Foto: Jonas Pryner

Portræt af Hellerup: Penge taler, velstand hvisker

ET KVARTERS KØRSEL fra København ligger en lang badebro med hvidmalet gelænder og en gruppe turkisgrønne omklædningshytter ude i vandet. Charlottenlund Søbad hedder det, og her er man ikke garanteret en nøgle til omklædningen, selv om man er medlem af foreningen.

De bliver delt ud efter først-til-mølle-princippet én gang om året, tidligt om morgenen i august. Derfor er der tradition for, at man overnatter på stranden aftenen forinden for at være først i køen. Sådan har det været længe. Charlottenlund Søbad har eksisteret siden 1901 og har pt. i omegnen af 1.200 mennesker på venteliste. Det koster årligt 150 kr. at stå på venteliste, og det tager i snit fem til otte år at blive medlem. Gode ting tager tid.

En af historierne fortæller, at en dag ringede en tilflytter til formanden for at komme uden om køen. Han havde ikke tid til at ligge dér i sovepose på sandet i regnvejr. Hvad skulle det koste at få sådan en nøgle? Han havde penge nok, og formanden skulle bare sige et beløb. Formanden foreslog, at han startede med at rende af helvede til, og så lagde han på. Det kan godt være, at tilflytterne har adressen og millionerne, men accepten – den kan de ikke købe sig til.

STRANDVEJEN ER et begreb og en betegnelse, der findes i næsten alle større danske byer, men i Hellerup og længere nord på findes den mest mytologiske version, der er en forlængelse af Østerbrogade og begynder efter Københavns sidste Fakta. Undervejs er der en Irma, en Super Brugsen, en Meny, en Føtex Food, men ingen lavere.

Der er tæt mellem ejendomsmæglerne, hvis salgsannoncer i vinduerne skiftevis beskriver de udbudte boliger som ’eksklusive’, ’liebhaver’, ’herskabelige’ og enkelte gange som ’misundelsesværdige’. Husene langs vejen er høje lejlighedsbygninger, og på gadeplan går indbyggerne rundt i par med to-go-kaffe fra de tilsyneladende uendelige forhandlere. Men strandsvejsvillaerne, som er enhver Lotto-spillers hvidmalede yndlingsfantasi, de er her ikke. Ikke på Strandvejen. De ligger på sundvejene, altså stikvejene fra Strandvejen ned mod vandet.

Mest eksklusiv og ’misundelsesværdig’ er Hambros Allé. Det er en bred vej med træer, der ser ud som om de er plantet med lineal, og med store palæer på hver side. Uanset årstiden ligner alléen altid et foto i en månedskalender: Høj sol om sommeren, farverige blade om efteråret, kridhvid sne om vinteren og om foråret er det, som om selv græsset blomstrer. Og kun 11 af Hambros Allés 32 huse har ikke sortglaserede tegltage. Husene her kan bære sådan et, uden at det ser påtaget ud.

De biler, der er parkeret ved fortovet, er enten håndværkernes eller studentergave-Fiat 500’er, men for enden af de lange indkørsler ses Mercedeser, Audier og Teslaer, ligesom garageportene gemmer sit.

For enden af alléen, ud mod vandet, ligger huset Bella Vista, og det har det gjort i snart 100 år. Men det blev først for alvor kendt, da it-milliardæren Erik Dam-gaard og hans kæreste Anni Fønsby flyttede ind i 2007.

Uden nævneværdig ansvarsfølelse overfor den oprindelige arkitektur gennemmoderniserede de huset, og installerede en jetski-rampe, der for naboerne blev en form for symbol på tilflytternes smag – eller mangel på samme. I dag er huset kasset og usymmetrisk med en karnap hér, fladt tag dér, balkoner spredt med løs hånd og stejlt tegltag ind imellem. Muren rundt om er højere end de andres på alléen, men alligevel kan man skimte en lav, uharmonisk tilbygning, der stikker ud af huset som en hale.

Erik Damgaard fra Bagsværd havde få år forinden, sammen med sin bror Preben, solgt it-virksomheden Damgaard Data til Microsoft og var derved blevet milliardær. Men selvom arbejdet med virksomheden utvivlsomt havde været slidsomt og langsommeligt, var han stadig, i forhold til den øvrige økonomiske overklasse, nyrig og havde derfor svært ved at få ’nøglen’.

