Brøndby
Foto: Kristine Kiilerich

Portræt af Vestegnen - Brøndby

Stort portræt af Brøndby kommune: “Vi bor her, det her er vores liv, og vi flytter aldrig herfra”

Engang blev DSB-togenes toiletter tømt, når de kørte forbi Brøndby. I dag er det flagrende lokumspapir erstattet af tusindvis af gule halstør­klæder på Brøndby Stadion. journalist Anders Ryehauge og fotograf Kristien Kiilerich tog til forstadskommunen, hvor en særlig trodsig stolthed synes svejset ind i betonen.

"Du kan jo skrive, at den ældste søn stod og sniffede heroin ude i garagen, og moderen var en dum blondine, der ikke fattede noget som helst.” 

Camilla Friberg er en kvinde i midten af 40’erne med store øjne bag sine brilleglas og stort blonderet hår. Det er søndag eftermiddag, hun sidder ved spisebordet i sit hjem i Brøndbyvester, og Brøndby Stadion kan anes ud af det ene vindue.

Der skal være kamp derovre senere, og Camilla Friberg, der kalder sig selv en ’vaskeægte Brøndby-pige’, har fulgt ’drengene fra Vestegnen’, ligeså længe hun kan huske og vist før det.

Hun vil tusind gange hellere se fodbold end tage på shoppingtur. Det er hendes jævnaldrende mand, Jesper Friberg, glad for. Han har skægstubbe og kort hår, der er begyndende gråt, og selvom han er fra Albertslund, har han haft Brøndby i hjertet siden før puberteten.

Han siger, at der er mange af hans venner, der er misundelige på, at han er gift med Camilla. De ville også ønske, de havde en vaskeægte Brøndby-pige til hustru.

Når der er fødselsdag eller andre festlige begivenheder i familien, råber gæsterne ikke ’hurra’, men laver i stedet ’Brøndby-klappet’. Det er det nemmeste i verden, siger Camilla og gør sådan her: Klapklap klapklapklap klapklapklapklap BRØNDBY! 

Sådan lød det også, da Camilla og Jesper blev gift i 1999. Selve vielsen foregik ganske vist i Brøndbyvester kirke, men bryllupsfesten blev afholdt på Brøndby Stadion i nogle lokaler, der lå ud mod stadion. På samme tid blev der spillet en reservekamp på banen, så gæsterne kunne kigge fodbold, mens de fik sig en velkomstdrink.

Der er også hunden Kalle, et lille gadekryds af fire forskellige racer med sort hoved og hvid krop, der er opkaldt efter den tidligere Brøndby-spiller Thomas Kahlenberg. Engang placerede Jesper hunden efter Brøndby IF, da han skulle rangordne det vigtigste i sit liv.

De eneste, der kom over fodboldklubben på Jespers liste, var Camilla og sønnerne, 12-årige Bertram og 14-årige Albert, der ikke lige har stået og sniffet heroin ude i garagen. I stedet sidder Albert med sin lillebror på sit værelse under et stort Brøndby IF-logo og spiller FIFA17 på PlayStation.

Han er en høflig 14-årig dreng med blondt hår, der snart skal konfirmeres og som smiler lidt genert, når han snakker. Det samme kan siges om Bertram, bortset fra det med konfirmationen, og at hans hår er brunt.

Camilla Friberg fejrede sidste år 20-års jubilæum som skolelærer på Brøndby Strand Skole, hvor hun underviser i dansk og er klasselærer for to klasser i indskolingen. Men hun ved godt, hvad folk plejer at tænke, når de hører om sådan en som hende, der kalder sig for en vaskeægte Brøndby-pige.

Når hun fortæller om det, kan hun høre en stemme i sit baghoved, der siger:

“Gud, hvor er jeg crazy, at jeg går sådan op i de gule og blå.”

“Men de kan sige, hvad de vil,” siger Camilla Friberg og smiler som kun en venlig folkeskolelærerinde kan gøre det.

“Vi bor her, det her er vores liv, og vi flytter aldrig herfra.”


Camilla Friberg med sin tolvårige søn Bertram på Brøndby Stadion. Brøndby har netop scoret til 2-0 mod AaB.

I Brøndbyvester og Brøndbyøster er der små stræder og gamle bindingsværkshuse, der skaber landsbystemning. Bl.a. bodegaen Hovsa, der huser det mere hardcore klientel blandt Brøndbys fodboldtilhængere.

