Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Er Allan Olsen Danmarks bedste rapper?

Er Allan Olsen Danmarks bedste rapper?

Allan Olsen er kendt i Danmark og verdensberømt i Nordjylland. Han har levet af at spille musik, siden han var 18 år. Hans seneste plade 'Jøwt' udkom til at begynde med udelukkende nord for Limfjorden og turneen består af 30 koncerter i Vendsyssel. Målet har været at spille for hver syvende kilometer (så det var i knallertafstand), og siden turneen startede, har han fyldt forsamlingshuse i de små sprækker, han med foragt hører landets politikere omtale som Udkantsdanmark.

Nu udkommer 'Jøwt' i hele Danmark. Selvom planen om udgivelsen i Nordjylland aldrig har været en del af et planlagt mediestunt, har pladen alligevel trukket overskrifter og bevist et værdigt alternativt til den gængse måde at distribuere og markedsføre musik på. Og så er pladen selvfølgelig blevet en succes, fordi Allan Olsens melodier og tekster på ærlig vis beskriver en danskhed, de fleste kan genkende. Han kan noget med ord.

Det kan den danske rapper og rimsmed Per Vers også. Per Vers kan også godt lide Allan Olsen, og selvom deres respektive genrer ligger fjernt fra hinanden, deler de alligevel en fælles kærlighed til sproget, der langt overstråler forskellighederne. Og er Allan Olsen egentlig mere hiphop, end vi lige går og tror? Vi satte de to kunstnere i stævne i København.


Kristoffer Dahy Ernst: Per og jeg sad lige før og snakkede om, at næsten hele Jylland er repræsenteret til dette interview. Du er fra Nordjylland, Per er fra Sønderjylland og jeg selv kommer fra Østjylland.

Allan Olsen: Hvor er du fra i Østjylland?

Kristoffer: Jeg kommer fra Odder.

Allan: Og hvor er du fra?

Per Vers: 6510 Gram. Ligesom Erling Jepsen, der nu bor på Bryggen ligesom mig.

Allan: Jeg var engang med i et radioprogram sammen med Erling, hvor vi skulle nedgøre provinsen. Det ville jeg gerne være med til, men jeg havde bare ikke noget dårligt at sige. Men der kom vi forbi Gram. Da vi kom ind på det første værtshus, kom en af de lokale hen til os. Den store kleppert tilhørte den familie, som Erling havde skrevet om, og så var det ud af det værtshus og ud af Gram i en helvedes fart. Jeg har også været taget gidsel med Johnny Madsen i Odder, mens der lå en gal mand med en riffel og skød efter publikum udenfor.

Per: Det giver lige lidt ekstra.

Allan: Ja for de havde den holdning, at det kan godt være, at der ligger en mand med en riffel, men det er satme godt for ølsalget. Kommer I ikke igen næste år? - Nej, det gør vi satme ikke. Odder Hallen.

Kristoffer: Hvor tit er du i København?

Allan: Jeg har jo boet herovre. Og så er jeg herovre, når det er grund til det, og det er der jo ret tit. Der var en journalist på BT for en fem-seks år siden, der lavede et opslag over, hvem der kunne optræde udelukkende i Jylland, hvem der kunne optræde i København og omegn, og så hvem der kunne optræde begge steder. Og jeg var så kommet i kasse med dem, der kunne optræde begge steder. Jeg har ikke nogen præferencer. Der er ikke noget specielt ved Vendsyssel eller ved Gram eller noget andet. Det er mere, hvad man stopper i det.

Kristoffer: Men du virker meget begejstret for Vendsyssel, når jeg for eksempel læser din blog?

Allan: Har jeg en blog?!

Kristoffer: En hjemmeside…

Allan: Nå, det er ikke mig, der skriver det. Men jeg kan også godt lide det. Showbiz det er showbiz, og det er fedt at være i Vendsyssel. Man bliver modtaget på en dejlig måde, så er der noget ved det. Men det er en sjov ting. Journalisten, der lige interviewede mig før (Informations journalist, red.), sagde, at det var et genialt stunt (at udgive 'Jøwt' udelukkende i Nordjylland, red.). Men hvis det her havde været et stunt eller spin, så havde det aldrig lykkedes. Aldrig. Det er gjort fuldstændig naivt med det udgangspunkt, at jeg slap ud af kløerne på mit pladeselskab for et par år siden og nu kører mit eget. Så vi sidder bare og lægger en plan, ligesom vi nu også sidder her og lægger en plan, og så kaster vi nogle syge ideer op. Og griner lidt, men så gør vi det. Sælger kun pladen i Spar-købmændene i Vendsyssel.

