Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Muhammad Ali  World Heavyweight Champion

Foto: The Ring Magazine / Getty Images Miami Beach, Florida - Februar 1964: Sonny Liston (til venstre) sender et slag afsted mod Cassius Clay (senere Muhammad Ali) i Convention Center. Cassius Clay vandt World Heavyweight titlen.

Muhammad Ali World Heavyweight Champion

Da Muhammad Ali var hadet af alle

For 50 år siden så USA til med væmmelse, da en frygtet sort seriekriminel mødte en 22-årig punk  med muslimske tilbøjeligheder om den mest ærefulde titel i sport: VM-titlen i sværvægtsboksning. I en atmosfære af paranoia var det kampen, der for alvor satte gang i Muhammad Alis karriere.

Det var midt mellem fjerde og femte runde. Cassius Clay, som kort efter kampen skiftede navn til Muhammad Ali, blinkede som en besat. »Jeg kan ikke se! Klip handskerne af mig,« råbte han til sin træner, Angelo Dundee.

Men Dundee adlød ikke: »Drop det bullshit. Vi kvitter ikke nu. Nu går du ud, og så løber du,« sagde han og skubbede sin bokser ud mod Sonny Liston.

Ali parerede ordre, men Dundee havde flere kvaler. Alis allierede fra Nation of Islam havde allerede før kampen mistænkt Dundee med de italienske rødder for at være i lommen på mafiosoerne, der styrede Sonny Listons karriere. Og nu, med Ali praktisk talt blind på begge øjne, havde de fået beviset. 

»Den hvide mand forsøger at tage synet fra Clay,« råbte de.

Dundee så ikke anden udvej end at snuppe svampen fra sin vandspand og presse vand i øjnene på sig selv for at bevise sin uskyld.

»Er I vanvittige? Jeg vil vinde ligeså meget, som han vil.«  

Manøvren lykkedes for Dundee. Han fik dæmpet gemytterne ved ringside og Ali overlevede de første to minutter af femte runde uden at kunne se noget. Og da han fik synet tilbage, tilbageerobrede han kommandoen over kampen. Få minutter senere gav forslåede, blødende Sonny Liston op siddende på sin stol mellem sjette og syv runde. »I shook up the world« skreg 22-årige Cassius Clay.

Og dermed var første kapitel skrevet i det, der skulle blive en af historiens største sportskarrierer. Muhammed Ali transcenderede sport og blev en af de turbulente 1960’eres mest markante personligheder i amerikansk kultur. 

Meget kunne være gået anderledes, hvis Angelo Dundee havde været mindre snarrådig og havde ladet Ali give op, men i det historiske bakspejl, hvor begivenheder synes at være opstået i en logisk kronologi, var optrinnet en naturlig kulmination på en indtil da uset optakt til en VM-kamp i sværvægt.

Forud for mødet med Ali blev Sonny Liston set som tæt på uovervindelig. I ringen havde han et image som Mike Tysons i de sene 1980’ere og uden for ringen blev han set på som en type, der kun kunne falde i søvn med en pistol under hovedpuden. Efter en opvækst på en bomuldsfarm med en voldelig far havde Liston startet en kriminel karriere i en ung alder. Han begyndte at bokse under et fængselsophold efter en dom for væbnet røveri. Ude af fængslet løb han hurtigt en imponerende boksekarriere i gang. I 1962 endelig fik han endelig chancen mod verdensmesteren Floyd Patterson. Men det holdt hårdt. 

For selv om Patterson også var sort, så var han Listons diametrale modsætning. I en amerikansk brydningstid domineret af raceoptøjer ønskede få at se veltalende, venlige Patterson med middelklasseværdierne blive slået ud af en sort og grum mafiarelateret voldsmand som Liston. Den amerikanske borgerrettighedsorganisation, NAACP, forsøgte at tale Patterson fra at tage kampen, og Pattersons manager, Cus D’Amato talte for de fleste, da han beskrev Liston som en »kriminel, der repræsenterer alt, hvad der er usmageligt og ondt. Vi kan ikke fornedre boksningen ved at anerkende Liston som en moralsk acceptabel udfordrer.

«Men Patterson var en gentleman og han vidste, at Liston fortjente chancen. Så han gav ham den. Justitsminister Robert Kennedy bad Patterson vinde for ungdommens skyld, men lige lidt hjalp det. Patterson mistede både bevidstheden og sin VM-titel på 2 minutter og 5 sekunder. Liston var verdensmester og revanchen varede blot fire sekunder længere. 