Med sit stråtækte tag over den røde bygning og et træskilt med bodegaens navn ligner Hovsa noget fra Den Gamle By i Aarhus. Skråt over for ligger Brøndbyvester Kirke, den ældste bygning i bydelen med mere end 900 leveår, og stedet, hvor Grundtvig blev gift. Klos op ad rådhuset står Den Gamle Mølle stadig, selvom den gik ud af drift i 1950.

Tæt ved sidder knap 30 ældre kvinder ved langborde i en bygning og venter på and med rødkål og rigelige mængder brun sovs. Det er et af de utallige foreningsarrangementer i kommunen.

De fleste af de fremmødte kom hertil i 1950erne og 1960erne, da kommunen eksploderede i indbyggerantal. Men enkelte husker landsbytiden, hvor man ankom i hestevogn til skolen.

Men det er længe siden nu. “Det er nu ikk’ kun for kvinder,” siger en ældre dame og nikker over mod glasdøren til et tilstødende lokale, hvor to ældre mænd står ved et billardbord, og fire andre er linet op som tilskuere ved vindueskarmen. “De er bare døde de fleste. De holder jo ikke ud ligeså længe som os andre,” griner hun.

I en kommune, der er flænset op af Holbækmotorvejen, Køge Bugt Motorvejen og Motorring 3, virker det som en umulig opgave at finde en form for naturligt centrum. Brøndby er ikke en by, ikke i gængs forstand, men en kommune, der består af byerne Brøndbyøster, Brøndbyvester og Brøndby Strand.

Men nogenlunde midt i al asfalten ligger Brøndby Stadion med plads til 28.000 mennesker, og der er ingen tvivl om, at det er fodboldklubben, der binder forstaden sammen. Dén og så en mand, der bor syd for Brøndby Stadion. 

Kjeld Rasmussen hedder han, og den tidligere borgmester støtter sig til sin stok, da han åbner den brune trædør ind til sit gule murstenshus i Brøndbyvester lige ved grænsen til Brøndbyøster.

Han er klædt i en mørkeblå sweater uden på en ternet skjorte, der stikker op ved halsåbningen. Bortset fra lidt benproblemer er han frisk som en havørn, siger han. Hovedet fejler i hvert fald ikke noget.

“Eller hvad ved jeg. Det ka’ I andre sgu vurdere,” siger Kjeld Rasmussen med tyk københavnerdialekt. Han har et ansigt ikke ulig den amerikanske skuespiller Anthony Hopkins, og som mange mænd af hans generation smiler han på en måde, der i første omgang virker udfordrende, men som senere afslører sig som varmt. 

Det er få uger før Kjeld Rasmussens 90-års fødselsdag. I køkkenet er hans hustru Lisi ved at klare nogle praktiske gøremål.

”Ja, jeg bor jo med sådan en ung sag,” siger han og klukker hostende. ”Hun er kun 89 år.”

Både Kjeld og Lisi er egentlig fra Nørrebro. Dengang kaldte Kjeld Rasmussen og hans kammerater Lisi for ’Jerndamen’, når hun kom vandrende ned af gaderne, for uanset om de råbte eller fløjtede efter hende, fortrak hun ikke en mine.
Men en dag stoppede han hende alligevel og sagde: ’Du, vil du ikk’ med til en håndboldfest?’ Det ville hun gerne.

Det er 71 år siden. Siden har de været sammen, og hun har støttet ham i alt. Det eneste, han ikke fik lov til, var at tage flyvercertifikat eller komme i Folketinget, for så ville hun skilles, og derfor har han ikke gjort nogen af delene, selvom der har været mange muligheder, især for det sidste.

Kjeld Rasmussens egen historie i området startede i 1951, da han og Lisi flyttede fra København og til deres nye lejlighed i Brøndbyvester. Ved anden verdenskrigs afslutning få år forinden boede der blot 3.000 mennesker i hele kommunen, der mest af alt bestod af fladt hedeland, og det siges, at dengang kunne den daværende borgmester stille sig op på en ølkasse og se helt til Roskilde Domkirke.

Men i efterkrigstidsårene var der stor boligmangel i de største byer og i årtierne efter blev den københavnske Vestegn på mange måder et politisk byggeprojekt. Arbejderne skulle ud af byen, de skulle have luft, lys og nye lejligheder i boligblokke med parkeringspladser, grønne områder, adgang til stranden, cykelstier og stisystemer.