Per: Jeg formoder også, at det udelukkende er lyststyret?

Allan: Man kan med god grund prøve at gøre alt det modsatte, end det, der bliver gjort i musikbranchen. Nu har folk spillet guitar, bas og tromme i alle de her år, og lavet sange med tre vers, et b-stykke og et omkvæd, og det skulle så være den omvæltende kultur? Det konglomerat af idioter, som er i musikbranchen, der er jo ingen nytænkning og ingen, der tænker ud af boksen. Af og til kommer der noget fedt, som for eksempel rap, som er noget af de sidste, der er opstået med integritet, og det bliver sjovt at se, hvad det næste bliver.

Kristoffer: Per, ville du kunne lave det stunt i Gram?

Per: En del af imponator-effekten ved din glimrende taktik, det var for mig at se en ren anerkendelse af, at du er så stærk i dit lokalområde. Normalt skal profeten stenes i sin hjemby, om det er Jesus eller Jepsen, og derfor er det dejligt at se en, som er grundfæstet og som har hjemmebanefordel. Det vil være ekstremt angstprovokerende for mig at sige, at den næste plade, jeg kommer med, kun kan købes hos Gram Radio og Tv Falkenberg. Jeg vil stå der med alt den opmøblerede usikkerhed, jeg har akkumuleret gennem hele min barndom. Og så tro, at slagteren rent faktisk kom og gav mig hånden. Fy for helvede.

Allan: Men du kan tro, den har jeg haft den tanke. For det kunne jo være, at jeg bare fik fingeren. Men den akkumulerede angst er man nødt til at face, og selvfølgelig skal man også gøre det med en vis pondus, for ellers bliver det bare patetisk. Men den måde, du siger Gram Radio og Tv Falkenberg på, det er jo langt federe end at sige "fuck dig". Det er enormt rytmisk. Gram Radio og Tv Falkenberg. Der er rytme i det og der er billeder i det. Jeg ved ikke, der bor måske 5-6.000 mennesker i Gram, men du kan jo bruge Gram Radio & Tv Falkenberg som et brækjern. For hvis du nævner det, så vil deres ører stå som kaniner. "Hvad sagde han om ham?"

__________


Kristoffer: Du er født i Frederikshavn, Allan, men flyttede som 20-årig væk. Hvordan var det at vokse op i Frederikshavn?

Allan: Frederikshavn er opdelt i en sydby og en nordby. Hvis man kom fra Sydbyen, kom man ikke i Nordbyen og omvendt. Det var forbundet med livsfare. Hvis man kom fra Sydbyen og fik en avisrute i Nordbyen, så smed man hellere cyklen i havnen med aviserne bagpå. Man vidste, at kørte man derop, så stod de og hang ved gadehjørnerne, og var du først kørt ind i Nordbyen, så blev du onduleret. Og så kom du hjem til den gamle og fortalte, at du havde fået tæsk, og så tog han sin cykel og kørte op i Nordbyen. Og kom hjem og havde fået tæsk. Så man overskred ikke den der grænse.

Kristoffer: Hvornår flyttede du fra Gram, Per?

Per: Jeg flygtede fra Gram samme uge, jeg blev student. Gram fik to rundkørsler, da jeg blev 12. Det har været en eller anden snedig plan, udtænkt af en i stramt slips og lille penis. At Gram skulle være endnu bedre end den lille naboby, der kun havde en rundkørsel. Og så tog det 45 sekunder længere at skynde sig igennem byen. Det var fuldstændig befriet for mening.

Allan: Men kan du så huske, da den første lysregulering kom i Gram?

Per: Der er ikke nogen lysregulering endnu.

Allan: Men det er der da i Odder?

Kristoffer: Der er fem-seks stykker, ja.

Allan: Jeg kan huske, da den første kom i Frederikshavn og jeg kan huske, at vi tænkte: "Hold kæft, hvor er det fedt. Nu har vi fået en lysregulering, det kunne være fedt, hvis vi fik nogle flere."