Hvilket bestemt ikke blev nemmere, da han blev skilt og i stedet fandt sammen med Anni Fønsby, Det nye par, og Fønsby især, skilte sig for alvor ud i Hellerup. Når nogle havde set hende i området, kunne de i uger gå rundt og sige ’Jeg ved ikke, hvad hun ligner’, selvom de præcis vidste, hvad hun lignede: en indkapsling af alt, hvad de gamle penge har imod nyrige tilflyttere. Dårlig smag, åbenlyse plastikoperationer, et dårligt selskab af C-kendte realitystjerner og en hang til at være i medierne.

 

Måske klog af skade takker Anni Fønsby, i dag Anni Katrine Brinch, nej til at fortælle om tiden i Hellerup, men forklarer i telefonen, at: ”Jeg forestiller mig, at det er enhver piges drøm at bo i det hus. Sådan havde jeg det i hvert fald selv. Men det var ikke noget for mig.”

HANS HENRIK PALM havde en lidt anden taktik, da han i 2008 flyttede ind i Bella Vista. Den tidligere bokser og nuværende erhvervsmand ringede selv til en journalistven og gav ham historien. Ideen var, at gassen ville gå af ballonen, hvis han selv overbragte nyheden. Alligevel gik det på ingen måde ubemærket hen, da han købte det dyreste hus i Danmark nogensinde.

Det vidste du (måske ikke) om Hellerup

I Gentofte Kommune (hvor Hellerup ligger) låner hver indbygger i gennemsnit 21 bøger på biblioteket hvert år. Det er syv gange så mange som i Læsø Kommune, hvor der lånes færrest.


I Gentofte Kommune er 195 mennesker direktører i en virksomhed med flere end 100 ansatte. Det vil sige 2,6 topdirektører per 1.000 indbyggere.


Hellerup Dameroklub blev stiftet i 1901 og er verdens ældste eksisterende rokub kun for kvinder. For at blive medlem skal man kunne svømme 500 meter og til en personlig samtale. Man begynder som ‘kanin’, indtil man har bestået ro-skolen og kan blive døbt og dermed blive fuldgyldigt medlem af klubben.


Overklassen samles ikke udelukkende nord for København. Også fx Højbjerg og Risskov ved Aarhus, Vinding ved Vejle og Hasseris i Aalborg er velhaverenklaver.

”Der er nok en hel del sladder i området, jeg ikke har indsigt i. Jeg har aldrig været ham, der parkerer min bil i en lukket garage, så ingen kan se den. Jeg sætter den bare ude foran. Det tager jo 100 år at få sådan en garageport op og i,” siger Palm, og nævner selv, at han har en anden baggrund end mange af dem, der ellers bor i Hellerup. 

Hans Henrik Palm, der er tidligere europamester i weltervægt, stiftede efter boksekarrieren forskellige fitness-kæder, bl.a. fitness.dk, ligesom han købte anparter i en række virksomheder og gjorde sig i ejendomshandel. Og så optrådte han i medierne, noget de indfødte aldrig kunne drømme om:

”Nogle var måske lidt højrøvede og snobbede og følte sig for fine til at snakke med mig. Det må være deres problem. Jeg flytter ikke ind i et hus for at være bedste venner med naboen.”

Hans Henrik Palm købte Bella Vista på Hambros Allé 32 af Damgaard og Fønsby for 75 millioner kroner – en kvadratmeterpris på 131.579 kr. eller 10 gange landsgennemsnittet. Dyrt eller ej, så har netop det hus hele hans liv været en drøm, siger han, helt tilbage fra da han boede i et blokbyggeri i Lyngby og kørte forbi Hambros Allé på søndagsture. ”En dag fik jeg så råd. Og hvis man kan købe det, hvorfor så ikke gøre det?”.

I 2010 gik Hans Henrik Palm konkurs med en gæld på 450 mio. kr. og solgte året efter Bella Vista til Fitness World-stifter Henrik Rossing for 50 millioner, altså med et tab på 25 millioner. kr. Ejendomsmægleren ved den handel har, efter at have talt med Rossing, ikke ønsket at medvirke i denne artikel.

