Foto: Getty Images Morten Olsen under nationalmelodien ved VM i 2010

Før og efter Morten Olsen fra Molenbeek

Det har været en mærkelig uge.

I min barndom plejede vi at sige, at Morten Olsen spillede for Racing White i Belgien. Det var det, der stod i avisernes resultatspalter og i 'Alt Om Sport'. Min barndom var et samlealbum med fodboldbilleder. Jeg købte dem fra jeg var seks år i Havnekiosken i Marstal og senere hos Vinstokken i Helsinge i pakker à fem-seks samlemærker, der blev klistret ind i de forskellige album; et for hver sæson i engelsk og skotsk fodbolds øverste række, et for hver slutrunde og et med blandede europæiske klubber og spillere.

Det var et fast holdepunkt og tryghed i en i forvejen ret overskuelig verden. Man vidste, hvem fjenden var, og man vidste, at der var balance i tingene. Min far talte og prædikede på daglig basis om terrorbalancen. At russerne havde atomvåben, men amerikanerne havde endnu flere. Og om frihed over for diktatur, demokrati mod tyranni, de gode mod de onde. Men der var styr på det. Russerne og kommunisterne var selvfølgelig de onde, men de var ikke syge i hovedet, ikke på dén måde. Og de var ikke hér.

LÆS OGSÅ: "Jeg fik hjertebanken og koldsved. Spillerne skiftede klub hvert minut, og jeg måtte sætte flere timer af til det daglige bogholderi"

Mit første fodbold-samlealbum var med blandede europæiske klubber. En af spillerne var Morten Olsen. Han spillede i RWD Molenbeek. Jeg huskede navnet, fordi det var eksotisk, og fordi det var Morten Olsen.

RW stod for Racing White, vidste jeg. Racing White Molenbeek. Ingen vidste, hvad D i RWD Molenbeek stod for.

Jeg har ikke rigtig tænkt på det siden 1982. Men jeg véd, at jeg bed mærke i navnet Molenbeek, da min far tog familien med på Europa-turné i sommeren 1982 i en tætpakket Talbot Samba 1,1 liter motor. Vi boede hos nogle venner i Bruxelles, og kørte forbi forstaden Molenbeek, og jeg huskede navnet, fordi Morten Olsen havde spillet der. Det stod i mit samlealbum. Fodbold var min verden.

Sepp Piontek havde netop udpeget Morten Olsen som ny anfører, efter Per Røntved var stoppet. Der var VM fra Spanien i fjernsynet, og Danmark var ikke med, men vi var på vej frem som aldrig før eller siden, og Morten Olsen styrede tropperne på vej mod de næste tre slutrunder.

Vi boede i Bruxelles i tre dage og spiste middag i EF-hovedkvarteret. Vi så Mannecken Pis, besøgte NATO-hovedkvarteret, og jeg husker, at jeg som 12-årig stod og tissede i NATO-hovedkvarteret og blev rædselsslagen ved tanken om et bombeattentat, fordi der var vagter, og jeg sagde det til min far, som svarede, at hvis der kom en eksplosion, var det ikke en lille bombe, så var det en atombombe fra Moskva, og så svarede amerikanerne igen.

Det var dét, der var terrorbalancen. Der var styr på det.

Morten Olsen skiftede fra Molenbeek til Anderlecht, som han også styrede mod toppen af europæisk fodbold. Vi passerede også Anderlechts stadion. På samme tur besøgte vi det nærliggende Waterloo, og vi gik rundt alene på slagmarkerne, mens min far fortalte, om hvordan resten af Europa havde besejret fantasten Napoleon. Så kørte vi direkte fra Waterloo og ud på Normandiets strande, Omaha Beach og Utah Beach, og besøgte – sådan føltes det – samtlige allierede soldaterkirkegårde, hvor far fortalte om, hvordan de allierede havde besejret Ondskaben på disse strande med invasionen på D-dag, 6. juni 1944. Han satte trumf på, som altid med at sige, at vi børn ikke vidste, hvor godt vi havde det, fordi vi havde vores frihed.

Fra D-dag kørte vi direkte til Amsterdam og så Anne Franks hus, og far fortalte, om hvordan den jødiske pige og hendes familie var blevet myrdet i kz-lejren efter de havde holdt sig skjult for ondskaben i flere år.

Jeg har ikke tænkt på det siden 1982, men far kørte nok en rimelig stram tema-rejse på den sommerferie. Det var noget med frihed mod ondskab og ufrihed.  

I mandags var første gang siden 1982, at jeg tænkte på Molenbeek. Alle nyhedsmedier skrev navnet, fordi det var her, flere af terroristerne bag angrebet i Paris fredag aften kom fra. Molenbeek er en forstad til Bruxelles med 100.000 indbyggere, heraf størstedelen med indvandrerbaggrund, og kaldes for et europæisk centrum for ekstrem islamisme. Det er et sted, politiet – i hvert fald indtil for nylig – holder sig væk fra. Mjølnerparken skulle angiveligt være et Disneyland ved siden af.

LÆS OGSÅ: 10 ting Morten Olsen har beriget det danske sprog med

Molenbeek var på få timer blevet centrum for det værste, der er sket i Vesteuropa siden Anden Verdenskrig. Det ligger få kilometer fra EU-hovedkvarteret, symbolet på Europa.

Og for mig var Molenbeek Morten Olsen.

Der var et før og efter.                                 

Tirsdag aften skulle jeg til landskamp mellem Danmark og Sverige. Jeg havde glædet mig i en måned ligesom tusindvis af andre. Efter fredag aften i Paris glædede jeg mig ikke rigtig mere. Først havde jeg følt mig privilegeret over at være en af de få, der havde fået billet til braget, den afgørende playoff-kamp. Nu tænkte jeg meget mere på, at jeg var privilegeret, hvis jeg ikke kom til at stå ved siden af en formørket selvmordstosse i sikkerhedskøen ved Parken.