Hjemme hos den tidligere borgmester ’Kong Kjeld’. Kjeld Rasmussen var socialdemokratisk borgmester i Brøndby Kommune i 39 år.

Alt det oplevede Kjeld Rasmussen på første parket. I 1958 kom han i kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet, og i 1966 blev han, 39 år gammel, valgt som den hidtil yngste borgmester i landet.

Siden blev han genvalgt ni gange i træk, før han op til kommunalvalget i 2006 trak sig tilbage efter godt 40 år på posten som den længst siddende borgmester nogensinde i Danmark.

I efteråret udkom bogen ’Kjeld – borgmesteren, der skabte Brøndby’. Det er på sin vis beskedent. I folkemunde bliver han nemlig kaldt ’Kong Kjeld’, hvilket kom sig af, at han på et tidspunkt var med til at udvide Brøndbyskoven betragteligt og i den forbindelse udtalte: “I Danmark er det kun konger, der anlægger skove.” Så var den titel i brug.

”Kom nu for helvede,” siger en lille asiatisk kvinde på gebrokkent, bestemt dansk. Bag hende står en krumrygget mand med fedtet hår og holder en raslende Netto-pose. Han er stoppet op i Brøndby Strand Centrum for at kigge på et skilt, der hænger på en butiksfacade og oplyser, at der snart åbner en KIWI.

”Den åbner sgu aldrig,” konstaterer en ældre kvinde med permanentkrøller tørt, da hun passerer i den modsatte retning med sin veninde. Så er der mere travlt i modsatte ende, hvor Vestegnens Bazar ligger.

Der bor mere end 80 forskellige nationaliteter i byen, og man kan få specialiteter fra mange af deres hjemlande her. En karseklippet mand i hættetrøje og baggypants trasker ud af Netto side om side med en kvinde med et enormt farvet, rødt hår. Under hendes venstre øje sidder to små piercinger og lige under læberne endnu en. 

Parret fortsætter forbi Funshop, hvor 15-årige Mehdi passer kassen for sin far, og videre forbi Jeppe’s Bodega.

 Kjeld Rasmussen siger, at hemmeligheden til succes er at stå op før ens rivaler og gå senere i seng. Så kan man altid lige snuppe sig en halv time på øjet midt på dagen, det er der alligevel ingen, der lægger mærke til.

Han kender om nogen spillet. Til et opstillingsmøde i det socialdemokratiske lokaludvalg forud for kommunalvalget tilbage i 1970 blev han forsøgt kuppet. En mand ved navn Eigil Brinch havde i al hemmelighed samlet bestyrelsen – eller med Kjeld Rasmussens ord: ”gabehovederne og idioterne, der tror, de kører det hele” – der havde besluttet, at Brinch skulle opstilles som nummer 1 på listen og Kjeld Rasmussen som nummer 3.


Boligblokke, grønne områder og stisystemer. Brøndby og Vestegnen er bygget som en socialdemokratisk drøm. 

Planen var, at fordi Brinch stod først, skulle han være borgmester, hvis Socialdemokratiet vandt valget. Men det var Kjeld Rasmussen ”sgu da ligeglad med”, så kompromisset blev, at de personlige stemmetal måtte afgøre, hvem der skulle besidde borgmesterposten. Ved det valg tog Kjeld Rasmussen den procentuelt største sejr nogensinde til en socialdemokrat, og Brinch flyttede fra kommunen.

“Han fortrød det bittert og har senere erkendt, at det dummeste, han nogensinde gjorde, var at stille op mod Kjeld Rasmussen,” siger Kjeld Rasmussen.

Den frygtløse attitude er også ofte blevet anvendt udenfor bygrænsen. Det skal man bare spørge DSB om, hvis man er i tvivl. Før der kom containere i togtoiletterne, røg efterladenskaberne direkte ud på skinnerne. Det fik den følge, at der hang lokumspapir i guirlander i træerne ved Brøndbyøster, og det var Kjeld Rasmussen alvorligt træt af for at sige det mildt.

”Det ville jeg sgu ikke finde mig i,” siger han.

Der var imidlertid ikke noget at gøre ved det. DSB sagde, at det var sådan, det nu engang var. Men Kjeld Rasmussen blev ved med at bore i det.