 

HAMBROS ALLÉ er bredere end de andre sundveje i Hellerup. Det skyldes, at den gamle overklasse, der ejede landstedet Øregaard samt jorden helt ned til vandet, ville bevare havudsigten, da den store grund i 1914 blev udstykket. Fra landstedet, der i dag er museum, kan man stadig tydeligt se vandet mellem alléens træer.

Øregaard blev bygget i 1806 af Johannes Søbøtker, der var blevet hovedrig på sukker fra slaveplantager, da han kom hjem til København efter mange år i Dansk Vestindien. Dengang var det moderne for overklassen at bygge landsteder uden for København, hvor de kunne komme væk fra larmen og lugten og slappe af. Søbøtker byggede dog ikke som de andre et landsted for at få en behagelig bid af det bonderomantiske liv, men derimod et prale-palads, hvor han holdt store fester og smed om sig med penge.

Historien om Øregaard og Hambros Allé illustrerer en vigtig pointe: Med tiden bliver nyrige til gammelrige. Øregaard blev bygget af nyrige på jord, de havde købt af gamle penge, i dette tilfælde Kongehuset, og med tiden udstykkede de sundvejene til huse bygget af en ny generation af nyrige. Med tiden er de også blevet til gamle penge, og nu er nye nyrige ved at flytte ind.

Christoph Ellersgaard, der er adjunkt ved CBS Department of Business and Politics, bruger udtrykket ’at veksle nye penge til gamle penge’. Sammen med Anton Grau Larsen har han studeret den danske magtelite – de 423 mennesker der i et netværk af bestyrelsesposter styrer Danmark. Han forklarer, at det før eller senere bliver nødvendigt for den nyrige at veksle pengene:

”Når man bliver rig som iværksætter, er det oftest, fordi man har set et hul i markedet. Når virksomheden bliver etableret, er man afhængig af et godt netværk og at være en del af det etablerede for at overleve. Derfor har de brug for at træde ind i den her kreds af gammelrige. Og det er markant nemmere, hvis man besidder de samme værdier som de andre, da netværket i høj grad er baseret på personlige relationer.”

De nyrige har ikke samme aversion mod at optræde i medierne, fortæller Ellersgaard. Måske fordi de bruger sig selv som et brand i forlængelse af virksomheden, som fx en Karsten Ree eller en Lars Larsen. De gamle penge er derimod meget diskrete i offentligheden. Det er en af grundene til, at Aller-familien ikke er en del af det gode selskab på trods af en 140 år gammel virksomhed, da den netop består i at følge andre fra overklassen i Billed-Bladet og Se & Hør.

Christian Kjær, der som FLSmidth-arving er født med gamle penge, er heller ikke accepteret af den del af overklassen, fordi han især i sine unge dage var en flamboyant jetsetter og giftede sig med den så absolut nyrige Jannie Spies. Derimod er Bent Fabricius Bjerre, der er tilflytter, accepteret af eliten. Han spiller tennis det rigtige sted, har dannelsen og manererne. ”Dannelse er et vigtigt begreb for de gammelrige,” siger Ellersgaard. ”Det handler om at følge et uskrevet regelsæt, man nok kun kommer til at forstå til fulde, hvis man har kendt til det fra barnsben.”

FORSKELLEN PÅ ARVINGERNE og de nyrige er et tilbagevendende tema i film, tv og litteratur. Tænk fx på Matador, der slutter med, at den nyrige Mads Skjern efter 24 afsnit endelig får sit ønske om optagelse opfyldt, da han bliver inviteret til middag hos familien Varnæs. Eller på F. Scott Fitzgeralds roman ’Den store Gatsby’, der handler om den nyrige Jay Gatsby, som forelsker sig i Daisy, der er gift med den gammelrige Tom Buchanan. I romanen bor de nyrige i West Egg, hvor Gatsby holder overdådige fester i håb om, at Daisy, der bor i det gammelrige East Egg på den anden side af fjorden, lægger mærke til ham.