I Liston-lejrens optik var Cassius Clay et let første titelforsvar. En promotor i Miami så muligheden for at sælge kampen som en David mod Goliath-dyst med Liston som den farlige grumme kæmper og Clay i rollen som den gode bokser i traditionen fra Patterson. For Clay var modsat Liston ikke styret af underverdenen men af et konsortium af hæderlige hvide forretningsmænd fra Louisville. Han havde ingen kriminel fortid. Men Clay var fejlcasted til rollen. Som journalisten David Remnick skriver i sin bog om Ali, så endte kampen ikke som det planlagte opgør mellem den gode og den onde bokser, men som et møde mellem en muslimsk punk og en frygtindgydende punk. 

For at forstå paranoiaen omkring kampen og den plads, opgøret efterfølgende har fået i amerikansk kultur, er det værd at notere sig timingen. Liston-Clay blev sat til den 25. februar i Miami 1964. Tre måneder efter mordet på JFK, fem måneder efter bombningen af en sort kirke i Birmingham, Alabama, seks måneder efter Martin Luther Kings »I have a dream«-tale, og midt i en spirende modkultur og optrapning af konflikten i Vietnam. Muhammad Ali skulle senere få en væsentlig rolle at spille i de to sidstnævnte begivenheder. 

Hvor Ali i sine tidligere kampe legesygt havde forudset, i hvilken runde han ville stoppe sine modstandere, så skruede han hånen af Liston op på et hidtil uset niveau. Alis mangeårige ven, fotografen Howard Bingham, fortæller, hvordan han og Ali og en flok andre hang-arounds en nat kørte fra Chicago til Listons hjem i Denver. Efter at have ringet til lokale medier og fortalt om deres planer, fik Bingham den utaknemmelige opgave at gå op og ringe på Listons dør klokken 2 om natten: 

»Liston kom ud i badekåbe og sagde: ”Hvad vil du, sorte motherfucker? Jeg fik det blik, som han plejede at give modstandere lige før en kamp. Så jeg skyndte mig væk.«

Samtidig blev bussens horn trykket i bund og Ali gik bananas i Listons have og skreg om at give den grimme bjørn en røvfuld. Da Liston kom ud i haven, flygtede Ali og kompagni. Alis forsøg på at drive Liston vanvittig tog kun til i styrke i ugerne op til kampen. Det kulminerede ved indvejningen morgenen før kampen. Iklædt en jakke påskrevet ”Bear Huntin’” var Ali i et manisk gear. Med åben mund og udspilede øjne, mens flere mænd holdt ham tilbage, skreg han af Liston: »Jeg er klar til slås nu. Du er bange. Du er ikke nogen gigant. Jeg æder dig. Du er for grim. Du er en bjørn. Du er blevet snydt. Du får tæsk.«  

»Ingen, der så Clay den morgen ved indvejningen, kunne tro, at han ville kunne stå på sine fødder i tre minutter om aftenen,« skrev Murray Kemp i The New Republic. 

Kamplægen havde samme opfattelse. Alis puls og blodtryk var så højt, at lægen erklærede, at kampen ville blive aflyst, hvis ikke tallene faldt. Men det gjorde de, for det var skuespil. Ali ønskede at overbevise Liston om, at han var vanvittig. En opfattelse, Liston efter sigende beholdt resten af sit liv. 

Men hvor Alis mentale tilstand aldrig reelt var tæt på at aflyse kampen, så var hans religiøse orientering ved at spænde ben for ham. I september året før var de første medieforlydender om hans tilknytning til Nation of Islam kommet frem. De tog til i styrke, da han mødte op i Miami med Malcolm X ved sin side. 


Miami - Februar 1964: Lederen af Black Muslim, Malcolm X, står bag tuxedo-klædte Cassius Clay (senere Muhammad Ali), som er omringet af jublende fans efter at have slået Sonny Liston i World Heavyweight Championship.
Foto: Bob Gomel / Time Life Pictures / Getty Images

Malcolm X var på det tidspunkt en fremtrædende figur i Nation of Islam. Efter mordet på JFK havde han udtrykt noget, der mindede om skadefryd over præsidentdrabet. Tre dage før kampen konfronterede kampens promotor, Bill MacDonald, Ali og krævede, at Ali offentligt afviste enhver tilknytning til Nation of Islam. Velvidende at det kunne koste ham chancen for at bokse om VM-titlen nægtede Ali, og i nogle timer var kampen aflyst. Men et kompromis blev nået, da Malcolm X indvilgede i at forlade Miami indtil aftenen før kampen. Bill MacDonald lod kampen blive bokset som planlagt. Men image-skaden var sket, og den offentlige modvilje mod såvel Ali som Liston var stor. I Los Angeles Times skrev Jim Murray: 

»Det er det mest populære opgør siden Hitler mod Stalin.  180 millioner amerikanere håber på en dobbelt knock-out.«

Men den rest sympati, der var, var nu tippet over til Sonny Liston, der hele karrieren var blevet opfattet som en paria. Murray Kemp beskrev stemningen ved indvejningen: 

