Mandrilaftalen
Foto: Rasmus Weng Karlsen Styling: Frederik Lentz Andersen & Agnes Buch. Fotoass.: Benjamin Lund. Modeass.: Tobias Ruberg. Grooming: Mads Stig. Billedbehandling: Werkstette. Arkivfotos: DR. Tak til Flemming Pedersen for lån af mandrilaben.

'Casper & Mandrilaftalen': ”Jeg er glad for, at seerne fangede vores oprør. Vi sagde fuck til det hele og satte os fri af økonomiske interesser og af voksenlogik og fornuft”

20 år efter 'Casper & Mandrilaftalen' har Casper Christensen, Frank Hvam, Lars Hjortshøj og Lasse Rimmer endnu ikke helt forstået, hvad der egentlig skete. Jonas Langvad Nilsson møder de fire eks-mandriller og får historien om de populære figurer, om præstationsangst, kvinder og nye grænser for, hvad mænd kan tillade sig at lave sjov med.

1. GENFORERINGEN, SEPTEMBER 2018

En hveps er gået i gang med en af kanelsneglene på bordet, da Casper Christensen ankommer som den sidste. Frank Hvam, Lars Hjortshøj og Lasse Rimmer rejser sig på skift og får en krammer og et klap på ryggen. Casper Christensen er landets mest erfarne showmand. Han har prøvet det hele. Han var 27, da han fik et stort og næsten skræmmende gennembrud en fredag aften i 1995 som vært på ’Husk lige tandbørsten’. Iført hornbriller og ternet jakke sendte han vinderne direkte fra studiet i Københavns Lufthavn til Bali og taberne til Brovst.

Programmet havde halvanden millioner seere. Den voldsomme eksponering katapulterede Casper Christensen ud på en livslang rejse i ugebladenes celebrity-kredsløb. Som en af få danske komikere har han prøvet at have ugebladsfotografer ventende i villahækken for at dokumentere hans privatliv. I dag er Casper Christensen 50 år, han er gift for anden gang, har tre børn og et hus i Ålsgårde og lever som veganer. Midtvejs i livet er han endnu ikke færdig med at genopfinde sig selv.

Efter en længerevarende mailkorrespondance har Casper Christensen, Frank Hvam, Lars Hjortshøj og Lasse Rimmer sagt ja til at mødes. Det er en formiddag i september 2018. Stedet er en lille have i en baggård et sted i København. Anledningen? For 20 år siden skabte de fire komikere et af danmarkshistoriens mest bizarre programmer. Casper Christensen var dengang 31, Frank Hvam 29, Lars Hjortshøj 32 og Lasse Rimmer 27, da de lavede et talkshow, der med sin legesyge eksperimenteren fik sin egen faste fanskare af seere og anmeldere og dannede skole for danske komikere i årene, der fulgte. De fire mænd befandt sig forskellige steder i deres comedy-karriere, da de sammen gik til angreb på dansk hyggefjernsyn, som vor mor lavede det. Kun de færreste tv-chefer levnede ’Casper & Mandrilaftalen’ en chance for at finde et publikum. Men selv i dag, mange år efter, rager programmet op som Gladsaxe-senderen i et landskab af forudsigelig dansk tv-komik, der gik i glemmebogen næsten samtidig med, at det blev sendt.

Det er på tide at få historien om ’Mandrillen’, og hvordan programmet med de vanvittige figurer blev til, og hvad det har betydet for de fire komikere bag. Solen skinner. Der er morgenbrød, kaffe og juice på bordet. Der er al mulig grund til at være begejstret. Men da de fire mænd har sat sig, virker de underligt tøvende. Da de skal svare på, hvordan det føles at være samlet igen, kigger de afventende på hinanden.

”Der skulle have været noget frugt på bordet,” bemærker Frank Hvam, uden dog for alvor at lyde skuffet.

”Der er meget hvidt brød,” istemmer Lars Hjortshøj.

Hverken Casper Christensen eller Lasse Rimmer siger noget.

Så tilføjer Lars Hjortshøj:

”Min første tanke var, at det ikke kunne lade sig gøre at samle os. Jeg var slet ikke klar over, at vi havde jubilæum. Vi har altid prøvet at holde det ud i strakt arm.”

Hvorfor egentlig?

”Man gider ikke rigtig,” siger Casper Christensen. Han smiler hemmelighedsfuldt.

Frank Hvam uddyber.

”Jeg tror, vi er for unge til at kigge bagud. At holde øje med sine jubilæer er det samme som at fortælle, at man er holdt op med at kigge fremad.”

Lasse Rimmer: ”Det svarer til at skrive en selvbiografi som 40-årig. Det er sådan noget, fodboldspillere gør.”

Hvornår har I senest været samlet?

Lasse Rimmer har et bud. Han mener, at det var en aften for 10 år siden, i efteråret i 2008, da alle fire, uafhængigt af hinanden, gik på scenen på en lille comedyklub på Amager for at prøve deres materiale af for et indbudt publikum.

”Grunden til, at jeg kan huske den aften, er, at jeg kørte direkte ind til en café i Nørregade bagefter og mødte min kæreste.”

Casper: ”Hvilken en af dem?”

Lasse: ”Ekskæresten. Vi havde lige mødt hinanden. Det var en stor aften. Vi var sammen i seks år.”

Frank: ”Var det guldsmeden?”

Casper: ”Var det guldsmeden eller urmageren?”

Lasse: ”Det var urmageren, som dater en sølvsmed i dag. Vi er i gang med alle ædelmetallerne.”

Casper: ”Man kan huske hinandens kærester på håndværket.”

Lasse: ”Det var hende med bæltespænderne.”

Casper: ”Lasses kæreste, bødkeren.”

Efter en let opvarmning har de fire komikere fundet formen. De falder ind i de vante roller, fuldfører hinandens sætninger og lægger op til hinanden som i en volleyballkamp, og lader den anden smashe pointen hjem. Det er som at være til genforening med den gamle gymnasieårgang, hvor de fire sjoveste drenge i klassen er trukket over i hjørne og er i gang med deres egen fest. Men wienerbrødet rører de ikke.

Casper Christensen
(f. 1968), begyndte sin komikerkarriere på Restaurant Din’s i København. Vært i børneprogrammet ’Hvaffor 1 hånd’ på DR1 i 1991. Har medvirket i ’Transit’, ’Husk lige tandbørsten’, ’Tæskeholdet’, ’Casper & Mandrilaftalen’, ’Langt fra Las Vegas’, tv-serien ’Klovn’ og filmene ’Klovn – The Movie’ og ’Klovn Forever’ m.fl. Gift med Isabell Friis-Mikkelsen. Har tre børn, to fra ægteskabet med Anette Toftgård.