Per: Der er kun én lysregulering i Grønland. Ude foran det store danskerhotel i Nuuk. Der holder grønlænderne for rødt.

Allan: I Thyborøn har man ingen hajtænder. For som de siger: De har ikke råd til at køre hinanden over. De kører allesammen spritkørsel, for der er ingen pansere, men de kører ikke hinanden over. De laver selv reglerne. Det er der, Danmark er spændende. Der er jo længere fra Thyborøn til Vesterbro, end der er fra New York til New Orleans. Og det er fordi vi er havnet i et land, som mistede nogle store landbesiddelser i Tyskland og Norge og Sverige. Da vi havde Halland, Skåne og Blekinge blev landet styret centralt fra hovedstaden, som et land skal. De har kineserne fundet ud af for 5.000 år siden. Men da vi mistede de besiddelser, burde nogen have fortalt kongen, at det var på tide at ride til Kolding og regere fra Trekantsområdet. Udover Kuala Lumpur i Malaysia tror jeg aldrig, jeg har været i en hovedstad, der ligger så fjernt fra sit land, som København gør. Hvem er det egentlig, der bor decentralt? Hvem er det egentlig, der bor centralt? Og det, jeg er kommet til at pære til med denne her plade i en sådan grad, at man faktisk næsten ikke har talt om pladen, det er hvor meget irritation, der er i sindene oppe på den anden side af Limfjorden over den der italesættelse og stigmatisering, man udsættes for.

Kristoffer: Hvad er nordjydernes forhold til hovedstaden?

Allan: Jeg er aldrig enig med Søren Krarup, men jeg hørte ham en dag i radioen skælde ud over rygepolitkken. Han sagde, at den jo først og fremmest er udtryk for en kultur i et land, hvor ingen tror på, at noget er større end dem selv. Og når man ikke gør det, så er man dødsangst hele tiden, og så begynder man at lave adfærdsregulerende regler for folk. Så synes man nemlig, at man har gjort noget, når man går hjem fra arbejde. Og nu er de så i gang med at tryne lærerne. Folk ude i Danmark er trætte af at få at vide, at de bor i Udkantsdanmark og Vandkantsdanmark. Det er ligesom med diagnoser, som man giver til børn. Hvad er et yderområde? Det kan man først afgøre, når man har defineret et centrum. Nu sidder vi et sted (på et hotel på Vesterbrogade i København, red.), hvor man vil opfatte folk fra Amager som nogle bønder. Og på Amager vil man opfatte folk i Slagelse som nogle bønder. Centrum er der, hvor vi er lige nu.

Kristoffer: Hvordan kan man bruge sin hjemstavn som materiale, når man skriver tekster?

Allan: Hver gang, man kører ind i sin barndomsgade, er der nogle partikler, der falder til ro. Og hvorfor gør de det? Er det sentimentalitet eller er det nostalgi? Her er den gade, hvor jeg formede det liv, jeg lever. Jeg synes, det er vigtigt, at man bruger den ballast, man har fået. Livet er, at man bliver født og dør, og så er der det midt i mellem. Man skal vedkende sig, at de første 10-15 år er fuldstændig skabende for, hvem man bliver. Den selvbiografiske del er jo også det, man bruger som virkemiddel i rapmusik.

Per: Det er rapmusikkens børnesygdom, der hænger sammen med integriteten. Der er i højere grad end i andre genrer et lyrisk jeg, der er identisk med det fysiske jeg, fordi fortælleren hele tiden claimer, at det, der fortælles om, er den autentiske, faktiske virkelighed. I samtlige andre former for fortællekunst accepterer man en total adskillelse af de to ting. Arnold Schwarzenegger er ikke voldelig, selvom han har slået et trecifret antal mennesker ihjel på film. Da jeg var 12 år, følte jeg mig tættere på de mennesker, der problemløst name-droppede Crenshaw Avenue i LA og nævnte deres venner ved navn, end på de sangere, der ikke ville ofre universaliteten i at rense teksterne for egennavne.

