Iskoldt begær, 1993

Hvordan hyler du politiet ud af den under en afhøring, hvor du er under mistanke for mord? Du kan tale for din syge moster, te dig som en vanvittig eller fake et hjerteanfald. Eller du kan gøre som Sharon Stone i thrilleren ‘Iskoldt begær’, der får politimændene til at tabe pusten, da hun krydser sine lange stænger og afslører, at hun ikke har en trevl på under kjolen.

De få sekunder, hvor Sharon Stone blotter sit underliv, forvandlede skuespillerinden til en superstjerne, og scenen er siden blevet parodieret til hudløshed. ‘Iskoldt begær’ har Michael Douglas i hovedrollen som drabsbetjent, der forelsker sig hovedkulds i den mordmistænkte Sharon Stone. Filmen er instrueret af Paul Verhoven, der senere lavede kultfilmen ‘Showgirls’, som også bød på nøgne damer en masse.

Men selvom thrilleren blev Sharon Stones helt store gennembrud, var hun ikke glad for scenen i afhøringslokalet. Angiveligt havde instruktøren ikke fortalt, at man rent faktisk kom til at se et glimt af hendes underliv, og da filmen første gang blev vist, smækkede Stone ham én på siden af hovedet. Siden har hun dog omfavnet den kontroversielle scene og sågar medvirket i en fortsættelse til filmen, der dog floppede fælt.

Den kontroversielle scene i originalen er dog kun forspillet til et væld af udpenslede sexscener mellem Douglas og Stone. Faktisk er lagengymnastikken så fræk, at den kun er til at opstøve på pornosider. Derfor må I nøjes med Sharon Stones berømte benkryds, der øjensynligt er tæt på at give Newman fra ‘Seinfeld’ en blodprop.

Wild Things, 1998

1998 gav var et glimrende år for film, der bød på udødelige klassikere som ‘The Big Lebowski’, ‘Rushmore’, ‘Saving Private Ryan’ og ‘The Truman Show’. Noget mesterværk er John McNaughtons ‘Wild Things’ ikke, men hvad den mangler i kvalitet gør den op for i dampende erotik. Halvfemser-sildene Neve Cambell og Denise Richards spiller gymnasiepigerne Suzie Toller og Kelly Van Ryan, som smider kludene flere gange end der er plot twist i denne fortænkte noir-thriller.

Filmens erotiske klimaks foregår i et afsidesliggende motelværelse, hvor gymnasievejlederen Sam Lombardo – spillet af Matt Dillon – mødes med de to sexede studiner for at fejre, at de i fællesskab har franarret rigmandsdatteren Kelly Van Ryans forældre for 8,5 millioner dollars. Kuppet fejres med en hed trekant, hvor Denise Richards bryster bliver badet i champagne og Matt Dillon takker sin agent for, at han landede ham netop den rolle.

Team America, 2004

Intet er helligt for Trey Parker og Matt Stone – heller ikke når det kommer til sex. I deres geniale animationsserie ‘South Park’ bliver Indiana Jones analvoldtaget af George Lucas og Steven Spielberg, Paris Hilton stikker en ananas op i sin egen skede og Eric Cartman spiller den af på Kennys hund. Intet slår dog sexscenen i provokatørernes dukkefilm ‘Team America’.

Til lyden af et cheesy firsersoundtrack med linjer som “I don’t need one heart beat, I need two” kaster to trædukker sig ud i en marathon-elskov. Alle tænkelige seksuelle positioner bliver afprøvet, og i den ucensurerede udgave af filmen slutter samlejet af med, at de tisser og skider på hinanden.

Ifølge Matt Stone brugte de den grafiske sexscene som en slags trojansk hest, der skulle få den amerikanske censurmyndighed MPAA til primært at rette deres opmærsomhed på dukkeelskeoven og dermed lukke øjnene for mange af de andre politisk ukorrekte scener, som filmen også er fuld af. Missionen lykkedes, og MPAA bad kun skaberne om at skære ned i sexscenen. Heldigvis findes der en un-rated version af ‘Team America’ til alle os, der bare ikke kan få nok af dukkesex.

