Omtrent 1.300 kilometer nord for Oslo ligger det gamle handelssted Grøtøy, og på den lille ø ved Vestfjorden finder man Villa Haugen. Det er et af øens i alt fem træhuse, og i Villa Haugen har tiden stået stille i efterhånden mange år. Huset, som rummer et butikhotel, er skabt i schweizerstil med hvid facade og grønne karme. En tidslomme, hvor køkkenvæggene er pyntet med æbleskivefade i kobber, og hvor porcelænsbadekarrene har løvefødder.

Da restauranten i hotellet for nylig skulle udvides, blev den norske arkitekt Anita Valryggs designfirma, Valryggstudio, sat på opgaven. Målet var at skabe et design, der faldt i ét med landskabet, men stadig havde et moderne islæt. En lige blanding af nyt og gammelt, hvad enten det gjaldt arkitekturen eller interiøret.

”Da vi oprindeligt var i gang med restaurantprojektet på denne her lille ø i Nordnorge, kunne vi ikke finde et spisebord, der havde den varme og tyngde, vi søgte. Hvis vi kan se, at vi mangler et produkt i vores indretning, som ikke allerede kan opdrives, så tegner vi ofte produktet selv og sætter det i produktion. Det er ikke altid, det sker, men nogle gange kan man have et helt specifikt ønske i forhold til et møbel, og så kan det være nemmere at tegne det selv,” fortæller Anita Valrygg.

Det var sådan, spisebordet ’Sharing’ blev til. Bordet er smallere, end et spisebord typisk vil være, for på den måde at mindske afstanden mellem de mennesker, der spiser sammen. Derudover er benene skabt, så man kan sidde hele vejen rundt om bordet, uden at bordbenene kommer i vejen. Det praktiske aspekt er vigtigt, men omgivelserne spiller også en stor rolle i designprocessen, siger Anita Valrygg:

”Vores projekter tager oftest udgangspunkt i den byggestil, der i forvejen er på et sted, eller i landskabets udformning. Arkitekturen er tilpasset naturen. Det gør vi blandt andet ved at bruge lokale materialer, så man får et færdigt produkt, der hører til det specifikke område, og ikke kan findes alle mulige andre steder. Det var den samme grundtanke, vi fulgte, da vi tegnede ’Sharing’.”

Se mere her.