Esben Bjerre
Foto: Jonas Bie

Da jeg vidste jeg var god: Esben Bjerre

Jeg har aldrig været sendt uden for døren, jeg har aldrig givet nogen et par på hovedet og har heller aldrig fået nogen. I skolen var der ikke noget fag, hvor jeg klarede mig dårligt, men heller ikke så mange, hvor jeg var helt oppe. Det har været rigtig jævnt, lige lidt over middel.

Da jeg blev konfirmeret, brugte de fleste af mine klassekammerater deres penge på sejt tøj. Jeg brugte mine 11.000-12.000 kr. på modelfly, som jeg samlede med min far. Jeg spillede også meget ’Flight Simulator’ og havde tusinder af bøger om rummet, fordi jeg gerne ville være astronaut. Jeg var elevrådsformand og med i skolepatruljen. Jeg var aldrig den første, der blev valgt, når vi spillede fodbold i skolegården, men heller aldrig den sidste. Jeg blev nok valgt et sted midt- imellem, for jeg var jo ikke elendig.

Jeg kan huske, at det irriterede mig, at de piger, jeg godt kunne lide, altid valgte dem, der havde det smarteste idrætstøj og var gode til fodbold. Jeg var håbløst sent ude i forhold til piger. Det var først langt oppe i gymnasieårene, at der skete noget på den konto, men omkring 7. klasse fik jeg en mindre åbenbaring.

Jeg indså, at om fem, syv eller 10 år ville de vælge mig. Jeg var klar over, at jeg kunne noget. Jeg var vidende, god til at formulere mig og havde styr på samfundet, men det talte i de voksnes verden, ikke i 7. klasse. Der husker jeg tydeligt, at jeg tænkte, at det nok skulle gå mig godt. Jeg skulle nok vinde i det store spil.

Hvad er mit talent? Jeg hader det spørgsmål, Peter elsker det. Og det er nok derfor, vi er gode sammen. Vi trækker hinanden op og ned. Du får mig ikke til at sige, jeg er verdensmester. Men jeg vil sige, at jeg er god til at forklare komplekse ting, uanset om det er politik, udligningsreform eller konflikten i Gaza. Det er jo let nok at være klog i ’Deadline’, hvor seerne i forvejen følger med. Det er sværere at få fat i VVS’eren, som synes, at politikere er de latterligste mennesker i verden, og få ham til at forstå, hvorfor det alligevel er vigtigt, at han stemmer til kommunalvalget.

Jeg er ret god til at gøre noget komplekst relativt simpelt, uden at det bliver for poppet og overfladisk. Og så synes jeg, at jeg er god til at holde orden og styr på noget småkaotisk, som ’Monte Carlo’ langt hen ad vejen er. At holde godt fast i snoren, når Peter stikker af og associerer. Det går så hurtigt oppe i hovedet på ham, og der er min force at holde styr på programmet. Hvis jeg sad der alene, ville det blive mere tørt og kedeligt; hvis han sad der alene, ville der nok ikke være så megen retning og konklusion på det.

Jeg er organisatoren, men jeg er også storebror. Jeg har fire yngre søskende og skilte forældre. Det har gjort, at jeg altid har skullet stå for at organisere og styre tingene. I Peters og mit makkerskab er det mig, der styrer, hvor vi skal være, hvornår, og hvordan vi kommer derhen. Uanset om jeg er på tur med Peter eller er med nogle kammerater i Paris, er jeg ham med metro-kortet. Det har jeg det bedst med.

Vi har altid diskuteret politik og samfund i min familie. Jeg var ude at hænge plakater op med min far for SF, og det var en stor del af min opdragelse at diskutere og være rasende, når regeringen havde gjort noget dumt. Jeg har også set TV Avisen, fra jeg var helt lille, fordi jeg fandt ud af, at det var den måde, jeg kunne få lov til at blive længere oppe. Så hvis jeg blev siddende helt stille i sofaen, når TV Avisen startede kl. 21, kunne der sagtens gå 15-20 minutter, før min mor opdagede mig: ”Gud! Klokken er også blevet mange. Nu ser vi lige TV Avisen færdig …”

I gymnasiet fik jeg en fantastisk samfundsfagslærer, Carsten Højmark, som var det skønneste menneske. Hvor andre lærere kom med gamle fotokopier, som de brugte igen og igen, fandt han altid en artikel eller et klip fra ugen, der var gået, sådan så det, vi sad og læste om, blev placeret i en aktuel kontekst. Det var megafedt. Efterhånden fandt jeg ud af, at det skulle være enten statskundskab eller journalistik. Statskundskab havde jeg ikke boglig udholdenhed til, og så så jeg filmen ’Kongekabale’ med Anders W. Berthelsen.

Jeg syntes, det virkede så fedt, det der med at være inde på Christiansborg. Hele spillet omkring politik, det, som ikke blev sagt, ’spin’ osv. Da jeg startede i praktik på DR’s Christiansborg-redaktion, da tænkte jeg virkelig: ”Nu bliver det ikke bedre. Nu er jeg næsten Ulrik Torp fra ’Kongekabale’.”

Forløsningen kom på Journalisthøjskolen. Vi sad 130 nye studerende i auditoriet og så et indslag om Viagra. Det var fyldt med journalistiske stramninger og skulle tjene som et eksempel på, hvad man ikke skulle gøre. Da det var slut, stod der: ”Tilrettelagt af Jeppe Nybroe”, og så gav salen sig til at grine.

Et halvt år tidligere var han fratrådt sin stilling på DR efter at have manipuleret med indslag om danske soldaters tilbagetrækning fra Irak. Det var en kæmpe befrielse for mig. At der pludselig var en stor, fælles referenceramme, hvor 130 mennesker indforstået kunne sidde og grine, uden at nogen behøvede at forklare, hvorfor det var sjovt.