Frank Hvam
(f. 1970), debuterede som stand-upkomiker på Restaurant Din’s. Var vært på ’Alt under kontrol’, der sendte hjemmevideoer på TV3, da han blev ansat på ’Casper & Mandrilaftalen’. Var siden med at lave ’Langt fra Las Vegas’. Har medvirket i tv-serien ’Klovn’ og filmene ’Klovn – The Movie’ og ’Klovn Forever’. Har to børn med sin kone Anja Farsig.

Lars Hjortshøj
(f. 1967), standupkomiker, skuespiller, tv- og radiovært. Har medvirket i ’Safari’, ’Casper & Mandrilaftalen’, ’Langt fra Las Vegas’, ’Ugen der gak’, ’Klovn’, ’Live fra Bremen’, ’Natholdet’. Senest har han været vært på talkshowet ’Badabing’ på P4. Han har lagt stemme til flere animationsfigurer. Har to børn med sin kone Tina Bilsbo.

Lasse Rimmer
(f. 1972), arbejdede som standupkomiker, da han blev ansat som den første af Casper Christensen på ’Mandrillen’ i foråret 1999. Senere vært på ’Jeopardy!’, ’Test nationen’, ’Er du rigtig klog?’, ’Smagsdommerne’ og ’Live fra Bremen’. I 2009 spillede han over for Lene Nystrøm i Ole Bornedals ’Fri os fra det onde’. Er kæreste med Line Hoffmeyer. Har to børn fra sit tidligere ægteskab.

2. ET NYT TV-PROGRAM FØDES

I vinteren 1998 tog Casper Christensen på en tre måneder lang ferie i Spanien for at finde ud af, hvad han skulle stille op med sin karriere. Efter ’Tandbørsten’ tre år forinden havde han fået flere store opgaver, der var masser at rive i, men med ’Safari’ i 1996 gik det galt. På premiereaftenen blev seertallene målt minut for minut i producerrummet. Stemningen var anspændt af stress og høje forventninger til det direkte tv-show. Seertallene begyndte på én million. En halv time senere var de faldet til 400.000. Aldrig har et dansk tv-program oplevet så voldsom en seerflugt. Da fiaskoen var en kendsgerning, gik produceren ud på toilettet og kastede op.

Det var på den baggrund, at Casper Christensen tog til Spanien for at tænke igennem, hvordan han kunne genstarte sin karriere og genfinde glæden ved sit fag.

”Jeg havde lyst til at ryste posen og lave noget helt andet, som var virkeligt, virkeligt simpelt og småt. Da jeg kom hjem fra Spanien, kørte jeg fra lufthavnen direkte ud til et møde i DR-Byen og fortalte om min idé. Jeg ville lave et talkshow, men der skulle ikke være noget skrivebord eller nogen kulisse. Rummet skulle være lilla. Det var mere en følelse af frit fald end et reelt program, jeg beskrev for DR-ledelsen. Jeg sagde, at jeg ikke skulle have noget særligt for det. Min betingelse var blot, at jeg kunne få lov til at sende mange programmer, og at ingen skulle blande sig.”

Programledelsen på DR2 lyttede interesseret, selv om ikke alle forstod, hvad Casper Christensen havde i tankerne. Men DR2, der på det tidspunkt var kendt som ’den hemmelige kanal’, købte idéen.

Aftalen var, at Casper Christensen skulle levere tre udsendelser om ugen á 25 minutter. Hver udsendelse fik et budget på 60.000 kroner. Til sammenligning kostede det halvanden millioner kroner at producere et afsnit af ’Tandbørsten’.

I januar 1999 flyttede Casper Christensen ind i en garage i Jenagade på Amager for at lave sit talkshow. Som det første havde han hyret Lasse Rimmer, en ung, talentfuld standupkomiker, til at skrive tekster og være med til at udvikle showet. Snart efter blev den lidt ældre og mere erfarne komiker og skuespiller Lars Hjortshøj ansat, og dermed var holdet sat. De tre komikere havde travlt.

Med få uger til programmets premiere i marts 1999 arbejdede Christensen, Hjortshøj og Rimmer i døgndrift for at finde den endelige form til et talkshow, som ingen danske tv-seere havde set før. Det var sværere end forventet. Hver gang de tre komikere skrev en sketch og opførte den foran kameraet, kunne de bagefter konstatere, at ingen af dem sad i skabet. Der manglede et eller andet.

En dag skete der noget.

Casper: ”På et tidspunkt spiller vi sangen ’Rice & Curry’ med Dr. Bombay. Jeg drejer hovedet og kigger ind i kameraet og synger sangen til Bjarne Riis. Bag mig kommer Lasse ind, klædt ud som Dr. Bombay i badehætte og en spraglet skjorte. I det øjeblik klikkede det. Vi opdagede, at der skete noget, når vi åbnede ’den fjerde væg’ og henvendte os til seerne.”

Ambitionen om at sende tre ugentlige programmer var en anden udfordring. Casper Christensen fornemmede, at den lille programredaktion ville få svært ved at producere så meget tv om ugen. Han tog kontakt til DR2-ledelsen og bad om lov til at ansætte en fjerde og sidste komiker.

Frank Hvam havde på det tidspunkt arbejdet som stand-upkomiker på Restaurant Din’s i København. De første år blev han betalt i ølbilletter og shots. Senere voksede betalingen til 500 kroner pr. optræden. I de første uger af 1999 supplerede han indtægten som vært på et hjemmevideoprogram på TV3, da telefonen ringede.

”Da Casper spurgte, om jeg ville være med i ’Mandrillen’, vidste jeg med det samme, at det ville jeg rigtigt, rigtigt gerne. Når man laver komik, ønsker man at arbejde med de bedste og have fuldstændig frie tøjler. For mig var det en drøm, der gik i opfyldelse. Det var fuldstændigt fantastisk.”

Frank Hvam insisterede på at afvikle de lovede hjemmevideoprogrammer til TV3. Derfor kunne han ikke slutte sig til ’Mandrillen’ før afsnit nummer syv. Månedslønnen var 27.000 kroner.

”Jeg var helt vildt glad. Det var en flot løn, og jeg var en ung mand, som følte, at jeg havde fået foræret en stor chance på et sølvfad.”

RWK-EM-Mandrillen-001BV2_330.jpg

Lasse: Jakkesæt MOD til 2.000 kr. Rullekrave Sand Copenhagen til 900 kr. Sko Dr. Martens til 1.350 kr.