”Og på et tidspunkt fandt jeg så ud af, at når DSB kørte fra København til Helsingør, så lukkede de sgu for lokummerne. Deroppe boede alle de overordnede tjenestemænd, blandt andre direktøren for DSB og en række fine folk fra Trafikministeriet, så der skulle de ikke have lort på skinnerne.” 

Først gik Kjeld Rasmussen til den lokale dommer, men han mente ikke, han kunne gøre noget ved det. Borgmesteren måtte tage sagen i egen hånd.

”Jeg ringede til alle former for presse og fortalte, at der hang lokumspapir i vores træer, men nord for København hos alle de fine folk, der lukkede de af. Den fik bare alt, hvad den kunne trække.”

Det var nok. Herefter var der ingen, der sked på Kjeld Rasmussens kommune. Det har været “den lille mands kamp,” mener han selv. 

Den tidligere borgmester er i det hele taget ikke en mand, der stiller sig tilfreds med det næstbedste. Tag nu fx Margrethe-flagstangen, der står syd for Brøndby Stadion og er Danmarks højeste flagstang.

Den blev sat op i 1990 som en gave til Dronning Margrethes 50-års fødselsdag med lige netop det formål at være den højeste. Men dengang var den kun 40 meter, og en kroejer fra Vojens kunne oplyse, at hans flagstang faktisk var et par meter højere.

Først tog Kjeld Rasmussen Lisi med til Jylland for at måle op, og da han kunne konstatere, at den var god nok, tog han tilbage til Brøndby og udvidede Margrethe-flagstangen med syv meter.

Kommer man forbi Købmandsgårdens Pizzeria på Bygaden, hvor unge hænger ud på træbænke efter skole, har pizzaerne navne efter tidligere Brøndbyspillere. Man kan få en ’Tørnes’, en ’Krohn Deli’, en ’Agger’ eller en ’Laudrup’ med pepperoni, jalapenos og hakket oksekød opkaldt efter Finn, Michael og Brian, der alle har slået deres folder i klubben.

Et andet sted, hos Solo Pizza i Brøndby Strand Centrum, sidder to unge piger og deler en kebabpizza, mens de snapchatter. På menukortet kan man bestille en ’Dansker’. Det er en pizza med bacon på.

’Hvis nogen ser ned på os, så puster vi os bare op,’ synes at være den indforståede tilgang til tilværelsen i Brøndby. Sådan er det også hos Kjeld Rasmussen. Han siger, at uanset hvor han rejser hen, om det er i Danmark eller uden for landets grænser, har de hørt om Brøndby. Ja, når han rejser til Japan, påstår han, kender de faktisk kun to ting til Danmark: Den lille havfrue og Brøndby.


Jesper Friberg gør sig klar til hjemmekamp.

Og det har han en del af æren for. Tilbage i starten af 1960’erne vurderede han og andre af kommunens spidser, at hvis der skulle være bare nogen som helst former for sammenhold i en kommune, hvor så store dele af indbyggerne var tilflyttere, måtte man have noget at samles om indadtil og noget at bryste sig af udadtil.

De fik derfor overbevist repræsentanter fra Brøndbyøster Idrætsforening og Brøndbyvester Idrætsforening, der ellers hadede hinanden som pesten, om at slå sig sammen, og d. 3. december 1964 var Brøndbyernes Idrætsforening en realitet.

“Fodboldklubben har givet et sammenhold i kommunen ud over alle grænser,” siger Kjeld Rasmussen og fortsætter:

“Nord for København har de måske noget andet, om ikke andet kan de jo gå og sole sig lidt i hinanden. Men for Brøndby har det betydet ALT at få den fodboldklub. Det har været med til at gøre Brøndby til noget og gøre folk herude stolte.”

Det er ellers ikke altid, at der i udgangspunktet er så meget at være stolt af i Brøndby. Når man eksempelvis snakker om kommuner med flest fattige eller arbejdsløse, figurerer Brøndby kommune som regel sammen med flere andre Vestegnskommuner. Og typisk er kommunerne nord for København i den anden ende af listen. På den måde bliver det et nærmest fysisk billede, at hvis man er rig, velfungerende og ovenpå, befinder man sig over København, og hvis man er på bunden, befinder man sig neden under.

“Jeg kommer fra ingenting. Fra Brøndby Strand, hvor man kun kunne tre ting: hænge ud, hænge ud og hænge ud,” har Burhan G, der klatrede op ad rangstigen, blev gift med rigmandsdatteren Sarah Zobel og flyttede ind i en luksusvilla i Taarbæk nord for hovedstaden, sagt til Ekstra-Bladet.

