Foto: Andreas Houmann Allan Caspersen ved ikke selv, hvorfor han fik dispensation til at rejse til Kroatien, selvom han kun var 18 år. Han gætter på, at det var fordi, han havde klaret sin værnepligt godt og var en høj fyr, der måske virkede ældre, end han var.

"Hvorfor bor de her børn på en losseplads? Det var fordi, deres forældre var blevet slået ihjel"

Allan Caspersen var blot 18 år, da han blev sendt til Dvor i Kroatien med hold 3 i februar 1993.

For 25 år siden besluttede Folketinget at sende danske soldater til Kroatien som en del af FN's fredsbevarende styrker. Soldaterne kom derned på et 'umuligt' FN-mandat, der kun gav dem ret til selvforsvar. Soldaterne var magtesløse over for de overgreb, som serberne på det tidspunkt udsatte andre befolkningsgrupper for. De danske soldater var de første veteraner. Vi har talt med tre soldater, der var udsendte dengang, dansk militær blev voksent. Her er det andet af de tre interview. Læs det første her.

”Vi ankom sent om aftenen i busser. Der var mørkt over det hele. Jeg er københavner og vant til, at der er gadebelysning. Det var der ikke der, for det brugte man til at skyde efter. Man kunne se, at krigen havde raset, og den havde været meget voldsom. Selvom det var mørkt, kunne jeg se, at bygningerne var halve, at de var fuldstændig sønderskudt. Da vi ankom til lejren, fik vi at vide, at vi havde travlt, vi skulle ud til vores checkpoints. Vi fik våben i hånden og kom op i en lastbil.

Jeg så for første gang i mit liv krigen. Den var måske 500 meter væk fra vores hovedlejr. De to fronter stod mod hinanden, og de skød. Det var fuldstændigt vanvittigt, hvor meget, de skød. Man kunne se lyssporene fra maskingeværerne. Vi kørte væk fra det og ud til vores checkpoints. Idet vi kørte, kunne vi høre sådan en høj rumlen i baggrunden, der blev højere og højere. Det var kampvogne, der kom kørende med fuld fart på. De skulle hjælpe deres venner. De var pressede. Der var ikke nogen, der sagde noget i lastbilen den aften. Vi sad bare og kiggede. Jeg tror, alle var chokerede over det. Jeg tænkte: Det her er simpelthen løgn, hvad er det, jeg har meldt mig til? Det er det eneste tidspunkt i mit liv, jeg har været rigtig bange. Der kunne jeg godt se, hvor lille jeg selv var. Det her var en krig mellem to befolkninger.

Det var meningen, vi skulle kontrollere biler for våben, men det kom vi aldrig til. Selvom vi var den øverste myndighed, var min klare opfattelse, at man ikke kunne finde ud af det sammen med serberne. Baggrunden for, at vi var der, blev aldrig effektueret. Vi var der for at skabe fred og beslaglægge våben og sørge for, at krigen stoppede, men det kom aldrig til at ske, mens jeg var der.

Vi boede i en lille landsby. Der var stort set kun mænd. Der var nogen, vi var gode venner med, og så var der nogen af de lokale indbyggere, der opførte sig rigtig dårligt over for os. De kunne finde på at true os. De pegede på en pistol, og så pegede de på os. Det skred vi kraftigt ind over for. Så pegede vi på dem med vores geværer for at få dem til at forstå, at det kom vi aldrig til at acceptere. Serberne havde den opfattelse, at hvis ikke vi var kommet, havde de vundet den krig. De var i gang med at vinde krigen, og de havde kørt kroaterne og alt andet over. De havde vundet, hvis ikke FN var kommet. Så kom FN og gav kroaterne den fred, de havde brug for til at opbygge ammunitionslagre, købe kampvogne og lave en kæmpe offensiv, som så ramte vores hold 8. Som jeg ser det, har vi været med til at hjælpe kroaterne med at lave den her offensiv, fordi de fik mere tid.