Casper: Jakke Sand Copenhagen til 3.300 kr. Rullekrave Sand Copenhagen til 900 kr. Bukser Sand Copenhagen til 1.300 kr. Sko Boss til 2.300 kr.

Lars: Jakke Sand Copenhagen til 3.100 kr. Rullekrave Sand Copenhagen til 900 kr. Bukser Sand Copenhagen til 1.300 kr. Sko COS til 1.200 kr.

Frank: Jakkesæt Sand Copenhagen til 4.600 kr. Rullekrave Sand Copenhagen til 900 kr. Sko Church’s til 3.655 kr.

3. DEADLINE, ’MONTY PYTHON’ OG ’DEN LYSERØDE PANTER’

Hver morgen mødte Casper Christensen, Lars Hjortshøj og Lasse Rimmer ind i garagen på Amager og gik i gang med dagens arbejde. De første timer sad komikerne hver for sig og skrev på deres sketches.

Når teksterne var færdige, samlede Casper Christensen dem ind, læste dem igennem og dannede sig et overblik over dagens materiale. Efter frokost gik optagelserne i gang, og de varede til ud på aftenen, når båndene skulle sendes med en taxa til DR-Byen i Mørkhøj, hvor programmet skulle sendes klokken 23.30.

For Casper Christensen er det ikke nødvendigvis en ulempe at idéudvikle under stort tidspres. Når man har travlt, er der ikke tid til at tænke over skriveblokering og angsten for den tomme skærm, og der er slet ikke tid til at rette kommaer.

”Det er en form for automatskrift, hvor improvisationen ligger i skrivningen. Det er en sjov proces, fordi hjernen har en evne til at finde udveje, så man går bare i gang med at skrive: ’I dag er den sidste dag, hvor det danske flag har den farve, det har i dag … derfor sidder jeg her med den farve, som ingen endnu har set, fordi den er gennemsigtig …’ Nu begynder hjernen selv at finde en løsning på, hvordan i alverden vi laver en flagsketch med Casper og Lasse, der kigger på gennemsigtige flag, som ingen kan se.”

Jeg ved, at din læge på et tidspunkt har fortalt dig, at du associerer som en manisk, som en psykisk syg person ...

Casper: ”Det er ikke kun mig, det er sikkert alle ved bordet her, der tænker sådan. Det handler om, at man kan associere meget langt væk fra den ting, der bliver associeret fra. Tag en kop med hank. De fleste vil tænke, at den er lavet af keramik. Vi andre kan tænke, at det er Poul Hartling, den gamle statsminister, fordi han havde store ører.”

Lasse: ”Poul Hartling, som har mistet det ene øre.”

Casper: ”Præcis.”

Lars: ”Det er der, hvor komikere adskiller sig fra de decideret skizofrene. Fordi vi kan skabe orden.”

Casper: ”Vi hentede inspiration alle steder. Vi havde vi to medarbejdere på holdet, som ikke var så gode til dansk. Nordine var fra Frankrig og arbejdede som runner og blev sendt i byen og købe rekvisitter. Sylvia fra Venezuela var makeup-artist. Når Nordine skulle ud og hente stjernekastere, kom han tilbage med kastestjerner. Skulle han skaffe en vandkande, kom han med en kande vand. Vi var så stressede, at vi måtte finde på noget at lave med de kastestjerner og den kande vand. Sylvia skulle skrive ’Jolly’ på Lars’ bryst, men hun havde ikke lavet tv før, så hun skrev det spejlvendt, fordi hun troede, at det var sådan, man gjorde på tv. Det gav noget ekstra til programmet.”

Når Casper Christensen havde læst dagens tekster, gik Lars Hjortshøj og Lasse Rimmer ind ved siden af og klædte om. Rekvisitterne havde de medbragt hjemmefra. Tøj og briller havde de købt i genbrugsbutikker på Amager.

Lars: ”Jeg husker, at det var udfordrende i starten, fordi programmet var et opgør med alt, hvad jeg har lært som standupkomiker, hvor jeg typisk ville jagte den klassiske pointe. Den slags var nærmest forbudt på ’Mandrillen’, fordi programmet var pointeløst. Det var et absurd, dadaistisk og surrealistisk univers, vi gik ind i.”

Også Lasse Rimmer husker det som svært.

”Casper og Lars var ældre og mere erfarne komikere end mig. Det tog mig noget tid at finde ud af, hvad det var for en kemi, de havde kørende. De havde en særlig komisk sensibilitet, som var lidt svær at leve op til. Det kunne godt være en lille smule akavet i starten. Det føltes lidt som at være i audiens.”

'Casper & Mandrilaftalen' havde premiere mandag 1. marts 1999. Frank Hvam sad klar foran fjernsynet sent om aftenen i kollektivet, hvor han boede, spændt på at se, hvad der ventede ham, når han selv skulle medvirke i showet et par uger senere.

”Jeg var oppe at køre over, at jeg skulle arbejde sammen med Casper Christensen. Vi sad seks mennesker og så det første program. Jeg kan huske, at den begejstrede stemning langsomt forsvandt ud af lokalet, og at det endte ret mat. Konklusionen var: ’Nå, ja, det bliver jo nok bedre hen ad vejen.’ Det tog lang tid for folk at finde ud af, hvad ’Mandrillen’ var.”

Da Frank Hvam to uger senere troppede op i garagen på Amager, skulle han bruge noget tid på at finde sig til rette i det mærkværdige talkshowunivers. Han var vokset op med ’Den lyserøde panter’ og ’Halløj på badehotellet’, begge programmer var kendt for en gakket komik, men dog båret igennem af genkendelige personer og en fremadskridende handling. Men på ’Mandrillen’ var Christensen, Hjortshøj og Rimmer mere inspireret af den absurde humor fra ’Monty Python’.

Frank: ”Casper laver nogle vilde associationsspring, og det er ikke altid, man kan se logikken i det undervejs. Det sloges jeg lidt med, for jeg arbejder på en anden måde. Jeg kan godt lide at arbejde med nogle realistiske personer: Mænd, som er fanget i en del af deres hjerne, de ikke kan slippe ud af. Mænd, der er bange for fiasko. Mænd, som har misforstået verden.”

Frank Hvam husker, at han blev taget ’utroligt godt imod’ af de tre andre komikere. Med sig hjemmefra havde han Lademanns Leksikon, som blev et vigtigt redskab i idéudviklingen på talkshowredaktionen.