Brøndby Strand har i det hele taget måttet lægge ører til meget. I februar blev byen nævnt 120 gange i løbet af en folketingsdebat, hvor der blev luftet bekymring over områder i Danmark med meget store dele af indvandrere og efterkommere – med Brøndby Strand som skræmmeeksemplet.


Jesper Friberg og den fjortenårige søn Albert i 'Svinget', hvor den gamle garde af hardcore Brøndbyfans opholder sig. Det hiver i Albert for at komme ned og stå på 'Sydsiden', men mor og far mener ikke, at han er gammel nok.

Debatten kulminerede, da repræsentanter for det højrerabiate Danskernes Parti tog til byen og delte flyers ud med fiktive flybilletter til ‘Langtbortistan’ og ordene ‘En flybillet hjem’ til samtlige husstande i de sociale boligbyggerier. 

I starten af 1970’erne blev Brøndby Strand Parken med i alt 12 højhuse på 15 etager opført. Mange af dem, der endte med at flytte ind var flygtninge og indvandrere.

Det ser man blandt andet omkring Vestegnens bazar i Brøndby Strand Centrum, hvor kokkekundskaber fra mange forskellige lande er at finde i boderne. Det siges, at i Brøndby Strand har man ikke guilty pleasures. Her har man bare pleasures, for man er bedøvende ligeglad med, hvad der er god og dårlig stil. Man er bare sig selv.

Stranden ved Brøndby blev populær for den københavnske middelklasse, da busruterne begyndte at køre regelmæssigt op gennem 1920’erne og 30’erne. Hvis man trasker ned ad den lille sti mellem Stube Sø og Maglebæk Sø for at nå ned til stranden, kan man stadig mærke den stemning.

Mens mågerne skratter, sidder ældre mænd på bænke og snakker næsten uden ord, som kun ældre mænd kan, midaldrende kvinder lufter puddelhunde, og fiskere står spredt i vandet med vaders.

På havet padler en ensom roer sløvt forbi i sin orange kajak og i sandet sidder unge mødre og ser deres små døtre og sønner fylde muslinger og småsten i røde plastikspande. Men vender man sig om og kigger ind mod byen, bliver man mindet om, at Brøndby Strand ikke er, som Brøndby Strand var. Bag de første huse, nogle små spidse af slagsen, der ligger i en lang række, tårner enorme boligbyggerier sig op i den nære horisont.

 ”Måske er der nogen, der siger, at det er bedre der, hvor de kommer fra. Det må de selv om. Vi er glade, for det vi har,” trækker Bülent Agaar på skuldrene.

Han står sammen med sin ven Cagatay Temur foran et cykelstativ og skutter sig lidt i kulden. De er 16 og 18 år og bor i Tranumparken og Kisumparken i Brøndby Strand. Selvom de syntes, det var dårlig stil af Danskernes Parti det der med løbesedlerne, er det ikke rigtigt noget, der går dem på. De tager ikke så tungt, hvad andre siger. Heller ikke når Burhan G snakker om sit nye liv i forhold til barndommen i Brøndby Strand.

Og i øvrigt er det jo lige netop det her med at ’hænge ud, hænge ud og hænge ud’, der er det bedste ved Brøndby Strand. Bülent Agaar og Cagatay Temur hænger rigtig meget ud.

I gårdene, hvor næsten alle er ude, når det er godt vejr, og hvor mødrene sidder ved bænkene med kaffe, te og kage og sludrer om dagens talk of town inden for tilpas rækkevidde til at holde øje med de små børn, der render rundt ved legepladsen.

I hinandens lejligheder, der alle sammen er inden for gåafstand, og hvor der som regel er FIFA17 på tv-skærmen. Eller i det træskur, de tilfældigt fandt sidste sommer, hvor de tænder stearinlys, ryger vandpibe med æblemintsmag og fortæller røverhistorier det halve af natten.

Vinterbaderne Pia og Bente fra Vinterbaderklubben Bifrost søger ly i det gamle livredderhus på Brøndby Strand.

Mest af alt hænger de dog ud ved de indhegnede fodboldbaner, der ligger fordelt ved boligbyggerierne, hvor uniformen på en varm dag er shorts, bar mave og slidte sko, og hvor alle, der kommer forbi og stiller sig, må være med.