Jeg ved, Peter har siddet og tænkt, at vi var nogle idiotnørder, men jeg følte, jeg havde fundet mit fællesskab. Der var plads til at vide noget, sige det og gøre brug af det, uden at der var nogen, der rynkede på næsen. Uden at man var ham den lidt mærkelige.

Peter og jeg endte i gruppe sammen. Vi var ret forskellige, men fandt ud af, at vi havde samme tolerancetærskel for, hvornår det blev for frelst. Jeg elskede at være på Journalisthøjskolen, men der er bare nogen, der meget hurtigt tager det der ’jeg er journalist for at vælte regeringen og ændre verden’ til sig. Der tror jeg, at både Peter og jeg havde et mere afslappet forhold til det.

Vi studsede over de samme ting og var begge gode til at se det absurde, latterlige og hykleriske.

At pege på det åbenlyse. Det er jo det, vi gør i ’Monte Carlo’. Hele ’Rolf er ren’-kampagnen var jo en stor omgang ’Kejserens nye klæder’. Om det så kaldes humor, satire eller journalistik, så tror jeg ikke, vi sagde noget, som 99 % af befolkningen ikke havde tænkt. Det samme med Holger Danske og Allan Simonsen (’Monte Carlo’ opfordrede danskerne til at stemme på den pensionerede fodboldspiller, der fredag efter fredag var tæt på at blive sendt ud af ’Vild med dans’, red.). Det er jo ting, som er opstået meget spontant – hurtige nedslag, som har ramt noget og fået sindssygt meget resonans i medierne og befolkningen. Det er jo aldrig noget, vi snedigt har siddet og planlagt i en kælder: ”Nu skal vi fandeme have ’Vild med dans’, Lauritz.com og Rolf Sørensen ned med nakken.”  

Efter praktikken og et halvt års freelancearbejde på DR Nyhederne tog jeg på udveksling i San Francisco. Efter et par uger fik jeg den her vildt lange mail fra Peter. Det er jo meget modsat Peter, for han læser og svarer ikke på mails, der er over to linjer lange, og han skriver dem slet ikke. Så da der pludselig lå halvanden A4-side fra Peter, tænkte jeg, at det enten var spam, eller at nogen var død. Men så var det en lang smøre om, at han havde fået tilbudt eftermiddagsfladen på P3 og gerne ville have mig som medvært.

Jeg fløj hjem to gange for at lave ’dummies’. Da jeg atter var tilbage i San Francisco, lå jeg om natten i en skide et-personers-seng på det værelse, jeg havde lejet hos min kinesiske landlord, Hubert Lau, og havde svært ved at sove pga. jetlag. Jeg lå bare og ventede på, at min mail ville ’binge’ med et svar. Den sendeflade, kl. 14-16, havde jo i mange år været nærmest mytisk. Det var De Sorte Spejderes sendeflade, det var Huxi og Karens, og nu skulle vi have den – Peter skulle i hvert fald. Jeg lå og tænkte på, hvor meget det kunne betyde for mit liv. Til sidst måtte jeg slukke telefonen – og lægge den uden for værelset. Sådan helt dobbeltkonfekt-idiotisk.

Den 23. december 2011, to dage efter jeg var kommet hjem fra udvekslingen, ringede Ann Lykke, den daværende chef for P3. Jeg gik rundt i København og købte julegaver. Hun sagde, at jeg havde fået jobbet. To uger senere startede ’Monte Carlo’.


Mailkorrespondancen mellem Peter og Esben.

”Shit, nu kan det ikke blive større på radio,” tænker jeg nogle gange. Der er lige ’Mads & Monopolet’, men der er ikke nogen, der slår Mads Steffensen. Jeg har da tænkt over, at det er Peters skyld, at jeg har fået den platform, jeg har fået. Men jeg prøver at lade være med at tænke for meget over, at jeg skulle stå i gæld til ham. For jeg synes, vi har hver vores andel i successen. Vi har haft en ro i, hvem vi hver især er. Han er følelser, jeg er statistik. Det favner bredt. Folk kan se sig selv i en af os, eller i en blanding.

Medieundersøgelser viser jo, at folk langt hen ad vejen bare tænder for radioen og så hører det, der er. Så det, at vi har en halv mio. lyttere, har ikke fået mig til at indse, at jeg er god. For mig er det kommet i bidder. Når mennesker, jeg selv har set op til, har gjort os opmærksomme på, at det, vi laver, er godt. Når Anders Agger, der alene på sit navn kan få lov til at lave en hvilken som helst dokumentar på DR, skriver, at han hører vores program og synes, det er godt. Eller da vi vandt DR’s sprogpris, hvor Adrian Lloyd Hughes holdt en lang tale om, hvorfor vores program fungerer. Han brugte slaveskibene i ’Ben-Hur’ som billede og sagde, at jeg var den, der slog på pauken, når galejslaverne skulle gå over til ’vædringshastighed’. Hvis ikke jeg havde så klart et greb i styrepinden, ville Peter ikke kunne galopere så vildt ud over stepperne. Det var rart at høre.

Når det er sagt, tror jeg aldrig, jeg hviler i tanken om, at jeg er god. Jeg kan slukke mikrofonerne og tænke: ”Hold kæft, hvor var jeg god her.” Men jeg går ikke i seng med mavefornemmelsen: ”Ej, hvor er jeg bare god.” Medmindre man er Michael Laudrup, så kan jeg ikke se, man kan tænke, at man er god hele tiden. Der er jeg måske en anelse jysk.

Se, hvad vi ellers skriver om: Radio, Medier, Peter Falktoft og Monte Carlo