Lars: ”Vi slog op og kombinerede forskellige navne og ting. ’O.k., vi har ’Belgien’ og ’vinterdæk’. Det er et ældgammelt greb inden for comedy, at du kombinerer to ting, som ikke har noget med hinanden at gøre, og så opstår noget tredje, som du forsøger at skabe en mening ud af.”

Frank: ”Jeg husker det som en periode, hvor jeg svingede mellem dyb frustration og lykkelig forløsning, fordi de var virkeligt dygtige mennesker. Lars spillede nogle karakterer, som ikke tilhører denne verden. Og Lasse og Casper skrev nogle ting, som gjorde mig stakåndet. Det var virkeligt sjovt, men det var også et kæmpe pres. Jeg havde en stejl læringskurve.”

Euroman-mandril26087V2_330.jpg

4. ’ER DET SÅ DÉR, I KNALDER?’

Mens Frank Hvam, Lasse Rimmer og Lars Hjortshøj optrådte som talkshowets gæster, spillede Casper Christensen rollen som den klassiske talkshowvært og programmets krog til virkeligheden. Netop den rollefordeling var afgørende for, at showet ikke forsvandt ind i sin egen absurde verden.

Casper: ”Det fungerede ikke, hvis jeg pludselig puttede pasta i mine underbukser. Jeg skulle være til stede som vært og sige, sæt dig nu her, fortæl, hvad du kan. ’Jeg kan ikke noget.’ ’O.k., hvor lang tid har du ikke kunnet det?’”

Hvad er kendetegnende for de medvirkende gæster i ’Mandrillen’?

Casper: ”Figurerne har en stor selvsikkerhed. De kommer ind med en overbevisning om, at nu skal de lige fortælle noget, men de er jo syge på en eller anden måde. En fyr som Lennart Bertelsen har ikke haft sex siden 1970’erne. Men han er fandeme ovenpå, for han skal have det lige om lidt.”

Lars: ”Lennart Bertelsen har en brist, en manglende selvindsigt. Han fortæller om alle sine erobringer, men når det kommer til stykket, har han aldrig knaldet nogen, det er hele tiden lige ved og næsten. Jeg tror, han er en type, som mange mænd kender fra deres omgangskreds.”

Casper: ”Lennart Bertelsen fortæller, at han møder en kvinde, og så ryger de om i en 69’er, du ved, en trillebør med udsigt til Dollerup Bakker.’ ’Og det er så dér, I knalder?’”

Lars: ”’Nej, ikke på det givne tidspunkt.’”

Casper: ”Sådan fortsætter det: ’O.k, men så møder du nogle kvinder senere, og så har I sex?’"

Lars. ”’Ikke pr. dags dato.’”

Uden at have formuleret det som en klar ambition udviklede ’Mandrillen’ sig til en slags mediesatire, der ustandseligt kommenterede 1990’ernes stort anlagte underholdningsshows, stribevis af samtaleprogrammer og gør-det-selv udsendelser, hvor det meste kunne klares med en gang lindeolie, og hvor Bubber var en populær og ofte benyttet vært på TV 2.

Lasse: ”Fissirul Lohmann opstod som kommentar til TV 2 og deres jagt på seere. Fissirul kandiderede som programredaktør på TV 2. Han var en sært intetkønnet person med en fistelstemme, der knækkede over. Han kom ind i studiet for at fortælle om sine visioner for tv, og han var ikke særligt imponeret over det, vi lavede på ’Mandrillen’. Han mente, at vi i højere grad skulle bruge Bubber, så ville vi få succes.”

Casper: ”Fissirul Lohmann havde mange meninger om tv uden at kende mediet særlig godt. Han gik direkte hen og satte tungen på en af lamperne i studiet.”

Lasse: ”’Av, av, av, bruger I varme lamper her?’”

Lars: ”Hans bedste idé til et tv-program var et erotisk magasin til havs, hvor man knaldede på åbent hav.”

Lasse: ”Det hed ’Skumsprøjt i søstjernen’.”

Efter de indledende øvelser begyndte Frank Hvam at føle sig bedre tilpas på ’Mandrillen’. En dag lod han sig sminke hvid i ansigtet med røde læber og sorte streger rundt om øjnene. Mimeren Lars Krimi var født.

Frank: ”Lars Krimi var min egen angst for ikke at slå til. Lars Krimi var euforisk over at have fået chancen i et stort, fint program som ’Mandrillen’. Han er ekstremt selvkritisk og går fuldstændigt i spåner, når han laver en fejl. ’Det sker bare ikke, Lars Krimi,’ råber han. Og så skal det hele laves om, fordi han kræver af sig selv, at det er perfekt.”

En anden kendt gæst var Gentleman Finn …

Lars: ”Ikonisk figur.”

Frank: ”Ham havde jeg lavet en enkelt gang, og han var egentlig ret sjov at spille, og så sagde Casper, at det kunne være sjovt, hvis han var nazist og flink. Gentleman Finn var en mand, som var blevet vildledt af nogle ekstreme idéer, og da han bliver udfordret på dem, smuldrer hans verdensbillede et kort øjeblik. Det er også noget, man kender fra sig selv. Pludselig kommer man til at tale med et klogt menneske, som forklarer en, at det, man troede, var på én måde, er på en fuldstændigt anden måde. Man føler sig klædt af. Dén fornemmelse gav vi til Gentleman Finn.”

Casper: ”Han havde nogle replikker, som er blevet hængende: ’Nu twister du den!’”

Lasse: ”Det er også meget fint, at hans ondskab bliver pillet fra ham i en civiliseret debat. Det er en gentleman, der sidder og siger …”

Casper: ”’Jeg er blevet PÆDOFIL.’”

Lasse: ”’Ja, vi er nogle friske mænd, der mødes på en rasteplads nord for Køge.’”

Frank: ”Der er en sandhed i Gentleman Finn. Han rammer noget alment menneskeligt, fordi vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Al mulig ondskab her i verden er blevet begået med en menneskekærlig overskrift. Man vil hinanden det bedste. Det ville nazisterne sikkert også langt hen ad vejen. Ellers kunne man ikke få så mange til at hoppe med på idéen.”

Lasse: ”Pædofile har altid fortalt sig selv og hinanden, at de ikke gør skade på børn. Det er børnene, der er nysgerrige, og kommer til de pædofile og forfører dem …”

Casper: ”Jeg er aldrig blevet forført af et barn, vil jeg så sige. Jeg har aldrig nogensinde oplevet et barn forsøge at forføre mig.”

Lasse: ”For helvede!”

