Hvorfor føles det næsten som en tilståelse at sige, at man er glad for kanin?

En levende kanin, som kunne spise mælkebøtter og gemme sig under min trøje, eller den af plys, der tålmodigt sad i underkøjen og ventede på sengetid. Jeg var desværre aldrig ægte engageret.

Til gengæld har jeg som voksen udviklet et meget nært forhold til kaniner. Altså slagtekaniner og det, der kan komme ud af dem.

Dejlig mad, og – tror jeg – ret CO2-venligt kød. Jeg har i hvert fald ikke hørt kaninprutter eller -bøvser nævnt som et problem.

Det føles næsten som en tilståelse at sige, at man er glad for kanin. Ikke at jeg forventer ros eller anerkendelse, fordi ”jeg deler”. Kommer op af kaninhullet, om man så må sige. Jeg konstaterer blot, at vi tilsyneladende er ret få, der ønsker os kanin til middag.