Black Swan, 2010

Tjajkovskijs ‘Svanesøen’ er blevet kaldt verdens mest bevægende ballet, men i hænderne på den amerikanske instruktør Darren Aronofsky bliver balletten til en mareridtsagtig nedstigning i en ung ballerinas skrøbelige psyke. Natalie Portman vandt fortjent en Oscar for sit portræt af den perfektionistiske danserinde Nina, der får sværere og sværere ved at skelne virkelighed fra fantasi.

I takt med at hun presser sig selv både fysisk og psykisk i forberedelserne til sin rolle som som den uskyldige hvide svane og den følelsesmæssigt forstyrrede sorte svane i ’Svanesøen’, får hun et nervøst nervesammenbrud.

Og det er særligt, når den seksuelt undertrykte unge kvinde giver efter for sit begær, at filmen får det til at løbe én koldt ned af ryggen. Når hun onanerer ser hun syner af sin mor i sin seng ved siden af sig, og i en af filmens mest ubehagelige scener bliver en lummer, lesbisk sexakt forvandlet til et grotesk mareridt.

Mens hendes dansekollega Lily (Mila Kunis) giver hende oralsex, stiger den uhyggelige musik i intensitet og i et gruopvækkende øjeblik forvandles Lilys ansigt til Ninas eget, idet hun kigger op fra sengelagnerne med et skummelt smil. Sjældent har girl on girl-action givet os så meget gåsehud.

9 1/2 uge, 1986

Det er næsten umuligt at forestille sig, at forfatteren bag den ekstremt populære (og håbløst elendige) ‘Fifty Shades of Grey’-bogserie ikke har haft filmen ‘9 ½ uge’ på repeat i VHS-afspilleren i 1980’erne. Det er sammenfaldet i plottet simpelthen for stort til. I den vovede firserfilm med Mickey Rourke og Kim Basinger i hovedrollerne, bliver den unge galleriejer Elizabeth forført af Wall Street-børshajen John, og snart indleder de et hedt forhold, der inkluderer diverse sexlege og uortodokse rekvisitter.

I ‘Fifty Shades of Grey’ er ‘galleriejer’ skiftet ud med ‘litteraturstuderende’ og ‘børshaj’ med ‘mystisk mangemilliardær’, men ellers er det nogenlunde samme smæk for skillingen.

Der er er dog én væsentlig forskel. For hvor S/M-scenerne i ‘Fifty Shades’-bog- og filmserien er omtrent lige så erotiske som en tur over knæet på farmand, så er det svært ikke at få lidt varme i kinderne, når Kim Basinger stripper til Joe Cockers ‘You Can Leave Your Hat On”. Eller, som i denne scene, hvor Mickey Rourke forvandler den blonde skønheds nøgne krop til et tag-selv-bord.

Don’t Look Now, 1973

Det lugter ofte af billige reklamekneb, når Hollywood-stjerner lokker publikum til truget ved at smide kludene. Men sådan er det ikke med Nicolas Roegs psykologiske horrorfilm ‘Rødt Chok’. Her knalder Donald Sutherland og Julie Christie så overbevisende, at der i årtier var vedholdende rygter om, at de to skuespillere ikke fakede noget som helst under optagelserne. Donald Sutherland har flere gange kaldt rygterne for “idiotiske”, men ægte eller ej, så rammer sexscenen en autenticitet og en nerve, som ikke er overgået på film siden.

Kort før det famøse samleje mister parret deres datter, da hun drukner i en sø i deres baghave. Sorgen over datterens død har ikke overraskende efterladt dem begge knust af sorg, og derfor føler man også, at der virkelig er noget på spil, når parret med nærmest dyrisk vildskab kaster sig over hinanden. Sex er glimrende til at få os til at glemme hverdagens strabadser – hvad enten det drejer sig om småskænderier med kæresten eller den ubærlige sorg over at miste sit barn – og det minder denne sexscene os om på fornemmeste vis.