Allan: Det er meget interessant, for kan man synge the blues uden at have the blues? Jo bedre du er til at skrive fiktion, jo tættere er du på noget, der ligner virkeligheden. For mig rammer det gode værk enkeltindividet, men det er også i stand til at kommunikere til massen. Men jo bredere du sigter, jo mere falder kvaliteten. Det kan man se på X-Factor, og det er ligemeget om du ser det fra Danmark, Spanien eller Brasilien. Det er det samme setup med en sanger og tre idioter, der sidder og skaber sig. Den kvalitetsoplevelse, en hel nation har ved at se det samme tv-program, er sandsynligvis ikke større end den oplevelse, tre mennesker i Tolne har, når jeg synger deres bys navn i en sang. De åbner deres køkkenvindue og råber: "Vi er i radioen."

Per: Hele min grundoplevelse har været, at det, man savner i sin opvækst og i sit lokalmiljø, det findes alligevel. Men man skal have slået vinduesviskerne til i tilstrækkeligt mange år, før man kan se det. I mit eget tilfælde tog jeg over Atlanten og fandt noget energi, nogle farver, noget kolorit, som jeg savnede i de grå omgivelser. Men alle de attributter skal jo være tilstede inde i mig selv, før det giver mening. Først da jeg fik dem spejlet langt væk og kultiveret dem internt, slog det mig: Energierne er der jo alligevel. Det er øjnene, der kigger. Folk siger, fjernsyn fordummer, men jeg vil hellere sige, at det er nærsyn, der fordummer. Vi er nærsynede.

Allan: Der er ikke noget dårligt i, at man flytter sig for at kunne se det, man flytter sig fra.


Allan Olsen og Per Vers fotograferet i København. Bemærk logoet Per Vers' T-shirt, der hylder både 'Jøwt' og et af historiens bedste musikprogrammer.

Kristoffer: Falder du til ro, når du kommer hjem til Vendsyssel?

Allan: Det er 35 år siden, jeg forlod det sted, jeg er født. Men det er som om partiklerne falder til bunds, når jeg kører gennem tunnellen og kommer op i Vendsyssel. Der er et eller andet der. Og er det så noget i Vendsyssel eller er det noget i mig? Det er nok først og fremmest noget i mig, men jeg interesserer mig for at finde ud af, om der er en konkret ting, der gør sig gældende. Næste gang, jeg falder til ro, opstår når jeg kører ind i de gader, jeg voksede op i i sydbyen i Frederikshavn.

Kristoffer: Per, har du et sted, hvor der falder ro i dig, når du kører mod Gram?

Allan: Eller det modsatte måske?

Per: Jeg kan godt nikke genkendende til det. Jeg synes, det med afstand er ret interessant. Gram er et roligt hylster at bevæge sig rundt i, efter jeg er blevet voksen. De gader fra dengang, det var jo mens jeg var under ombygning. Barndommens land er tit koblet op på barndommens øjne. Men hvad sker der, når den voksne træder tilbage og kigger på barndommens gade. Hvor umådeligt stor, jeg syntes Gram var, da jeg var en skoledreng og gik til fodbold, og hvor hjernerystende lille, den er set med mit nuværende blik.

Allan: Det er et godt eksempel. Det er ikke Gram, der har forandret størrelse, den er faktisk blevet større. Det er dig, der har forandret dig. Vores barndoms å var jo en flod hvor der boede uhyrer nede i. Når man ser den i dag, er det jo bare en bæk, man går over.

Per: Den fred, jeg kan finde, når jeg kommer til Gram, er måske en følelse af at have fundet en fred, jeg savnede i sin tid. Og det er da forbundet med en glæde. Der er rigtig mange ting, der er uforandrede. Min far bor stadig i min barndoms hus i Gram.

Allan: Man skal aldrig undlade at meditere over, hvad det allerførste, man kan huske, er. Jeg blev født på et husmandssted, hvor der ikke var indlagt vand, strøm eller varme. Min far var statsansat, han var landpostbud. Vi sked bag ved køerne, undtagen ham, han sked i hønsehuset. Det var ham, der havde uniformen. Det var bælgravende mørkt derinde, så han havde et system, så han ikke jokkede i sin egen lort. Han trådte et halvt skridt til venstre og så et frem, og så næste dag vidste han, at han skulle til højre og frem. Og så fremdeles, og når han så havde skidt i skakmønster, så vendte han jorden og begyndte forfra. Noget af det første, jeg kan huske, er at jeg kigger ind mellem brædderne, hvor der falder sådan en støvet solstribe ind. Og så kunne jeg se den friske lort, lorten fra dagen før og så de helt gamle, som var mugne og derfor havde et lag dun på. Fantastisk billede. Hvad er det allerførste, du kan huske?

