Coronakrisen har sat ekstra skub på den i forvejen voksende e-handel.

Derfor har Facebook også accelereret, hvad der i forvejen var på vej, nemlig Facebook Shops.

Men også, fortæller det omstridte sociale medie i en pressemeddelelse, for at række en hånd ud til klodens mange, hårdtramte små virksomheder.

”Det er større end sædvanligt, fordi vi gerne ville være sikre på hurtigt at få de værktøjer i hænderne på så mange virksomheder som muligt, hvor end de er, store som små, for at hjælpe dem med at overleve denne tid,” siger Layla Amjadi fra Facebook ifølge BBC.

Facebook Shops er helt simpelt en funktion til virksomheder, så de kan reklamere for og sælge deres produkter direkte gennem sitet. Også på Instagram, som Facebook i 2012 købte for cirka en milliard amerikanske dollar, vil Shops være tilgængelig.

Facebook Shops vil være gratis, og det er det sociale medies hidtil mest ambitiøse modtræk overfor Amazon og eBays dominans på e-handelmarkedet.

Via dette link til Facebooks pressemeddelelse kan du læse mere om det nye foretagende.