Hellerups pendant til East Egg og West Egg hedder Hellerup Havn og Tuborg Havn. De kan kigge over på hinanden, men virker som to vidt forskellige universer.

Den gamle havn, Hellerup Havn, ligger for enden af en stikvej fra Strandvejen. Efter en etageejendom ligger først et hvidt hus, så et creme, så et lyserødt, et gråt, og endelig et hvidt på størrelse med de fire foregående. Det bærer stolt sit sortglaserede tegltag og kigger ned på tennisbanerne og den vinter-golde staude- og rosenhave, Strandparken.

Her ligger den 100 år gamle Hellerup Fægteklub, den traditionsrige Hellerup Dameroklub og Hellerup Sejlklub. På et skilt står der, at det er forbudt at køre knallert, men det virker overflødigt. Bådene, der er trukket på land, er af træ, de har master og hvis ejerne sejler dem over Atlanten, har de ret til at gå i røde bukser. Sådan er traditionen.

Sejlklubben har desuden en erhvervsnetværks-gren, der mødes 10 gange årligt i klubbens restaurant, hvorfra man kan se hen på Tuborg Havn. 

Derovre er bebyggelsen domineret af nyere, høje, kantede beboelsesejendomme med kæmpemæssige vinduer hele vejen rundt, bygget umiddelbart før finanskrisen. Det er endnu for nyt til, at der er nogle nævneværdige traditioner.

Til gengæld ligger Saxo Bank, Novo Fonden, en håndfuld advokatselskaber og shoppingcentret Waterfront her. Bådene i havnen er hurtige og har motor. Andre af dem er i flere etager og leder tankerne hen på reklamen: ’Tænk hvis du vandt’.

ADAM SCHNACK er ejendomsmægleren, der siger nej til at sælge din bolig, hvis han ikke selv har lyst til at bo der, og hans kartotek er derfor småt, men eksklusivt. Selv bor han i en 220 kvadratmeter herskabslejlighed på Frederiksberg, han har kontor med udsigt til Marmorkirken og en tendens til John Kørner og Poul Kjærholm. Og til at udtale ’meget’ med æ og uden g.

Han bruger ikke ’til salg’-skilte, boligannoncer eller reklamer på siden af busserne, men baserer sine salg på sit netværk. Boligerne, han beskæftiger sig med, ligger i indre København, på Frederiksberg og i forstæderne nord for København, blandt andet i Hellerup, hvor han selv er vokset op.

”Dengang i 80’erne skete der noget, der er fortsat frem til i dag. Yuppierne begyndte at rykke ind. De købte gamle, smukke huse og rev hele indmaden ud af bygningerne for i stedet at lave dem om til prestigeboliger. Samtidig kom der flere flashy biler på vejene. De gamle penge er ved at blive presset ud af nyrige,” siger ejendomsmægleren, der udmærket kender adressen Hambros Allé 32.

Det vidste du (måske ikke) om Hellerup

Et medlemskab i Hellerup Sejlklub vurderes enkeltvist af klubbens bestyrelse, der afgør ansøgninger ved afstemning. Juniormedlemmer kommer direkte ind.


Johannes von der Osten blev Hellerup Fægteklubs første formand i 1944. Siden har hans familie været tæt knyttet til klubben. Hans oldebarn Frederik von der Osten er i dag en af verdens bedste kårdefægtere.


Navnet ’Hellerup’ kommer fra landstedet Hellerupgaard, som har sit navn efter ejeren, justitsråd Johan David Heller, der købte huset i 1748.


Boligområdet Tuborg Havn ligger der, hvor ølmærket af samme navn blev grundlagt i 1875 og havde bryggeri indtil 1996.


Blockbuster videoudlejningsforretningerne i Hellerup og Charlottenlund var, før de lukkede, de to videoforretninger i Danmark, der udlejede færrest actionfilm.

”Bella Vista er husenes Ferrari, for nej, du har ikke brug for at kunne køre 350 km/t, og du kommer nok heller ikke til at accelerere til 100 på 3,7 sekunder, men det er signalet: ’Det har jeg råd til’. Det er der mange, der gerne vil have. Hvis huset havde ligget i Køge, havde det ikke kostet 50 millioner, men 18,5.”

