‘Denciks dagbog’ - 21. Kapitel
SOFIE GRÆDER UD
"Jeg er så emo i dag," siger Sofie.
"Jeg tror ikke, man kan bruge ordet på den måde," siger jeg.
"Men nu er du også halvsvensker. Og du ved ikke altid helt, hvad du taler om."
"Hvad betyder det så?"
"Emo er en følelse, der er svær at beskrive. Man er ikke i dårligt humør, mere trist og kraftløs, men samtidig kan man være ramt af en intens lykkefølelse. Alting bliver rørende, der skal ikke så meget til. Jeg er i søvnunderskud, og Tour de France er snart slut. Jeg tror, det er derfor, at jeg er emo i dag."
Vi ligger i sengen, mens vi ser den sidste enkeltstart på min computer. Hollænderne har et eget udtryk for det vemod, der kan indfinde sig mod afslutningen af Tour de France: Zwarte gat - det sorte hul. Det er i dag, at løbet bliver afgjort. I tre uger har rytterne ikke ænset noget andet end løbet. De har slidt sig selv op fysisk og mentalt, mens de har gennemført verdens største cykelløb. Det må efterlade en mærkelig tom følelse, at det er slut, hvad enten man har klaret sig godt eller skidt.
Geraint Thomas kommer jublende over målstregen. Han ved, at han har vundet løbet nu. Han kaster sig i armene på sin kone, begge er så lykkelige, kan man se. Sofies hage begynder at dirre, ud af øjenkrogen kan jeg se, at hun prøver at beherske sig for at holde sine følelser tilbage.
Tom Dumoulin bliver, efter lidt forvirring, klar over, at han endelig har vundet en etapesejr. Under interviewet sidder hollænderen med blanke øjne, så stolt af sin præstation. Han takker skrædderen, som nåede at sy en ny verdensmestertrikot til ham, da han åbenbart havde glemt sin egen et sted i et sort hul.
"Jeg bliver så rørt over de to mænd, som er så lykkelige, ærlige og følsomme," siger Sofie.
"Ja," hvisker jeg.
Til det officielle sejrsinterview nogle minutter senere kan Geraint Thomas ikke længere svare på spørgsmålene.
"Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort," fremstammer han.
Interviewerens arm dukker trøstende op i billedet.
"Du har lige vundet Tour de France," prøver journalisten.
Og det er mere, end Geraint Thomas kan klare at høre.
Til hver etape har han været så cool. Jeg sammenlignede ham med et bandmedlem fra Rolling Stones i begyndelsen af denne dagbog, men nu kan han ikke mere. Og mens han bryder sammen for åben skærm, drypper Sofies tårer ned i tastaturet på min MacBook.
"Måske det er derfor, jeg er så vild med cykelryttere, Daniel."
"Hvorfor?"
"De er de eneste, der er lige så emo som jeg."
Daniel Dencik, den 29. juli 2018
LÆS OGSÅ: Forstå 2 minutter på 2 minutter
LÆS OGSÅ: Shakespeare skriver sportshistorie
LÆS OGSÅ: Tom fra blokken
LÆS OGSÅ: Hvis du kun skal se et cykelløb i dit liv, skal du kigge med i dag