I de første uger af marts 1999 havde de færreste danskere hørt om det nye satireshow sent om aftenen på DR2. Men ’Mandrillen’ havde en lille, fast kerne af fans. I omegnen af 23.000 seere kiggede med hver mandag, onsdag og fredag i en blanding af forbløffelse og begejstring. Til sammenligning havde TV 2’s satiresatsning ’Finn’sk Fjernsyn’ mere end 1,3 millioner seere.

Netop Finn Nørbygaards komik i bedste sendetid gav ’Mandril’-redaktionen idéen til en ny figur, en mand i en tætsiddende, brun rullekravetrøje, sort pagehår og et lille sort overskæg, som måske ville gå an, hvis det ikke var fordi, han led af nogle voldsomme vredesudbrud.

Lasse: ”Bjarne Goldbæk opstår som kommentar til ’Finn’sk Fjernsyn’. Casper er på randen af et nervesammenbrud, fordi vi slet ikke kan konkurrere med de seertal, og fordi han slet ikke er lige så lun som Finn Nørbygaard. Casper forlader studiet, går uden for og skriger mod himlen og forsvinder. ’Mandrillen’ står nu uden en vært og har brug for en afløser. Det ender med, at Bjarne Goldbæk får rollen som vikar for Casper.”

Frank: ”Han er en fantasiforladt udgave af Casper. Bjarne Goldbæk er uformuleret og lider af en indestængt vrede, som kommer til udtryk i nogle underlige lyde.”

Lasse: ”Han siger, ’mælk, kælk,’ og så går han i stå: ’Der ville jeg gerne have haft lidt mere forberedelsestid.’ Som programmerne skred frem, blev han mørkere og mørkere under øjnene. Han var syg.”

Frank: ”Han havde en kat af svesker.”

I alt optrådte 250 figurer i løbet af de to sæsoner, ’Mandrillen’ blev vist på DR2. Mange af rollerne blev udviklet i samarbejde med Casper Christensen for åbent kamera.

Frank: ”Når man som spiller kunne se, at man ramte et eller andet, og han interesserede sig for figuren, så gav man ham mere af det. Og så kastede Casper noget tilbage i samme boldgade, og så formede figuren sig i en retning, hvor han også var tilfreds med den. På den måde foregik der en løbende instruktion gennem sketchen.”

Man ville gerne gøre redaktøren glad?

Frank: ”Man vil gerne gøre den sjove komiker glad. Man gider ikke sidde og lave en karakter, Casper ikke griner ad.”

Lars: ”Man gider ikke være ham på Barcelonas hold, der ikke kan tæmme en bold.”

Arkivfoto Mandrillen CREDIT DR.jpg

5. FANATISKE FANS

Rundt om på danske uddannelsessteder, på arbejdspladser, i rygepauser, i kantinen og i printerrummet kunne man i foråret 1999 høre brudstykker af samtaler og replikskifter, som ikke umiddelbart gav nogen mening, men som blev leveret med en sær indforståethed og et grin. ’Nu går det meget hurtigt,’ sagde den ene. Hvorefter den anden knækkede forover som en foldekniv.

Langsomt var flere og flere danskere begyndt at opdage ’Mandrillen’ med de sære figurer og endnu mere syrede samtaler.

”Spørg mig ikke hvorfor, men det er morsomt og rablende og tåbeligt og absurd,” skrev Ekstra Bladets anmelder, Hans Flemming Kragh.

Politikens anmelder noterede, at programmet var blevet en stilfærdig kultsucces, som havde gjort hans liv mere værdifuldt. Anmelderen fremhævede en sketch med et par, spillet af Frank Hvam og Lasse Rimmer, der lider af ørnløshed og har fået at vide, at de ikke kan stille noget op. Hvilket parret begræder, eftersom de har glædet sig til en tid med ørnesygdomme og havde fået plads i ørnehaven.

Da ’Mandrillen’ var på sit højeste, havde programmet i omegnen af 100.000 seere.

Hvornår begyndte det at gå op for jer, at I havde ramt et eller andet?

Casper: ”Aldrig.”

Lasse: ”Ikke mens vi lavede det.”

Frank: ”For mig, der var fuldstændig ukendt, kunne jeg mærke, at der skete en ændring i mit liv. Pludselig blev det sjovt at gå på Jazzhouse. En nat stod jeg uden for, og så kom Politikens anmelder Henrik Palle hen til mig i sin gunslinger-jakke og med hestehale og lignede i sig selv en ’Mandril’-figur. Uden at sige noget gav han mig en krammer. Han stod bare og holdt mig, og så sagde han tak. Den kærlighed er så forsvundet sidenhen.”

Casper: ”Han har kritiseret og svinet alt, hvad vi har lavet siden da.”

Frank: ”Men for en som mig, der aldrig havde prøvet sådan noget, var det et stort øjeblik, at nogen virkeligt satte pris på det, vi lavede.”

Casper: ”Vi havde dedikerede fans. Det var småt, men fanatisk. Der var to piger fra Amager, som mødte op i studiet i T-shirts, hvor der stod ’Knep mig’. Det var noget, de havde fra en af mine figurer, Anjelica Houston, der gik og sagde, ’Knep mig’. Pigerne sad bare og kiggede, mens vi optog. Jeg tror ikke, der skete noget. Jeg ved ikke med Lasse, om du vil …”

Lasse (vinker afværgende med hænderne): ”Nej, nej, nej, der skete ikke noget.”

Andre dage modtog ’Mandril’-redaktionen breve fra folk, der havde set programmet og ikke kunne slippe det.

Frank: ”Vi fik lange, krøllede breve fra patienter på psykiatriske afdelinger, som skrev, at de følte, at vi talte deres sprog. De følte sig forstået.”

6. EN KRAFTUDLADNING

Efter 67 programmer sluttede ’Casper & Mandrilaftalen’ en aften i november 1999. I det allersidste indslag kommer Christensen, Hjortshøj, Hvam og Rimmer ind i deres almindelige tøj for at bringe en særlig meddelelse til seerne. Casper Christensen sætter sig ved bordet og læser op af et manifest, der afslører tankerne bag programmet:

”Tv er måske den nemmeste måde at lade livet gå på. Så den tid du bruger foran skærmen, den bør du i det mindste få tilbagebetalt med lidenskab. Hvis lidenskaben mangler, hvis du har det lidt for rart og hyggeligt, hvis fjolserne på skærmen ikke anstrenger sig for dig, og hvis du ikke skal anstrenge dig bare en lille bitte smule selv, så fuck dem! Fuck dem, fordi de spilder din tid. Du skal huske, at de valg, du træffer, er din chance for at påvirke det tv, du får. Hvis du vælger leflende og tumpet tv, så får du mere leflende og tumpet tv at vælge imellem. Ciao!”