Det er hypen, der gør det, forklarer Adam Schnack. Stoltheden i at kunne sige ’Jeg bor i Hellerup’, fordi det i sig selv illustrerer, at du har succes. Og sådan har det været, lige siden først Kongen og siden adelen byggede slotte langs østkysten, også selvom udsigten er lige så god fra et hus ved vandet syd for København, hvor priserne er på et helt andet niveau.

”Min mor flygtede til Taarbæk, fire kilometer nord på, fordi hun syntes, Hellerup var blevet for snobbet og nyrigt. Det er der en del af ’de gamle penge’, der synes, og så flytter de nordpå til Taarbæk, Klampenborg og Vedbæk, hvor der stadig er en mere underspillet overklassestemning,” siger Schnack, der mener, at: ”Hellerup i dag er nyrige, der kører Porsche Cayenne. Folk, der elsker at sidde helt ude ved vinduet på Sticks’n’Sushi med bilnøglen på bordet.”

Christoph Ellersgaard genkender billedet af ’de nyrige’ som selviscenesættende, men forklarer samtidig, at vi alle sammen markerer vores position i samfundet med vores valg af tøj, biler og boliger: ”Forskellen er, at de gammelrige markerer sig overfor en meget lille skare, nemlig deres ligemænd. Det kunne fx være ved at gå i håndsyede sko, man skal være connaisseur for at kende prisen på. De nyrige vil typisk have lyst til at markere sig overfor det miljø, de kommer fra. Tænk fx på rappere og fodboldspillere. De bruger nogle mere åbenlyse symboler: Ferrarien, mærketøjet osv.”

HELLERUP ER DELT I TRE: Sundvejene, stikvejene fra Strandvejen ned mod vandet, er de mest eksklusive. Mellem Strandvejen og Bernstorffsvej ligger det, de lokale kalder ’Hellerup Light’, og mellem Bernstorffsvej og op til motorvejen ligger de ’billigste’ boliger. 

Fem sundveje længere oppe ad Strandvejen i forhold til Hambros Allé ligger Sigridsvej. Her får træerne i forhaverne lov til at vokse skævt, der er ikke så mange sortglaserede tegltage, og en af nisserne i den græske ambassadørs vindue er væltet.

Sigridsvej er med et Hellerup-udtryk ’BoBo’ – Bourgeois-bohème – en livsførelse, hvor man ikke interesserer sig for penge eller statussymboler indrammet i en liebhavervilla til den dyre side af 20 milioner kroner. Gummistøvler, ja, men fra Ilse Jacobsen. Hjemmebag, selvfølgelig, men i et fedt køkken ikke alle hverken har ret eller råd til. 

Næsten helt nede ved vandet ligger et, omgivelserne taget i betragtning, und-seeligt hus. Det ligner en udstykning fra et af de omkringliggende, større palæer og er i én etage, så naboerne kan se vandet henover taget. Alligevel blev det for to år siden solgt for 27,5 millioner kr. til Jan Leth Christensen, der vil rive huset ned og bygge et nyt.

Han har fået Bjarke Ingels Group til at tegne det nye hus for 4 millioner kroner. ’Villa Leth’, hedder projektet, og det har fået en hel del omtale i medierne. Fx har talsmanden for grundejerforeningen, arkitekten Christoffer Harlang, til Ekstra Bladet beskrevet problemet som ’for meget Abu Dhabi’. Han kalder det ’et støjende element, der gør opmærksom på sig selv og ødelægger helhedsindtrykket i kvarteret’, altså huset. Desuden har naboerne klaget over, at det nye hus vil tage noget af deres havudsigt.

Det hele startede med en artikel i Weekendavisen i juli 2017 af Poul Pilgaard Johnsen. Forløbet undrer Jan Leth Christensen:

”Hvorfor har Weekendavisen pludselig interesse for at skrive om et hus i Hellerup, allerede inden plantegningerne var indsendt? Nogen må jo have fortalt dem om det her byggeri.”

