Klumme: "Den regionale gastronomi er blevet vakt til live i Danmark"

I stort set hele min barndom og tidlige ungdom var sommer ensbetydende med sommer i Danmark, ved stranden, i sommerhus. Det var eksotisk, det var hverdagen sat ud af drift. Det var et mere enkelt liv. Primitivt er nok store ord, men hvis det danske sommervejr bed fra sig, så var pejsen eneste varmekilde, opvask var i hånden, varmt vand begrænset, det spinkle tv-signal var prisgivet en gamle renseribøjle, der gjorde det ud for antenne etc. Med andre ord det helt klassiske sommerhusliv, hvor idealet jo netop er, at det skal være sådan lidt mere tilbage til det enkle og oprindelige. Ofte med det resultat, at man storkedede sig og hurtigt gik død i brætspil og sommerhuslekture. Læg dertil gerne regnvejr i dagevis, vrøvl med kloakken, myrer over det hele… Men det er en anden snak!

Madmæssigt var det også eksotisk at være ’på landet’. Vi fik fisk i en grad, vi ikke fik hjemme, fordi havet og havnen var lige i nærheden, og udvalg og priser var helt anderledes end hjemme. Og jordbær, ærter, kartofler, salater mm. var stalddørssalg og i ’storkøb’. Den lille grønthandler havde røget sild stående fremme på disken sammen med æg, hvilket i dag havde fået Fødevarestyrelsen til omgående at lukke forretningen.

Set i bakspejlet var det ikke det helt store, men der var bare noget særligt ved en rødspætte, stegt på en gammel jernpande og spist af en lidt skåret tallerken. Og så bagefter jordbær med masser af tyk, gul fløde.

I mit voksenliv er det først i de senere år, at Danmark igen har været et rejsemål for mig. Før da var det, som om en røget sild og kartofler købt ved vejen ikke var nok. Faktisk blev det problematisk, at der gastronomisk var så lidt at komme efter i sommerlandet. Nærmeste indkøbsmulighed var en overprissat sommerhuskøbmand med begrænset vareudbud, og ingen spisesteder i nærmeste omegn hævede sig over grillbarsniveauet. Jeg forstod med ét, hvorfor bilen altid havde været proppet til randen med proviant, når vi kørte hjemmefra.