Smagsprøve på Maria Gerhardts nye roman

Smagsprøve på Maria Gerhardts nye roman

Debut-romanen 'Der bor hollywoodstjerner på vejen' fortæller Maria Gerhardts historie om gå fra at være eftertragtet DJ til kræftsyg.


Her kan du læse et uddrag:


Der bor hollywoodstjerner på vejen

Nogle piger vil gøre alt for ikke at være alene. Men sådan er du ikke. Det kan jeg se. På de fem meter imellem os. På de femten år, der skal gå, før du endelig bliver min. Jeg står og betragterdig fra entreen, hvor jeg lægger min hættetrøje. Du sidder og bader dig i mit blik for første gang. Du ser mig ikke.
Det skal
der gå mindst ti år, før du gør. Du bærer den rødeste læbestift på den yderste venstrefløj. Du ser op og siger hej, da jeg rækker dig hånden.
Hej Rosa. Hej Maria. Din arrogance er ung, og jeg er lille
og glad, chokeret. Du eksisterer. I denne kvistlejlighed på Nørrebro, blandt radikale feminister og stearinlys. Miraklet i 1996. Din gruppe hører til her, du er på hjemmebane. Du er tyve år gammel.

Jeg er atten og fra en anden del af det, der i de år kaldes det autonome miljø. I er anderledes. Det giver et sug af forventning og undergang, når I dukker op til demonstrationerne.

“De kører så dårlig stil,” siger en fra fællesmødet i min fraktion. Kvinderne her er rystede. Det har taget dem år at samle sig, i sort blok imod drengene. De taler om herskerteknikker, i soveværelser. De hader jer. På møderne sidder jeg og tæller deres bøger, klæder et par af dem af med øjnene. Nogle gange kigger jeg på himlen, tænker over, at man også kunne blive narkoman. Jeg længes efter næste demonstration.

Måske kommer I, med hinanden under armene, med en lethed. Der går masser af rygter om jer, og jeg tror på dem alle sammen. Der er nogle, der siger, I også er en sexsekt.

“Hvorfor skal de ligne rigtige terrorister?”

Jeres masker har udskæringer til munden, så jeg kigger efter dine røde læber. Tjekker, om der er bryster inden under læderjakker, på bøller, på knallerter, på tanken. Eventuelt dynamitstænger. Jeg står og blaffer hver dag efter møder, skole, frikvarter. Tag mig med. Kom i store biler med tonede ruder, stjålet et sted på Amager, hastet til for at hente mig. Salig ligger jeg direkte på bilens beskidte gulv. Bastet, bundet, med klude i munden og bind for øjnene, kan ikke begribe mit held.

Jeres gruppe er ved at mutere, og I spørger, om jeg vil være med i den nye fraktion. I headhunter mig, spørger, om jeg vil komme til et møde. Jeg sætter mig ned i kvistlejligheden, men ikke ved siden af dig. I diskuterer en fransk teoretiker, imens I griner. I drikker vin, der har kostet penge. Der er joints, kødrester på jeres tallerkener. Mit kollektiv er vegetarisk, jeg har indtil videre boet der i to år uden at få noget.

“Hvis man synes, sex er sjovere med mænd, så skal man da hellere knalde med dem,” siger du.

“Helt sikkert,”siger en anden, og I griner igen.
Jeg kan mærke, hvordan din
replik langsomt bliver tatoveret imod det indre af min hjernebark. Man skal sørge for, at pigerne har det sjovt i sengen. Tjek. Jeg vil også erfare, at du smiler til dig selv i spejlet. Hver eneste morgen. At dine forældre ikke har nøjedes med at ønske, at du var glad, men helt konkret har lært dig om lykken.
Omkring klokken fire splitter selskabet op på Nørrebro. Jeg tumler ud i en krystalklar nat. Nogle piger vil gøre alt for ikke at være alene. Jeg går hjem med din bedste veninde.

 

Min mobiltelefon vibrerer i lommen. Venner, der ønsker mig held og lykke. De er søde, men det er for sent. Din hånd søger ind i min. Vi sidder i en taxa på vej mod Rigshospitalet, fordi jeg har en knude i mit venstre bryst. Jeg har haft den i så lang tid, at den er blevet en del af mig, og jeg har på intet tidspunkt været bange. Måske er jeg dum. Måske har jeg storhedsvanvid.

Men jeg tænker, at jeg er for vigtig til at dø.

Knuden varierer i størrelse. Hvis jeg lader mine fingre glide ned til armhulen, kan jeg mærke den. Fra nogle vinkler kan den ses med det blotte øje. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg opdagede den første gang. Måske er det en form for misforstået maskulinitet, men jeg går helst ikke til lægen. En dag i december går den ikke længere. Du står med telefonen i hånden og beder om mit sygesikringsbevis:

“Maria, jeg vil gerne blive gammel med dig.”

