Jesper Olsen 30 år efter

Jubilæum for fatal tilbagelægning

Hvordan Jesper Olsen befriede mig fra bitterhedens lænker og lærte mig alt

30 år efter.

I 1986 var jeg kriminelt-hormonelt pubertær all-inclusive, ensom og fejlcastet på jorden, kejtet og helt forkert, sendt på efterskole i en sønderjysk-sibirisk flække. Mit ansigt var under totalrenovering med bøjle og acne, mit hår var min værste fjende, min krop hadede mig, og følelsen var gensidig. Inden i hovedet og kroppen så det endnu værre ud.

For mig var de år håbløse. Resten af verden havde det heller ikke for sjovt. Jeg nævner i flæng, bare fra 1986: Challenger-katastrofen, Danseorkestret, Tjernobyl, tvangsauktioner, Olof Palme-mord, permanentkrøl, pastelfarver, Pisang Ambon.
Teenageårene og omegn var rædselsfulde og uden flugtveje. Undtagen én.
Undtagen landsholdet.

Landsholdet var guddommeligt. Landsholdet var champagne med valium. Landsholdet betød alt. Lerby, Arnesen, Elkjær, Morten Olsen, Berggreen, Sivebæk, Mølby, Ivan, Allan, Bertelsen, Søren Busk, Ole Qvist, Michael Laudrup. Jesper Olsen. Jesper. Olsen.

Gennem mange år var det umuligt for mig at tilgive Jesper Olsen det utilgivelige: Den Nationale Og Personlige Jesper Olsen-Katastrofe® Mexico 1986.
I disse smukke junidage for 30 år siden var Danmark på vej til at vinde VM. Firserlandsholdet var det bedste, der var sket i mit liv, min største, og eneste, romantiske oplevelse, jeg var 16 år, aldrig kysset og aldrig før så højt oppe at flyve som under VM i Mexico.

Siden jeg var syv år, havde jeg set alle Danmarks landskampe, hvis de blev vist i tv, og hvis de ikke blev det, sad jeg ude i køkkenet på mørke aftener i provinsen med hovedet inde i radioen og sparkede med, når vi tabte igen. Jeg havde været helt inde i Københavns Idrætspark sammen med min far, og jeg havde ærgret mig søvnløs og en sjælden gang jublet med landsholdet og været med dengang vi var til grin. Dengang vi var røven af 4. division.

Nu var vi kings of the world. Jeg var king of the world i juni 1986. Siddende bag rattet i en lyserødt cruisende Cadillac-formet sky på himlen, der skubbede alle socialrealistiske bekymringer i horisonten på behagelig afstand.

For mig var de år nemlig socialrealistiske som en finsk ungdomsfilm og P4's Det elektriske barometer, når det var allermest klaustrofobisk, og det var ikke så lidt.
Undtagen landsholdet.

VM 1986 i Mexico var vores enestående chance. Helt ufatteligt mageløst meget stjernemasse samlet i én generation i ét magisk kollektiv én gang i danmarkshistorien. Vi havde kun ét VM. Det var chancen. Og vi var på vej til at forløse det hele, vi var på vej til at vinde VM, for vi var verdens bedste, og verden elskede os.

Sommerferien kom endelig.

VM i Mexico var et totalt triumftog, en fortsættelse af de sidste tre års eventyrlige dynamitekspres, og nu kørte vi direkte i finalen.



Den 18. juni 1986 førte vi 1-0 i ottendedelsfinalen mod Spanien (på et mål af Jesper Olsen på tilbagelænet straffespark), havde alt under cruise control, da Jesper Olsen i det 43. minut begik den fejlaflevering, som gav ham en talemåde og så meget andet på samvittigheden, at man skal sige ”Dybbøl 1864” og/eller ”Per Hækkerup” for at nærme sig i nationaltragisk totalskadeomfang.

Alle husker, eller har fået fortalt, hvad der skete (rul ned til bunden af artiklen for se eller gense det, red.). Spanien sagde tak til Jesper Olsen, udlignede til 1-1, vi kom bagud, gik i panik, blæste til offensiv og tabte 1-5. Senere har man efterrationaliseret, at Søren Busk da også halsede håbløst efter Emilio Butragueño hele 2. halvleg, at Michael Laudrup dækkede op som en sur teenagetøs ved Spaniens mål til 2-1. At Sepp Piontek havde satset for meget på at slå Vesttyskland i gruppespillet. At vores tyske landsfader havde drevet rovdrift på sine spillere med over- og højdetræning i 40 graders varme og lejrkuller i månedsvis, til de ikke gad mere og bare var lettede, da det hele var slut.

