Bag Roskildes scenetæppe dirigerer 30-årige Isabell de største kunstnere

Siden hun var 15, har Isabell Emilie Flagstad haft en drøm om at komme bag kulisserne på Roskilde Festival. I dag er hun sceneafvikler på Arena og en nøglefigur i at få musikprogrammet til at køre på minuttet.

Bag Roskildes scenetæppe dirigerer 30-årige Isabell de største kunstnere
Offentliggjort

Isabell Emilie Flagstad har været på Roskilde Festival, siden hun var 15 år. I starten var det i campingområdet. Men allerede dengang drømte hun om at få lov til at komme ind bag maskineriet og hjælpe til.

Bag Roskildes scenetæppe dirigerer 30-årige Isabell de største kunstnere

I 2019 gik drømmen i opfyldelse, og lige siden har hun været en del af produktionen bag festivalen – dem i det skjulte, der får festen til at løbe af stablen.

Som sceneafvikler på festivalens næststørste scene, Arena, er hun en af pladsens mest præcise personer. Arbejdsdagene består af logistik, koordinering og lange nætter. 

Hendes job er at koordinere artisternes tekniske krav og ønsker, og vigtigst af alt: at sikre showene afvikles til tiden. 

Under Arenas teltdug er Aphacas koncert netop overstået, da vi sætter os til rette.

”Første år arbejdede jeg på opvarmningsscenerne, så det var kæmpestort, da jeg blev spurgt, om jeg ville arbejde på Arena. Tænk at have sin egen scene på Roskilde Festival,” siger Isabell Flagstad.

”De første mange år afviklede jeg First Days-programmet på Gaia-scenen. Jeg har altid drømt om at få lov til at afvikle Arena, så da jeg blev spurgt sidste år, var det en kæmpe drøm, som gik i opfyldelse."

Har du nerver på, inden koncerten går i gang?

”Ja. Starter showet nu til tiden? Den nervøsitet sidder altid i mig, selvom jeg har afviklet i mange år. Der kommer jo en ny artist bagefter, som også skal bruge tid på at stille op til deres koncert. Hvis én koncert går over tid kan man blive presset i det næste sceneskift. Når en artist spiller på scenen, så har du to andre på bagscenen, hvis set-up skal klargøres. Derudover koordinerer du samtidig med en fjerde artist, som er på vej hen til festivalen.”

Hvordan ser en typisk dag ud for dig?

”Jeg møder ind omkring klokken syv om morgenen, hvor der leveres udstyr og instrumenter. De første artister ankommer omkring klokken ni, hvor dagen virkelig begynder. Hvis det er en stor artist, skal de måske nå at lave lydprøve, inden festivalpladsen åbner.

Resten af dagen handler meget om logistik og koordinering – at flowet af artister, leverancer og lastbiler forløber, som det skal, så kunstnerne er klar, og showene afvikles til tiden. For at et show kan afvikles, er der et stort produktionshold tilknyttet scenen, der alle spiller hver deres rolle. Min opgave er at være bindeledet mellem alle dem og artisten.

Min dag slutter først når den sidste lastbil har forladt scenen. I går kom jeg hjem kl. 03.00. Det var en kort dag.”

Bag Roskildes scenetæppe dirigerer 30-årige Isabell de største kunstnere

Hvad er det vigtigste øjeblik i løbet af din arbejdsdag?

”At showene starter og slutter til tiden. Det kan være udfordrende, fordi der er mange ender, som skal mødes, og nogle gange sker der noget uforudsigeligt – som fx vejret – der kan komplicere tingene. Men det er netop dét, som gør arbejdet sjovt og udfordrende.”

Er der en koncert eller oplevelse, der har gjort særligt indtryk på dig?

”Det rammer mig altid, når en artist går på, og du kan mærke stemningen fra publikum. Det der kæmpe brøl, der ruller ind. Dér giver det hele mening. Jeg har også afviklet mange artister, hvis største drøm gik i opfyldelse, da de spillede på Roskilde – og det smittede af. Jeg har haft mange gode koncertoplevelser, men de vildeste har været dem, jeg selv har været med til at skabe.”

Er der noget, folk bliver overraskede over at høre om dit arbejde?

”Koordineringen. Mange forstår ikke, hvor mange ting der skal gå op i en højere enhed, for at et show lykkes. Der er virkelig mange involverede i at producere det.”

Hvad betyder Roskilde Festival for dig personligt?

”Det har en enormt stor betydning for mig. Da campingområdet åbnede, gik jeg en tur rundt og lyttede til, hvad folk hørte på deres anlæg. Der tænkte jeg: ’Gud, det har jeg hjulpet med at få til at ske.’ Det er fedt at kunne give den glæde videre.”