Per: Det var nok, at få pjollerten i klemme i børnehaven. Og så blive befriet.

Allan: Det tror da fanden. I lynlåsen? Jesus fucking Christ. Jeg kan også huske en sommeraften, hvor min far var ved at banke net på et kaninbur med en hammer og nogle stålkramper. Min bror og jeg sad inde i buret. Jeg kan høre lyden af en flyvemaskine, men så pludselig bliver der helt stille. Så falder den ned.

Kristoffer: Den falder ned?

Allan: Ja, der har været adskillige flystyrt i min opvækst. Adskillige styrt fra himlen i det hele taget. En tårnspringer og en del flystyrt. Bermuda-trekanten.

Kristoffer: Har du selv været i et flystyrt?

Allan: Nej, men jeg har været tæt på et par gange rundt omkring i verden. Også fordi der er lande, man kan flyve i, hvor man altid er tæt på et flystyrt. Hvor man bare skal lade være.

_____


Kristoffer: Hvad synes du om Pers musik?

Allan: Jeg synes, det er fedt. Jeg kan høre, at du har styr på sproget, og det holder jeg meget af, for det er der ikke mange, man kan rose for. Og det er altså en vigtig værktøjskasse at have.

Kristoffer: Per, hvad synes du om 'Jøwt'? Jeg ved, du har købt den - hvordan fik du fat i pladen?

Per: Det var købmand Preben i Jerritslev.

Allan: Nå, du har været helt deroppe?

Per: Nej, han sender. Hans bankkontonummer florerede.

Allan: Ja, han snyder lidt.

Per: Min indgangsvinkel var egentlig min makker Peter Trier Aagaard, som er den absolut mest vidende, grænsende til det ultra-autistiske, når det kommer til rap. Han kan flere tusind numre ordret, han er virkelig en kapacitet og et glimrende filter for mig. Når han siger, noget er godt, så tror jeg på det. Og han kaldte dig Danmarks bedste rapper.

Allan: Det var pænt af ham. Da jeg skrev den sang, der hed 'Taberens Søn', der var rap lige startet herhjemme. Rap er jo børnehaverim, men det er ligegyldigt, for de skal være hurtige og effektive. Rap har udviklet sig enormt meget lige siden med blandt andet upbeat rim, som jeg synes er vildt imponerende. Jeg spillede 'Taberens Søn' for min knægt, da han var 10 år gammel, og da sagde han: "Det er rap, det der." Og det kunne jeg godt høre, for det er den helt banale opbygning af en rapsang, som jeg også bruger der. Men rap er fedt, for det er noget af det eneste, jeg kender, hvor jeg egentlig finder et slægtskab i musikken. Jeg ved ikke, hvorvidt det er en myte, at det opstod som et alternativ til at slås?

Per: Battle rap, ja.

Allan: Det er jo epokegørende i menneskets historie, at man finder på det. Det opstår selvfølgelig i Bronx, hvor risikoen for at man slår hinanden ihjel er størst. Det opstår jo ikke på universitetet i Oxford.

Per: Jeg kan tydeligt huske, at jeg tænkte: "Det er lige nu og her, vi opfinder verdenshistoriens dybeste tallerken." Det var mere genialt end alle generationer og inkarnationer af musik, der var gået forud. Men senere har jeg konstateret, at der for eksempel var trommedansen på Grønland, der minder ret meget om det. Og der er en Vestafrikansk tradition, hvor købmænd priser deres produkter på tværs af landevejen og så lige fyrer nogle rim af om modstanderens klart dårligere meloner.

Allan: Det er rigtigt ja!

Per: Så på den måde er det jo heller ikke noget, vi har for os selv. Det er en stor del af brændstoffet; det afstumpede, fremadbrusende ego, som man møder hver eneste weekend i overflod, og så pludselig høre om nogen, der virkelig prøvede at tage et skridt op ad evolutionsstigen.

