Foto: Magnus Ekstrøm

Da jeg vidste jeg var god: Andreas Cornelius

For at blive en af de bedste inden for dit felt skal du øve dig i 10.000 timer. En af de danske mænd, der har været villig til at gå hele vejen for at perfektionere talent, er fodboldspiller Andreas Cornelius. Efter en succesfuld sæson i F.C. København og debut på landsholdet er han netop blevet solgt til Cardiff City F.C. Her fortæller Andreas Cornelius om, da han vidste, at han var god.


Jeg ved ikke, hvor mange vinduer jeg baldrede nede i baggården. Jeg spillede op ad muren, og hvis den lå til en flugter, så …  

Det begyndte i børnehaven, hvor vi var tre drenge, der løb og spillede med en lille plasticbold hver dag. Vi lavede ikke rigtig andet. Der var ingen mål, vi rendte bare rundt mellem legetøjsbiler og alt muligt andet. Som femårige startede vi sammen i klubben Hekla på Islands Brygge. Jeg har altid haft en god motorik og fx været hurtig til at lære at cykle i forhold til mine jævnaldrende. Min fysik og balance var god, og ret hurtigt gik det op for mig selv og andre, at jeg kunne spille fodbold med nogen, der var ældre end mig. Da jeg var 13-14 år og spillede i Fremad Amager, kvalificerede vi os til danmarksmesterskabet. Vi gik ikke videre fra gruppekampene, men jeg blev alligevel topscorer i turneringen. Det var første fingerpeg om, at jeg også på nationalt niveau var god af min alder. Det var ikke, fordi jeg ændrede noget efter den turnering, jeg arbejdede bare videre. Jeg tror, jeg er god til at have medgang og ikke blive for tilfreds. Jeg vil blive bedre og bedre. Ligesom man kan være dårlig til at håndtere modgang, kan man være dårlig til at håndtere succes. Jeg vil heller ikke bare læne mig tilbage nu, selv om jeg har haft et godt år. Mine trænere og mine forældre er også opmærksomme på, at det ikke skal ske.

De første rigtig fede fodboldstøvler, jeg fik, var Copa Mundial, en klassiker fra Adidas. Det var fedt at komme over i klubben med de nye støvler. Der var mange mål i dem. Da jeg var lille, scorede jeg mål hele tiden. Det kunne være, en kamp var sluttet 5-5, og jeg havde scoret fem mål. Når man bliver omkring 15 år, bliver kampene mere taktiske, og niveauforskellen mellem spillerne er mindre. Man kan ikke sige om en lille dreng, at ”han bliver professionel”. Der er så mange ting, der spiller ind. Jeg havde drømmen om at blive professionel, men jeg anede ikke, hvad det krævede. Jeg kunne se, at jeg var god og bedre end de fleste, men havde jeg ikke mødt folk, der havde lært mig, hvad det kræver, var jeg aldrig blevet til noget.

Jeg spillede så meget som muligt. I ferierne kunne jeg være nede på banen fra otte om morgenen til otte om aftenen. Det var en asfaltbane med to mål uden net. Der var næsten altid nogen at spille med. Hvis der ikke var nogen, kunne jeg stå et par timer og spille for mig selv op ad en mur. Engang som barn så jeg en fodboldkamp på tv med en af mine venner, og der var en spiller, som lavede en fed finte. Vi gik over på banen og øvede os på den finte. Da min ven havde lavet den en gang, gik han hjem. Nu havde han jo lavet den, men jeg blev hængene derovre for at lave finten måske 10 gange, så jeg også kunne bruge den i kamp. Det er også en del af et talent, at man har et fokus og er god til at træne.