Ingen af disse søgte teorier var nogensinde blevet udtænkt, hvis ikke Jesper Olsen havde spillet Emilio Butragueño helt fri med sin apokalyptiske fejlaflevering. Spanierne var aldrig kommet ind i kampen, hvis ikke Jesper Olsen havde sendt en guldrandet invitation og rullet den røde løber ud for fødderne af dem. Vi var meget bedre end dem.

Vi havde vundet VM. Hvis det ikke havde været for Jesper Olsen, havde Danmark vundet VM. Jesper Olsen crashede ene mand Dynamitekspressen direkte ind i muren med 250 kilometer i timen.

Kampen blev spillet ved midnatstid på grund af tidsforskellen i forhold til Mexico, og i timevis efter slutfløjtet langt ud på den lyse sommermorgen drev jeg hvileløst rundt på øde parcelhusveje. Jeg kunne ikke rumme det. Jeg kunne ikke fatte det, der var sket. 1-5. Ét-FEM! Vi var jo de bedste. Det var mere end ubærligt. Jeg var i granatchok. Ikke flere benzodiazepiner, ikke mere benzin. Ingenting.

Firserlandsholdet og magien døde den nat og kom aldrig nogensinde igen efter Jesper Olsen-Katastrofen.

Og selvfølgelig skulle der i mit, som i alle menneskers, liv, komme skuffelser nok senere. Men alligevel, selv om de kom de næste 20-30 år, skuffelserne og nederlagene (jeg holdt mig heller ikke selv tilbage for at uddele dem med rund hånd), også meget værre og farligere nederlag, og selv om man vel sådan efterhånden lærte at rulle med slagene af sygdom, brud, regnvejr, død og generel røvtur, har jeg aldrig glemt følelsen. Jeg har aldrig glemt nedturen, ja, sorgen, over det bitre nederlag til Spanien den 18. juni 1986. Jeg har tænkt på det, hver eneste gang jeg har tænkt på VM i Mexico og dansk fodbolds guldalder. Det ligger der altid som en skygge i traumecentret. Måden, det hele sluttede på.

‪#‎JeSuisJesper



I årtier kunne jeg ikke tilgive Jesper Olsen. Og undervejs blev jeg, efter bedste evne nærmest voksen, som andre mennesker. Bagagen rejste med – og noget af den kom med et senere fly. Da jeg selv fik børn. Min bagage lignede ikke tilnærmelsesvis en tragisk De Brændte Børn-tv-dokumentar med Lisbeth Zornig bag rattet og foran kameraet, det gjorde den ikke, der var ingen misbrug, og tak for dét, der var ikke engang stof(fer) til en tv-dokumentar med titlen De Let Toastede Børn.

OK, ok, da jeg var gået helt i stå i årtiet efter Mexico (og det var ikke kun på grund af landsholdet), fik jeg heldigvis mulighed for at betale min psykologs tilbygning på sommerhuset i Tisvilde plus fri rødvin plus hendes Politiken plusabonnement inklusive Louisiana-årskort til hun dør.

Jeg aner ikke, om det hjalp (altså på mig, ikke på psykologens privatøkonomi; dén var helt sikkert glad for donationen). Det kan være, jeg havde siddet på bænken i novemberregnen foran en konkursramt radio- og tv-butik i et udendørs butikscenter i forstæderne med en pose stærke øl fra Aldi og råbt efter min store hund, som hed ”Satan” (og dét er aldrig for sent, jeg kan nå det endnu), hvis jeg ikke havde snakket Fanden/psykologen et øre af på briksen (som egentlig bare er en ubekvem lænestol fra Ikea, dét ved enhver).

Jeg aner stadig ikke, hvor meget af personlighedspakken, der er medfødt tilpasningsvanskelig, særligt sensitiv svagpisser, og hvor meget der er skade påført under transporten i livets buldrende, bumlende 18-hjuls-lastvogns-convoy og af hvem og hvorfor. Jeg finder aldrig ud af det.

Vis og indsigtsfuld er jeg nået frem til, at vi ALLE har vores kors, medfødte eller påmonterede, af plastic, guld eller jern, at bære her i tilværelsen. Keep on trucking er det eneste, jeg har lært on the road.

Og hvad har jeg ellers lavet de sidste 30 år, udover ikke at kunne tilgive Jesper Olsen det utilgivelige? Jo, jeg har jo fået børn selv. Det havde jeg ikke forestillet mig. Man skal kunne forsørge dem, børnene. Og sende dem godt i vej. Sikke et ansvar.