Min egen læge sender mig hurtigt videre, og jeg går alene til de indledende undersøgelser og håner dig stille. Først fotograferer de brysterne fra alle sider, og sygeplejerskerne undskylder, at de tvinger mine bryster ud i umulige positioner. Billederne sender mig videre til et andet rum, hvor jeg skal ligge ned. En læge sprøjter noget klistret ud over mig og kører et ultralydsapparat

rundt. Det er ligesom at være gravid, tænker jeg. Hvis nu barnet var ondt og havde i sinde at dræbe mig. Da han tager en biopsi, bruger han noget, der ligner en hæftepistol med en stor nål med indbyggede modhager for enden. Den gør ondt, og den larmer,

og jeg begynder at kunne mærke det hele.

“Jeg skal til Marokko i overmorgen, bare så du ved det,” siger jeg.

“Det lyder som en virkelig dårlig idé,” siger han.

 

Vi skulle have siddet på stranden i Essauoria i det sydlige Marokko. Hver gang jeg fortæller andre om det sted, føles det, som om jeg har opfundet det. Vi har været så forelskede der, at byen føles erobret. Det var nu portugiserne. I starten af 1500-tallet. Vi bor i medinaen, som beskytter byen mod havet.Ocean City. De bedste byer. Hvide huse, blå skodder. Et mix mellem Sydeuropa, Nordafrika, berberne og det lykkelige Arabien. Du går og definerer kulturerne for mig. Du er klassisk dannet. Jeg kan så mange andre ting. Vi har slentret det meste af dagen. Gennem madmarkederne med frisk fisk, krydderierne og lam, der ligger direkte på persillen. Nu sidder vi på det store torv. På den yderste cafe har de italiensk is. Du bestiller chokoladeis og citronsorbet, kaffe med mælk og sukkerknald. Barnet sover tungt, da du kigger til ham.

Vi snakker om et tæppe, vi har set hos Kamal i viadukten. Jeg kan bedste lide de langhårede Boucheroutie, som de berberiske kvinder væver oppe i Atlasbjergene. De er fyldt med symboler, stærke farver. Jeg har forelsket mig i et med sorte, turkise og gule harlekintern. Vi venter med at købe noget og går ned på stranden. Han er vågnet og spiser en halv falafel. På vejen ser vi fodbold. Byens stadion ligger på stranden, og når tidevandet kommer, bliver banen vasket væk. Længere nede er der en legeplads. Han har fundet et søskendepar at lege med. Det er ved at være solnedgang, og jeg kan se ham rutsje i modlyset fra solen, der næsten rører vandet. Tjeneren fra restauranten på den anden side kommer med myntete. Når vi er sultne, går vi op i byen og spiser en tagine med lam med dadler. Han tegner

med skolekridt på brostenene uden for restauranten. Jeg vil kysse dig, selvom ingen kysser offentligt her. Hjemme i lejligheden kan jeg høre dig synge ham i søvn. Du synger ‘Stille hjerte, sol går ned’. Bagefter kommer du og trækker mig med ind i soveværelset, hvis døre er åbne ud til klipperne og det oprørte hav.

 

Afdeling 4262, mit nye hjem. 2013, min skæbne. Jeg tænker på alle numerologer, jeg kender, forbander dem. Vi er fire mennesker i rummet. Der sidder en læge og en sygeplejerske over for os. Lægen er hovedet, sygeplejersken er hjertet, hænderne. Lægen afleverer beskeden og forlader så lokalet, videre, som en anden stjerne, som en hoven elsker.
“Du har en kræftknude på otte cm i diameter i dit venstre bryst,” siger han og fortsætter:

“Du kommer til at miste brystet, du kommer til at miste håret. Du kommer til at få mere kemoterapi end normalt, fordi knuden er så stor.”

Han fortæller mig ikke, at jeg først skal MR-scannes for at se, om det har spredt sig til lungerne. Han fortæller heller ikke omstrålerne og hormonbehandlingen. De er smarte på det her hospital. Sandheden kommer i små afmålte doser. Sygeplejersken sætter sig og spreder armene ud. Hun har lyst hår, venlige øjne og al tid i verden.

“Har I nogen spørgsmål?”

“Vi har en lille dreng,”siger jeg og knækker ved tanken om, hvor sorgløs han ellers er. Du græder også, og vores arme finder hinanden, vores hår bliver filtret sammen, tårerne blander sig, og så retter vi os op, retter på tøjet, vakler ned gennem gangene, afdelingerne, vejen

hjem.

