Melvin Kakooza: 'Måske vi lidt har glemt at sejle op ad åen'

Melvin Kakooza: "Måske vi lidt har glemt at sejle op ad åen"

Melvin Kakooza er her, der og alle vegne. Siden han første gang stod på en scene for fire år siden, er det gået stærkt for den 29-årige jyde. Han er aktuel med flere forskellige tv-programmer, der alle har det til fælles, at de forsøger at undersøge, hvad dansk kultur i virkeligheden er. Anders Ryehauge taler med Kakooza om danskhed, nervøse dyrepassere og latter uden lyd.

Offentliggjort

Rygtet siger, at du har haft en pladespiller stående derhjemme i flere måneder, uden at du har fået sat den til?

”Ha! Det må jeg med skam bekræfte. Det er jo faktisk tragisk. Jeg har altid ønsket mig en pladespiller, og så fik jeg den endelig. Jeg tænkte, at det ville være nemt lige at sætte den op, men det måtte jeg konstatere, at det overhovedet ikke var. Pladespilleren er forbundet med nostalgi for mig, fordi jeg husker den fra min egen barndom. Men da jeg var lille, kørte det jo bare. Så jeg har simpelthen undervurderet situationen. Det endte med, at jeg brugte en hel eftermiddag, og til sidst var jeg bange for, at jeg ødelagde den, og så stoppede jeg helt. Jeg havde endda fået købt højttalere og forskellige LP’er. Og folk er begyndt at give mig LP’er i gave, fordi de ved, at jeg har fået den der pladespiller. Så bliver jeg nødt til at lyve om, at jeg har hørt pladerne, selvom de ender på hylden ved siden af de andre. Jeg ville elske at komme hjem efter en lang arbejdsdag og sætte en plade på, men netop fordi jeg har så travlt, får jeg den aldrig sat til. Nu står den derhjemme og samler støv. Det er forfærdeligt.”

Hvorfor flyttede du til København tidligere i år?

”Jeg har boet i Aarhus i en del år, men i virkeligheden boede jeg stort set fast på Tivoli Hotel. Jeg havde en masse optagelser i København, så jeg var der i gennemsnit tre-fire gange om ugen. Der var rigtig meget transport, og nogle gange missede jeg færgen til Odden og måtte køre til Aarhus. Det fungerede bare ikke. For den tid, der var til at slappe af, brugte jeg kun på transport. Så jeg tog valget og flyttede til København, selvom det var vemodigt. Jeg er jo kæmpe jyde. Jeg har altid sagt, at det der med at skulle til København, behøver man altså ikke. Det skal man tværtimod lade være med. Men jeg har måttet sande, at det trods alt var det bedste. Rent overskudsmæssigt ville jeg gå i plus ved at gøre det. Jeg slapper også mere af med tanken om det nu. Når det er sagt, har jeg stadig en lille drøm om en dag at vende tilbage igen.”