Jan Leth Christensen har ikke noget imod at kalde sig ’self-made’. Han er efter sigende god for et trecifret millionbeløb, han blev for nogle år siden kendt for at skyde en større pose penge i fodboldklubben Brøndby, han er advokat og går i three-piece-jakkesæt med manchetknapper. ”Weekendavisen skriver, at min far var brugtvognsforhandler. Jeg kan ikke se, hvorfor det er interessant? Og hvorfor skal jeg kaldes for en opkomling? Jeg tror, de forsøger at tegne et billede af mig, der passer ind deres forståelse af verden,” siger Jan Leth Christensen, der finder en anden af Weekendavisens artikler frem for at vise, at på dét billede af ham, der følger med, har han bøjet nakken.

BYGGESAGEN er kommet en tur forbi Gentofte Kommune, formiddagsaviserne har skrevet om vennetjenester på Rådhuset, der midlertidigt stoppede byggeriet, og en række af naboerne har givet deres besyv med i medierne. Men Leth Christensen har holdt på sit. Endda har han tidligere sagt, at hvis han ikke kunne få lov til at bygge sit hus, ville han leje det ud til en storfamilie med anden etnisk herkomst end dansk. Med en stor hund.

Men i begyndelsen af december gav Gentofte Kommune, på trods af protesterne, Jan Leth Christensen lov til at bygge sit nye hus, bl.a. fordi det nuværende hus, hvor græsset lige nu er højt, og værelserne er tomme og støvede, har stået tomt i to år.

”Jeg køber et hus, går til en arkitekt og får tegnet et nyt, der overholder lokalplanen. Jeg kan ikke se, hvad jeg gør forkert. Det har altid været planen at bygge et nyt hus. Et spritnyt hus kun for os. Selve Hellerup betyder ikke noget særligt for mig, heller ikke ’nærmiljøet’. Jeg kender det ikke, jeg vil bare tættere på byen,” siger Leth Christensen, der kalder de 1.124 kvadratmeter grund for enden af den lukkede vej med privat strand og ugeneret havudsigt for ’Danmarks bedste beliggenhed’. Også selvom modtagelsen har været blandet.

”Artiklerne, især den i Weekendavisen, har været meget motiverende for min lyst til at bygge det hus. Det er første gang, jeg får at vide, at det er negativt at være nyrig,” siger Leth Christensen. ”Og jeg har svært ved at forstå, at det skal være finere at have arvede penge. Jeg fatter ikke, at man skulle være et bedre menneske af den grund, end hvis man er i stand til at tjene dem selv.”

Grundejerforeningens talsmand, Christoffer Harlang, der på trods af mange henvendelser ikke har ønsket at udtale sig, bor selv på vejen ved siden af i et af Thorkild Henningsens præmierede rækkehuse. Sundvænget, hedder det, og for enden ligger rækkehusenes private badebro og parkanlæg bag en låge med kodelås. 

Her finder man en opslagstavle, hvor badevandstemperaturene slås op og fundne nøgler kan lægges. Der hænger også et stort foto af rækkehusene, printet på noget tykt papir. Indtil for nylig var der også på opslagstavlen et sort/hvid-print af Bjarke Ingels’ ’Villa Leth’-tegning – hængt pilskævt op. ’Akropolis’ havde nogen skrevet på det.

FOR NOGLE ÅR SIDEN, i begyndelsen af finanskrisen, kom en historie om de gamle penge på forsiden af formiddagsbladene. En mandlig arving havde satset stort og tabt hele familieformuen på én gang, hvorefter han gik i skoven med sin bedstefars gevær og skød sig selv.

”Det er ikke kun sket én, men flere gange. Der er bare kun blevet skrevet om det denne ene gang,” siger M, der gerne vil være med i denne artikel, men på den betingelse, at han optræder anonymt. ”Jeg løber en risiko. At tale med en journalist er i den grad en uskik,” siger han. 

’Diskretion’ er det ord, M bruger til at forklare miljøets presseskyhed. Omtale i medierne er næsten udelukkende negativ eller pralende og derfor skadelig for ens omdømme og anseelse.

Derfor er det aftalt, at det kun skal fortælles om ham, at han er født i Hellerup, at der i hans barndomshjem hang billeder af familien i hvert fald syv generationer tilbage, og at hans efternavn popper op flere steder i Danmarkshistorien. Anonymiteten gør til gengæld, at han kan tale om noget, han normalt aldrig taler om: Penge.

