Is på italiensk manér: ”Der er få steder herhjemme, der serverer is i samme liga”
Stedet serverer blandt andet pistacieis, kaffeis eller is med smag af den italienske dessert Zuppa Inglese, og i de værdifulde øjeblikke (eller så lang tid, det nu kan tage os at spise vores is) er vi hensat til et siciliansk fortov sådan cirka 2.800 kilometer syd for Danmark, skriver Kristoffer Dahy Ernst i denne leder.
I SOMMERHALVÅRET BESØGER jeg Sicilien mindst et par gange om ugen.
Men det er ikke, fordi jeg flyver til Taormina, Catania eller Palermo hver og hver anden dag. Nej, mine sicilianske smutture går blot til Skydebanegade på Vesterbro i København, få minutter fra min bopæl, hvor Siciliansk Is holder til.
Det er ikke overraskende utroligt nemt at lokke min is-elskende datter med derned. Og så står vi der og spiser pistacieis, kaffeis eller is med smag af den italienske dessert Zuppa Inglese, og i værdifulde øjeblikke (eller så lang tid, det nu kan tage os at spise vores is) er vi hensat til et siciliansk fortov sådan cirka 2.800 kilometer syd for Danmark.
De fleste ingredienser i isen er importeret fra Sicilien, og det kan man altså smage. Der er få steder herhjemme, der serverer is i samme liga. Råvarerne gør selvfølgelig hele forskellen.
Alt det, jeg egentlig går og drømmer om og helst vil spise hele tiden, kommer fra Sicilien. Citroner, blodappelsiner, tomater. Sværdfisk, sardiner og ansjoser. Pistacienødder, mandler og pinjekerner. Kapers, vild fennikel og jeg kunne blive ved.
Det varme klima skaber råvarer, vi kun kan drømme om på vores breddegrader. Og jeg har svært ved at forestille mig et mere appetitligt spisekammer end det sicilianske. Jo, danske jordbær, asparges og ærter smager jo godt, men kunne jeg bytte vores afgrøder for det sicilianske skatkammer, gjorde jeg det øjeblikkeligt.
I det nye særnummer af Gastro, som du kan finde i Flipp-appen, har vi dedikeret samtlige sider til Sicilien. Vores håb er, at du kan finde inspiration til dit eget køkken og blive guidet så eftertrykkeligt rundt på øen, at du efter endt læsning hungrer efter at komme afsted og skabe dit eget sicilianske eventyr. Mens vi har lavet magasinet, har jeg i hvert fald selv kigget på flybilletter mindst en håndfuld gange.
Velbekomme og god appetit. Og hvis tiden ikke tillader en tur sydpå, kan jeg anbefale en kort afstikker til Skydebanegade. Det er næsten som at være der selv.
Jeg træner meget, og jeg kan være lidt kæk på mine sociale medier. Men det synes jeg egentlig også er en menneskeret. Og hvis jeg har en midtvejskrise nu, så kan jeg kun anbefale det.