Jeg har spillet de her scener igennem igen og igen de sidste  par nætter. Det var dig, der indimellem sagde, at det jo ikke behøvede at være farligt. Men jeg vidste det bare. Fra da jeg tog mit tøj af oppe til mammografi og lagde mig på briksen, kunne jeg mærke en overgivelse, jeg ikke har mærket siden dengang, jeg fik tæv til en fest i indre København. Gerningsmanden rev min T-shirt i stykker, så jeg faldt ned med blottet overkrop, og så slog han løs. Jeg kunne ikke engang værge for mit ansigt med mine hænder. Ydmygelsen var total. Det er den også nu. Jeg har både købt flybilletter og bestilt et hus gennem Air BnB. Jeg skriver en fælles besked ud til mine venner og en til min familie. Bjørnstjerne er hos dine forældre. Vi tager hjem, og min

mor og far kommer hurtigt, efterfulgt af min lillesøster. Jeg ligger på sofaen og forklarer dem fattet, hvad lægen har sagt. Indimellem lukker jeg øjnene hårdt sammen. Jeg åbner dem igen, tester virkeligheden. Er det en drøm? Er det friheden? Er denne sofa det ultimative helle? Foregår der lige nu en kemisk reaktion inden i mig? Har hjernen et særligt overlevelsesstof, den kan sende ud i situationer som denne? Har kroppen? Jeg ved, at katte spinder, når de glade, når de skal føde, og når de skal dø. Jeg kigger rundt. Rummet kigger på mig. Hvad er

det her for noget? En dårlig film? Er jeg hovedpersonen i et fatamorgana, alle i stuen drikker af og soler sig ved?

 

Chokket vækker mig blidt de første par uger, hvor selve beskeden lammer alle og minder mig om tiden omkring mine forældres skilsmisse. Jeg er en levende håndgranat. Opmærksomheden

er overvældende. Over fem hundrede ønsker mig held og lykke på internettet. Jeg får blomster leveret flere gange. Sasha sender hundrede hvide roser. De står op ad hoveddøren, en dag jeg

kommer hjem fra Rigshospitalet. Jeg har aldrig set så stor en buket. Jeg deler den op i flere mindre vaser og sætter dem i alle vindueskarme i den store lejlighed på Frederiksberg, føler mig sært i live.

Et par uger efter min diagnose har jeg fødselsdag. Det er virkelig godt timet. Facebook svømmer over igen. Jeg får overdrevet mange gaver. Cover, som jeg skriver klummer for, sender en hat fra Hermés. Mit fødselsdagsselskab skriger, da buddet kommer ind ad døren med den store orange æske. På bordet er der kager med flødeskum og nogle med rå chokolade og lakrids. Der er champagne og grøn te. Jeg er gået i træningslejr. Fra den ene dag til den anden er jeg stoppet med at ryge, drikke kaffe og alkohol, spise sukker og hvede. Jeg kan ikke holde tanken ud om at fylde min krop med noget, der kan gøde de onde celler.

Mine venner går op i alternativ behandling. Lige så meget som de går op i at være dér, hvor det er sjovest. Jeg tror ikke, at der findes en form for selvudvikling, der ikke er blevet udlevet rundt

om dette bord. Vi har været på Osho-lejr i Goa, renset ud i Costa Rica og været på helseture i Thailand. Vi har råbt vores indre barn ud, været på meditationskurser, stille-lejr og danset, som om ingen kiggede. Vi har spist acai og multebær, wheat grass, LSD og svampe. Vi har været i almindelig terapi, gruppeterapi og kognitiv terapi. Kemoterapi er jeg den første, som skal igennem. Og der bliver diskuteret. Om man kan blive syg af at sige for meget ja. Om man kan blive syg af at sige for meget nej. Der bliver råbt højt, googlet og lagt en ring rundt omkring mig og mit immunforsvar.

Alle er enige om, at kål er godt, og ellers er der mange teorier. På et

tidspunkt skærer en af damerne igennem: “Fennikel er vist ikke så godt for dig.” Min indbakke er oversvømmet af hampolie, links til en særlig mexicansk kaktus, tilbud om gratis zoneterapi. Der er ogsådem, der er skeptiske, en, hvis væg ellers er fyldt med 9/11- konspirationsteorier:

“Du har vel forhåbentlig ikke sagt ja til kemoterapi?”

Jeg har besluttet mig for at følge en biopat, der kan teste mig igennem hele forløbet, og en kinesisk akupunktør, der kan hjælpe mig med kvalmen, som skulle være en meget udbredt gene ved kemoterapi.

Jeg vil gerne være i topform. Jeg vil løbe, meditere og dyrke yoga hver dag. Min knude er hundrede procent østrogenfølsom, og da jeg læser om, hvor meget alkohol forhøjer østrogenniveauet i kroppen, går jeg ud og tager forskud på glæderne, brækker mig.

Jeg har haft fri bar i et årti. Den knude har ligget vodkamarineret. Jeg lægger mig svimmel og åbner min computer. Mit liv passerer revy, da takketalerne vælter ind:

“Jeg holder med dig.”

“Du har betydet så meget for mig.”

“Du er en stjerne, Maria, en stor én.”

Jeg kan se båndene på blomsterkransene. Jeg overværer min egen begravelse, læser min egen nekrolog.

Du kan købe bogen her.

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik og Bøger