»Med ét hadede næsten alle i rummet Cassius Clay. Sonny Liston så bare på ham. Liston plejede at være bøllen; nu var han vores politibetjent; han var den store sorte, som vi betaler for at holde styr på de næsvise sorte.« 

Ali blev buhet i ringen forud for det, de fleste forventede var en formsag. En Ali-sejr gav pengene otte gange igen. Alle regnede med en hurtig Liston-sejr. Ferdie Pacheco, Alis læge gennem hele karrieren, fortalte mange år senere, at det var den eneste gang, han så Ali nervøs. For bag skryderiet var der tvivl i den 22-åriges sind. Den eneste gang han udtrykte, hvad han virkelig tænkte før kampen, var i et interview med journalisten Mort Sharnik. 

»Jeg er Christopher Colombus. Jeg tror, jeg vinder. Jeg har aldrig været i ringen med ham, men jeg tror, Jorden er rund, selvom alle tror, den er flad. Måske falder jeg ned fra horisonten, men jeg tror på, at Jorden er rund.«  

Og det var den. Efter et par nervøse åbningsminutter tog Ali kontrol over kampen og viste prøver på de evner, der gjorde ham til historiens største sværvægtsbokser. Hurtige reflekser og hænder, evnen til at improvisere og et hjerte og en kæbe, der senere skulle hjælpe ham til både hans største sejre og senere helbredsmæssige forfald. En enkelt gang eller to ramte Liston med sin berygtede slagkraft og Ali var selvsagt i problemer i minutterne uden syn. Men han rystede det af sig. Og i sidste runde kunne Liston ikke have ramt ham med en håndfuld konfetti. 


Miami Beach, Florida - Februar 1964: Sonny Liston hviler sig i ringhjørnet under kampen mod Cassius Clay i Convention Center. Cassius Clay vandt World heavyweight titlen med en RTD (når modstanderen trækker sig) i 6 runde.
Foto: The Ring Magazine / Getty Images

Listons kapitulation efter sjette runde var forbløffende, for sværvægtsmestre har før og siden kæmpet sig gennem større klaps. Men Liston blødte i ansigtet, hans skulder var revet i stykker i de forgæves forsøg på at ramme Ali og han var så forvirret og frustreret over Alis undvigelser, at han syntes at glemme alt, hvad et liv i boksning havde lært ham. Så da Liston fornemmede, hvad vej det gik, og med bevidstheden om, at han ikke kunne slå selv en blind Ali ud, gav han op. 


Miami Beach, Florida - Februar 1964: Den amerikanske boxer Cassius Clay (senere Muhammad Ali) fejrer i ringhjørnet at have vundet World Heavyweight Boxing titlen mod ligeledes amerikanske Sonny Liston. Liston trak sig til starten på syvende runde.
Foto: Alan Band / Keystone / Getty Images

Men hvad var det, der skete med Alis øjne efter fjerde runde? Det definitive bevis er aldrig dukket op, men det tætteste, vi kommer en forklaring, er hos journalisten Joe McKinney, der var tæt på Liston-lejren. Ifølge McKinney indrømmede Listons manager, Joe Pollani, umiddelbart efter kampen til ham, at Liston-ringhjørnet havde smurt en mikstur på Listons handsker for at blænde udfordreren. Det lykkedes, men ikke længe nok. 

Liston fik chancen for revanche året efter i en kamp, der er omgivet af om muligt endnu mere mystik end den første. Ali slog Liston ud i første runde, men der er de, der mener, at Liston lagde sig ned med vilje. Ifølge nogle af teorierne fordi han frygtede at blive skudt under kampen. Andre mener, Alis knock-out i revanchen var legitimt, men antallet af konspirationsteorier forbundet med opgøret siger noget om den tid og den atmosfære, begge kampe blev afviklet under. Uanset hvad blev det Listons sidste kamp om VM-titlen. Få dage efter nytår 1971 blev han af sin kone fundet død. I overensstemmelse med det liv, Liston levede, varierer forklaringen på hans død fra hjertetilfælde over mord til en overdosis. 

Muhammad Ali skiftede kort efter kampen Cassius Clay-navnet ud med det navn, som alle i dag forbinder ham med.  Siden midt-1970’erne har han været idoliseret som en af det 20. århundredes store personligheder, men i 1960’erne var han en af de mest forhadte. Så det krævede adskillige forsøg, da han i omklædningsrummet efter den første sejr over Liston insisterede på, at journalisterne svarede på hans spørgsmål. »Who’s the greatest? «, spurgte Ali igen og igen. »You are«, mumlede et par af journalisterne til sidst. 

Baseret på: Muhammad Ali - His Life and Times, King of the World, The Devil and Sonny Liston, Sports Illustrated, The New Republic, The New York Times, dokumentarfilm af ESPN, The History Channel og BBC.