Med de ord forlod de fire komikere studiet. På parkeringspladsen uden for stod fire små fyrværkerifontæner og lyste i vintermørket. Og dermed var ’Mandrillen’ slut.

Casper: ”Programmet var vores opgør med tv’s pænhed og forudsigelighed. Vi havde et fællesskab med seerne. Vi signalerede til seerne, at vi syntes, de var fede, og at vi godt vidste, at de havde gennemskuet det hele.”

Lasse: ”Dengang talte alle programredaktører om, at man skulle møde folk i øjenhøjde, og det betød åbenbart altid, at man skulle ned på hug og aldrig op på en stige. Det irriterede mig.”

Frank: ”Jeg er glad for, at seerne fangede vores oprør. Vi sagde fuck til det hele og satte os fri af økonomiske interesser og af voksenlogik og fornuft.”

Lasse: ”Det var børne-tv for voksne.”

Da de fire komikere kørte hjem den aften, var de enige om at slutte her.

Frank: ”Jeg føler, at vi havde givet det bedste af os selv i den garage. Det var en kreativ kraftudladning. Det var berigende for os at lave, men det sled også. Det var slut, og det passede os fint.”

’Mandrillen’ genopstod senere for en kort bemærkning, blandt andet ved en liveturné. Men det har aldrig været på tale at samle de fire mænd og gentage ’Mandrillen’ i sin oprindelige form.

Casper: ”Jeg overvejede på et tidspunkt at lave ’Mandril’-filmen. Den skulle begynde med, at man ser os i slutningen af ’Mandrilaftalen’. Vi siger tak for denne gang, forlader studiet og forsvinder ind i et univers, som er endnu mere vanvittigt. Filmen handler om, hvordan jeg som vært for programmet forsøger at finde tilbage ind i studiet og lave ’Mandrillen’. Jeg er på en rejse som ’Alice i Eventyrland’ og møder gamle og nye figurer i en fuldstændig syret opsætning.”

Filmen er aldrig blevet til noget, og alle fire er enige om, at det sikkert er fint. Allerede mens de arbejdede på ’Mandrillen’, var de fire komikere i fuld gang med at udvikle et nyt program, en sitcom, der endte med at blive ’Langt fra Las Vegas’, som kørte i 53 afsnit på TV 2 Zulu.

På det tidspunkt vidste Frank Hvam, at hans beslutning om at droppe dyrlægestudiet på Landbohøjskolen til fordel for en fuldtidskarriere som komiker, var den rigtige:

”Det var på ’Mandrillen’, at jeg fandt ud af, at jeg kunne bidrage med noget, selv blandt gode komikere. Jeg følte, at verden stod åben for mig. Forude ventede mange bjergtoppe, der skulle bestiges.”

7. NU TWISTER DU DEN, LOUIS C.K.

I en artikel i januar 2018 blev ’Mandrillen’ optaget i dagbladet Informations humorkanon med den begrundelse, at programmet for 20 år siden formåede at gøre ligegyldigt lal til det morsomste vrøvl. Programmet blev undfanget på det rigtige tidspunkt – i det politiske dødvande efter Murens fald og før terrorangrebet 11. september.

”Vi kedede os i velfærdsstaten dengang,” skrev avisen i sit tilbageblik på satireshowet, der dukkede op ”som et barnligt opløsningsmiddel, der smeltede civilisationens fernis.”

Siden er der sket lidt af hvert i Danmark og resten af verden. USA, klodens mægtigste land, ledes af en præsident med en hårpragt og et ordforråd, der ligner noget fra ’Mandrillens’ rekvisitkasse.

Spørgsmålet er, om tiden har overhalet Casper Christensens dengang absurde og nytænkende talkshow inden om?

Den udlægning er de fire komikere ikke enige i. De mener, at man godt ville kunne lave en moderne version af ’Mandrillen’ anno 2018, med den afgørende forskel, at de ikke ville sende båndene i en taxa ud til DR-Byen. I stedet ville de selv publicere filmene i små kapitler på YouTube, vurderer Lars Hjortshøj.

Ved nærmere eftertanke mener de fire mænd, at der måske alligevel er visse emner, som er sværere at behandle komisk i dag.

Casper: ”Når man ser på ’Langt fra Las Vegas’, er der nogle af de ting, man nok ikke på samme måde kan lave i dag. Måske ville Niels Buckinghams sexistiske, mandschauvinistiske, halvpædofile sex-skøre person ikke falde i god jord i dag. Til gengæld var ’Mandrillen’ så absurd, at ingen kunne sidde og blive sure på samme måde. Hvad siger I andre?”

Frank: ”Jeg tror, det er helt rigtigt. ’Mandrillen’ var meningsløs, løsrevet fra alt. Ingen kunne slå sig på det.”

Ville en Gentleman Finn, som er pædofil og nazist, være sjov i dag?

Lars: ”Ja, for han reflekterer over kritikken. Han kan godt selv se, at det er dumt.”

Casper: ”Jeg mener ikke, at vi nogensinde har fået en klage over ’Mandrillen’.”

Frank: ”Ikke ud over, at der gik skattekroner til sådan noget pjat.”

Casper: ”Det er rigtigt, men det er fordi, de ikke vidste, hvad det kostede at lave. Det er det billigste tv, der nogensinde er lavet.”

Lasse: ”Vil I have én gang ’Husk lige tandbørsten’ eller 67 afsnit af ’Mandrillen’?”

RWK-EM-Mandrillen-005_aRGB_High.jpg

I disse uger er den amerikanske standupper Louis C.K. et samtaleemne blandt komikere. Den amerikanske comedy-stjerne er blevet fyret fra film og tv-serier, efter at det er kommet frem, at han har forulempet flere kvindelige medarbejdere. Han har senere beklaget, at han onanerede foran kvinderne.

Frank: ”Han lavede en Gentleman Finn. Nu hvor de angriber ham, siger han: ’Nå, okay, sådan har jeg ikke set det før. Der twister du den.’”

Casper: ”Jeg syntes, at #MeToo var fuldstændig til grin i lang tid. Men så begyndte jeg at tænke over det. Det kan godt være, at der har været en vis form for irriterende tone over for kvinder i seksuel grad, hvor mænd siger noget sjofelt, som er harmløst, men som måske også er en prøveballon for at se, om hun bider på. Som kvinde er det måske belastende at blive ved med at høre på sådan noget. Jeg har taget det til mig. Jeg siger mindre af den slags. Folk påstår, at det er fordi, jeg er blevet ældre … og mulighederne er færre. Men jeg tror faktisk, at jeg er begyndt at forstå en lille smule af, at det kan være belastende at være kvinde og høre de kommentarer.”