Som ungdomsspiller på U17-holdet havde jeg en svær periode. Jeg havde altid været en lille hurtig spiller, men så begyndte jeg at vokse meget, og det medførte en masse overbelastningsskader. Kroppen hang ikke sammen. Jeg fik ondt i lysken, knæene og fødderne. Jeg gik fra at være den bedste til at være en spiller, der sådan var god nok til at starte inde, men ikke mere end det. Pludselig var jeg ikke den, man snakkede om. Det var en periode på to-tre år. Jeg var langt nede og lå nogle gange og tænkte på at stoppe. Jeg sagde det til mine forældre, men jeg tror ikke helt, de troede på mig. ”Det går ikke, du kan ikke bare stoppe.” De holdt mig til ilden, for de kunne godt se, hvor glad jeg var for at spille. Næsten alle mine venner spillede også. For mig var det en erkendelse af, at jeg ikke bare kunne gøre ’sådan og sådan’ og være den bedste igen. Jeg måtte finde tilbage til, hvorfor jeg begyndte at spille fodbold. Mine forældre hjalp mig til at finde motivation i, at det er sjovt at spille i sig selv, også selv om andre er bedre. Mine forældre har heller ikke bare sagt ”Du var fantastisk i dag.” De kunne godt finde på at sige: ”Det var ikke din bedste kamp, måske skulle du have været gået i seng kl. 10 i stedet for kl. 2.” Så jeg er blevet pacet, men på en god måde. De stod fx ikke og råbte på sidelinjen, som jeg ellers har oplevet forældre gøre masser af gange på alle de hold, jeg har spillet. Der har altid været forældre med større ambitioner end deres børn, og det går næsten altid galt. Hvis børnene har samme ambitioner som forældrene, kan det være selvforstærkende, men hvis børnene ikke har det sådan, går det galt. De finder ud af, at de ikke er så gode, som forældrene gerne vil have, og så går det måske op for dem som 15-årige, at ”hvorfor er det egentlig, jeg spiller?” Og så er det måske pga. forældrenes forventninger.

Jeg har altid haft en god selvtillid. Det svinger selvfølgelig lidt, men hvis man kan holde selvtilliden kunstigt oppe, også når der sker noget negativt, bliver man mere stabil. Hvis man fx laver en fejl i en kamp, kan man tænke: ”Hold kæft, en lorteaflevering, jeg fik, det var ikke min skyld” – haha. Eller man kan tænke: ”Det kan ske for alle.” Hvis det er en dårlig periode, kan man visualisere de gode oplevelser, man har haft, og fokusere på, at man ikke lige pludselig er blevet en dårligere fodboldspiller. Det har jo noget med fornuft at gøre. Følelserne må ikke tage over, hvis man skal ud af en krise. Man skal tænke, at det nok skal begynde at gå godt igen. Fx havde jeg en måned eller halvanden, hvor jeg ikke scorede. Det var lidt mærkeligt, for jeg havde scoret hele tiden. Jeg tænkte, at jeg ikke skulle være nervøs over det. Der er ingen grund til at gå i panik.

Det er svært at beskrive, hvordan det føles, når bolden går ind. Det er en meget stor glæde og tilfredsstillelse, især hvis det er noget, man har trænet meget på. Jeg har fx scoret mange mål på hovedstød, og nogle tror måske, at jeg bare er god til det, men jeg har trænet det tusindvis af gange. Den der tilfredsstillelse af at træne på noget og få et klart resultat af det er nok det, der skaber den største glæde. Hvis det var tilfældigheder, ville jeg have sværere ved at glæde mig over det. Et godt hovedstød handler primært om timing. Hvis kantspilleren eller backen vil lægge bolden indover, skal det hænge sammen med mit løb i straffesparksfeltet. Hele forarbejdet, hvor man skaber sig plads i feltet, er det vigtigste. Så behøver hovedstødet ikke være specielt hårdt eller godt placeret. Det går tit bedst, hvis man bare afslutter instinktivt uden for meget tid til at tænke. Man kan få for meget tid foran målet, når man har en chance.