Allan: Det er meget sjovt. Da jeg skrev 'Taberens Søn', havde jeg brug for at køre ”min indre neger fra Bronx” af i mig selv. Jeg havde behov for at købe et stort hus, a mansion on the hill, og en stor fed limo. Men jeg var ret bevidst om det, for når man kommer fra de kår, jeg gør, så går man med en forbandelse hele tiden. Det er ligesom når 50 Cent skal flashe alt sit skrammel, sin guldrevolver og sine guldkæder, og Snoop Dogg rapper i en diamantmikrofon. Det er fordi, man har at gøre med nogle mennesker, der kommer fra elendige vilkår, og som derfor er nødt til at bære alt deres velstand udvendigt. Den røg jeg også på. Men det tunge suk af en Audi-dør, der lukker i en grusbelagt indkørsel i Hasseris i Aalborg, det var nok ikke lige der, jeg skulle være alligevel. Men man skal ikke skamme sig over det. Det er epoker, man går igennem.

Per: Jeg var så lykkelig, da jeg cyklede herop, for jeg var kommet i tanke om et ordspil, jeg tænkte på i nat, men som jeg ikke skrev ned. Jeg vågnede i morges og kunne ikke huske det, og jeg klagede min nød til min kæreste. Det var to ord, hvor der kun var et bogstavs forskel. Det første var et tillægsord, der betyder overvægtig, og det andet var et navneord, der betyder at optræde. Hun kom med synonymer, men jeg måtte afvise dem allesammen. Og så kom det, da jeg cyklede herop: "Pæreformet performer."

Allan: Ja, det er rigtig fedt.

Per: "Jeg prøver at leve op til Euromans herre-normer / Men jeg bliver aldrig andet end en pæreformet performer."

Allan: Ja det er godt. Det interessante er, hvorfor man ikke kan huske det om morgenen. De der ting, de kommer fra steder i os, som vi ikke har styr på. Når Pers karriere siger "det skal du lige huske, det der," så siger underbevidstheden "nej nej, du får ikke noget forærende her, makker." Hvis du ikke gider stå op om natten, så kommer du ikke videre. Jeg har fuldstændig den samme. Jeg synes, det er så ufatteligt kedeligt at sidde og skrive. Hvis ikke jeg underholder mig selv med det, så bliver det ikke til en skid. Så det er rimene, der holder mig oppe, og jeg synes det er fedt at rime noget som dværghønseri på hoftedysplasi.

Per: Det skal nemlig blive ved med at være sjovt. Jeg lærte det, da jeg måtte hoppe ud af Aarhus Universitet. Jeg troede, at min sprogglæde og min lyst til at læse bøger og høre andre mennesker fortælle historier kunne bringe mig igennem en hel uddannelse. Men så snart det ikke var lystbetonet, så forsvandt det fuldstændigt.

Kristoffer: Har I haft skrivekriser?

Allan: Jeg har aldrig haft andet.

Per: Flere gange om dagen.

Allan: Man er altid på arbejde. I ethvert selskab, lige nu også, er man hele tiden på lur efter noget, der kan bruges. Der er hele tiden en vinkel eller et ord, der ryger ned på et lager, hvor det så modnes. Man har aldrig fri fra det. Det er lidt en forbandelse, but it's a curse from God. Det er et stort privilegium, men man skal være ydmyg overfor det. Ellers er det ligesom ham, der går på line mellem to højhuse, som ikke må tænke, at han er fantastisk. Så falder han sgu ned. Du er nødt til at vandre naivt, men ydmygt.

Kristoffer: Og hvordan har du det med alder?

Allan: Jeg kan sige: 7-tallet, det er forbandelsen. Jeg er 57. Hvor gamle er I?

Per: Jeg er 37.

Kristoffer: Jeg er 27.

Allan: Hallo. Hver gang man bliver 7-et-eller-andet, så er man tæt på det næste tiår. Jesus Christ. Jeg er faktisk tæt på at være 60. Og så får jeg lige lidt fred fra jeg er 61 til jeg er 66, men så er jeg sgu tæt på 70. Så jeg kunne da godt tænke mig at trække stikket her efter omtrent 15 plader og lade andre komme til, men jeg har sgu ikke råd til at stoppe. Havde vi for helvede ikke mistet Halland, Skåne og Blekinge, og havde kongen holdt fast på Nordtyskland, så havde Danmark været dobbelt så stort. Så kunne jeg turnere året rundt. Men nu er jeg nødt til at turnere i de tyve største byer hvert andet år, og så har jeg været der og forhåbentlig tjent penge nok til at holde min kæft i halvandet år.

'Jøwt' udkommer i hele Danmark mandag den 22. april 2013.