Frank: ”Men der er altså også mange mennesker, der bruger debatten til at tilrane sig opmærksomhed i det offentlige rum. Rigtigt mange mennesker er professionelt forargede, fordi de repræsenterer en interesseorganisation, og så er de pr. refleks forargede. Det er skruen uden ende. Men det er rigtigt, at #MeToo har været en anledning for os mænd til lige at tænke os om. Og vi har da nogle blinde vinkler.”

Lars: ”Der er en usund kultur, længere er den ikke.”

Frank: ”Nu læste jeg endnu engang, at den mandlige p-pille snart er på markedet, og jeg ved bare, at vi mænd aldrig kommer til at æde den. Vi har hele tiden opfordret vores kærester til at spise de piller. Men har vi selv lyst til at få kemikalier og hormoner ind i kroppen? No way.”

Lars: ”Man skal hele tiden måle det op mod sin egen liderlighed. Det er en balance.”

Lasse: ”Nej, det er ikke rart, at jeg nyder det mindre i 20 minutter, når du kan have det dårligt nonstop.”

Frank: ”Den brystkræft tager du bare i stiv arm. Nu har jeg stiv pik.”

Casper: ”… og jeg gider ikke ligge og fumle med noget som helst. Jeg skal bare i gang med det samme.”

Er det fortjent, at Louis C.K. er blevet fyret?

Casper: ”Jeg synes, straffen er større end forbrydelsen.”

Frank: ”Jeg håber virkelig, at han kommer tilbage. Han er en dygtig og vigtig komiker.”

Lasse: ”Han har brugt 10 år på at være et geni. Han har fundet en måde at stille sig op og sige, at mennesker ikke er perfekte. Vi er alle sammen lavet lidt af lort. Og så viser det sig, at Louis C.K. er lavet af lort, og så bliver vi chokerede. Han har fortalt om verdens mest triste håndjob, som han fik af sin kone på børnenes værelse …”

Casper: ”Han har spurgt, hvor lang tid efter terrorangrebet på Twin Towers, man kan tillade sig at onanere igen. ’Mellem første og andet tårn.’”

Frank: ”Havde der været 10 kvinder i rummet, havde det været mandestrip, og så havde de hujet og hejet. Vi fire mænd kan selvfølgelig meget hurtigt blive enige om, at det ikke er noget særligt, det han har foretaget sig. Men hvis kvinder siger, at det er noget særligt, så er vi nødt til at lytte.”

8. NAVLEPILLERI OG PRÆSTATIONSPRES

I efteråret 2018 har alle fire mænd ved bordet travle karrierer som komikere, skuespillere, tekstforfattere, redaktører, instruktører og radioværter på fuld tid. Mange af projekterne rækker flere år ud i tiden. Andre er på idéplan og bliver måske aldrig til noget, og det gør ikke så meget. Lysten til at undersøge komikkens anatomi fra alle vinkler som en prisme, man holder op i lyset, er den samme.

Lars: ”For mig er nysgerrigheden et drivmiddel. Der er masser af afkroge, jeg ikke har været i endnu.”
Casper: ”Tal pænt om Tina.”

Da latteren har lagt sig, tager Frank ordet: ”Vi har ikke flyttet os én millimeter på 30 år.”

Lasse: ”Det var svar på dit spørgsmål om #MeToo.”

Lars: ”Vi lukker den her.”

De sidder lidt uden at sige noget. Så fortsætter Lars Hjortshøj:

”Hver gang jeg tror, jeg har knækket koden og tror, at nu kan jeg læne mig selvtilfreds tilbage, sker der altid noget uventet. For mig forskyder det sig hele tiden.”

Casper: ”Jeg føler mig mindre og mindre som komiker. Jeg kan rigtigt godt lide komikken, men med årene har jeg fået lyst til, at der skal være noget mere end bare grinet. Og der er andre ting, jeg også gerne vil lave. Jeg vil gerne være sammen med min familie eller læse en bog. Dengang på ’Mandrillen’ arbejdede vi 14 timer i døgnet. Det var nærmest en pestilens, at man havde en familie. ’Hvad siger du, min datter er faldet og har slået hagen? Jeg kan da ikke gå nu, jeg er midt i at lave en sketch!’”

Lasse: ”Komikeren Larry Davids råd til kommende comedy-folk i Hollywood var: ’Lad være med at blive gift, lad være med at få børn’. For der vil altid være komikere, som har mulighed for at arbejde hårdere end dig, fordi de har fravalgt familie. Du bliver løbet inden om af alle dem, der valgte ikke at slå sig ned.”

Frank: ”Men man håber jo på, at det at skabe en familie gør, at man er i stand til at fortælle historier fra det almindelige liv, som rører almindelige mennesker. Jeg har til min store glæde konstateret, at det er lige så sjovt at finde på, som det altid har været.”

Lars: ”Komik bliver ved med at være udfordrende at arbejde med. Selvfølgelig kan man stå på nogle erfaringer, men jeg synes ikke, det er blevet nemmere.”

Casper: ”Det er heller ikke blevet bedre, Lars.”

Når Frank Hvam tænker 20 år tilbage, husker han sig selv som en ny, ung komiker, der brugte al for meget energi på at finde ud af, hvad andre mente om ham.

”Det var pinagtigt og meget navlepillende, og det kommer der sjældent noget spændende ud af. Som det forfængelige mennesker jeg er, fulgte jeg med på nettet for at se, om seerne kunne lide mine figurer i ’Mandrillen’ bedre end Lasses figurer.”

Lasse: ”Det kunne de godt.”

Frank: ”Nej, det kunne de ikke altid, Lasse. Du har fandeme lavet nogle rigtigt sjove ting.”

Lasse: ”Men der kunne være noget sundt i kollegial, venskabelig rivalisering.”

Lars: ”Jeg har altid helt kynisk spekuleret i at omgive mig med de bedste. For det er med til at løfte min egen præstation.”

Det viser sig, at Lasse Rimmer befandt sig bedst i rollen som manuskriptforfatter på ’Mandrillen’. Arbejdet som skuespiller var sværere. Fans af programmet husker ham for roller som Dåsen Allan, David Hasselhof, Silas Gnom, Wesley Snipes og Svenne O’Lotta. Men selv var han sjældent tilfreds med sit skuespil.

”Min oplevelse var, at vi helst skulle kunne det hele – skrive, idéudvikle og spille, og det udfordrede mig, for jeg har altid følt mig et skridt bagud spillemæssigt. Jeg er ikke så god til det som jer andre.”