Nogle spillere forbereder sig meget på, hvilken spiller de skal spille over for, men jeg kan bedst lide ikke at gøre det. Man kan få for meget respekt for ham på den måde. Jeg ved fx, hvilket ben han sparker med, og om han er hurtig eller langsom, men jeg sidder ikke og ser YouTube-klip og undersøger en masse detaljer. Jeg kan spille en hel kamp mod fx Stuttgart, og dagen efter kan mine venner spørge, hvordan det er at spille over for en bestemt spiller, og så spørger jeg: ”Hvem er det?” ”Det var jo ham, du spillede over for i går!” Det synes mine venner er meget mærkeligt. Nogle modstandere snakker meget og står måske og niver mig, når der er hjørnespark. Så slår jeg deres arm væk, niver igen eller træder dem over tæerne. Det kan også være, de lige får en albue i siden, når jeg løber forbi, så de ved, at de ikke skal gøre det igen. Men det er ikke slemt i Superligaen i forhold til, hvad jeg havde fået at vide fra tidligere spillere, der sagde, det var en krig inde på banen. I dag er der masser af tv-kameraer, så spillerne har nok fundet ud af, at det bliver opdaget. Min træner Ariel har også sagt, at hvis nogen er grove over for mig, er det fordi, de synes, de er nødt til at bruge andre midler for at stoppe mig end deres fodboldmæssige kvaliteter. Hvis man lader sig slå ud af det, har de jo vundet.

Jeg har tænkt over, hvad der motiverer mig. Vi havde en på besøg i FCK, som fortalte om indre og ydre motivation. Jeg fandt ud af, at jeg er meget ydre motiveret. Dvs. at jeg godt kan lide anerkendelsen fra andre. Mange har den opfattelse, at det er bedst, det kommer indefra. Jeg har det mere sådan, at det gerne skal komme til udtryk ved, at jeg scorer et mål, som folk synes er flot. Det er ikke sådan, at jeg går hen og siger: ”Var det ikke et godt mål?” Det er mere, at jeg kan fornemme, de synes, at det var godt. Jeg tror hverken, det er godt eller dårligt for mig, jeg er bare blevet bevidst om, at det sådan, jeg er.

Jeg har fået mange råd om at være fodboldspiller. Et af dem er netop at søge en masse råd. Især når jeg er så ung. Det kan være hos træneren eller en af de ældre på holdet. Jeg har fx spurgt assistenttræneren, om han synes, det er o.k., at jeg tager til en gymnasiefest, hvis jeg går hjem ved midnat. Så kan han sige: ”Det lyder o.k.” eller ”Vi har haft en hård uge, du skal hellere slappe af.” På et tidspunkt havde jeg været i byen en aften, hvor jeg måske ikke skulle have været det. Jeg tror, det var efter en kamp, og jeg skulle egentlig helst ligge derhjemme og slappe af. Der var åbenbart nogen, der havde set mig i byen og kontaktet træneren. Jeg tænkte: ”Det er langt ude, at en fremmed person siger det til min træner.” Jeg skal vænne mig til, at jeg ikke kan gå ud, uden at nogen genkender mig. Selv om man ikke har drukket noget, kan der hurtigt blive taget et billede, hvor man ser vissen ud. Den del af opmærksomheden kan være irriterende. Hvis jeg går på gaden, er det næsten hver anden, der lige kigger en ekstra gang, og nogle kommer hen og vil have taget billeder, men det har jeg ikke noget problem med, for det har været positivt indtil videre. Men det føles mærkeligt, for jeg har aldrig selv dyrket fankulturen. Der var ingen plakater på værelset, og jeg har aldrig bedt nogen om en autograf eller et billede. Derfor føles det også lidt mærkeligt, når der kommer en mand på måske 40 år og beder mig, der er 20 år, om en autograf. Jeg har også oplevet, at der kommer mere opmærksomhed fra piger. Jeg var inde i en butik og forklarede ekspedienten, en pige på min alder, at jeg skulle finde en gave til min kæreste. Om aftenen begyndte hun så at skrive til mig på Facebook. Sådan noget er der meget af. Men det er jo meget sjovt, når man er 19-20 år. Jeg lader være med at fortælle min kæreste det meste, haha. Nej, det er bare sådan nogle oplevelser, jeg kan sidde og grine lidt af med vennerne. De venner, jeg har kendt i mange år, ser mig som Andreas og ikke som ’Cornelius fra FCK’. Der er mange, der hiver og flår i mig med sponsorater eller forskellige projekter, jeg skal lægge navn til. Jeg prøver at holde mig til de samme mennesker som altid. Det er ikke sådan, at jeg er afskrækket og tror, nye mennesker vil udnytte det, jeg står for, men jeg er opmærksom på det.

