Er politikerne ude på at slå København ihjel?
Foto: Getty Images

Er politikerne ude på at slå København ihjel?

København risikerer at tabe mange års opsparet effekt på gulvet, hvis nyt forslag fra politikere på Københavns Rådhus bliver gennemført. Hvorfor modarbejder de aktivt den by, de bør repræsentere på langt bedre vis, end tilfældet er?

Flere medier kan i dag berette om et første udkast til en ny plan for restaurations- og nattelivet i København, der er udarbejdet af Kultur- og Fritidsforvaltningen i samråd med Teknik- og Miljøforvaltningen. Planen lægger op til en langt mere restriktiv tilgang til nattelivet i København.

Ifølge planen skal der ikke udstedes nye alkoholbevillinger fra midnat til kl. 05 om morgenen i et stort område af Indre By. Samtidig kan nye restauratører og barejere se langt efter fornyelse af deres nuværende bevillinger.

Er de fuldstændig fra den? Er politikerne ude på at slå København ihjel?

Restauranter, barer og caféer er nogle af dem, der har lidt allermest i det forgangne corona-år. De har konkret skabt afstand mellem borde, været frontkæmpere for at få os alle til at bære mundbind, ventet alt, alt for længe på hjælpepakker og i desperate forsøg prøvet at skabe forretning på at bevæge sig ind på det benhårde marked for takeaway. Dette synes at være det sidste knivstik, der kan suge livet ud af vitale dele af hele den branche.

Med udkastet til den nye plan fjerner man en stor del af livsgrundlaget for en lang række af de aktører, der rent faktisk gør København værd at bo i. Men man fjerner også nerven i den by, der takket være mod og visioner fra forgangne politikere og byudviklere har oplevet massiv fremgang og opblomstring de seneste 10-15 år.

Har du også lagt mærke til, at der er et vanvittigt bredt udbud af restauranter i København? Forklaring: Turister, turister, turister. Og hvorfor rejser man til Danmark? Fordi København sprudler. Fordi man kan hoppe i havnen. Cykle fra den ene ende af byen til den anden. Spise umanerligt godt. Og lade en middag blive til en fest der bliver til kulturmøder, der fører til forelskelse og forretninger. Man undervurderer de negative konsekvenser, turismen vil opleve, hvis man saver benet af det livlige København, over 8 millioner turister fra hele verden årligt har strømmet hertil for at opleve.

Det handler ikke kun om turister: Et godt og rigt natteliv er grund til, at København er som en magnet på mennesker. De unge elsker det. Og det er ikke nødvendigvis fordi man som familiemenneske og far længere har fast turpas til beværtningerne - men alene muligheden og bevidstheden om, at København lever, når man selv sover, er trygt nok for mig. Og når jeg så endelig er ude til efter midnat, så er der ingen, der skal fortælle mig, at jeg skal gå hjem, fordi de lukker.

Og hvad så med dem, der ikke kan sove, fordi de bor i Indre Bys smeltedigel af livlighed? Well, tør øjnene. Det er en ekstremt kræsen og egoistisk holdning, at nattelivet skal indskrænkes, fordi det larmer. Der skal være plads til alle. Men måske det er på tide at indse, at det er en selv og ikke byen, der har forandret sig i en trist retning?

Jeg arbejdede som studentermedhjælper i kommunikationsafdelingen hos Ritt Bjerregaard, da hun som Overborgmester tronede over byen. De var i de samme år, København af livsstilsmagasinet Monocle blev kåret som den mest “Liveable City in the World,” og selvom den københavnske selvforståelse endnu ikke helt var modnet til at kunne rumme international opmærksomhed og hæder af den kaliber, var der alligevel en slet skjult stolthed at spore hos de mennesker, der kunne se perspektiverne i det. Der var gang i noget, toget kørte hurtigt, og det var bare med at hoppe på og nyde, at man boede i verdens formentlig bedste by.

Et forslag som dette er et skridt på vejen til at skabe en bykerne fuldstændig blottet for liv, som man kender fra eksempelvis London. Efter pubs og barer lukker kl. 23 eller 24, er der kun plads til de allerrigeste, der kan more sig i private klubber, mens de mindre velstillede er presset ud i Zone 2, 3, 4 og så videre, og må finde glæde i privatfester eller se sig kriminaliseret ved at holde fester i forladte pakhuse.

Nedlukningen har givet os verdens længste vinter. Det eneste positive håb, jeg har klynget mig til, har været, at det en nat igen bliver sommer. Og om jeg så skal dø på bjerget, så lader jeg ikke åndsfattige politikere slukke den drøm.

Se, hvad vi ellers skriver om: Natteliv, Restauranter og Bar