Jeg kunne også sagtens styre min lyst til at føre traditionen og slægten videre. Det er, tænkte jeg altid, som Philip Larkin skriver i et digt: "They fuck you up, your mum and dad. They may not mean to, but they do.”

Men det kan lige så godt være så meget andet, én selv for eksempel, livet for eksempel, der (ikke) fucker det op.

Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle have børn, men det skete. Heldigvis (for mig, i hvertfald). Lykkeligvis.

Det var dér, det begyndte… at gå op for mig. Hvor svært det er. At være Jesper Olsen.

Som far bliver man – jeg blev i hvert fald – sendt på en tropehjelmsekspedition ind i sit hjertes inderste. Det er ikke altid noget kønt syn. Derinde mødte jeg Jesper Olsen. Han lignede et lille barn, nærmest en dværg, for Jesper har nemlig aldrig været særlig høj (168 centimeter), men han var en voksen mand. Han var ligesom mig.

Jesper Olsen stod i sin danske landsholdsdragt fra undergangen mod Spanien, 80er-korte shorts, 80er-langt nakkehår, badet i et storslået lysglimt lige foran mig og sagde med rungende røst, så jorden skælvede:

”Du er et menneske. Dine forældre var mennesker. Mennesker laver fejlafleveringer. Det er menneskeligt. Giv slip, thi jeg ser, at du er stedt i bitterhedens galde og vredens lænker.”

Jeg mødte også min afdøde far i hans bedste alder og kampvægt. Han var også ligesom mig.

Meget kunne have været meget, meget, meget værre dengang i min måske ikke særligt toastede barndom på brødristeren. Meget var godt. Ferieminder. Sunshine reggae. Jeg havde galopperende, ubehandlet OCD og generaliseret angst, som man nok ville sige i dag, det måtte jeg selv ligge og rode med, og jeg har sgu ikke taget skade.

Der var heller ikke så højt krænkelsesberedskab og så mange bekymrede artikler og debatindlæg på politiken.dk. dengang, på godt og ondt.

Far var en eksotisk sammensat krudttønde, der styrede banen og begik vilde fejlafleveringer og frispark, som på afstand – næsten – er grotesk underholdende at se tilbage på. Der var meget i vejen. Jeg klarede den - med tiden – gu’ gjorde jeg så, indtil videre, står her endnu, og jeg tog min bagage med mig, gu' gjorde jeg så. Jeg har sgu ikke taget skade.



NU kan jeg selv se, hvor svært det er at være far. Og hvor meget jeg nogle gange ligner far, altså dengang (han er som sagt død, og det er jeg ikke). Jeg kan se, at bekymringerne for børnene var og er og bliver de samme. Ansvaret, det titaniske. Utilstrækkeligheden, afmagten, frustrationerne. Fejlafleveringer.

Man skal få børn selv for at forstå, hvorfor ens forældre altid var så alvorlige og kampstressede. For at forstå hvor svært det er. Jeg skulle i hvert fald. Som Krumme synger: "Hvorfor går alle voksne rundt/ og ser ud som om alting gør ondt?"

Vent til du selv får nogle børn som dig selv, lille Krumme, så skal du få svaret.

Og det var selvfølgelig Jesper Olsen, der lærte mig at se. Med sin ”Jesper Olsen”-fejlaflevering. 30 år efter. Jesper Olsen lærte mig alt, hvad jeg kan og ved. Jeg har været på en rejse med Jesper Olsen, som Lisbet Zornig helt sikkert ville sige, hvis det her var hendes tv-doku De grillede børn. Rejsen har varet 30 år.

Så der er håb. J’espère, som man siger på fransk. J’espère Olsen.

Jeg er mere opmærksom på mine kiksede afleveringer, end far var, og jeg siger undskyld til mine børn (sgu ikke til nogen andre) hele tiden. Jeg bander som en fårking ghetto-tyrk, det gjorde min far ikke. Og mine børn bander lige så fårking sygt meget som mig. Måske bliver det virkelig lidt bedre for hver generation, ligesom iPhones.

Jeg må skrive en bog/power point-præsentation om det i ledelses- og djøfperspektiv, idet jeg er bevidst om:

-at jeg qua den pågældende historik har implementeret, faciliteret samt videredistribueret et antal bolde, der udgør en udfordring at arbejde videre med for modtageren.

