Skat er et ord med stor spændvidde. At have sin egen skat, en højtelsket person, er en vigtig ambition for de fleste mennesker. Livet uden en skat er tomt og meningsløst.

Ordet kan også bruges om det irriterende afkom, der hyler i butikscentret – “opfør dig nu ordentligt, skat” – eller om enhver perifer person, som den karismatiske verdensmand eller -kvinde løber ind i på sin bytur:

“Guuud, skat, du ser viduuunderlig ud!”

Helst så affekteret, at den perifere skat føler sig som en rigtig skat. Den kærligste brug af ordet kræver et etableret og intimt kendskab til ens elskede, da man næppe vil tiltale en first date med dette noget vidtrækkende begreb.

En skat kan også være alt det, vi har samlet sammen i livets løb. Resultatet af vores indsats, vores samlinger af de ting, der giver os glæde og en følelse af velstand, men som også kan blive efterstræbt af andre.

Tænk bare på piratens skat af guld og ædelstene, som han har røvet, og som det er legitimt at finde og beslaglægge, uanset hvor godt han har skjult den på tropeøen. Det er ok at stjæle fra piraten, omend risikabelt, har vi lært af mange drengebøger.

Desværre er det ikke kun piratens skat, der efterstræbes. Også den enkelte borgers værdiskabelse bliver efterstræbt af magthaverne under dække af ordet skat.

Her begynder det at blive kompliceret og skille vandene. For nogle mennesker hader den slags skat, mens andre elsker (eller foregiver at elske) den.

Tænk på slagord som “skat er tyveri!” eller “jeg betaler min skat med glæde”. Noget tyder dog på, at folk især glædes ved, at andre betaler skat, snarere end dem selv. I hvert fald blev den konto til indbetaling af frivillig skat, som blev indført for mange år siden, aldrig en stor succes, trods dens store potentiale til at skabe glæde, såfremt ovenstående udsagn nu også var helt sandt.

Skat er altid en form for beslaglæggelse, uanset om man synes, at det er en god idé eller ej, og da den historisk set er baseret på magt, vold og repressalier, har den skabt megen ballade.

Der har været skatteregimer, som næsten ingen brød sig om – med skatter, der kun havde til formål at gøre en despot rigere eller lade ham opbygge store hvide elefanter af mindesmærker for at understrege sin egen vigtighed. Den slags er svær for skatteborgerne at se fordelen i. Opkrævningen af religiøse skatter garanterede da i det mindste et godt liv i version 2.0, selvom man ikke fik meget ud af det i version 1.0.

I praksis har skatter til magthaverne eksisteret i næsten alle kendte samfund, men har især fundet en moderne form siden 1600-tallet. I et såkaldt velfærdssamfund er der delvis konsensus om, at skatteborgeren selv får en fordel ud af den skat, han eller hun betaler.

Det er sjældent helt korrekt, når man analyserer det krone for krone, det kan være svært at gennemskue, men kan dog hævdes med nogen ret, for man får noget tilbage. Ikke nødvendigvis rettidigt eller af høj kvalitet, eller hvad man har brug for, men dog noget.

En del mennesker føler oprigtig glæde ved skatteopkrævning, hvis den går til de politiske formål, som de selv ønsker og prioriterer, især hvis skatten primært betales af andre – gerne abstrakte fjendefigurer som banker, rigmænd, multinationale selskaber og skattely.

Alt dette spænder ordet skat med sine fire ydmyge bogstaver over:

Fra kærlighed til vores nærmeste og vores kæreste ejendom til efterstræbelse af andres ditto, især hvis den er lidt abstrakt og tidsforskudt som piratens og ikke blot den gamle dames taske på gaden.

Og videre til magthavernes efterstræbelse af andres ejendom, historisk set først for egen vinding, senere med et stærkere fokus på redistribuering mellem skatteyderne, men dog stadig med en stor gruppe af administratorer, der undervejs konfiskerer mindst lige så meget til egen fordel som i sin tid faraoen eller landejeren eller den katolske præst.

Så måske er skattesystemerne ikke så meget anderledes i dag. De er blot udstyret med mere manipulation og bedre marketing.