”Det hele handler om penge, og samtidig handler det om alt andet end penge. ’Skyld’, tror jeg, er det ord, der bedst beskriver mit forhold til penge. Jeg er arving. Derfor er det ikke min succes, jeg lever, men mine forfædres. Så selvom jeg har lyst til at gå ud og købe en stor amerikanerbil, gør jeg det ikke. Jeg kunne sagtens, men jeg ville skamme mig over at bruge penge, der ikke er mine, på noget så åndssvagt.”

M fortæller også, at Janteloven er langt mere præsent i overklassen, end man måske umiddelbart skulle tro. Den nyrige i den prangende bil illustrerer, at han tror, han er bedre end andre. Og M’s forældre har opdraget ham til, at sådan gør man ikke. En stor del af M’s liv går i stedet med at skabe sin egen succes. Han håber, at det vil betyde, at han får et bedre forhold til sine penge, og at han har penge at give videre til sine børn.

I dansk sammenhæng, fortæller Christoph Ellersgaard fra CBS, er gamle penge typisk ikke ældre end tre generationer. Det begynder med en entreprenør, der banker en formue op, men ikke selv kan træde ind i de etablerede cirkler. Men det kan hans børnebørn derimod. Selv Mærsk Mc-Kinney-familien, som vi normalt tænker på som gamle penge, er kun tre eller fire generationer gammel.

M derimod er fra en af de ældre familiedynastier, og derfor er hans liv også præget af gamle traditioner i alt fra skolevalg til militærtjeneste.
”Blandt ældre jurister er det en selvfølge, at man har været i Livgarden. Da jeg engang overvejede at blive jurist, var jeg forbi nogle af mine forældres venner, der har en meget anerkendt praksis. Aftalen var, at jeg kunne komme derind og arbejde, så snart jeg havde været forbi Livgarden, så de var sikre på, jeg havde rygrad og de rigtige værdier.”

Nepotisme er udbredt i den verden, M er en del af: ’Hvis du giver min søn et studiejob i dit firma, får din søn et i mit firma.’ Mange familier har desuden kendt hinanden i generationer, deres børn går i de samme skoler, de tager de samme uddannelser og deler de samme værdier og livsbegivenheder. 

Det er meget bevidst, at børnene ikke indtræder i deres forældres virksomhed, men i deres venners. Hvis M var uddannet fra firmaet ’M & Co.’ ville det være for nemt for omverdenen at sige, at han ikke havde kæmpet for det. Omverdenen og dens opfattelse er en konstant overvejelse i næsten alt, M gør.
Derfor er det også udelukket, at han på nogen måde fortæller nye mennesker, at han har mange penge.

”Oftest finder folk først ud af, at jeg har de her penge, hvis jeg inviterer dem med hjem. Men altså kun, hvis de har en dannet smag, så de kan afkode de møbler, malerier og bestik, jeg har. Der står ikke Prada på.”

Dannelse hænger altså ikke sammen med uddannelse eller penge. Dannelse, eller manglen på samme, mærkes på, hvordan man opfører sig, og på ens forståelse af, at ikke alt der glimter, er guld. Dannelse er den nøgle, tilflytterne ikke kan købe sig til.

”Det virker ikke, som om de nyrige får samme dårlige smag i munden, når de bruger penge. De har selv tjent dem og tænker måske mere på penge, som noget der kommer og går. De bruger dem på en måde, der for mig vidner om, at de skal vise sig. De er ikke vokset op med de traditioner, som jeg er.” 
M tænker sig om. Så siger han:

”Man kan godt skuffe sine forældre, selvom de er døde.”

LÆS OGSÅ: Mød Danmarks bedste tjener: ”Du skal ikke pifte efter mig. Jeg er ikke en hund”

LÆS OGSÅ: Reportage fra et voksende Helsingør: “På fem minutter kan jeg være ved vandet, i byen eller i skoven"

LÆS OGSÅ: Hollandsk ’modepoliti’ kan konfiskere din Gucci-jakke

Se, hvad vi ellers skriver om: Portræt og Danmark