Jeg syntes kampen tirsdag blev underligt ligeyldig efter i fredags. Men så sagde den svenske landstræner Erik Hamrén noget:

Hele holdet har været ramt. Det har været hårdt, og det hårdeste var, da vi vågnede op lørdag før den første kamp. Min første reaktion var, at fodbold ikke var vigtigt, da vi så, hvad der var sket i Paris. Men på den slags dage er fodbold vigtigere end nogensinde. Ondskaben må ikke vinde.”


Billedet uden for Parken inden kampen var det surrealistiske af fulde, glade, jyske, klaphætteklædte roligans, der spiste old school-provinsiel dansk smørrebrød med hønsesalat foran bussen fra Randers og Aalborg, mens en (half-face)elefanthue-klædt politibetjent med hævet, skarpladt maskinpistol i skulderhøjde og fuldt sikkerhedsudstyr spejder årvågent fra højre mod venstre ned gennem folkemasserne på Øster Allé.

Morten Olsen havde altid været der. Jeg var nul år, da han debuterede på landsholdet, og jeg var 19, da han takkede af, efter 102 landskampe. Morten Olsen var landsholdets suverænt vigtigste spiller i hele Dynamit-æraen i 80erne, han var Pionteks forlængede arm, men mere end det. Frankrig ’84, Sovjet, 4-2, Grundlovsdag ’85 osv. var ikke sket uden Morten Olsen. Han var den professionelle, den absolutte kaptajn, den voksne, generalen, ham der sørgede for at få det hele til at gå op på og uden for banen.

I 2000 – efter 11 år - kom han ”hjem” til landsholdet. Han blev landstræner, og det var som om ”vi”, hele Danmark, kom lidt hjem igen. Hjem til ”de glade dage i Frankrig og Mexico”, som Svend Gehrs plejede at sige.

Jeg var selv en af dem, der var træt af Morten Olsen nogle gange, mens han var landstræner. Det kunne være skabelonagtigt med alle de polyvante automatismer, nærmest autistisk skabelonagtigt. Men jeg har altid holdt af ham. Morten Olsen har helt enkelt format. Menneskeligt og på alle andre måder. Og guderne skal vide, han gjorde, hvad han kunne med det materiale, han havde til rådighed. Han kunne i øvrigt have tjent det mangedobbelte i udenlandske storklubber de sidste 15 år.

Det var, som om spillerne holdt op med at spille, da Olsen annoncerede sit stop. Olsen havde skabt et kollektiv, der stod og faldt med deres leder. Ellers havde vi været med til EM næste år, og det havde været en værdigere afsked.

LÆS OGSÅ: Lider Eriksen af Wozniacki-syndromet?

Tirsdag var det slut. Og med symbolet på fremtidens landshold, Pierre-Emile Højbjerg,  som indpisker til sidst, formåede Danmark at give Morten Olsen en nogenlunde værdig afsked, 2-2 i stedet for det, der lignede en ydmygelse. Det var sikkert det rigtige sted at stoppe for Morten Olsen.

Men det er et før og efter.

Og det har været en før og efter-uge med rædsler og vanvid og det højeste beredskab siden Anden Verdenskrig i Danmark. Uvirkeligt. Jeg aner ikke, hvad man skal gøre. Hvem ved det? Det er da fucked up.

Og jeg ved sgu da godt, at man ikke kan skrue tiden, fremskridtet, udviklingen tilbage. Det har i øvrigt altid været refrainet til Idioternes Indtogsmarch. Jeg ved bare også, at Verden var federe dengang den primære association til Molenbeek var Morten Olsen og ikke død og ødelæggelse.

Jeg kan godt lide mennesker som Morten Olsen, der går forrest og tager ansvar. Står for nogle værdier, som vi kalder vores, og lever dem. Han er besindig, men samtidig modig. Holder hovedet højt og koldt. Ryggen rank. Det har vi brug for.

I forsommeren sad jeg sammen med ham et par timer i forbindelse med et interview for Team Danmark. Morten Olsen er passion. Manden er fodbold og Danmark. Men ud over det er han en venlig mand, en livsklog mand og en mand, der har taget sine tæsk her i livet.

LÆS OGSÅ: Daniel Agger: ”Jeg blev nødt til at komme væk, for ellers ville jeg sprænge i luften. Jeg befandt mig i det røde felt"

Morten Olsen sagde til mig:

”Du skal ikke ryste på hånden, søg din vej og gå efter det, men du skal selvfølgelig kunne se, at det er den rigtige vej.”

”På landsholdet taler vi altid om ”Tro, tillid og overbevisning”. Tro på os selv. Tro på at vi kan vinde, selv om vi møder nogle, som skulle være bedre end os. Tillid til at vi kan regne med hinanden. Overbevisning om, at vi gør det på vores måde. Det handler om tro på det, du har valgt, netop fordi du tror på det. Det er det, der gør kernen stærk og hård.”

Og så var det, jeg kom i tanke om, hvad der stod på samlebilledet fra 1978. ”R.W.D. Molenbeek Morten Olsen”. Racing White Molenbeek. Men hvad stod D’et egentlig for?

Jeg har lige slået det op.

Det står for ”Daring”: Modig.

Midt i Molenbeek og mørket. Party like it’s 1978.

Tak, Morten Olsen.

LÆS OGSÅ: Euroman-klassiker: Michael Laudrup interview '93

LÆS OGSÅ: Zlatan Ibrahimovic, fodboldspiller, 21 år

LÆS OGSÅ: Pierre-Emile Højbjerg: Manden i trodsalderen

Se, hvad vi ellers skriver om: Artikler