Det er ikke pointen, men det hører med til historien, at Jesper Olsen scorede det mål, uden hvilket vi måske aldrig var kommet i gang med Guldalderen. Det var fire år før Katastrofen i Mexico, det var i de allersidste sekunder i september 1982 i EM-kvalifikationskampen mod England i Idrætsparken, at Jesper Olsen løb slalom gennem hele det engelske forsvar og sikrede os det ene point, som vi havde brug for for i sidste ende at komme til EM i Frankrig i 1984.

Jesper Olsen var en vidunderlig boldspiller. Han ville have bolden, han spillede med formidabelt mod og høj risiko, med en sommerfugls flagrende skønhed og skarpe driblinger.

Firserlandsholdets kaptajn og den senere danske landstræner Morten Olsen har gang på gang og igen fremhævet én bestemt spiller, og det er ikke Michael Laudrup:

”Der skal være plads til en Jesper Olsen.”

Morten Olsen mente faktisk at det hele kunne være lige meget, hvis der ikke var ”plads til en Jesper Olsen”. ”En Jesper Olsen”. Spilleren Jesper Olsen, ikke ”en Jesper Olsen”, altså dét, der gået over i sproget som en fatal fejl. Eller måske netop også dét.

Jesper Olsen lærte mig med sin fejlaflevering at se, at min far gjorde det så godt, han kunne. Og at han gang på gang på gang went out of his way for at gøre mig glad. Far gjorde, hvad han kunne, og han havde ikke nogen Kinderchokoladeæg-reklameidyl med i sin egen bagage. Alt det så jeg bare ikke som barn og ung. Jeg så alt det, han gjorde forkert. Det var før, Jesper Olsen vendte tilbage i mit liv og åbnede mine øjne.

Det var, da jeg mødte mine børn, at jeg mødte Jesper Olsen, at jeg mødte min far, at jeg mødte mig selv. Det var dér, det gik op for mig, at vi gør det, så godt vi kan. Det lyder sikkert vældig banalt, hvis man er så heldig at kunne se dét af sig selv. Jeg skulle have Jesper Olsen til at fortælle mig det. Jesper Olsen ofrede sig på korset med ”en rigtig Jesper Olsen” for min skyld. For at jeg kunne se. Se Lyset.

Jesper Olsen frelste mig. Jesper Olsen lærte mig alt, hvad jeg kan og ved. Jeg mødte Jesper Olsen inde i mit hjerte. Jesper Olsen sagde med klar røst, badet i et himmelsk lys i sine korte 80'er-shorts, langt nakkehår:

”Sandelig, sandelig siger jeg Eder: Vi er mennesker. Vi gør det, så godt vi kan. Vi begår utilgivelige fejl. Vi laver 'en Jesper Olsen', lægger en simpel og nem aflevering lige i løbebanen til modstanderen i stedet for at spille den op langs sidelinjen.”



Vi laver en rigtig Jesper Olsen hver eneste dag. Fordi jeg har overset noget. Eller også har jeg set ham komme ud af øjenkrogen, Butragueño. Måske gjorde Jesper Olsen (der altid så dejligt nonchalant ud) det, fordi han ikke kunne lade være. Fordi det ikke kunne være anderledes. Det var en del af at være Jesper Olsen.

Man, jeg, vi, begår fejl. Små og store, mens Butragueño kommer snigende. Man begår små svigt, store svigt, fravær i flæng, løgn og bedrag, alt muligt. Øksemord, underslæb og cykeltyverier. Fejlafleveringer. Som jeg har tilgivet Jesper Olsen. Som jeg har tilgivet min far. Som jeg håber, jeg selv skal blive tilgivet. Især af mig selv.

Vi gør det så godt vi kan.

Free Jesper Olsen.

P.S. Den første sang, Julie, min datter kunne synge, da hun var 18 måneder gammel (20 år efter Mexico) var Johnny Reimars udødelige fra 1986:

”Halli-Halli-Hallo/ Vi vinder i Mexico/ Og vi er alle med, når drengene ta’r afsted/ Hver gang vi får et mål/ Så napper vi os en skål/ Halli-Halli-Hallo/ Vi vinder i Mexico.”

Noget har jeg tydeligvis gjort rigtigt.

LÆS OGSÅ: Christian Mohr Boisen: "Det er først nu jeg kan se, at den dumme rektor gjorde mig en tjeneste da han sparkede mig ud"

LÆS OGSÅ: Engelsk bog hylder Dynamitholdet: Danmarks smukkeste bidrag til Verden

LÆS OGSÅ: Minder lidt om 92: De svenske spillere bruger energien på at hente softice til deres børn

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold, Landsholdet, Håndbold og Psykologi