”Her kan man gå rundt til det hele via stierne. Det er ikke ligesom inde i København. Der er dejligt stille om natten og ikke så meget ballade, som vi hører andre steder. Alle leger på kryds og tværs. Jeg kunne ikke forestille mig at bo et federe sted,” siger Bülent Agaar.

Hverken han eller Cagatay Temur er oprindeligt fra Brøndby Strand. Bülent Agaar flyttede til Brøndby Strand i 2011 efter at have boet i Slagelse og Høje Taastrup. Allerede dagen efter gik han ned til fodboldbanerne med sin storebror. Så kom der nogle drenge og spurgte, om han ville være med.

Cagatay Temurs historie er næsten identisk. Han flyttede hertil i 2010 fra Københavns Nordvest-kvarter, da han var 11 år gammel med sin mor, far og tre yngre søskende.

De første par dage stod han mest og kiggede ud af sit vindue og ned på fodboldbanerne. Han tog tilløb, for han ville gerne ned og være med, men han vidste jo ikke, om de gad være sammen med ham.

Men på den tredje dag tænkte han: ’Nu gør jeg det.’ Han var dårligt nok nået derned, før den første fyr kom hen til ham. Allerede senere samme dag, var der en af fodbolddrengene, der ringede på hans dør og spurgte: ’Kommer du ikke ned?’ 

”Det var helt anderledes at flytte hertil. Jeg var ikke vant til at være ude særlig meget, og nu var jeg det pludselig hele tiden. Der var hele tiden nogen, der ville hænge ud med mig. Det gjorde mig enormt glad,” siger Cagatay Temur.


Bülent Agar, 16 år (tv.) og Cagatay Temur, 18 år, fra Brøndby Strand.

En lillebitte Brøndby-trøje er klistret fast på sideruden i en bil, der langsomt tøffer forbi mylderet af mennesker. De kommer vandrende langvejs fra. Allerede nede fra Brøndby Strand trasker de, klædt i gult og blåt, op af Brøndbyvester Boulevard, forbi Middelalderlandsbyen og golfklubben på den ene side og Avedøresletten på den anden.

Ved hver en sidevej, ved hvert et busstoppested øges den samlede mængde. De kommer fra hele Vestegnen. Mindst 15.000 til hver hjemmekamp. De går og går, ofte adskillige kilometer for at nå frem. Forbi vejskilte, bygningsfacader og grå betonvægge, hvor de tre bogstaver ’BIF’ er indskrevet som et evigt ekko.

I BRØNDBYVESTER har et tæppe af nerver og forventningsglæde lagt sig over familien Friberg. Det er ved at være tid til det, de alle fire har set frem til hele ugen.

Det går de aldrig glip af. Hvis de fx er til fødselsdag klokken 14 og ved, at Brøndby spiller klokken 17, kører de klokken 16. Det kan ikke diskuteres. Så kører de hjem, parkerer bilen i indkørslen, sætter et Brøndby-flag i hækken og går mod stadion eller sætter sig ind foran tv’et, hvis det er en udekamp for langt væk.

Men denne aften er de på hjemmebane, og de har helt faste ritualer for, hvordan det skal foregå. Først kommer Jespers far forbi, og når der er præcis en time til kampstart, går han og Jesper og storebro Albert på baren ’64’ ved stadion.

De voksne får en øl og Albert en sodavand. Lillebror Bertram måtte egentlig også gerne tage med, hvis han ville. Familiereglen er, at man skal være mindst 10 år for at stå i tribuneafsnittet ‘Svinget’.

Men da Bertram prøvede det en enkelt gang, syntes han, der blev råbt for mange grimme ord. Han vil hellere sidde på den roligere langside med sin mor lidt endnu, og de to plejer at gå mod stadion en halv time før og få en pølse og en sodavand.

Historien om Brøndby er på mange måder også historien om familien Friberg. Camilla Fribergs far var med, da de slog de to idrætsforeninger sammen i 1964, og han sad efterfølgende i bestyrelsen og besad forskellige funktioner gennem årene bl.a. som banemand.

Og Camilla og hendes lillebror var med til hjemmekampene fra de var helt små. Mens deres mor stod i pølsevognen, rendte de rundt om banen med store sække fulde af popcorn og solgte poser til en femmer. Minderne er forbundet med stærk nostalgi.