Når vi skulle af med vores skrald, kørte vi på lossepladsen med det. Den var fyldt med børn på fem-otte år, der boede derude. Hver gang vi kom derud med affald, var de næsten ved at komme op og slås for at få fat på affaldet først, fordi de ville have maden. Jeg ved, der er flere, der har fået et psykisk knæk over det, fordi man spørger sig selv: Hvorfor bor de her børn på en losseplads? Det var fordi, deres forældre var blevet slået ihjel. De havde ingen steder at være. Så de boede på en losseplads og levede af det lort, man lagde der. Det var jo helt forfærdeligt. Jeg tænkte på, hvor mange, der har gået og udnyttet de her børn? Der var slet ikke nogen love eller regler. Alle gjorde, hvad der passede dem.

Jeg kom nogle gange hos en serber, som boede der. Han var en rigtig fin fyr, og hans mor vaskede vores tøj og bagte pandekager til os. Jeg havde behov for at komme ud af lejren, jeg var ved at blive sindssyg. I dag er jeg venner med ham på Facebook. Han var træt af krigen, han kørte de der turnusordninger, hvor han var 14 dage ved fronten og 14 dage hjemme, der var ingen fremtidsudsigter for hvornår, det ville slutte. Vi var alle soldater, så vi kunne godt relatere os til hinanden, men diskussionen om man mente, kroaterne skulle nedkæmpes, den blev ikke taget. Det ville være lidt voldsomt at spørge om. Det var ikke sikkert, vi var enige.

At være i krig er negativt i sig selv, men det har åbnet mange døre for mig, bl.a. da jeg søgte en elevstilling i et boligselskab. Der var små 100 ansøgere til den elevstilling, og der var kun én årsag til, at jeg fik den, og det var, at jeg havde været udsendt. Psykisk har jeg det fint i dag, men de første ti år efter, jeg kom hjem, havde jeg mareridt om, at jeg skulle afsted igen. Da vi kom hjem, stod der en tyk major og grinede af idéen om, at vi skulle have psykologhjælp. Når du sidder i et auditorium med halvanden hundrede soldater, vil du så række hånden op og sige: ”Jeg vil gerne have psykologhjælp,” når majoren har stået og grinet? Der var ingen, der rakte hånden op. Jeg løste det ved at gå meget i byen efterfølgende.

Jeg gik på Handelsskole. Kontrasten ved at komme hjem fra krig og dagen efter starte på handelsskole var for stor for mig. Jeg er en af dem, der har bestået med den højeste fraværsprocent. De så igennem fingre med det, fordi jeg kom dernedefra. Det var surrealistisk at komme ind i en klasse med 17-årige mennesker, når man lige er kommet hjem fra krig. Den tur til Balkan gjorde mig 10 år ældre.

Der er ingen ræson i at sende en 18-årig afsted. Når jeg ser 18-årige i dag, går de og samler pokemons. Når du er i en lejr, hvor der er udgangsforbud, så hører du hele tiden ting. Nå, så var der en, der var blevet skudt i ryggen af en snigskytte og blev lam. Flere gange blev hovedlejren angrebet, og de lå derindefra og skød. Det gør, at man hele tiden tænker: Gad vide, om de kommer herud til os. Hvornår begynder de at overfalde os? Hvor mange kommer de, når de kommer? Det er et kæmpe psykisk pres hele tiden at vente på, at der er nogen, der overfalder dig.”

Allan Caspersen, 43 år, fik dispensation, eftersom man egentlig skulle være fyldt 19 år, før man måtte blive udsendt med de fredsbevarende styrker. Var i Kroatien i seks måneder, indtil hans kontrakt udløb. Forlod derefter militæret.

LÆS OGSÅ: Casper er vaneforbryder: ”Kan man ikke komme i kontakt med mig, er det, fordi jeg er død eller bag tremmer”

LÆS OGSÅ: "Jeg tager små doser LSD for at blive stærkere og mere kreativ"

LÆS OGSÅ: Carsten Larsen er næstehjælper: ”Der er mennesker derude, som er dybt desperate, og som hverken har råd til mad, medicin eller tøj”

Se, hvad vi ellers skriver om: Krig