Lars: ”Det er bestemt ikke for at underkende dine følelser, men efterfølgende er det også blevet den historie, du selv fortæller igen og igen. Jeg husker dig som enormt produktiv.”

Lasse: ”Det var ikke fordi, jeg følte, at jeg var andres skuffelse. Det var et spørgsmål om, at jeg skuffede mine egne forventninger.”

Frank: ”Du tilførte en intellektuel dimension, som klædte programmet enormt godt.”

Lasse: ”Det skal ikke forstås som en jammerhistorie fra min side, det er bare en nøgtern konstatering af, at der var engang, jeg håbede, at jeg ville blive en god skuespiller. Jeg fik hovedrollen i Ole Bornedals film (’Fri os fra det onde’, 2009). Men jeg var ikke dygtig nok til at spille den. Bornedal ledte efter en mand midt i 30’erne, der var så overbevist om sin egen begavelse, at han begyndte at tale, før han vidste, hvad han ville sige. Mange af mine scener er klippet ud af filmen, fordi jeg spillede så dårligt. Jeg droppede skuespillet og fandt ud af, at jeg kan nogle andre ting.”

Casper Christensen, Frank Hvam og Lars Hjortshøj deler ikke Lasse Rimmers selvkritik, når det gælder ’Mandrillen’.

Casper: ”Vi var et boyband, hvor alle bidrog med noget forskelligt.”

Frank: ”Jeg kan ikke forestille mig, at vi kunne have sat et stærkere hold.”

RWK-EM-Mandrillen-007_aRGB_High.jpg

9. ET UHØVLET BRÆT

I årene efter ’Mandrillen’ undrede det flere seere og tv-anmeldere, at de fire komikere dukkede op i tv-serier, quizzer, reklamer og radioprogrammer af den type, de selv havde taget skarpt afstand fra.
Lasse Rimmer, som i fire år var vært på ’Jeopardy!’ på TV 2, undrer sig over, at de fire mænds karrierevalg vakte så stor debat:

”Kritikken lød: ’Jamen, sagde I ikke, at man skulle brænde for det, man lavede?’ Argumentet fra de seere, der havde sat pris på ’Mandrillen’, var tilsyneladende, at vi ikke skulle lave tv, som vi selv gerne ville se, men som de gerne ville se. Jeg forstod ikke argumentet. På ’Mandrillen’ stod vi og sagde: ’I skal ikke finde jer i, at folk lefler for jer.’ Og så sagde kritikerne bagefter: ’Ja, men så lavede I noget andet fjernsyn i stedet for at lefle for mig. Så mente I slet ikke, hvad I sagde.’ Men pointen var jo tværtimod, at vi efter ’Mandrillen’ gik i gang med at lave nye projekter, som vi faktisk brændte for. Casper, Frank og Lars ville gerne dygtiggøre sig inden for fiktionsfortællinger og lærte en masse af at lave ’Langt fra Las Vegas’ og ’Klovn’.”

Casper: ”Og du ville gerne blære dig med din viden og gik i gang med ’Jeopardy’.”

Lasse Rimmer griner opgivende og svarer som en quizvært.

”Præcis. Det er korrekt.”

Overraskede det jer at møde kritik i årene efter ’Mandrillen’?

Lars: ”Når man har set, hvad vi har bedrevet siden, er det da fint nok, at nogle mennesker påpeger elementet af hykleri. Man blev vel indhentet af virkeligheden på et eller andet tidspunkt. Men det piller ikke ved det grundlæggende, som er Lasses pointe i forhold til, at vi finder begejstringen for det, vi nu laver.”

Casper: ”Også begejstringen for at tjene penge ind i mellem.”

Interviewet har varet to en halv time. Vi gør klar til at runde af, inden de fire mænd skal videre. Så kommer Casper Christensen i tanke om en historie.

”Jeg var i Barcelona med min søn Marvin, som er 18. Han blev født under ’Mandrillen’ og var med i en sketch 14 dage gammel, så han var alt for lille til at forstå noget. Men senere har han set programmerne, og i Barcelona kommer vi pludselig i tanke om en sketch, hvor Lars Hjortshøj dukker op ud af det blå og slår helt vildt på nogle trommer og skriger ’DRONNING MØLLE!’ Dén replik blev definerende for vores tur. Vi gik rundt i Barcelona og råbte ’Dronning Mølle’ hele tiden. Det er da fedt, sådan noget. Der er ikke så mange andre af mine programmer, hvor jeg har oplevet noget lignende.”

Christensen, Hvam, Hjortshøj og Rimmer var egentlig på vej til at slutte samtalen, men de har åbenbart besluttet sig for at blive siddende, fanget af ånden fra ’Mandrillen’.

Frank Hvam kommer i tanke om dengang, han kom ud fra sminken med skarpt optrukne øjenbryn og lignende … Ja, hvem var det egentlig, han lignede? Alle på redaktionen nærstuderede Frank Hvams ansigt, indtil nogen udbrød: ’Jarl Friis-Mikkelsen!’

En ny ’Mandril’-figur var født. ’Jarl Friis-Mikkelsen’ var med som gæst i talkshowet, fordi han havde specialiseret sig i at gøre dansk tv-underholdning mere interessant. Han havde fundet ud af, at man kunne gøre selv et gør-det-selv program sjovere ved at tilføje ordene ’på pikken’.

Metoden blev prøvet af på programmet ’Krydsfinér og bræt’, hvor den bebrillede vært Lars Hjortshøj var i færd med at save et stykke brænde over.

’På pikken,’ lød det begejstret fra Jarl Friis-Mikkelsen. ’Et uhøvlet bræt,’ fortsatte Lars Hjortshøj. ’På pikken,’ istemte Jarl Friis-Mikkelsen, og sådan fortsatte det, og dermed havde selv det mest forudsigelige, fodformede gør-selv-program fået en ny dimension.

Frank: ”Vi havde fat i et eller andet med den sketch. Jeg har selv prøvet at sidde derhjemme og se et kedeligt program og sige ’på pikken’ til min kones store irritation.”

Casper: ”Her ser vi havmågen … ”

Frank: ”På pikken.”

Lasse: ”På pikken.”

Lars: ”På pikken.”

Lasse: ”Det er stadig sjovt 20 år senere.”

Casper: ”På pikken.”

Frank: ”På pikken.”

Lars: ”På pikken.”

Frank: ”Vi må understrege, at det var ikke et sjofelt program.”

Casper: ”Men det er det sjofle, der overlever.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Casper Christensen, Satire og Frank Hvam