”Søndagen var den dag, man glædede sig mest til i hele ugen. Dengang var der kampe om formiddagen, så man skulle kun lige vågne op og så på stadion. Min moster var der, min onkel og fætre var der, der var bare en masse folk, som uglede mig i håret, når jeg løb rundt, som om det var mit hjem. Så var man lige henne og få en pølse i pølsevognen eller forbi og købe lodder, og så kom spillerne på banen, og det hele startede. Søndagen var en virkelig fed dag,” husker Camilla Friberg.

Ikke længe efter, at Brøndby rykkede op i landets bedste række i 1981, begyndte Camilla Friberg at lange pommes frittes og fiskefileter over disken i klubbens cafeteria. Hun var på fornavn med de fleste af spillerne og passede børn, hvis fædre hed Peter Schmeichel, John Faxe og Kim Vilfort.

”Jeg elskede hele det der fodboldliv. Det handlede om klubben, og man følte sig som en del af noget, der voksede,” husker hun.

Frokost i Pensionisthuset Møllehuset i Brøndbyvester på Mortens-aften.

Dengang kendte hun ikke Jesper. Han boede i Albertslund og fik det hele ind lidt ad omveje. Da han var 10 år gammel, var han i Idrætsparken med sin far og se en landskamp for første gang, hvor folk stod tæt på stråtribunen og drak bajere og råbte grimme ting af dommeren.

Jesper syntes, det var ret fantastisk det hele, og sammen med en kammerat, der også var vild med fodbold, fandt han ud af, at der lå noget ikke så langt derfra, der hed Brøndby.

Det hold begyndte de at følge i radioen. I 1985, da Jesper og hans kammerat var blevet 12, kunne Brøndby vinde mesterskabet, hvis de vandt den sidste kamp, så de to besluttede sig for at cykle derud.

De havde et båthorn med, men da han første gang truttede i det, var der en mand foran dem, der vendte sig om og helt stille og roligt sagde: ”Jeg vil bare lige sige, at det her bruger vi ikke i Brøndby.”

Så lagde de det under sædet og brugte det ikke siden, og Jesper har selv siden mange gange sagt det samme til andre. Brøndby vandt kampen 2-1 over Køge og blev Danmarksmestre for første gang.

Efterfølgende tog Jesper og hans kammerat over i Brøndbyhallen, hvor anføreren Lars Olsen begyndte at synge: ”Vi er gule, vi er blå, vi er ikke til at slå.” Camilla og hendes far var der også, og faren var så beruset af alkohol og glæde, at han faldt over et cykelstativ og brækkede kravebenet.

Jesper blev over årene en del af en stor drengerøvsgruppe, og han havde langt hår og hvide tennisstøvler og syntes altid at befinde sig i en form for tredjedagsbrandert.

De to kendte ikke rigtig hinanden, men fra tid til anden kiggede Jesper og hans ven alligevel ned i fanshoppen, hvor Camilla hjalp sin lillebror og forsøgte at charmere sig ind på hende. Det opdagede Camilla overhovedet ikke. Men til en julefrokost i klubhuset i midten af 1990’erne, stod de alligevel pludselig og kyssede. Og nu skal hele familien på Brøndby Stadion.
Camilla Friberg smiler.

”Det er den der følelse i maven.”

Øverst oppe på stadiontribunen hopper Bülent Agaar. Han har placeret sig så højt som muligt for at undgå at få øl i hovedet. Ikke så langt derfra står Jesper Friberg, Albert og gutterne i ‘Svinget’ og råber.

På langsiden længst væk fra dem sidder Camilla Friberg og Bertram og klapper. Inde i bestyrelseslokalet sidder Kjeld Rasmussen med sin stok og kigger ud på det fodboldhold, som har skabt Brøndby.

På tribunerne hopper det gule monster med sin fangarme til tunge rommerytmer. Op og ned, op og ned. Taktfast. ”Stoltheden er kolossal” brøler monsteret med ét ansigt og én stemme.

LÆS OGSÅ: Mattias Tesfaye: ”Gad vide, hvad jeg havde gjort, hvis den der Robyn-cd med coke var nået til mig?"

LÆS OGSÅ: 7 opdateringer fra Mads Holgers Facebook-profil, der minder os om, hvor meget vi savner ham

LÆS OGSÅ: "Jeg kan ikke huske de første 14 dage, efter jeg kom hjem. Jeg fik så mange angstanfald"

Se, hvad vi ellers skriver om: Brøndby IF