte en læge, der sagde, at han formentlig havde en middelsvær depression, og Grevil gik på selvvalgt antabus.

Der er kommet længere imellem ’episoderne’, som Grevil kalder sine uger præget af depression med alkohol som selvmedicinering.De seneste par år var det egentligt gået godt nok med at drikke et par genstande, når han en gang om måneden var ude med sine kolleger, men han har nu valgt helt at stoppe med alkohol på ubestemt tid. Sagen, der gjorde Frank Grevil til Danmarks vel nok bedst kendte whistleblower, taler de aldrig om. For ham fylder sagen heller ikke længere.

”Jeg har det jo godt. Min største bekymring har været min datter, men hun er efter nogle svære år ved at være godt på vej. Jeg selv har fundet en sød kæreste, og det kører godt med vores distanceforhold. Jeg er glad for mit arbejde og bliver fagligt anerkendt som oversætter,” siger han.

Grevil kan i dag godt grine af absurditeten i det, der er sket, og hvad det har kostet ham personligt. Men fik han muligheden for endnu en gang at dele oplysninger af væsentlig almeninteresse, ville han uden tvivl gribe den.

Men som han siger: ”Det med at være whistleblower er noget, man kun gør én gang i livet. Bagefter er der ikke nogen, der giver én indsigt i hemmelige ting.” 

 

LÆS OGSÅ:Whistleblower: "Jeg synes prisen har været helt urimelig høj"

LÆS OGSÅ: Henrik Boserup: "Jeg har holdt min kæft i lang tid fordi jeg ikke havde noget at sige"

LÆS OGSÅ: Tæt på Taleban: Her er krigsreporteren der går længere end de fleste

Se, hvad vi ellers skriver om: Krig, Psykologi og Portræt