Jeg kom ret tidligt til at tjene ret mange penge. Da jeg havde fået en ny kontrakt, bestilte jeg en fed Mercedes. Hvis jeg var advokat og tjente det samme, ville folk tænke: ”Selvfølgelig skal han have sådan en bil.” Men mine trænere sagde, at når det er så nyt for folk, at jeg har de penge, skal jeg tænke over, hvordan jeg fremstår. Hvis jeg skifter fra en rusten cykel til en kæmpe Mercedes, kan folk få et forkert billede af mig, sagde de. Jeg tænkte lidt over det, og så anskaffede jeg en lidt mindre Mercedes. Det råd kan jeg nok bruge i mange andre sammenhænge end lige omkring en bil. I manges øjne er jeg gået fra ingenting til pludselig at have meget, så i den proces har det været et godt råd.

Hvis det er et lille stadion med måske 1.500 tilskuere, kan man høre, hvad tilskuerne råber. Hvis der er 40.000 tilskuere, oplever jeg det mere som én stor masse. Første gang, jeg spillede foran mange tilskuere, var en U19-landkamp i Brighton i England med 17.000 tilskuere, som sad meget tæt på banen. Jeg var vant til at spille for 150 tilskuere ude på Peter Bangs Vej på Frederiksberg. De første 20 minutter var jeg ikke god og lidt i panik. På et tidspunkt skulle jeg ud og hente en bold ved et indkast og blev kaldt fucking cunt og en masse andet i den stil. Jeg tænkte: ”Hvad sker der?” Men jeg grinede også lidt af det. Det var en sjov oplevelse, at en kamp kan betyde så meget for folk, at de råber sådan noget. Hvis folk råber noget efter mig i dag, er jeg ligeglad.

Jeg ved ikke, hvor mange der har spillet 10 kampe som senior for så at blive udtaget til landsholdet. Jeg troede, det var løgn, da det skete. Jeg sad i en samfundsfagstime i gymnasiet, og så kiggede en af mine venner på mig og sagde: ”Du er udtaget til landsholdet.” Jeg sagde: ”Ja, det ved jeg godt.” Jeg troede, han mente U21-landsholdet. Han mente det rigtige landshold. Jeg måtte selv have min telefon frem og ind og tjekke. Jeg kunne ikke koncentrere mig resten af timen, og bagefter kom der en masse sms’er og opkald. Jeg blev lidt benovet over at komme op og træne med Daniel Agger og alle de andre, man har set i fjernsynet, men jeg havde ikke set dem som idoler, så jeg gik uimponeret til det. Selvfølgelig var det svært, fordi de er så gode, men i sådan en situation er det ikke bare vigtigt, hvor god man er til fodbold. Det er næsten vigtigere ikke at være for imponeret.

Det mest markante ved mig er, at jeg ikke tænker for meget over tingene. Jeg gør det bare. 1. april overtog jeg en lejlighed på Frederiksberg. Jeg havde set på den en torsdag, og så købte jeg den om fredagen uden at have set på andre lejligheder. Det går nogle gange lidt hurtigt, men indtil videre er det gået godt med de beslutninger, jeg har taget. Jeg prøver at følge min første indskydelse både på og uden for banen. Det betyder fx, at hvis jeg har lavet en fejl, tænker jeg ikke så meget over det. Jeg spiller videre. Den succes, jeg har haft, stopper jeg heller ikke op og kigger for meget på. Jeg fortsætter bare.

Andreas Cornelius, 20 år, er fodboldspiller i Cardiff City F.C. Gik i løbet af efteråret 2012 og foråret 2013 fra at være stort set ukendt til topscorer i F.C. København, en fast del af landsholdet og eftertragtet blandt adskillige udenlandske klubber.

FACEBOOK Bliv ven med Euroman

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold og Portræt