Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Opskrift: Pistaciekage med rabarber og mascarponecreme

Foto: Chris Tonnesen

Opskrift:

Elsker du nogen meget, meget højt? Så servér den her pistaciekage for dem

Der er både pistacie i bundene og mellem lagene i denne kage. Hvabehar?!

printer Print

Ingredienser

Pistaciebunde

  • 75 g pistacienødder, afskallede, usaltede + 50 g til pynt
  • 150 g blødt smør + ekstra til formen
  • 150 g sukker
  • 3 store æg
  • 150 g hvedemel
  • 1 tsk. bagepulver
  • ½ dl mælk

Rabarberkompot

  • 200 g rabarber
  • 100 g sukker
  • 2 tsk. rosenvand

Mascarponecreme

  • 100 g mascarpone
  • 20 g flormelis
  • 2 dl piskefløde
  • 75 g pistaciecreme

Sådan gør du:

Pistaciebunde

  1. Kom 75 g pistacienødder i en minihakker eller blender, og hak dem fint, til de ligner groft mel. Pas på ikke at hakke det så længe, at olien udskilles, og det bliver til nøddesmør.
  2. Rør smør og sukker blødt, og tilsæt æggene et ad gangen.
  3. Kom mel, pistaciemel og bagepulver i dejen sammen med mælk, og rør dejen sammen.
  4. Smør en springform på 20-22 cm med smør, og kom bagepapir i bunden. Kom dejen i, og bag kagen i ca. 35 minutter ved 175 grader.
  5. Lad kagen køle af på en rist og del den så i to – det gøres nemt med en brødkniv ind mod midten, hele vejen rundt.
  6. Læg bunden af kagen på et fad, og kom rabarberkompotten på. Smør det helt ud til kanterne. Kom ca. halvdelen af cremen over, og smør den ud. Læg den øverste del af kagen over, og smør top og sider med mere creme. Hak resten af pistacienødderne groft, og drys dem på kagen.
  7. Lad den stå køligt og sætte sig, gerne 3-4 timer. Husk at tage kagen ud af køleskabet en halv time inden servering.

Rabarberkompot

  1. Skær rabarber i 2 cm tykke skiver, og kom dem i et ovnfast fad. Drys sukker over, og bag rabarberne i 15 minutter ved 200 grader. Lad dem køle af, og rør rosenvand i.

TIP Du kan finde rosenvand i arabiske specialbutikker. Sammen med rabarber, hvor der både kan bruges frosne og friske, er det helt fantastisk, men det skal bruges i meget moderate mængder.

Mascarponecreme

  1. Rør mascarpone sammen med flormelis i en skål, og tilsæt fløde og pistaciecreme. Pisk det med elpisker til en tyk creme.

TIP Pistaciecreme er som nutella, men bare med pistacier. De bedste er lavet udelukkende af pistacier, sukker og måske olivenolie og lidt salt. De kan købes hos specialkøbmænd og online.