Når jeg taler med patienterne om den mad, de ønsker at få, kan jeg godt tage mig selv i at foreslå om mandagen, at jeg kan lave det om fredagen – men det kan jo sagtens være, at de slet ikke er her mere om fredagen. Det betyder, at jeg laver folks ønsker så hurtigt, jeg kan.
Det lærte jeg på den hårde måde, da jeg lige var startet her som køkkenleder. En af vores allerførste patienter kaldte mig ind på sit værelse og spurgte, om jeg ville lave flæskesteg og citronfromage, fordi han ville gerne holde en afskedsmiddag for sin familie dagen efter. Jeg stod i køkkenet og var ved at forberede maden til middagen, da han kom ud og sagde, at han gerne ville afregne for maden til selskabet. Jeg vidste ikke helt, hvor meget det blev, og det sagde jeg til ham. Han insisterede på, at han gerne ville afregne, og jeg sagde igen til ham, at vi bare kunne finde ud af det dagen efter. Halvanden time senere hældte han rødvin op i sit glas, bød sin familie velkommen og sank så sammen i sin kørestol og døde. Senere spurgte de pårørende mig, hvad hans plan havde været for dagen, og så endte de med at spise den middag – for at ære ham. Jeg tror ellers ikke på overjordiske ting, men den dag lærte jeg, at jeg virkelig skal lytte efter. Han havde jo sagt, at det var hans afskedsmiddag, og at han ville gerne afregne.
Da jeg så jobopslaget om at blive køkkenleder her, tænkte jeg: ’Det der job tilhører bare mig.’ Jeg har altid gerne villet gøre en forskel for mennesker, der var syge. Det er svært, når man fx arbejder på et hospital, fordi man ikke har direkte kontakt med patienterne, men bare står gemt væk i et stort, industrielt køkken. På et hospice har man masser af kontakt med patienterne, og det gør det muligt for mig at gøre en forskel for dem.
Jeg har aldrig fået en forespørgsel om, at en patient gerne vil have hummer eller kaviar. Jeg har arbejdet på hospice i 15 år, og i begyndelsen forestillede jeg mig, at de ville bede om at få fine gourmetretter eller store bøffer. Men det er slet ikke tilfældet. Patienterne vil oftest bare gerne have noget, der minder dem om deres barndom – og derfor serverer vi rigtig meget sovs og kartofler og klassisk dansk mad. Det kan godt være, at ønskerne og forespørgslerne vil være helt anderledes om 30 år, for der vil det jo nok mere være en generation, der er vokset op med pasta, der kommer her.
