Talentet var der aldrig tvivl om.

Der blev hvisket om den unge Holger Vitus Nødskov Rune i nogle år. Så blev der talt højere: Først vandt han French Open for juniorer, senere indtog han juniorranglistens førsteplads.

Han blev professionel som bare 16-årig og spillede som den uslebne diamant, han var: Med et skræmmende topniveau, men med de taktiske og fysiske udfald, man kan forvente af en ung spiller.

Et par år senere fik han adgang til større turneringer og bedre modstandere. Han døjede med krampe, og temperamentet løb for ofte af med ham. Han lignede en spiller, der havde brug for mere tid. Både for kroppens og hovedets skyld.

Jeg følte mig optimistisk, da jeg i starten af 2022 gættede på, at han ville vinde sin første ATP-titel. En af de mindre turneringer. Jeg forestillede mig, at han skulle snuse mere til de store turneringer, suge til sig, planlægge året med blik for de dyrebare pauser, der er brug for.

Jeg var ikke pessimistisk, jeg var bare kedelig. Fornuftig.

Holger Rune har ikke tid til den slags fornuft. Han buldrer derudaf. Og jeg har sjældent været så glad for at tage fejl.

Den 19-årige dansker kom i top 100 allerede i januar 2022. I udlandet bemærkede mange ham, da han på vejen mod finalen kørte rundt med Alexander Zverev i München og viste prøver på sin frækhed med utallige stopbolde.

Ved Roland Garros besejrede han spillere som Shapovalov og Tsitsipas før han kom til kort i det nu famøse kvartfinalenederlag imod Casper Ruud.

Danskerne kom på fornavn med Holger, og forventningerne og opmærksomheden skulle processeres. Stortalentet røg ud i første runde af hele syv turneringer, indtil han brød stimen i Washington. Hæderlige præstationer i Cincinnati og US Open banede vejen for et vildt efterår.

Holger Rune vandt titler i München og Stockholm i løbet af året, men hans største bedrift var selvfølgelig triumfen i Paris. En turnering, som Novak Djokovic næsten har patent på.

Men vejen til finalen er lige så vild som selve finalen: Først overlevede han tre matchbolde imod den schweiziske legende Wawrinka, hvorefter han slog fire top 10-spillere. Hurkacz, Rublev, Alcaraz og Auger-Aliassime. Sidstnævnte havde inden da vundet 16 kampe i streg og var i sit livs form, inden Rune sejrede.

Finalen imod Novak Djokovic bliver sent glemt i dansk sportshistorie. Ikke bare fordi Djokovic er den bedste herrespiller de seneste mange år – måske i nyere tid – og utvivlsomt den farligste på indendørs hardcourt i umindelige tider.

Men også fordi selve kvaliteten af kampen var utrolig. Holger Rune startede med nogle nervøse dobbeltfejl og tabte første sæt 3-6. Så da han i starten af andet sæt var nede med 0-40, lignede det allerede game over. Han afværgede alle breakbolde og fik pludselig publikum med sig, begyndte at diktere spillet, ja, diktere imod Djokovic, og vandt andet sæt 6-3.

Men det er tredje sæt, man virkelig kommer til at huske. De to bryder hinanden, får det bedste frem i hinanden, spiller hinanden bedre, skaber noget mindeværdigt sammen. Der er 16 år imellem de to, men de kender allerede hinandens styrker og (minimale) svagheder. Holger Rune bryder til 6-5 og kan serve kampen hjem.

Det følgende parti bliver ikke kampens mest velspillede, men nerven gør det til det vildeste. 16 minutter varer det ene parti.

Det er, som om Holger Rune tager hele Tennisdanmarks forventninger på sig. Han afværger i alt seks breakbolde og misser selv sin første matchbold, før han endelig vinder kampen og kaster sig ned på jorden.